Tiderne ændrer sig (collab)

[Magdalene Abbey]

Brody Blance & Magdalene Abbey

Foregik i januar, 2100

Julen var forbi og alle eleverne var efterhånden vendt tilbage til Hogwarts. Mange af de ældre elever havde valgt at blive til juleballet og Magdalene Abbey var ingen undtagelse. Hun var dog langt fra stadig så optaget af det som mange af hendes medkollegianere. På trods af de smukke udsmykninger, havde aftenen ikke havde været så fortryllende som hun havde håbet. Der var vigtigere ting i livet end at have en kavaler og få lov til at danse bare en enkelt dans, men for en pige der nærmede sig femten, havde det betydet mere end man lige skulle tro. Nu prøvede hun bare ihærdigt og stædigt på at lægge det bag sig, som hun begravede hovedet i endnu en bog i hjørnet af opholdsstuen.

Brody sad ganske afslappet og spillede et spil troldmandsskak med en af sine bekendte, imens hans blik fra tid til anden gled over på den lille, musede pige, som havde tilbedt den jord han gik på i næsten et år. Og så kom julen og det var som om hun ikke opdagede ham mere. Han havde ikke indset det før for et par dage siden, men nu var det tydeligt, at hun undgik ham. Hans blik borede sig i en stund ind i hendes nakke, mens hans modstander tænkte over sit træk.

Maggie rettede lidt på brillerne og strøg håret om bag øret. Hun var glad for, at hverdagen var på vej tilbage. Forhåbentlig ville det også betyde, at de andre elever ville komme videre fra juleferien. Hun afsluttede endnu et kapitel og udnyttede pausen til lige at strække sig en enkelt gang. I forbifarten strejfede hendes blik Brody, og hvor hun for nogle uger siden ville have smilet nervøst til ham, så hun nu blot hurtigt tilbage i bogen.

Brody rynkede irriteret på næsen, da Maggie undgik hans blik, helt uden hendes sædvanlige, nervøse smil og røde kinder. Han endte med at rejse sig relativt brat op og gå direkte over imod hende. “Hvad så, Magpie? Glæder du dig til at slippe for at have fritid?” Han satte sig nonchalant på hendes armlæn og smilede charmerende ned til hende.

Det skulle vise sig, at hendes forsøg på at undgå Brody slog helt fejl. Det gibbede let i hende, da han slog sig ned på armlænet og hun så kun flygtigt op, før blikket var rettet intenst mod siden igen. Det var temmelig svært at lade være med at kigge op, men Maggie kunne være stædig når det skulle være. “Jeg prøver at læse,” svarede hun, velvidende om at det var temmelig uhøfligt. Hun havde bare virkelig ikke lyst til at tale med ham.

Brody lod sig ikke så let slå ud. Han lænede sig tværtimod frem og lagde armen omkring den yngre løve, imens han skævede ned på teksten i den opslåede bog. “Allerede i gang, er vi? Helt ærligt, Magpie, du trænger til at slå håret lidt ud.”

Maggie stivnede under Brodys arm. Hun havde besluttet sig for, at hun ikke ville spilde sin tid eller sine tårer på ham længere. Det havde hun tænkt sig at holde fast i, og der var ingen måde hun kunne skjule sin intention på, da hun rykkede sig fri af hans arm igen. “Du ved ikke, hvad jeg trænger til,” konstaterede hun lettere ligegyldigt og stirrede ned i bogen, uden at læse et eneste ord.

De lyse bryn skød op og Brody så tavst ned på Maggie, før han sukkede og himlede med øjnene. Et skævt smil trak dog op i hans mundvige. “Jeg tror nu nok jeg ved hvad du trænger til,” konstaterede han flabet.

Maggies kinder blev røde og denne gang så hun op. Det var dog ikke med noget genert smil eller henført blik. I stedet var det dybt utålmodigt og anspændt. “Jeg prøver på at læse, Brody,” slog hun bestemt fast og formåede overraskende godt at skjule, hvordan hendes puls rasede afsted.

Brody smilede tilfreds over de ildrøde kinder. Han himlede igen med øjnene ved hendes svar og rakte frem for at purre op i hendes hår, før han kom på benene. “Ja ja, skattemus,” svarede han drillende, imens han vippede med brynene. “Men der er andet i livet end bøger og lærdom, du ved....”

Hun trak sig en anelse væk fra hånden, uden at det hjalp på de flammende kinder. Han var en idiot, og det gjorde hende vred, at han alligevel fik hjertet til at hamre i brystet på hende. “Spild din tid på nogen der gider det,” røg svaret ud af hende og hun så hurtigt ned i bogen, selv overrasket over sin egen, skarpe tone. Maggie talte aldrig på den måde. Hun tænkte det, men det plejede ikke at ryge ud. Brody gjorde hende bare frustreret og ked af det på samme tid.

Brody holdt begge hænder op og så decideret chokeret på Maggie. “Rolig nu,” svarede han, tydeligt overrasket over hendes fjendtlige tone. “Jeg siger jo bare, at du ikke behøver, at være så alvorlig. Ingen grund til at tage på vej, Abbey.”

Det havde virkelig ikke været Maggies intention at blive vred, men ordene var fløjet ud af hende. Hun sukkede lavmælt og så i et øjeblik meget granskende på et enkelt ord, som om det havde forklaringen på det hele. “Hvorfor går du op i, hvad jeg laver?” spurgte hun til sidst, ikke med samme fjendtlighed som før. Tonen var snarere opgivende og hun tvang sig selv til at løfte hovedet og se uforstående på ham.

Brody skævede til siden. Han satte sig forsigtigt på armlænet igen og så ned på hende med antydningen af et smil. “Hvad er der galt i det? Vi er næsten familie, ikke?”

Maggie fortrød, at hun havde spurgt. Hun havde jo besluttet sig for at ignorere Brody og fokusere på sin skolegang. Det gik ikke ligefrem godt. Hun skævede op mod ham i et øjeblik, før hun trak svagt på skuldrene som det eneste svar.

“Hvaaad?” Brody puffede let til hendes skulder. “Kom nu, Maggie. Er jeg virkelig så slem?”

Maggie fnøs lavmælt og skulede op mod ham. “Ja,” svarede hun tørt, men på trods af alt hvad hun havde lovet sig selv, så kunne hun ikke lade være med at trække den mindste smule på smilebåndet. Hun slog let til hans ben. “Du er irriterende.”

Læberne, der havde så let til smil, skiltes og afslørede de hvide tænder, før et muntert fnys forlod ham. “Jamen jeg kan godt se det. Jeg er et frygteligt menneske for at håbe, at du ikke slider dig selv ihjel med skolearbejde.” Han hævede øjenbrynene og så drillende ned på hende.

Hun rystede på hovedet af ham. “Jeg kan godt lide at læse,” forsvarede hun sig selv, meget bevidst om situationen. Hun ville ikke hoppe i med begge fødder, det ville hun virkelig ikke. Hun vidste godt, at det var håbløst. Hun havde skam set, hvor opslugt Brody havde været af sin kavaler til juleballet og det var naivt at tro, at det nogensinde kunne have været hende. Hun så ned i bogen igen. “Jeg har ikke meget andet at lave.”

Brody rystede selv lidt på hovedet og rynkede brynene en anelse. Han sad et øjeblik og betragtede hende tavst, før han rejste sig op. “Kom,” sagde han simpelt, uden yderligere forklaring.

Maggie kunne ikke skjule overraskelsen. Hun så på Brody med rynkede bryn. “Jeg læser,” svarede hun, men kunne selv høre hvor halvhjertet det lød. Bogen sank da også en anelse. Varsom, men nysgerrig, det var sådan hun havde det.

Brody fnøs. “Så stop med at læse,” svarede han. “Hent din kappe og kom.” Han slog med hovedet imod portræthullet og så afventende på hende.

Hun tøvede tydeligt i et øjeblik. Så et øjeblik mere, før hun noterede sig sidetallet og lukkede bogen i. Noget sagde hende, at det var en dårlig beslutning. Det var dog ikke nok til at hindre hende og snart efter havde hun efterladt bogen på sin sovesal og hentet sin kappe. Tøvende tilsluttede hun sig Brody ved portræthullet. “Hvad skal vi?”

Der var noget ved Brodys bydende tone, der ganske enkelt ikke lod sig modsige. Sådan var der vist mange der havde det. Han var i hvert fald vandt til at få sin vilje og ikke ligefrem overrasket, da Maggie forsvandt op på sin sovesal. Selv ‘hentede’ han sin kappe med en simpel accio og stod og ventede, nonchalant lænet imod væggen, da hun kom tilbage. Hans læber skiltes i endnu et smil og han trak let på skuldrene, som han rettede sig op. “Vent og se…”

Maggie hoppede ikke ligefrem af spænding. Til gengæld havde hun foldet armene over kors og så på Brody med rynkede øjenbryn. Hun lovede sig selv, at det var helt i orden. Hun kunne godt snakke med ham, uden at lade det løbe helt løbsk. Lige nu havde hun dog ikke mere at sige, men så blot afventende på den ældre løve.

Brody blev ikke hængende, men bukkede sig og smuttede ud af portræthullet. Han ledte vejen videre, nynnede lidt og skævede til Maggie med et definitivt træk i mundvigene. “Hvad tror du vi skal?”

Hun fulgte efter Brody ud gennem portræthullet og rynkede lidt på brynene over hans spørgsmål. “Jeg ved det ikke,” svarede hun oprigtigt. Hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad Brody ville. Han plejede ikke rigtig at gøre andet end at kalde på hende i opholdsstuen fra tid til anden.

Brody så ned på Maggie med et muntert udtryk i ansigtet. “Jeg troede du vidste alt, Magpie,” konstaterede han uskyldigt, før han stoppede for at vente på, at den trappe de skulle ned af fandt på plads.

Maggie skulede lidt op mod Brody. “Det har jeg aldrig sagt,” forsvarede hun sig selv, uden egentlig fjendtlighed. “Tager det lang tid? Jeg ville gerne være færdig med at læse inden i morgen…” Endnu engang virkede hendes ord en anelse halvhjertet, men hun var ikke helt tryg ved ikke at vide, hvad Brody planlagde.

Brody fnøs underholdt. “Tag det nu roligt, Maggie. Du kan læse senere.” Han puffede let til hende, inden han smuttede ned af trappen, før den kunne rykke sig videre.

Maggie sukkede, men fulgte alligevel efter Brody. Hun opgav at stille flere spørgsmål, men fulgte blot efter ham med en underlig, tvivlende følelse i mellemgulvet.

De gik igennem slottet og nåede udenfor, uden at Brody stoppede. Tværtimod fortsatte han over arealerne med retning imod det, der endte med ganske tydeligt at være Quidditchbanen. Han nynnede og skævede ned imod Maggie.

Maggie skuttede sig under kappen over den iskolde januarluft. Det var et held, at hun havde stoppet handsker i lommen på kappen tidligere, da Brodys lille eventyr viste sig at være mere omfattende som så. Hun faldt et par skridt bagud, da hans destination blev tydelig. “Brody, fortæl mig, hvad det er vi skal.”

Brody drejede sig hele vejen rundt imod Maggie og smilede drillende. “Gæt,” opfordrede han.

Maggie sendte Brody et irriteret blik. “Nej.” Det var ikke tit, at hun sagde ham direkte imod. Der var flere ting der havde ændret sig for nyligt og Maggie var lige nu ikke i humør til Brodys gættelege.

Han himlede med øjnene. “Vi skal flyve,” svarede han opgivende, men ikke uden en sitren i mundvigene. Han slog let med hovedet i retning mod banen igen. “Kom.”

Det kom ikke rigtigt som nogen overraskelse, og så alligevel. Maggie så i hvert fald helt himmelfalden ud, som hun tog et par skridt i Brodys retning igen. “Men… Jeg flyver ikke.”

Brody trådte hen mod Maggie og lagde sin ene arm om hende, for en gangs skyld uden en flabet bemærkning på tungespidsen. “I dag gør du,” svarede han roligt, uden den mindste tvivl.

Maggie havde nær sat hælene i. Det var i hvert fald hendes instinktive reaktion, og hvis ikke Brody havde lagt armen om hende, så havde hun sandsynligvis ikke taget et skridt mere. I stedet så hun bare op på ham med store, usikre øjne, som hun lod sig lede i den rigtige retning.

Brody gav Maggies skulder et klem og ledte hende i den rigtige retning imod skuret, hvor skolens koste blev opbevaret. Bevares, han kunne have hentet sin egen, væsentligt bedre kost, men de skulle ikke ligefrem træne Quidditch nu og stabilitet var væsentligt vigtigere end fart og smidighed. Han fik skuret åbnet og slap hende, for at træde derind. “Kom, vi skal lige finde en, til din størrelse,” konstaterede han, imens blikket gled over mulighederne.

Det var først da Brody åbnede skuret ind til kostene, at Maggie genfandt mælet. “Brody, jeg har ikke lyst…” pippede hun affærdigende og tog et enkelt skridt bagud igen. “Jeg kan ikke flyve.”

Brody stak hovedet ud af skuret og betragtede Maggie, som var hun en stædig fireårig. Han smilede dog antydningsvist. “Selvfølgelig kan du det,” svarede han simpelt. “Vi skal ikke flyve hurtigt. Jeg passer på dig.”

Maggie foldede armene over brystet, og det var tydeligt at hun ikke var tryg ved situationen. Hun havde ikke lyst til at fortælle ham, at hun ikke brød sig om højder. Der samlede sig flere protester, men ingen af dem slap ud og hun endte med bare at ryste usikkert på hovedet.

Brody lænede sig lidt imod det, der knapt kunne kaldes en dørkarm. Han betragtede Maggie tænksomt i et langt øjeblik, før han nikkede en enkelt gang. “Du kan sidde foran mig. Vi har en til to.” Han løftede øjenbrynene lidt og så afventende på hende.

Maggie forblev stående hvor hun var med et usikkert udtryk malet i hele ansigtet. Brodys tilbud gjorde hende ikke meget mere tryg, men hun rystede alligevel ikke på hovedet denne gang. Det var tydeligt at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun havde ikke lyst til at flyve, men Brody havde sagt, at han nok skulle passe på… I virkeligheden var det nok kun fordi det var ham, at hun i det hele taget ikke allerede var på vej tilbage til skolen. Endelig bøjede hun nakken i et enkelt, simpelt nik.

Brodys læber skiltes atter engang i et smil, før han forsvandt ind i skuret og vendte tilbage med en lettere klodset udseende kost, der havde plads til to. Han låste skuret forsvarligt efter sig og gik et kort stykke ud på det åbne græsareal. “Kom og stil dig her foran mig,” opfordrede han med et nik med hovedet af Maggie.

Maggie så tøvende på Brody, før hun så skeptisk på kosten. I nogle øjeblikke overvejede hun endnu, før hun overvandt sig selv og med svagt rystende knæ, gjorde som han sagde. Det var underligt at være alene med ham på den måde og hun var ikke helt sikker på, at den rasende puls kun havde noget at gøre med udsigten til at flyve.

Brody forholdt sig fuldstændig rolig, som han holdt kosten i et let greb i den ene hånd og den gav sig let, da den vågnede op til dåd. “Stig på, Magpie,” sagde han med en svagt drillende undertone. Analogier var der nok af.

Maggie havde ikke siddet på en kost siden flyvelektionerne på første år. Hun huskede det ikke som nogen succesoplevelse og det var med retmæssig tøven, at hun løftede let op i kappe og nederdel og forsigtigt lod det ene ben glide op over kosten. Hun følte sig lettere tåbelig og endnu mere nervøs.

Brody satte sig bag ved Maggie. Han lagde den ene arm omkring hende uden at tøve og greb med den anden om skaftet. “Kan du huske flyvelektionerne? Du skal bare sparke fra, så svæver vi. På tre.” En dyb indånding senere. “En… to… Tre!”

Maggie greb lettere febrilsk fast om kosten, og hvis ikke den havde kunnet mærke Brodys ro, ville den sikkert have reageret voldsomt ved det. Hjertet sad oppe i halsen op hende og uden helt at være klar over det, skubbede hun sig tilbage mod Brody af angst for at dratte ned. Hun følte sig kvalm over jorden der forsvandt under dem.

Brody strammede grebet lidt om Maggie og tyssede på hende, selvom hun intet sagde. “Rolig, rolig,” mumlede han med et skævt smil, imens han fik kosten stabiliseret, så den blev hængende omtrent tyve meter oppe. Med vinden i håret var det fristende at dykke, få fart på og skære sig igennem luften. Han var dog ikke så uhensynsfuld og nøjedes med at dreje let, så de satte kursen imod Den Sorte Sø. “Prøv at se slottet herfra,” opfordrede han.

Hun lukkede øjnene. Det var den eneste naturlige reaktion og nok nogenlunde det eneste der hindrede hende fra at dratte ned af kosten. Måske lige med undtagelse af Brodys arme. Hun trak vejret hørligt ind over hans opfordring og det tog flere øjeblikkes mental overtalelse, før hun forsigtigt åbnede øjnene. I det korte øjeblik glemte hun alt om at være bange, men spærrede blot øjnene lidt op ved synet af slottet fra en vinkel, hun ikke havde set før. Med sne og iskrystaller skinnende i vintersolen, var det et imponerende syn. “Åh.”

Hvis Brody havde været ude på at score Maggie ville nu have været et godt tidspunkt at læne sig lidt frem og sige et eller andet, der var lige så charmerende, som det var slesk. Han havde dog ingen intentioner i den retning og nøjedes med at grine dæmpet, før han styrede kosten lidt længere op. “Kan du mærke hende under dig? Alle besværgelserne er lagt på kvisten, for at gøre den sikker at opholde sig på. Du falder ikke. Du er helt sikker her.”

Maggie kiggede ikke ned. Hvis først hun gjorde det, så var det fuldkommen ligegyldigt hvor meget magi der var lagt i kosten, for at holde hende oppe. Hun bed ned i sin underlæbe og holdt stædigt blikket på slottet foran sig. “Lover du det?”

Brody strammede grebet en anelse om Maggie, som for at understrege sine ord. “Ja,” svarede han simpelt med et smil sitrende i mundvigene over hendes nervøsitet. Intet under, at hun gemte sig i bøgerne. “Og ny dykker vi. Holdt fast.” Han styrede roligt kosten i en bue nedefter i et tempo, der for ham var nærmest søvndyssende. For en, der var bange for at flyve, ville hans normale måde at fare rundt på en kost på dog sikkert få hjertet til at springe ud af brystkassen.

Maggie nøjedes med at nikke denne gang og uden helt at være klar over det, endte hun med at holde vejret. Meget mod sin vilje, kom hun denne gang til at kigge ned og hvad der måtte have været tilbage af farve i hendes kinder, blev effektivt drænet. Hun følte sig svimmel og hendes mave vendte sig en enkelt gang. “B-Brody…”

“Shhh,” tyssede han igen, imens han rettede kosten op og de atter svævede ubevægelige i luften. ”Prøv at se ud over skoven, Magpie. Det er sgu en fed udsigt, ikke?”

Maggie var ikke på toppen. Det hele snurrede lidt og hun tyggede hårdt nok ned i sin underlæbe, til at den sandsynligvis ville være øm efterfølgende. Hun prøvede at kigge igen, men det gjorde kun kvalmen værre og hun rystede lidt på hovedet. Stædigheden var dog større end så meget andet, og et par dybe indåndinger senere, prøvede hun forsigtigt til igen, meget bevidst om ikke at kigge ned på det sorte, altopslugende dyb under dem.

Brody førte dem langsomt frem over søen, uden at være det mindste bange for at falde. Skulle det endelig ske, var selv den iskolde sø bedre end den hårde jord. Den slags overvejelser lod han dog være med at dele med Maggie. Han holdt godt fast i hende med den ene arm og ledte kosten i en bue, før han satte lidt mere fart på og førte dem tilbage hvor de kom fra over Quidditchbanen.

Maggie gjorde virkelig det bedste hun kunne. Det lykkedes hende at holde øjnene åbne, men hun kunne ikke helt sætte fuld pris på udsigten. Hendes fokus hvilede mere på tanken om at have fast grund under fødderne igen og det var ikke kun kulden, der fik hende til at skælve.

Brody var nådig og dykkede mod jorden. Han holdt godt fast i den yngre pige og kunne mærke hende ryste, indtil de nåede jorden og han steg af kosten som en, der var født i luften. Han så drillende på hvide Maggie og gav hendes skulder et klem, før han tog kosten i højre hånd og gik over til skuret igen. “Var det så slemt?” spurgte han over den ene skulder.

Hun rystede som espeløv, da hun endelig kunne sætte fødderne mod jorden igen. Brodys drillende tone havde absolut ingen virkning på hende og hun var nogenlunde samme farve som den sne, hun endte med at sætte sig tungt i. Benene dirrede og hun ville sandsynligvis være dejset om, hvis hun var blevet stående. “Jeg kan ikke lide højder,” pippede hun spinkelt.

Brody låste kosten inde igen, før han vendte tilbage til Maggie med hævede øjenbryn og bed endnu en drillende bemærkning i sig, for i stedet at sætte sig ned ved siden af hende og puffe let til hendes skulder. “Du klarede det,” sagde han opmuntrende. “Mod er ikke fraværet af frygt og alt det der, du ved.”

Han formåede at trække et svagt smil fra hende og Maggie rystede svagt på hovedet. Hun tog en dyb indånding og gned sig lidt over panden med en behandsket hånd. Hun så forsigtigt op på ham og rynkede lidt på de mørke øjenbryn. “Hvorfor tog du mig med herud?” Der var ikke nogen bebrejdelse at spore, til gengæld reel undren.

Brody trak på skuldrene. “Ingen bør slide sig selv op før semesteret overhovedet er begyndt igen. Det kan umuligt være sundt at læse så meget.” Han smilede drillende. “Desuden lignede du en, der havde brug for luftforandring.”

Maggie fnøs lavmælt og så frem for sig. Hun trak knæene en anelse op til sig, velvidende om at det ikke kunne gå at blive siddende i sneen alt for længe. “Tak,” lød det svagt fra hende med en lille skuldertrækning. I et øjeblik kom tænderne til syne, før hun rystede på hovedet og skævede over mod ham. “Vær sød at lade være med at gøre det igen.”

Brody grinede og rejste sig op. “Jeg kan ikke love noget,” svarede han, før han rakte en hånd frem. “Alle har godt af at blive rusket lidt nogen gange.”

Maggie himlede med øjnene, men smilede resignerende. I et øjeblik havde det rent faktisk lykkedes hende at glemme, at hun havde brugt det sidste lange stykke tid på at kaste lange blikke efter Brody. Det var en lettende fornemmelse, at vide at det rent faktisk var muligt at løsrive sig fra det. Nok til at hun endte med at se tenderende tilfreds ud, da hun rakte ud og tog imod den fremstrakte hånd.

Brody hev Maggie op og sneg sig listigt til at kysse hende på den kolde kind, da først hun stod op. Det var meget uskyldigt, men han smilede alligevel skævt og muntert, som han nikkede imod slottet. “Kom så. Lad os skride, Magpie.”

Maggies tilfredshed nåede cirka at vare et sekund. Så kyssede Brody hende på kinden og hendes hjerte sprang alligevel et slag over. Det tog kun et øjeblik for farven at vende tilbage til hendes ansigt og hun slog påfaldende hurtigt blikket væk og nikkede. Den underlige, knugende fornemmelse var tilbage i mellemgulvet. Ved Merlins skæg.

Brodys smil var drenget over Maggies forlegenhed. Han puffede til hende og ledte vejen op til slottet igen, plaprende lidt i øst og vest.