Minder

[Hector Attwater]

Magdalene Abbey

Hector puslede rundt i baglokalet til den støvede butik og sorterede bøger. Dette var hans primære beskæftigelse, når der ikke engang imellem kom en kunde og der ikke var andre på arbejde. Butiksindehaveren foretrak af forståelige grunde at holde ham i baglokalet, fordi han altid så usoigneret ud. Samtidigt, var han billig arbejdskraft og det var ikke nemt at skaffe en der ville arbejde for så lidt i disse dage. Hector havde dog intet imod det, han kunne passe sig selv og lade tankerne vandre mens han sorterede bøger. Det var dog samtidig som om han ikke rigtig levede, men bare lod sig føre gennem livet uden at tænke over hvad han ville. Hver gang han nåede i nærheden af denne tanke, blev det for uoverskueligt og han opgav inden han var begyndt.

[Magdalene Abbey]

Maggie brød sig ikke just om at gå i ulvesmøgen. Hele stedet havde en dyster og ubehagelig stemning og den ene af hænderne i kappelommerne var lukket om tryllestaven. Bare for en sikkerheds skyld. Det var ikke et sted hun ellers satte sine ben, men Flourish & Blotts var kommet til kort og hun manglede desperat en bog, hun havde lånt flere gange på Hogwarts, men ikke kunne opstøve andre steder.

Ulveantikvariatet var absolut sidste mulighed og Maggie så ikke ligefrem komfortabel ud, som hun åbnede døren ind til forretningen. Der så tomt ud og hun skævede forsigtigt rundt, uden helt at kunne finde ud af om der var lukket eller ej. "Hallo?"

[Hector Attwater]

Hector gik rundt i sin egen verden og sorterede bøger. Lyden af døren der gik hørte han ikke, først da han hørte nogen kalde reagerede han. Han stivnede midt i en bevægelse, mens hans hjerte bankede. Stemmen havde lydt som Maggies, men det kunne det ikke være, hun var ikke hjemme. Han kunne dog ikke holde sig fra at liste forsigtigt over til døren til butikken og forsøge at finde ud af hvem det var. Døren stod vidt åben, så han gemte sig bag den ene dørkarm og strakte halsen. Hector fik flygtigt øjenkontakt med kunden, som lignede alt for meget Maggie, så han trak sig hurtigt tilbage og blev stående helt stille. Hans håb var at hun ville gå igen.

[Magdalene Abbey]

Maggie vred hænderne lidt mod hinanden og så sig søgende rundt i butikken. Hun nåede at få et kort klimt af et andet menneske, men absolut ikke længe nok til at genkende ham. Øjenbrynene trak sig undrende sammen og hun var enormt tæt på at konkludere at det var for mærkeligt og bare gå igen.

Hun havde dog virkelig brug for bogen og med det i baghovedet, tog hun et halvt skridt længere frem. "Undskyld, er her lu-," nåede hun at begynde, før hun gik i stå. Det var cirka samtidig med at hun havde set om på manden bag døren. Maggies øjenbryn gled overrasket op og hun kneb øjnene undrende sammen. "Hector?

[Hector Attwater]

Det uundgåelige var sket. Han var blevet genkendt, eller i hvert fald næsten, han var ikke helt sikker på om Maggie rent faktisk ville acceptere hvad hun havde set, hvis han nu bare holdt sig i baglokalet. Samtidig kunne han ikke beslutte sig for hvad han skammede sig mest over, at blive fundet i denne butik eller ikke at have opsøgt hende efter han var kommet hjem. Han kunne ikke få sig selv til at se hende i øjnene så i stedet blev han stående og tog en dyb indånding.
”Det er bedst hvis du går” Hans stemme var hæs og dyb, meget anderledes end hvad den havde været i hans yngre dage. Derefter gled han ned mod gulvet og satte sig, mens han håbede på at hun bare ville gå sin vej igen. Han burde egentlig løbe ud af butikken, men han var alt for træt til det og kunne ikke overskue andet end at sidde på gulvet og lade som om intet var sket.

[Magdalene Abbey]

Overraskelsen stod tydelig malet i Maggies ansigt. Hun så uforstående på Hector, der så fuldkommen hærget ud. Det var år siden hun sidst havde set ham, men ændringen var overvældende. Maggie forstod absolut ingenting.

Øjenbrynene trak sig sammen over hans ord og hvor Maggie for nogle år siden slukøret ville have gjort hvad der blev sagt, trådte hun i stedet helt ind og lod døren falde i uden til gaden. Forsigtigt gled hun ned på hug foran Hector - i en passende afstand - og så søgende på ham. "Hector, hvad er der sket med dig?"

[Hector Attwater]

Hector bed sig i underlæben og undgik at se Maggie i øjnene. Han havde mest af alt lyst til at løbe væk, men han kunne alligevel ikke rykke sig ud af stedet. Et langt øjeblik var han tavs, hendes ord borede i et emne han havde forsøgt at undvige det sidste år. Han vidste ikke rigtig hvordan han havde formået at komme igennem alt det der var sket, ikke nu han pludselig huskede hvordan det var at have en ven.

”Ser jeg virkelig så forfærdelig ud? Jeg håber ikke jeg forskrækkede dig, det var ikke meningen.. ” Bemærkede han og blottede sine tænder i et skævt, men træt smil. ”Har du det godt?” Spurgte han og så hende kun flygtigt i øjnene.

[Magdalene Abbey]

Maggie ville have smilet, hvis ikke hun var så forvirret. I stedet så hun bare bekymret på sin ekskæreste, uden på nogen måde at kunne forstå, hvad i alverden han lavede der. Hans spørgsmål fik hende til at fnyse lidt og det trak svagt i hendes ene mundvig, selvom det ikke udviskede det undrende blik.

"Hector," afbrød hun ham, uden at kunne arbejde med at han spurgte hvordan hun havde det, som om at der ikke var noget underligt ved hele situationen. "Arbejder du her? Hvad med Ministeriet? Jeg troede du elskede at være auror." En million spørgsmål pressede sig på og Maggie fik måske lidt uelegant trådt på Hectors følelser, uden at det var med vilje.

[Hector Attwater]

Det overraskede ikke Hector at han ikke kunne slippe uden om det åbenlyse spørgsmål, hvad fanden lavede han i denne lurvede butik? Ingen vidste det, end ikke ham selv. Det havde bare været nemt, så nemt, at gemme sig fra hele verden, uden at gøre det i en skov i Polen.

"De.. Er.. Ikke så glade for folk der ikke kan udføre deres missioner.. Jeg har været væk i noget tid.. " Sagde han, som om hun ikke var klar over at han ikke havde skrevet til hende.
"Auror er bare et arbejde.. så dejligt er det heller ikke.. " Bemærkede han og så på sine hænder, mens han trak på skuldrene.

[Magdalene Abbey]

Maggies øjenbryn trak sig helt sammen og hun dumpede helt ned at sidde, selvom gulvet ikke var helt rent. I virkeligheden var det dumt at sidde lige foran døren, men hun tvivlede på at der var et rend af kunder i butikken. Den så mere eller mindre forladt ud. Selvom det var længe siden Maggie havde set Hector, så havde hun engang kendt ham bedre end de fleste og der var noget i det han sagde, der ikke gav mening.

Hun kunne dog godt mærke, at det ikke var noget hun skulle grave for dybt i. Rynkerne på panden glattedes og hun kastede et enkelt blik rundt i butikken. "Og nu arbejder du her," konstaterede hun og forsøgte lettere forfejlet at få det til at lyde som om, at det var en god ting. Butikken var bare ikke særlig imponerende. Maggie så tilbage på Hector. "Jeg undrede mig over, hvor du var blevet af."

[Hector Attwater]

Hector så skyldbetynget ud da hun lod emnet ligge, han havde ikke fortalt sandheden og han brød sig ikke om at lyve for en person der betød så meget for ham som Maggie.

”Ikke ligefrem en forbedring” Bemærkede han tørt, men formåede dog at smile halvhjertet over hendes ord. Det var sandt, denne butik var ikke et godt sted at arbejde, men han havde heller ikke forventet at hun ville træde ind af døren.
Så ville han måske aldrig have taget jobbet. 
”Jeg jagtede nogle troldmænd igennem Europa.. Det gik ret galt, jeg måtte gå under jorden noget tid.. Er ked af jeg ikke fik skrevet til dig.. Jeg har savnet dig virkelig meget” Han smilede svagt og betragtede hende med et varmt blik.

[Magdalene Abbey]

Rynken fandt hurtigt tilbage mellem Maggies øjenbryn sammen med bekymringen. Hun prøvede dog alligevel at smile mildt, som hun rakte hånden frem mod Hector og selv rejste sig. Da han tog mod opfordringen og også kom på benene, trak hun ham som det allerførste ind til sig i et tæt kram. "Jeg har også savnet dig," svarede hun oprigtigt og slap ham igen.

Hun trådte et enkelt skridt tilbage. "Hvad skete der?" spurgte hun stille, før hun fortrød og holdt en hånd op. "Undskyld. Du behøver ikke fortælle mig det," tilføjede hun hurtigt og bekymret. De havde ikke set hinanden længe og hun havde i virkeligheden ingen ret til at nage. Men Hector betød meget. Situationen var foruroligende.

[Hector Attwater]

Hector kom på benene og troede et øjeblik at det var enden på samtalen, derfor kom krammet bag på ham og intimiteten påvirkede ham så meget at han fik tårer i øjnene. Sammenbidt forsøgte han at holde dem tilbage og formåede ikke at lægge armene om hende, men stod i stedet og så ned, med et lettere forpint ansigtsudtryk.
Til sidst dukkede et trist smil op på hans læber og han så overvejende på hende. 

”Lige nu vil jeg bare fortælle dig om hvor glad jeg er for at se dig.. Det andet kan vente.. ” Han strøg hende hen over håret og bøjede sig ned for at kysse hendes kind. Han havde ikke vidst hvor meget han havde savnet hende, ikke før nu hvor hun stod foran hende og han følte sig hel igen. Det kunne dog ikke blive til noget, han blev nødt til at tvinge sig selv til at holde sig væk. Han var dog samtidig klar over, at dette ville være utrolig svært.

[Magdalene Abbey]

Maggie kom til at smile på trods af sin umiddelbare bekymring."Jeg er også glad for at se dig," svarede hun oprigtigt og rakte ud for at give hans arm et forsikrende klem. Hun havde effektivt glemt alt om bogen hun skulle hente.

"Jeg troede måske at du var ude af landet," tilføjede hun. Det havde i hvert fald været hendes første tanke, da hun havde været indlagt på Skt. Mungos og ingen havde kunnet få fat på Hector. Det havde undret hende og selvom bekymringen ikke var væk, var det en lille vægt af skuldrene at se ham igen.

[Hector Attwater]

Hector kunne ikke huske hvornår han sidst havde været så glad, varulve minderne overskyggede alting i øjeblikket, men Maggie formåede på en eller anden måde at få ham til at glemme sin tristhed lidt. Det hjalp i hvert fald, når hun krammede ham.
”Hvor længe har du været hjemme?” Spurgte han og så undersøgende på hende, han ville gerne have hendes historie nu han havde givet (det meste) af sin. Han havde været urolig for hende, det havde han, men været alt for optaget af sig selv til at tænke på hende. Det gav ham en dårlig smag i munden nu, men han ville jo i virkeligheden helst holde sig mile fra hende, så han var sikker på han ikke gjorde hende ondt.