Tilfældigheder

[Callista Reynard]

Wez Meadowes

"Stødt jernurt skal først tilsættes til allersidst i processen, Maloney!"

Callista sad koncentreret og skar den trevlede marakrod i så tynde, lange skiver som muligt. Hun skævede til sin eliksirmakker for dagen og holdt øje med, at han rørte konstant i deres gryde, som simrede over en lille ild. "Langsommere bevægelser," sagde hun dæmpet. "Det skal ikke piskes op."

[Wez Meadowes]

Wez sad foroverbøjet på sin stol, med sit hoved hvilende i sin håndflade, mens han drejede rundt og rundt og rundt i gryden. Han skjulte et lille gab bag håndryggen, og de brune øjne hvilede ind i de små flammer, mens tankerne vandrede rundt. Langsomt kom han ud af rytme, og begyndte at røre i alle mulige rytmer, til en stemme fik ham til brat at stoppe. 

Han drejede hovedet og sendte sin makker et bredt smil. ”Skal gøres!”, svarede han med det samme, i et toneleje der ville lægge op til at han havde puttet et ’frøken’ efter, inden han gjorde som hun sagde, og vendte tilbage til den samme konstante rytme han havde kørt før. Så røg blikket rundt på de forskellige elever, før det vendte tilbage på Callista. ”De andre ser sørme ud til at more sig, og tænk, her troede jeg at vi sad og havde det sjovest.”, kommenterede han, tydeligvis ironisk (på en sød måde), for i virkeligheden sad over halvdelen og så ud til at dagdrømme mindst halvt så meget, som Wez lige havde gjort. 

[Callista Reynard]

Callista trak på skuldrene. "Det er ikke alle akviteter, der behøver inkludere spænding for at være lærerige," konstaterede hun, før hun rynkede panden lidt. Du kan også overtage rødderne, hvis du tror du kan skære dem lige nok. Så tager jeg mig af at røre rundt. Det kræver det helt rigtige greb, du ved."

Hun gjorde mine til at rejse sig og tage røreskeen ud af hånden på ham uden den store forhandling.

[Wez Meadowes]

Wez så opmærksomt på hende, og lavede så et kast med hovedet mens øjenbrynene vippede som i ’det kan der været noget om’, inden han sendte et bredt smil der tydeliggjorde de runde smilehuller, inden han satte sig hen ved siden af hende, og hev skærebrættet hen til sig, for at påbegynde det nye arbejde. Han var ikke helt enig med hende. Han forstod hvad hun mente, men for Wez var der behov for en vis motivation, for at han fik den bedste læring.

Wez begyndte at skære i rødderne. De første forsøg blev en smule skæve, og tydeligt tykkere end de næste, men efter et par omgange synes han at få okay styr på det. Han skævede over til sin sidemakker, og mens blikket tænkende var rettet mod de små flammer, faldt et spørgsmål ham ind. ”Tror du en føniks først var født ung eller gammel?”

[Callista Reynard]

Callista rørte forsigtigt rundt i gryden. Hun skævede til Wez og trak lidt på smilebåndet over hans spørgsmål. "En fugl fønix er en fugl. Den fødes først af et æg, siden af aske og cirklen sluttes." Hun betragtede ham nysgerrigt.

"Hvorfor? Hvordan kom du til at tænke på det?" Hun flyttede blikket til gryden og rynkede panden lidt i koncentration, som hun nedsænkede termometeret i det.

[Wez Meadowes]

Wez følte det som lidt af en sejr da han så snerten af et smil forme sig på Callistas læber. Wez kendte godt svaret på det snørklede spørgsmål han havde stillet, alligevel lænede han sig forover, og hvilede sin hage mod sine hænder, hvor albuerne hvilede på hver sin side af skærebrættet, mens opmærksomheden var rettet mod hende.

Han trak på skuldrende. ”På grund af flammerne. Det tog mig et par år tilbage, hvor jeg sad i vores opholdsstue foran kaminen, og en af de ældre elever spurgte mig om hvad der mon kom først; Fønixfuglen eller ilden. De gjorde nar af mig, men jeg grublede længe over det spørgsmål, indtil svaret endelig gik op for mig. Fønixen er et ret specielt dyr.”, han talte i et meget ivrigt tonleje, oprigtig interesseret i at fortælle hende det, og lagde slet ikke mærke til at han havde skåret roden færdig, da han pludselig skar ned i skærebrættet uden at ramme noget. Så kiggede han ned. ”Jeg tror rødderne er klar.”

[Callista Reynard]

Callista trak lidt på smilebåndet, men undlod at svare. Hendes blik forlod gryden og i øvrigt også Wez for i stedet at lande på rødderne, som hun inspicerede lidt, før hun nikkede.

"Det ser sådan ud," medgav hun tilfredst. "Så skal vi bare have den tørrede tudselever stødt, før vi kan begynde at tilsætte det. Gør du de?"

Hun nikkede let imod et glas og vendte opmærksomheden tilbage imod den dampende gryde. "Du kunne næsten have været en ravn med al den grublen," konstaterede hun henkastet.

[Wez Meadowes]

Wez skævede først til Callie, så mod den tørrede tudselever, inden han igen vendte de brune øjne mod den jævnaldrende ravn. ”Ja, okay”, svarede han i et usikkert smil, og kløede sig let i nakken, mens han overvejede hvad det job præcis indebar. Prøvende trak han en skål til sig, og måtte synke engang da han mærkede tudseleveren mod sin hud, og det kunne diskuteres hvor vidt han burde blive kvalificeret som søger, så hurtig han var til at gribe den, og kaste den ned i skålen. Han pressede derefter morteren ned mod leveren, og den knasende lyd fik ham til at skære ansigt, og i stedet vende opmærksomheden mod Callista.

”Jeg forsøgte skam også ihærdigt at overtale hatten, men den var bare overbevist om at jeg hørte til på det bedste kollegium”, drillede han, og smilede dumt, inden han rystede på hovedet med en tilhørende, lille latter. ”Jeg rummer vist ikke den flittighed der skal til for at blive en del af jeres kollegium. De første år brugte jeg mere tid på at gruble over hvad jeg skulle have af mad til frokost end hvad der stod i mine lærerbøger”