Multismagsbønner og hippogrifmøg (collab)

[Magdalene Abbey]

Hector Attwater & Magdalene Abbey

d. 4. december, 2100

Kampen mellem Gryffindor og Slytherin fik som altid følelserne i kog hos en del af eleverne og tilskuerpladserne var derfor proppede med spændte unge mennesker, der så frem til at se udfaldet mellem de to kollegier. Hector var mødt op, i selskab med Maggie, som han var løbet ind i på vej hen til Quidditchplænen. Kampen havde nu varet i flere timer og det var efterhånden koldt at sidde i den kolde decemberluft. Spillerne så dog ikke ud til at tage sig af det, men forsøgte ihærdigt at gøre alt for at deres eget hold ville vinde.
“Ved Merlins skæg så fang dog det lyn!” Udbrød Hector frustreret, mens han smed en multismagsbønne i munden, der desværre smagte af troldesnot. Derfor spyttede han den ud i hånden mens han skar en grimasse og kastede den ud over tribunekanten.
“Føj for den. Troldesnot.” Bemærkede han og rakte bønne boxen til den lille lyshårede pige.

Maggie pakkede hagen lidt tættere ned i det tykke tørklæde i Gryffindors farver. Det var koldt og kun rart, at tilskuerpladserne var tæt pakkede. Heldigvis var luften frostklar og det var nemt at se spillerne på banen. Hun var ikke typen der råbte, men hun morede sig til gengæld lidt over sidekammeraten, der var en helt anden holdning. “Du vælger altid de forkerte, Hector,” svarede hun stille, men muntert og møvede luffen af den ene hånd, for selv at forsøge sig med en multismagsbønne. Hun skævede ned mod tribunen under dem, før hun stak bønnen i munden. “Jeg tror, at du kom til at kaste den ned i håret på Cassandra.”

Hector var lidt for fokuseret på kampen til at svare på Maggies ord med det samme. Han var travlt optaget af at se om en af Slytherins baskere havde held med at ramme modpartens søger. Det lykkedes dog ikke og han kunne derfor vende sig mod den yngre løve. Han blottede tænderne i et smil og trak på skuldrene. “Måske du burde vælge for mig så” Foreslog han og løftede sine øjenbryn med et afventende blik.

Valget var ikke dårligt og modsat Hector, spyttede hun ikke bønnen ud igen. Til gengæld drev hendes opmærksomhed tilbage til kampen og hun rynkede lidt på brynene, da Slytherins angribere overtog tromleren. Hun skævede mod medkollegianeren igen, hævede øjenbrynene og smilede så svagt. “Hvis du tør,” erklærede hun og fiskede endnu en bønne op, denne gang i en klar, grøn farve. Hun holdt den bydende frem mod Hector, og bag den altid lidt generte fremtoning, hvilede der en snert af udfordring.

Hector tog uden tøven imod den grønne bønne og puttede den i munden. Han tyggede på den med en overdrevet vurderende mine, der endte med endnu en grimasse.
“Jeg har ligeså meget held idag som Gryffindors quidditchhold. Hippogrifgylde.” Denne gang spyttede han dog ikke bønnen ud, men nøjedes med at gribe ud efter et par stykker mere for at fjerne smagen og så ud til endelig at have fået nogle der smagte nogenlunde.

Maggie formåede ikke helt at kvæle latteren, men til gengæld var smilet oprigtigt beklagende. “Undskyld,” mumlede hun muntert og så på kampen igen. En lille rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn. “Hvis Slytherin får flere mål, er det ikke nok at fange lynet for at vinde.”

Dette var selvfølgelig rigtig nok, men Hector ville ikke indse at håbet var ved at være ude for deres kollegies hold. “Lige om lidt Maggie, lige om lidt.. “ Kommenterede han og betragtede opmærksomt kampen, mens lyden af tilråb forsvandt og blev erstattet af stilhed. Højt oppe var Gryffindors søger ved at jage lynet, med en slange lige i hælene, der ligesom publikum havde opdaget hvad der var ved at ske.

Hun skyndte sig at nikke forsikrende, uden egentlig at tage blikket fra banen. Uden at være klar over det holdt hun vejret sammen med resten af tilskuerne og lukkede fingrene sammen om gelænderet. Det gav et lille spjæt i hende, da Gryffindors søger næsten fik fat i den gyldne bold og udbruddet af ærgelse der undslap hende, passede meget godt sammen med det der lød fra resten af Gryffindorkollegiet. “Det var tæt på.”

Hector blev mere og mere frustreret over denne kamp. Han ville ikke kunne leve videre hvis de tabte, eller det var i hvert fald hans altoverskyggende følelse lige nu.
“ÆD HIPPOGRIF MØG” Råbte han efter Slytherins søger og rejste sig flygtigt op, hvorefter det gik op for ham at hans udbrød ikke ville hjælpe på nogen måde og han satte sig i stedet ned med et misfornøjet udtryk i ansigtet. “Ja” Mumlede han som svar og forsøgte at overbevise sig selv om at verden ikke ville gå under hvis Gryffindor tabte.

Det gibbede lettere forskrækket i Maggie over Hectors udbrud, men hun trak alligevel lidt på smilebåndet af det. Det hindrede dog ikke rynken mellem hendes øjenbryn over stillingen i øjeblikket og hun tog sig i at tænke, hvordan kampen mon ville have set ud, hvis Brody stadig var på holdet. Hurtigt slog hun det ud af hovedet igen, nogenlunde samtidig med at hun kom med et glædeligt udbrud, da Gryffindor scorede. Det syntes at give nyt håb til spillerne.

Hectors humør blev kun lidt bedre af scoringen, men han var alligevel ikke tilbøjelig til at håbe på mere, da han allerede var blevet skuffet en gang. Alligevel fulgte han modvilligt med, uden at kunne forholde sig helt uinteresseret i kampen. Han blev dog kun endnu mere skuffet da Slytherins søger havde opdaget lynet igen og denne gang formåede at fange det. Stor jubel kunne høres fra slangernes tribune, mens Hector deltog iGryffindors nederlag med ansigtet i bitre folder.

Maggie så dybt ærgerlig ud, da Slytherins søger fangede lynet. Jublen fra den grønne tribune var overvældende og hun sukkede svagt. Hun rynkede på panden under den strikkede hue, før hun vendte sig mod Hector og gav hans arm et forsigtigt klem. “Vi kan stadig nå det, hvis vi vinder over Ravenclaw,” forsøgte hun opmuntrende. “Kom. Lad os komme ned herfra, før der bliver helt proppet.”

Hector drejede slukøret ansigtet mod hende, mens han lagde boxen med multismagsbønner ned i sin skuldertaske. Han gengældte halvhjertet hendes smil og rejste sig op med et nik.
“Sandt, desuden er det hundekoldt” Bemærkede han og trak sin hue med flapper længere ned over hovedet, så hans lyse, halvlange hår forsvandt under den.

Maggie nikkede og formåede ikke helt at være så opmuntrende som hun gerne ville. Hun så lige som alle de andre gerne at Gryffindor vandt både Quidditchpokalen og Kollegiepokalen. Hun stak hænderne i lommerne på sin kappe og holdt sig rimelig tæt på Hector, for ikke at blive skubbe ned af nogle af de andre, der også masede for at komme ud. “Forhåbentlig bliver vi i bedre humør af en kop te.”

Hector følte sig tvunget til at holde op med at surmule overfor den yngre løve og nikkede med et skævt smil. “Te ja.. og måske kan vi lokke en småkage ud af husalferne” Bemærkede han og begyndte nedstigningen af trapperne, hvor der slet ikke var nok plads til alle de elever der gerne ville tilbage til slottet.

Hun smilede varmt og trak lidt på skuldrene. “Hvis ikke, så har jeg stadig nogle tilbage fra min mors sidste pakke,” konstaterede hun og puffede let til ham med sin ene albue. Hun trådte ind bag ham, da det blev tid til at komme ned af trappen og vaklede en anelse over puffet fra en noget større Ravenclawelev.

Hector så den lille hændelse i øjenkrogen og vendte sig mod Ravenclaweleven med et skarpt blik. “Vi vil alle sammen samme vej” Bemærkede han med et fnys og tog fat i Maggis hånd, så hun kunne støtte sig til ham hvis der blev mere masen på vej ned af trapperne.

Maggie reagerede kun ved at gøre sig endnu mindre og hun så reelt overrasket ud, da Hector med fornuftige ord tog hende i forsvar. Kinderne blev varme, da han tog hendes hånd, men hun smilede taknemmeligt og kom op på siden af ham. “Tak.”

Hector smilede for sig selv mens de gik ned af trappen og han slap hende først da han mærkede den nedtrampede sne under sine fødder. Han rettede akavet på sine vanter og lod derefter hænderne svinge frit mens han gik, selvom det virkede underligt unaturligt. Han vidste ikke hvad han skulle sige nu, quidditchresultaterne var forsvundet helt fra hans tanker og erstattet af Maggies pæne øjne.

Hun stak hånden tilbage i lommen, da de var nede på jorden igen og smilede genert op til Hector. “Det var hyggeligt at se kampen sammen,” begyndte hun lidt for henkastet. Hendes kinder føltes varme. “Også selvom det ikke gik så godt.”

“Gik så godt? Nåh ja.. Det.. Som du siger.. Kan vi stadig nå at vinde.. “ Bemærkede han og drejede ansigtet væk fra hende i et forsøg på at tænke på noget andet. Han var dog alt for bevidst om situationen til at slappe af og endte med at stikke hænderne i lommen og lade som om han frøs så meget at selv det at gå krævede meget energi.

Maggies ord faldt lidt til jorden og hun nøjedes med at nikke let og smile svagt, før hun også selv stak hænderne dybere i lommerne og rettede blikket mod den nedtrampede sne foran sig. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det var pludselig svært at komme på andet end kampen og hun ville ikke gøre Hectors humør værre end det var. Personligt havde hun hygget sig. Det var ikke så tit, at hun tilbragte tid med nogen så længe ad gangen, men hun valgte at undlade endnu et forsøg på at få det sagt til ham.

Hector fik en anelse dårlig samvittighed mens de gik gennem sneen sammen i stilhed. Maggie havde ikke været andet end sød ved ham og alligevel havde han ikke mere at sige til hende. Alle emnerne han kom i tanke om havde de været inde på og efter noget tid virkede det nærmere mere dumt at begynde at tale. Til sidst kom han dog alligevel frem til noget han havde lyst til at spørge hende om.
“Har du lyst til at følges til Hogsmeade næste gang? Hvis du ikke skal følges med nogen andre altså.. “ Han trak nervørst på smilebåndet og snøftede en anelse, da kulden havde fået hans næse til at løbe.

Maggie så overrasket op, da Hector talte igen. Tilbuddet kom bag på hende og der gik kun ganske få øjeblikke før hendes kinder blussede igen. “Nej,” røg det ud af hende, før hun kom til at smile forlegent. “Jeg mener, jeg skal ikke følges med nogen. Det vil jeg godt,” slog hun fast og tyggede lidt ned i sin underlæbe, før hun rettede blikket frem igen. Smilet forblev hvor det var.

Hector blottede sine tænder i et skævt smil over hendes svar og så hende flygtigt i øjnene, inden han vendte ansigtet mod slottet igen. “Så kan vi tage i Kandisbaronen, De tre koste og Skrivenskafts, noget sted du vil hen?” Spurgte han og så på hende igen med et entusiastisk blik i sine øjne.

Maggies kinder var varme og hun havde svært ved at lade være med at smile over, at nogen lige havde inviteret hende med til Hogsmeade. For hendes skyld kunne de gå alle de steder hen Hector ville, uden at hun ville beklage sig det mindste. Da han spurgte, trak hun dog alligevel svagt på skuldrene. “Flourish & Blotts, måske? De udgiver en ny bog om drager.”

Hector nikkede med et skævt smil. “Dig og dine drager, du ender med selv at få klør og skarpe tænder en dag.” Han grinede mildt og betragtede hende smilende. “Selv med det ville du stadig se sød ud” Udbrød han hvorefter hans øjne flakkede en anelse og han drejede ansigtet væk, mens han så ud i luften med røde ører der var skjult af huen.

Maggie nåede at le lavmælt, før hendes kinder blev røde og hun en anelse selvbevidst rakte op for at rette på de lidt klodsede briller. Hun bed let ned i sin underlæbe og så genert op på Hector. “Det tror jeg ikke,” pointerede hun, uden helt at stoppe med at smile. “Men det var sødt sagt.”

Hector trak på skuldrene og pressede sine læber sammen, han var uenig, men havde ikke tænkt sig at diskutere med hende. I stedet gik han tilbage mod slottet med et smil på sine læber og så frem til den kommende Hogsmeade weekend.