Et levende leksikon (collab)

[Magdalene Abbey]

Brody Blance & Magdalene Abbey

Foregik i efteråret 2099

Brody nærmede sig slutningen på Hogwarts. Enden på alting - mente nogle. I hans optik nærmere begyndelsen på det, der nødvendigvis måtte blive et eventyr. Han nød livet, mindre stresset over sine eksamener end de fleste klassekammerater, og sad netop henslængt i en af sofaerne i Gryffindors opholdsstue, da unge Magdalene Abbey kom gående igennem rummet. “Hey, Magpie,” kaldte han dovent, men med et charmerende smil. “Henter du ikke lige din udgave af Magiske Bæster og hvor man finder dem? Du sagde, at jeg måtte låne den.” Ganske vidst for mere end et halvt år siden, men han huskede godt.

Maggie gik i sine egne tanker og det gibbede svagt i hende, da hun blev afbrudt i det. Der var kun én person der kaldte hende det, og hjertet hamrede allerede lidt hurtigere i brystet på hende, da hun vendte sig og så på Brody med et nervøst smil. “Åh,” begyndte hun, egentlig uden at have haft planer om at gå op på sovesalen. Alligevel nikkede hun. “Jo. Selvfølgelig. Øjeblik,” mumlede hun med et tenderende genert smil og forsvandt i et kort stykke tid.

Brodys tænder var kortvarigt synlige og han strakte sig lidt, da Maggie var gået. “Så skal vi snart få opklaret det spørgsmål,” konstaterede han muntert, som han så lidt over på en af sine kammerater. Livet var godt og dejlig nemt, når man var et af de lysende håb for engelsk Quidditch og allerede nu så ud til at have et arbejde lige efter skolen.

Det var ikke helt bevidst, at Maggie rettede en anelse på sit hår på vej tilbage ned af trappen. Til gengæld var det helt med vilje at hun glattede nederdelen, før hun trådte ud i opholdsstuen igen. Det var ganske håbløst, men hun var blevet god til at bilde sig selv ind at det betød mere end det måske egentlig gjorde, når Brody bad hende om noget. “Her.” Hun rakte bogen frem imod ham, uden egentlig at vide, hvad hun forventede.

Brody tog imod bogen med et tandsmil. “Tak, smukke,” sagde han drillende, før han satte sig lidt op og gav sig til at bladre i indholdsfortegnelsen. “Jeg ved, at det står her et sted,” mumlede han optaget, imens hans kammerat grinede lidt og kastede et langt blik på lille Maggie. “Klaphatten her er sikker på, at Takhalen er fra Bulgarien,” informerede Brody, uden at se op.

Maggies kinder brændte med det samme over Brodys svar og det krævede alt hun havde, ikke at komme til at smile dumt og afslørende. Heldigvis blev hun snart distraheret og de mørke øjenbryn gled en anelse op. “Den er fra Norge,” røg det ud af hende, før hun nåede at tænke over det. Hun ytrede normalt ikke ord til andre end Brody i lige den vennekreds og så snart ordene var ude, var hendes kinder varme igen.

Brody grinede og så op på flammerøde Maggie. Han viste bogen med Norsk Takhale tydeligt frem og blinkede til den yngre pige. “Hovedet skruet rigtigt på, har hende Abbey,” konstaterede han drillende, før han rakte hende bogen igen. “Tak for lån. Jeg behøver tydeligvis ikke bogen, jeg tager bare dig med mig i lommen, ikke?”

Maggie tog imod bogen igen og knugede den ubevidst ind mod brystet. "Jeg ved ikke alt," modsagde hun halvhjertet. Ærligt talt gjorde tanken om at kunne følges med Brody steder hen, hende en smule let om hjertet.

“Pjat med dig,” udbrød løven drillende, før han blinkede til Maggie med et drenget smil. “Du har hovedet så fuldt med viden, at du burde være på Ravenclaw.”

Hun vred ubevidst hænderne en anelse sammen mod hinanden. Kinderne var varme over komplimenten og hun smilede genert. “Jeg vil hellere være på Gryffindor,” konstaterede hun stille, på trods af at hun bestemt ikke havde noget godt forhold til alle sine medkollegianere. Generelt havde hun ikke mange mennesker hun rigtigt tilbragte tid med uden for klasselokalerne.

Brody rystede lidt på hovedet med et skævt smil, før han trak på skuldrene. “Tak for bogen, Magpie,” sagde han igen. Denne gang var det en afsked, mere end egentlig taknemmelighed. Han vendte blikket tilbage mod sin kammerat og udbrød et entusiastisk “NU skylder du mig en ingefærøl.”

Det var temmelig tydeligt, at hun ikke kunne bruges til mere. Han havde kun spurgt efter bogen til at starte med, men det hindrede hende ikke i at håbe på, at det også var fordi, han gerne ville tale med hende. Hvordan det kunne være hun blev ved med at bilde sig det ind, det vidste hun ikke. Med en svag, lidt ubehagelig følelse i mellemgulvet af at han kun var interesseret i hende, når han kunne drage nytte af det, nikkede hun tavst og forsvandt tilbage mod sin sovesal.

Brody sendte et luftkys efter Maggie, før han helhjertet hengav sig til en diskussion med sin kammerat om morgendagens lektion i forvandling. Han grinede bredt og drenget og ignorerede den stikkende kommentar om den unge Abbey, før han havde set sig en enkelt gang rundt og konstateret; “der er intet galt med at være sød ved venner af ens familie, klaphat.” At han derudover havde det fint med opmærksomheden, undlod han at nævne. Han fremviste blot sine tænder i et skævt smil.