Minder

[Magdalene Abbey]

Maggie slap Hectors arm igen og lukkede hånden om sin egen albue, fordi hun ikke ellers lige kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre af sine arme. "Omtrent en måned," svarede hun og endte med at lade armene falde igen, kun for at stryge en lys hårlok om bag øret.

"Der var en ulykke med dragerne," forklarede hun stille, tydeligvis med et større ubehag ved tanken om det. Smilet var kun halvhjertet. "Jeg blev udskrevet for et par uger siden og nu ser det ud til, at jeg er tilbage for det næste lange stykke tid."

[Hector Attwater]

Hector betragtede hende opmærksomt mens hun talte. Hendes ord bekræftede hans største frygt. Han havde altid været bange for at hun ville komme til skade. Han vidste hun var dygtig, men det var drager. Farlige bæster og nu hørte han selv til i den kategori. Det var skræmmende.

"Det er jeg også.. Kom her.." Hviskede han og lagde den ene arm om hende og den anden hånd på hendes hoved.
"Jeg er glad for at du overlevede" Sagde han og trak sig en smule tilbage for at se hende i øjnene, mens han lagde begge hænder om hendes hoved.

[Magdalene Abbey]

Maggie var overrasket over ømheden i Hectors bevægelser. Det var ikke første gang hun oplevede den, men på en eller anden måde passede det ikke sammen med det hærgede udseende. Men der var ingen tvivl om at det stadig var Hector og Maggies skuldre faldt en anelse, som hun naturligt slappede af under vennen og ekskærestens hænder.

"Jeg tager den med ro i et stykke tid," lovede hun stille og så op på ham med et lettere flakkende blik. Hun løftede den ene hånd og lagde den over Hectors. Den svage antydning af et ar var tydelig under hendes fingerspidser. Maggie rynkede på brynene. "Gør du også det?" Hans fremtoning talte tydeligt for, at det ikke var tilfældet.

[Hector Attwater]

Hector smilede ømt da hun slappede af og han fik lyst til at trække hende ind mod sig igen. Hendes ord fik ham dog til at holde sig tilbage og i stedet så han hende i øjnene og lyttede. Hendes spørgsmål erstattede hans kærlige ansigtsudtryk med et tomt blik og han så væk.

"Jeg gør mit bedste." Svarede han med et flygtigt smil og gav slip på hende igen. Hvad havde han egentlig gang i? Han måtte ikke glemme hvad han var. En dag kunne det være fuldmåne. En dag kunne det gå galt. Det måtte aldrig sket.

[Magdalene Abbey]

Maggie så Hectors ansigt forandre sig og hun rynkede på brynene. I nogle øjeblikke betragtede hun ham og løftede så hånden for at lukke den let om hans arm. "Det er længe siden vi har snakket," begyndte hun lavmælt og så på ham med alvor i blikket.

"Men du kan stadig fortælle mig alting. Hvis du har brug for det." Der var ingen tvivl om, at hun mente det og det var ikke noget tomt løfte. Hector var ikke hvilken som helst person og selvom hun intet vidste om hans situation, så havde hun en bange anelse om, at han stod på egne ben.

[Hector Attwater]

Hector var klar over at Maggie mente hvad hun sagde, men han fortalte hende alligevel ikke det som hun ledte efter. Det var en al for stor hemmelighed til han kunne holde ud at hun også skulle gå med den på samvittigheden. Han nikkede derfor kun med et halvhjertet smil og så undersøgende på hende.

”Har du.. nogle planer for dagen?” Spurgte han, han håbede nærmest hun havde, for så ville han blive nødt til at lade hende gå. Det ville dog blive svært for ham at acceptere, nu de ikke havde set hinanden så længe. Han havde lyst til at forsvinde med hende, væk fra sine problemer og resten af verden.

[Magdalene Abbey]

Maggie spejlede Hectors nikken og hun håbede han havde taget imod tilbuddet. Hun forventede ikke at han krængede sit hjerte ud på stedet - hun ville ikke selv gøre det samme - men det gjorde hende bedre tilpas at vide, at han i det mindste var klar over at han havde muligheden.

Hun rodede i et øjeblik i sin ene lomme, for snart efter at kigge på et lettere slidt og bulet lommeur der havde fået nogle tæsk i løbet af arbejdet i Rumænien. "Jeg har et møde om en time," konstaterede hun en anelse fortrydende. "Men hvis du kan holde en pause...?" Hun så sig lidt om i den stendøde butik.

[Hector Attwater]

Hector fulgte hendes blik rundt i butikken og derefter ud i gaden, han havde ikke lyst til at følges med hende af frygt for at støde på nogen han kendte. Han undgik hovedgaden så meget som overhovedet muligt og han kunne ikke overskue konsekvenserne.

”Kom tilbage når dit møde er færdig, jeg går ingen steder.” Sagde han smilende, mens han flygtigt overvejede om hun overhovedet ville dukke op, efter at have set ham sådan. Derefter var den mest nærliggende tanke om hun stadig ville holde af ham hvis hun kendte sandheden, højst sandsynligt ikke, på trods af hendes kærlighed til drager. 

[Magdalene Abbey]

Et smil trak frem på Maggies læber og hun tøvede ikke med at nikke. "Selvfølgelig," svarede hun, uden overhovedet at overveje, hvad hun havde planlagt efter mødet. "Hvad siger du til, at jeg kommer tilbage med noget aftensmad?" tilbød hun forsigtigt, uden at have misset det faktum, at det ikke virkede til at Hector havde lyst til at forlade butikken.

"Vi har meget at indhente," slog hun fast, velvidende om at hun ikke havde lang tid, før hun var nødt til at gå. For nu.

[Hector Attwater]

Hector var blevet konfronteret med mange ting i løbet af sit møde med Maggie og det havde allerede rykket på nogle ting nu. Han nikkede endnu engang som svar og ventede til hun forlod butikken, inden han gik tilbage til baglokalet og forsatte med at sortere bøger. Han vidste ikke helt om det var en god ting at hun kom tilbage, han burde have opført sig som en nar og bedt hende om at skride, men han kunne ikke få sig selv til det. Maggie var speciel, det havde hun altid været og han havde på fornemmelsen at han ville fortælle hende det på et tidspunkt. Hun havde ret til at vide hvorfor han ikke havde skrevet, hvorfor han arbejdede i dette hul og hvorfor han ikke brød sig om at gå andre steder end mellem butikken og sit hjem.

Lukket