Blip bloop

[Beatrice Sinclair Ivory]

Oliver Howe

Quidditchlivet. Det fede liv for alt andet end randene under øjnene. Med hurtige dup fra pegefingeren blev resten af Dæk det fordelt om øjnene, før hun driblede ud af lejligheden. Det var ikke helt nemt at blive ved at holde sig kørende med alle de aftaler, der efterhånden fik udfyldt hvert ledige felt i Beas kalender, men på den anden side ville den unge angriber aldrig have været det foruden. Det krævede bare endnu et besøg til Howes Husremedier, før hun driblede forbi Agnes i Madam Malkins, så stor en omvej var det jo egentlig heller ikke. Den skrigblå, grænsende til turkise kappe viftede løst om anklerne på hende, da hun tog svinget ind på Hovedgaden. Hvis hun var heldig, var den ældste søn der måske. Så ville der også være lidt lækker mås at se på.

Med et lavmælt grin over sig selv trådte Bea ind i butikken. Hjemmevandt skridtede hun ned ad gangen og ind til hylden, hvor hun vidste både den trofaste creme og den opkvikkende tonic til krisebrug var at finde. Læberne spidsedes til en eftertænksom mine, mens hun prøvede at komme i tanke om andet, der kunne mangle hende. Vanen tro var en indkøbsliste og generelt overblik blevet nedprioriteret. Tankefuldt vadede hun ned ad gangen og lod sig trøste af tanken om, at mangelvarer nok ville springe i øjnene på den ene eller den anden måde. De slanke fingre greb fat om en suspekt udseende pakke, som Bea nysgerrigt gav sig til at undersøge.

[Oliver Howe]

Oliver trådte op af den knirkende egetræstrappe, og da han nåede toppen fik han lyset i kælderen til at gå ud med et sving af sin tryllestav, der efterfølgende blev puttet i inderlommen af hans kappe. Han havde en seddel i hånden som havde bekræftet hans mistanke om, at den ordre de havde modtaget, var blevet talt forkert op, og det var med rynkede bryn, at han lagde den ned i skuffen bag skranken, hvor kassereren* rettede nøjsommeligt på nogle kolber, der stod i et kobber-stativ. Det klirrede som små klokker, og Oliver smilede venligt til hende, inden han vendte opmærksomhed ud mod forretningen.

Det var kun én kunde, og han genkendte hende med det samme som en af spillerne fra Ballycastle Bats. Han kastede et flygtigt blik tilbage på kassereren, inden han trådte ud i butikken og nærmede sig Beatrice.
"Jeg ser du har spottet vores nyeste middel mod fod-mos," sagde han indledende og kunne ikke lade være med at smile skævt. Det var nok ikke det hun søgte. Forhåbentlig ikke, i hvert fald. Han havde aldrig set nogen med levende mos, der groede på deres fødder, men hans mors gengivelse af det gav ham ikke ligefrem lyst til det.

*Vedkommende har intet navn endnu

[Beatrice Sinclair Ivory]

Forvirret vendte Bea den farvestrålende pakke i fingrene. Ikke, om kunne regne ud, hvad i alverden det var. Normalt havde hun nok heller ikke bemærket den, men den unge Quidditchspiller var en sucker for farverige emballager og kastede hellere end gerne et par sølvsegl ekstra efter én, der var ekstra pæn og farvestrålende. Fordybet som hun var i projekt "Hvad i alverden er det her", havde Bea ikke opdaget butikejerens tiltalende, ældste søn, før han pludselig stod på samme gang som hende.

Noget forbløffet gloede hun op fra den lille pakke og til Howe-sønnen. Han var nu guf. Ordene farvede hendes kinder dybt røde. Sikke en omgang gnomurin! "Fy, for den lede!" udbrød hun med en rynken på næsen og stillede omgående den farvestrållende pakke tilbage på hylden, hvor hun havde fundet den. "Det synes jeg godt, kunne have været tydeligere." Nervøs latter. Kom nu ind i kampen, Bea! Fingrene pillede uroligt ved en løs tråd i den turkis kappe, før hun rakte hånden frem mod ham. Kinderne glødede stadig svagt. "Bea" introducerede hun sig selv med et skævt, charmerende smil.

[Oliver Howe]

Kolbernes klirren forsvandt i baggrunden, og Oliver spekulerede på, om kassereren havde fået sig den ide at at overtage opgaven med at servicere deres kunde. Han hørte dog ingen knirken (gulvet var af gammel, afslørende eg) og sluttede sig derfor til, at det ikke var tilfældet.

Hvis ikke det var det skæve smil, så var det i hvert fald latterfnyset over hendes reaktion, der var enormt uprofessionelt. Oliver, sagde han og trykkede hendes hånd. "Vi forsøger at betjene vores kunder med... diskretion." forklarede han men kunne ikke dy sig og gjorde et nik i retning mod skiltet, der hang oppe under loftet og tydeligt markerede afdelingen for 'Haverelaterede skader', men han holdt øjenkontakten med hende. "Men man kan jo også se sig for," spøgte han og pressede læberne sammen, tydeligvis for at undertrykke mere latter. Hans tone var venlig, og han opførte sig nærmest, som om de havde mødt hinanden før. Den væremåde lå ham lige til højrebenet, og han var kun opmærksom på det, når Ajax eller nogle af de andre var til stede, fordi han gerne ville undgå de akavede kommentarer, der som regel fulgte.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea lod sin hånd blive i Olivers lidt længere end hun normalt ville i et håndtryk, før hun i en omhyggelig bevægelse trak den tilbage igen. Det var svært at modstå trangen til at klaske sig i panden, da han gjorde hende opmærksomt på skiltet i loftet. Så vidste hun også det. "Det med at se sig for har jeg nok af i mit arbejde, synes jeg." indvendte hun med stadig svagt glødende kinder. Det var atypisk for hende at havne i en pinlig situation uden hun selv med fuldt overlæg havde sat sig i den.

"Men det er godt, du er her til at redde mig fra en ordentlig portion sladder om fod-mos. Hvordan kan jeg nogensinde betale dig tilbage?" spurgte hun med et skævt smil hvilende om læberne. Bea var ikke en type, der normalt var god til at holde øjenkontakt med folk. Tit havde hun for meget krudt i røven, og opmærksomheden blev væltet til højre og venstre, men det var som om Olivers grågrønne øjne trak hende til sig. Farven i hendes kinder skyltes nu ikke længere fod-mos episoden.

[Oliver Howe]

Den glødende rødmen var rimelig charmerende efter Olivers mening. "Så er vi to." indskød han. Han havde ingen skrupler med at afsløre, at han udmærket vidste, hvem hun var, men der var ikke nogen grund til at sige det eksplicit; han var ikke ligefrem ude efter at få en autograf.

Hendes spørgende tonefald fremkaldte et skævt smil på hans læber, og han rystede på hovedet. "Kunden har altid ret, så du skal ikke betale noget - med mindre du rent faktisk gerne vil købe noget." Han så smilende på hende i nogle sekunder, inden han fortsatte. "Ret mig, hvis jeg tager fejl, men fod-mos er velsagtens ikke en af de helt store risici ved din profession?" Smilede hvilede stadig i hans øjenkroge, og gulvet klagede sagte under ham, da han lagde vægten over på det ene ben.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Beas smil voksede kun yderligere ved bemærkningen, og hun nikkede taknemmeligt til Oliver. "Jeg skal nok love ikke at rende herfra uden at betale. Fod-mos kuren må I dog lede efter en anden køber til." Emneskift til Quidditch. Endelig noget Bea kunne udtale sig om. Hun pustede hurtigt til en tot af det mørke pandehår, der var strøget ved foran hendes ene øje. "Well, jeg vil ikke blande mig i andres måde at spille spillet på, men selv har jeg ikke oplevet det som værende en typisk følgevirkning." fastslog hun og pillede distræt ved en løstsiddende tråd på sin bluse.

Hyperbevidst om sine varme kinder, tvang hun igen blikket op fra tråden og til Oliver. Mest af alt havde hun lyst til at finde det normale produkt, der fik hendes handsker til at dufte, men at bringe handskesved på banen var ikke voldsomt tiltalende i hans selskab.

[Oliver Howe]

Oliver lo. "Nej, men du kan jo også finde ud af at holde dig på din kost - modsat visse andre." sagde han sigende. Det var op til hende selv, om hun tolkede 'visse andre' som ham eller en anden professionel quidditch-spiller. Så slog han kortvarigt blikket ned mod tråden og fortsatte. "Så du skal altså have fat i noget andet. Nu er jeg ikke lige så velbevandret som kassereren*, men jeg kan da hjælpe dig noget hen ad vejen." Det skæve smil voksede frem på hans læber igen, inden han kom frem til sin pointe. "For eksempel kender jeg et glimrende middel mod rødmen."

Der var ingen tvivl om, at Oliver mente det han sagde venligtsindet. Dog vidste han godt, at det, metaforisk set, kunne fyre endnu mere op for gløderne, men hun virkede som én, der kunne tale for sig - også selvom hun virkede som en, der var på udebane.

*Igen, vedkommende har intet navn

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea lo og sendte ham et taknemmeligt smil. Det var altid rart at få komplimenter for sit spil, selvom den unge angriber udmærket godt vidste, at hun var en habil Quidditchspiller. Bemærkningen fik kun hendes kinder til at blusse i en mørkere nuance af rød. "Altså nu er rødmen ikke normalt et problem, jeg døjer med, så jeg tror jeg nøjes med en vabelfjerner." kommenterede hun og lagde armene over kors, mødte nu hans blik uden tøven.

Selvom hun havde været væltet lidt ud af sin komfortzone efter en lang uge og mødet med Oliver Howe, prøvede hun at hale sig selv ind på banen igen. Det irriterede hende, at han havde kommenteret hendes rødmen. Lorte dag. Nu troede han også, hun var en fjantende, lille tøs. Lettere ydmyget rettede hun på sine mørke lokker. "Så hvis bare du kan pege mig i en retning, skal jeg nok lade være at forstyrre dig mere."

[Oliver Howe]

Man skulle ikke være et geni for at se, at hans ord ikke faldt i god jord, og Oliver håbede han stadig kunne rette op situationen - han havde ikke tænkt sig at lade hende gå uden at give hende en undskyldning. Den oprindelige intention med bemærkningen var ikke vigtig for ham længere, men han foretrak at være ærlig og give hende en forklaring. "Vabelfjerner, selvfølgelig... Men tilgiv mig," sagde han, "min mening var ikke at gøre dig utilpas. Din rødmen er om noget det mest charmerende jeg har set i lang tid." Han holdt inde et øjeblik, smilet hvilende i hans mundvige men med et blik der forsikrede om hans oprigtighed. "Og midlet... Hør -" Oliver afbrød sig selv - "jeg skal ikke opholde dig længere, end nødvendigt. Skal jeg vise dig, hvor vores vabelmiddel står?"

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea nikkede irriteret. Ja, vabelfjerner. Ordene nåede hende og hun stoppede straks op. Dybere rødmen. "Virkelig?" Bea så forbløffet på ham. Hun havde aldrig været til det voldsomt pigede. Jo, hun nød at flirte og omgåes med det modsatte køn, men det var altid på hendes præmisser. Olivers blik fik overbevist hende om hans oprigtighed, og hun nikkede tøvende. "Nej, undskyld, hvis jeg var opfarende. Jeg har bare haft en lang uge." Tit blev hun komplimenteret på sin krop eller sit spil, men rødmen.. Den var ny og havde i dén grad fejet benene væk under hende.

Det gik op for hende, at hun lige havde sagt nej til at blive guidet hen til vabelmiddelet og hun sukkede dybt af situationen. "Og tak for det om min rødmen. Bea sendte Oliver et skævt smil. "Det er faktisk virkelig sjældent, jeg rødmer."

[Oliver Howe]

"Virkelig." gentog han og kommenterede ikke på hendes undskyldning. Der var ingen grund til den, så han ville ikke puste det op til noget større, end det var, ved at blive ved med at tale om det. Særligt når det var ham, der burde undskylde - hvilket han tilsyneladende havde haft success med. Hun virkede i hvert fald til at acceptere hans oprigtighed, og det glædede ham.

"Er det? Du burde rødme lidt mere," jokede han men stoppede sig selv med en rysten på hovedet. "Nu skal jeg også opføre mig pænt... Men jeg tager det som et kompliment. Har du mod på at høre, hvad mit forslag var?" spurgte han og lænede sig mod hylden, der bar de prangende fodmos-varer.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea kunne ikke stoppe smilet i at vokse. Hvem skulle have troet, at der lå så meget charme gemt under Howe-drengens nydelige ydre? Ordene fik vækket en nysgerrighed i hende, og selvom hun hellere end gerne ville høre forslaget, tog hun sig omhyggeligt tid med at skifte vægten over på det ene ben og lægge armene over kors, før hun svarede. "Tjoeh, hvorfor ikke?" svarede hun henkastet, selvom hun ikke helt kunne holde nysgerrigheden fra sit blik, da det skamløst gled over hans skikkelse, før det fandt tilbage til hans ansigt.

[Oliver Howe]

Beas reaktion glædede Oliver, og selvom han prøvede at lægge låg på sig selv og være tilbagelænet (metaforisk set), så voksede hans smil flere størrelser. "Drinks. Kolde, velsmagende drinks." Han havde intuitivt sænket stemmen, så kassereren ikke overhørte dem. "På min regning." tilføjede han skruppelløst og lod sit blik hvilke i hendes, men shan afventede hendes reaktion.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Selvom Bea lidt havde set, hvor samtalen var på vej hen, lyste hun tydeligt op, da Oliver rent faktisk fik formuleret invitationen. Hun lagde dog bånd på sig selv og formåede at holde det til et afmålt nik. "Drinks - og så endda de velsmagende af slagsen." gentog hun med et hævet øjenbryn, "Det må jeg give dig, du ved, hvordan du skal tale til mit hjerte." Bea lyste op i et smil, der havde ventet fra spørgsmålet blev stillet.

"Jeg betaler lige det her." hun sendte ham et smil og luntede op til kassen, hvor hun hurtigt fik smidt nogle penge over til ekspedienten.