Ravnefjer og røde ører

[Cara Banes Felton]

Ravnefjer og røde ører

Quidditchkampen var hurtigt overstået. Skaderne havde regeret spillet godt og vel et kvarter inden søgeren Attwater havde fanget lynet. ’Sagde jeg det ikke?’, havde Caras veninde skreget gennem jubel og tilråb, ’Mentrose Magpies ER de bedste!’ Selv var Cara mere fan af Bellycastle Bats. Hun var dog gået med til venskabskampen af ren kedsomhed – og fordi Molly var dybt forelsket i én af spillerne og havde tvunget hende.
Nu gik de sludrende ned af tribunerne sammen med menneskemængden, men i stedet for at fortsætte mod udgangen, trak Molly Cara hen mod omklædningsrummet hvor en gruppe hysteriske piger allerede stod hviskende med papir, fjerpen og læbestifte klar. ’Virkelig?’, havde hun Cara spurgt, men var så gået all in for sin venindes skyld, og Cara var ikke bleg for at se fjollet ud. De var i forvejen udstyret med et par enorme ravnefjer i håret som tiltrak sig adskillige blikke fra de andre piger. ’Jeg bliver bare nødt til at se ham’, hviskede Molly og gav en albue i siden på en pige der maste, da spillerne begyndte at komme ud af omklædningsrummet. ’Han er basker! Et stort, flot brød’. ’Okay, så må vi gøre alt for at få hans opmærksomhed’. Cara strakte sig på tæer og begyndte højlydt at synge Bellycastles fansang, dog i Magpies-versionen.  

[Maxwell Attwater]

Efter kampen havde holdet samlet sig nede i omklædningsrummet og kort snakket forløbet igennem, inden der blev tid til bad og tøjskift. Det havde ikke været en kamp af stor betydning, men alligevel var sejren vigtig så tidligt på sæsonen, hvor de nyeste medlemmer skulle spilles ind på holdet. Den reelle kamp ventede dog altid først bagefter. Når man skulle ud fra omklædningsrummet! Helt færdig med at snakke taktik var han ikke, da han gik ud ved siden af en af de andre spillere, mens de snakkede om en af de scoringer, som det var lykkedes modstanderen at få ind. Deres samtale blev dog brat afbrudt af skrigende piger, der rakte papir og penne frem imod dem. For ikke at snakke om de mest pinke læbestifte, Max i sit liv havde set. Han tog pænt imod den nærmeste fjerpen og det nærmeste papir og begyndte at skrive autografer, imens han sendte søde smil til de fremmødte piger. Fans var vigtige. Det vidste han godt. Det havde hans forfatter far lært ham for længe siden. Bag ham dukkede flere af spillerne op, men bedst som Max var ved at skrive sit navn for tusinde gang, lagde han mærke til en noget anderledes fansang og løftede blikket. Et øjeblik stirrede han på de enorme ravnefjer, før det gik op for ham, at han kendte hende, der bare dem. Han stivnede kortvarigt, før en eller anden gav ham et skub bagfra og han kom til at træde et skridt fremad. - " Cara? " . Overraskelsen lyste ud af ham. Hun var bestemt ikke en, han havde forventet at se her.

[Cara Banes Felton]

’Jeg kan ikke se ham’, hvæsede Molly frustreret og strakte sig på tæer, så hendes hals så næsten dobbelt så lang ud. Det væltede frem med spillere som godmodigt begyndte at skrive autografer og udveksle kommentar med fanskaren, der næsten kravlede på skuldrene af hinanden for at komme forrest. Cara så til sin tilfredshed at nogle spillere langsomt nærmede sig dem, og hendes sang fortsatte i forfærdelige toner, indtil hun pludselig fik den galt i halsen: foran hende stod Maxwell ’Attwater’, formede Caras læber lydløst, da det gik op for hende, at han selvfølgelig var søgeren. Hun sank ned på tæerne og stirrede chokeret… Fik flashback til Hogwarts, lettere akavet situationer og et brækkede hjerte...  
”Jeg… Du… Wow, du er blevet Quidditchspiller. Og endda berømt…”, bemærkede hun, da op til flere omkringstående skreg hans navn og forsøgte at få hans opmærksomhed. Cara, derimod, sank ligesom sammen, hvilket var svært med sine 1,74 cm.
Cara prøvede at ignorere Mollys nysgerrige blik, mens hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde på noget smart at sige. Det var ikke lige sådan hun havde ønsket at se ham igen... Ikke at hun havde tænkt på det, men at finde hende blandt hans fanskare var ikke planen. 

[Maxwell Attwater]

På mange måder var Maxwell en meget ærlig og reel fyr. Han var ikke snobbet og han gjorde aldrig noget med bevidst intention om at såre andre. Der havde dog været en periode i hans liv, hvor han nok havde haft en anelse for travlt og i farten havde glemt at tage hensyn til de mennesker, som han omgav sig med. Cara var et af ofrene. Det var ikke, fordi han ikke havde kunnet lide hende. Det havde han og at den ældre Huffelpuff elev havde haft gensidige følelser havde været en fjer i hatten. Cara havde været hans første, men reelle kærester var de aldrig blevet. Nok mest af den grund, at Maxwell havde skyndt sig videre efterfølgende. Den gang var han ikke stoppet op og havde givet sig tid til at tænke på, hvordan det havde påvirket Cara, ikke en gang, da han få uger efter, havde armen omkring en ny pige.

Inderst inde vidste han godt, at han havde såret hende den gang og det var nok også derfor, at han nu stod og følte sig lidt akavet ved at se hende igen.

Hendes bemærkning trak hans læber op i et forsigtigt skævt smil. Berømt Quidditchspiller. Han stoppede sig selv i en lignende bemærkning om, at Cara ligeledes havde udviklet sig. Hun var blevet højere, men i særdeleshed også kønnere. Ikke at hun ikke havde været det før i tiden, men voksenlivet klædte hende. Max lod hænderne glide ned i lommerne på de pressefoldede bukser han bar og var imponerende nok i stand til at ignorere horderne af skrigende fans omkring sig og kun fokusere på Cara. - " Det ser værre ud end det er " forsøgte han at neglicere sin succes en smule. Han anede virkelig ikke, hvad han skulle sige til hende. Hun havde været collateral damage for hans eventyrlystne teenageperiode, men dette var næppe tidspunktet eller stedet for at forsøge at rode bod på den ugerning.

[Cara Banes Felton]

Max havde såret hende dengang. Cara kunne lige så tydeligt huske den boblende teenageforelskelse han havde været mål for, og i noget tid så det ud til at være gengældt. Men naiv som Cara nu engang er, indså hun ikke, at Max var en af de populære kvindebedåre, der bestemt ikke kunne nøjedes med én pige. Der var i hvert fald kun gået få uger, da en blond pige blev genstand for hans opmærksomhed. For fanden, hvor havde hun grædt.

At hun nu igen var én pige blandt mange, var bestemt ikke en begejstrende tanke. Især ikke hvis Max troede hun var dukket op for at se ham.
"Det ser værre ud end det er". Cara forsøgte at smile, men det sad stift i ansigtet.
’Slemt ud? What’s not to like? Masser af skrigende piger’. Cara kastede sigende et blik på pigen ved siden af, som nærmest viftede sin fjerpen foran Caras ansigt. Det var slet ikke ment som en bidende kommentar, men med deres fælles fortid var der ingen tvivl om, hvordan Max ville forstå den. I et forsøg på at rede den, sagde Cara, ’Men du følger din drøm... Det er fantastisk'. Det føltes mærkværdigt og forsøge at føre en normal samtale i de omgivelser, især med alt det usagte der hang i luften mellem dem. 

[Maxwell Attwater]

Der var næsten ikke det sted, Maxwell hellere ville have foretrukket at føre den her samtale. Caras bemærkning med de mange piger omkring ham, opfattede han rigtigt nok som en bidende kommentar, men han bebrejdede hende ikke. Han ville gerne forklare hende, at han havde ændret sig siden den gang. Det virkede bare lidt ironisk at sige omringet af skrigende tøser. Han endte da også med at række ud efter den fjerpen, en pige viftede foran Caras ansigt og hurtigt ridse sit navn ned med den, før han rakte den tilbage, så han kunne koncentrere sig om Cara igen. - ” Ja, det er fantastisk. Jeg har været heldig ” svarede han, da Cara alligevel tilføjede noget knapt så bidende, til hendes tidligere kommentar. Han tav lidt, imens han prøvede at finde en måde at få de næste ord frem på. Normalt flød den slags for ham uden problemer, men Caras tilstedeværelse havde rykket ham ud af fatningen. - ” Cara tror du.. Jeg ville gerne.. Tale med dig.. På et andet tidspunkt ” fik han tøvende frem, halvt overdøvet af de skrigene omkring dem.

[Cara Banes Felton]

Caras blik fulgte Maxwells hånd række armen ud mod hendes ansigt for derefter at tage pigens pen og skrive en hurtig autograf. Hendes skuldre hang mismodigt, men hun kæmpede for at opretholde en glad attitude, om end for at vise, at hun da for længst var kommet over skoletiden - selvom den bidende kommentar lod til at modsige dette. 

Deres stagnerede samtale begyndte at blive ukomfortabel for Cara, og hun puffede diskret til sin veninde med foden, som for at vise det var tegn på at flygte. Men Molly ignorerede hende resolut, idet hun havde fundet hvem hun søgte.

Ordene kom bag på Cara, der rynkede brynene. Hun var på nippet til at spørge 'hvorfor?', men så gik det op for hende, at han måske bare sagde det for at få hende væk. 'Åh, ja, det er klart. Du kan bare komme forbi, jeg arbejder i Kandisbaronen..' Stemmen døde hen, og for første gang i lang tid mærkede Cara kinderne blusse over at arbejde et sted, der var så langt under Maxwell. Det var forfærdeligt, det her. Cara kunne ikke stå der et sekund mere.
'Nå, men... Vi ses måske', mumlede hun, og med et lettere ulykkeligt blik trådte hun baglæns og lod sig fortære af mængden af skrigende piger.

[Maxwell Attwater]

Kandisbaronen. Han skrev sig butikken bag øret, men nåede ikke kun lige at få svaret - ” Jeg kigger forbi ” , før hun forsvandt ind imellem de andre piger. Han forsøgte at få øje på hende igen, men hun var allerede væk og han kunne ikke blive ved med at ignorere alle de ivrige fangirls. Det ulykkelige blik, der havde været på Caras ansigt, i sekunderne før hun gik, havde dog brændt sig fast. Han tolkede det som, at det måtte være på grund af ham og det gjorde ham i tvivl om, hvor vidt det var en god ide at opsøge hende igen. Aldrig kunne han forestille sig, at det skyldtes deres forskellige veje i livet. Det var slet ikke en måde, Max opdelte verden på.

closed