Frost og tø

[Hector Attwater]

11. december 2100

Den lille samling træer tæt på Hogsmeade var et af de eneste steder der ikke var fyldt med elever og derfor havde de to løver søgt derhen, for at få lidt luft fra den travle lille by. Hectors lommer var fyldt til randen med slik han havde købt for sine lommepenge og han kunne knapt nok bevæge sig uden risiko for at det faldt ud. Alligevel var han gået igang med at rulle den første kugle sne til en snemand, som han havde haft lyst til at bygge i den nyfaldne sne.

Maggie var ikke just en af dem, der brugte alle sine lommepenge på slik eller spøg og skæmt-artikler. Til gengæld havde hun brugt en god del af den på en bog, der måske ville have været billigere hvis hun havde ventet lidt, men tålmodighed var ikke altid hendes stærkeste side. Hun stod med den knuget ind mod brystet og smilede varmt, som hun betragtede Hector skubbe rundt med sneen. “Bygger du en snemand?”

“Ja, det er sjovere at gøre med hænderne.” Han smilede kortvarigt op til hende, hvorefter han skubbede den lille kugle videre og betragtede den mens den samlede mere sne op undervejs.
“Du kan finde grene til næsen og arme hvis du vil” Bemærkede han og stoppede op et øjeblik og mødte hendes blik, mens han smilede bredt til hende.

Der blev tit bygget snemænd på Hogwarts, men Maggie deltog så godt som aldrig. Det skete at hende og Katie gjorde det når de var hjemme på juleferie, men ellers ikke. Et smil trak frem på Maggies læber. “Selvfølgelig,” lovede hun og så i et øjeblik ned på bogen. Den blev stukket ind under kappen, hvor den ganske vist var lidt akavet at have, men det var bedre end at risikere at den blev ødelagt, hvis hun lagde den fra sig i sneen.

Hector rullede snekuglen videre uden at sige meget mere, da den efterhånden blev tung at skubbe gennem sneen. Først da han var tilfreds med størrelsen stoppede han op og vendte sig mod Maggie for at se hvad hun havde lavet imens. Der skulle trilles to til, men de skulle heldigvis være mindre.

Maggie var kun kortvarigt forsvundet og da hun kom tilbage havde hun forskellige størrelser grene i armene. “Det ser godt ud,” komplimenterede hun den underdel Hector havde rullet, før hun forsigtigt vippede grenene ned i sneen. Hun smilede genert og rettede lidt på huen. “Skal jeg hjælpe med at rulle den næste?”

Hector så smilende på Maggie mens hun lagde grenene i sneen. Derefter nikkede han en enkelt gang og satte sig på knæ i den kolde sne, mens han gav sig til at skrabe noget sne sammen til en klump. “Gerne” Svarede han, hvorefter han rykkede sig lidt væk så hun kunne skubbe den til en kugle.

Maggie nikkede og overtog Hectors plads med et smil hvilende på læberne. I starten var det ikke videre besværligt at rulle kuglen af sne rundt. “Det har været hyggeligt i dag,” bemærkede hun og skævede lidt over mod ham.

“Ja, selvom det var næsten umuligt at få en plads på De Tre Koste” Sagde han smilende og gik igang med at hjælpe hende med at rulle snekuglen, da den var stor nok til at han mente hun havde brug for hjælp.
“Glæder du dig ellers til juleferien?” Han drejede ansigtet mod hende og så undersøgende på hende med løftede øjenbryn.

Maggie rykkede sig lidt, for at gøre plads til Hector. "Alle ville gerne have noget varmt at drikke," konstaterede hun med en skuldertrækning og smilede mildt. "Ja, det bliver rart at komme hjem. Hvad med dig? Har du nogle planer for julen?"

“Nej ikke rigtig.. Altså ud over det sædvanlige. Hvis du har lyst kan vi ses en dag.. Hvis du ikke har for travlt.. “ Han blottede tænderne i et mindre smil og så derefter ned på snekuglen, som var nem at fokusere på når han ikke ville blive mere rød om ørene.

Et impulsivt smil brød frem over Maggies læber og det var ikke kun kulden, der farvede dem røde. “Det vil jeg rigtig gerne,” konstaterede hun, påfaldende uden nogen tøven. Hun var dog ikke videre fortrydende, men smilede blot genert til Hector.

Hector nikkede tilfreds og satte den store snekugle ovenpå den anden, hvorefter han vendte sig mod Maggie mens han blottede sine tænder i et skævt smil.
“Fryser du eller skal vi lave hovedet også?” Spurgte han og så afventende på hende.

Maggie skyndte sig at ryste på hovedet. I virkeligheden havde hun det ikke ligefrem varmt og det var en anelse ubehageligt med bogen trykket ind mod brystet, men hun var heller ikke særlig ivrig efter at komme afsted og lægge turen bag sig endnu. “Vi er da nødt til at gøre den færdig,” konstaterede hun kækt og smilede lettere forlegent.

“Så laver jeg en mere” Bemærkede han med et smil og satte sig entusiastisk på hug igen, mens han skovlede sne sammen i sine hænder. Derefter rullede han en mere sammen, men spurgte ikke om hjælp, da han lavede den betydeligt mindre. Da han var færdig stillede han sig op og satte hovedet på snemanden. “Nu mangler han kun ansigtet.” Et smil spillede på hans læber mens han vendte blikket mod Maggie.

Maggie blev siddende på knæene i sneen, på trods af at det gjorde hendes strømpebukser våde. Hun gnavede lidt nervøst på sin underlæbe, men smilede alligevel oprigtigt, da Hector satte hovedet på snemanden. Lidt akavet kom hun op at stå igen og tog deres arbejde i øjesyn. Maggie så overvejende ud, før hun gav sig til at rode i en lomme. “Jeg har to grå multismagsbønner, som jeg nægter at spise. Vi kan bruge dem som øjne?”

“Ugh ja god ide, de grå smager alligevel hæsligt.” Gav han hende ret og gik hen til de grene hun havde lagt i en bunke og samlede dem op. Han satte de to længste i som arme og derefter så han undersøgende på resten, mens han prøvede at beslutte hvad der ville blive en god næse.

Maggie nikkede bekræftende og inden længe havde snemanden fået et ansigt. Den yngste løve smilede tilfreds og hun skævede lidt op mod Hector. “Det blev da meget godt.”

Hector nikkede som svar og tog diskret fat om Maggies hånd, der var dækket af de bløde vanter. Forsigtigt plantede han et flygtigt kys på hendes kind, men var dog hurtig til at trække sig væk igen i frygt for at hun ville finde det ulækkert.

Maggies hjerte sprang et slag over, da Hector tog hendes hånd og hun nåede ikke at bremse et afslørende smil, der passede godt til kinderne der blussede øjeblikket efter, da han plantede et kys på den ene af dem. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men hjertet hamrede afsted i brystet og hun smilede underfundigt.

Hector så dumt på Maggie og smilede bredt, taknemmelig for at hun ikke havde rykket sig væk men tilmed stod og smilede. Det gav ham lyst til at gøre det igen, men lige nu ville han nøjes med at nyde at se hende smile, for det gjorde hende kun endnu kønnere.