Et fingerbøl længere fremme

[Terrance Tweedy]

Agnes Tweedy

Tøj var en nødvendighed i et civiliceret samfund. Ikke bare var det nødvendigt at være påklædt i sig selv - man skulle også være klædt korrekt, helst levende op til samfundets normer.

Terrance kunne aldrig drømme om at gøre andet. Han gik ulasteligt klædt og havde gjort det i mange år. Intet var ændret på den front. Han havde måske en anelse færre midler at købe ind for, men han brugte absolut stadig en ganske betragtelig andel af sin løn på tøj.

Det var i denne anledning, at han atter engang trådte ind i Madam Malkins i Hogsmeade med et lettere søgende blik rundt i butikken.

[Agnes Tweedy]

Lyden af klokken over døren var velkendt og Agnes kunne høre den, selvom hun stod i den fjerneste ende af butikken og fik tykke ruller af stof til at svæve på plads. "Et øjeblik," kaldte hun, som det rubinrøde tekstil fandt sin plads og heksen stak sin tryllestav tilbage ind i en skjult lomme i den løse, åbentstående silkebluse. Vanemæssigt glattede hun den mørke, perlestukne kjole indenunder og dukkede inden længe op i forretningens forreste del.

Agnes afslørede tænderne i et smil. "Velkommen til Madam Malkins, jeg beklager ventetiden." Hendes blik vandrede flygtigt over den ældre magiker, mere for at vurdere hans påklædning og kvaliteten af den, end noget andet. Hendes ansigts lyste op og hele hendes fremtoning var intet andet end imødekommende. "Hvad kan jeg hjælpe dig med, Sir?"

[Terrance Tweedy]

Terrance så sig lidt rundt, før hans blik faldt på skrædderen, der trådte ind i hans synsfelt. Hun var væsentligt yngre end den heks, som han plejede at blive betjent af og hans øjenbryn skød op, før han smilede venligt og høfligt tilbage.

"Jeg håbede du kunne hjælpe mig, med at føje lidt til mit klædeskab. Jeg har måtte smide en del ud på det sidste og nu mangler jeg arbejdstøj." Han rankede sig lidt og glattede en fold i kappen med to fingre. "Afdæmpet og uinteressant, fortrinsvis. Det er ikke en videre spændende opgave."

[Agnes Tweedy]

Agnes tænder kom til syne i et smil og hun viftede den ene hånd en enkelt gang i en afværgende bevægelse. "Der er ikke noget der er kedeligt, så længe man kan lide at lave det," pointerede hun og blinkede en enkelt gang, før hun tog de ganske få skridt over til et bord fyldt med alverdens bøger og hæfter.

Det var langt fra den tykkeste hun løftede op, men den var alligevel af ordentlig kaliber. Nok til at hun måtte hvile den mod sin ene underarm, da hun slog op i den. "Mon ikke vi kan finde på noget. Standardrober? Sid endelig ned. En kop te?" Hun nikkede i retning af en behagelig lænestol, uden at have øjnene på bogen, som hun ellers bladrede beslutsomt i.

Hun kørte lidt i sit eget spor, men sådan var Agnes. Det var i det mindste ikke slemt nok til, at en almen begavet person ikke kunne følge med.

[Terrance Tweedy]

Terrances tænder blev kortvarigt synlige, før han nikkede let. "Meget sandt, frøken," måtte han give hende ret. Han blev stående et øjeblik, før han fulgte efter for at se ned i bogen. "Omtrentligt, ja. Standardrober." Antydningen af et smil trak i hans mundvige igen, før han så op på hende. Han trak på skuldrene og siden nikkede han lidt igen. "Jo tak."

Betjeningen havde alle dage været god hos den lille skrædder. Det var uden tvivl grunden til, at folk kom igen. Tilfreds, foreløbig, satte professoren sig ned i den anviste lænestol og betragtede sine hænder kort, inden han skottede op på den unge kvinde. "Jeg beklager min nysgerrighed, frøken, men er du ny her?"

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede bekræftende og slog endelig op på den rigtige side. Forsigtigt lempede hun bogen fra sig på bordet foran kunden og slog let med en fingerspids på en af tegningerne. "Mit umiddelbare forslag er noget i denne retning." Agnes var øvet og temmelig hurtig til at konstatere, hvilken pasform der var bedst til en bestemt kropstype.

Hun lod ham overveje, mens hun med knitrende skørter gik over for at hælde en kop te op. Agnes så flygtigt tilbage over skulderen over spørgsmålet og svarede indledende med en afslappet latter. "Lidt nysgerrighed er kun sundt, Sir," konstaterede hun og satte koppen fra sig på en underkop. "Ny kan man vist dårligt sige. Jeg har været her fem år i alt, tre af dem i lære."

Det var ikke underligt, ikke at have mødt kunder før, der ellers havde været vant til at købe tøj det samme sted i flere år. Agnes var ikke den eneste skrædder og det var langt de færreste magikere der kom med så ofte, at det var besynderligt at de ikke kendte hele personalet. Hun tilføjede en enkelt småkage og gik så tilbage til kunden med teen.

[Terrance Tweedy]

Terrance så forbløffet ud et øjeblik, før han smilede lidt og trak på skuldrene. "Der kan man se," svarede han, inden han så ned på tegningen med let rynket pande og nikkede langsomt. "Jo. Men uden helt så voldsom en krave, måske? Det ville også være bedst, om ærmerne kunne trækkes op uden at det er alt for besværligt. Kan det lade sig gøre?"

Han så spørgende på skrædderen og det trak lidt i hans mundvige igen. Det, der faldt ham ind, kunne han ikke tillade sig at sige. Noget andet var lidt mere uskyldigt. "Jeg troede et øjeblik, at du måtte være helt ny og frisk fra Hogwarts."

[Agnes Tweedy]

Agnes øjenbryn gled op og hun lo hjerteligt. "Det tager jeg som et kompliment, Sir," erklærede hun og spidsede læberne i et underfundigt smil, som hun overrakte ham teen og bukkede sig en anelse ind over bordet, for at kunne se nærmere på tegningen.

"Både kraven og ærmerne kan tilpasses uden besvær," hun drejede hovedet og lod et kort, granskende blik glide over ham, uden at det kunne dømmes som upassende. Det måtte man ligesom leve med fra en skrædder. Hun tegnede en streg med fingeren omkring taljen på tegningen. "Jeg foreslår, at vi lægger et snit her."

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede venligt og tog imod koppen, uden at gøre sig nogen tanker om, at en kompliment fra ham kunne adskille sig synderligt fra en familiær kompliment fra en bedstefar. Han takkede for teen og vendte blikket imod tegningen igen med et interesseret blik.

At blive målt og vejet var forventeligt fra den, der skulle sy ens tøj og Terrance nikkede blot lidt, uden at tage sig videre af det. "Det lyder fornuftigt nok. Hvis jeg får brug for flere rober, gemmer I så mønsteret? Det er nogle år siden jeg har haft brug for nyt. Man vokser jo kun i bredden nu."

[Agnes Tweedy]

Agnes rettede sig op igen og klukkede muntert over kundens ganske sande konstatering. "Det kan nemt arrangeres," svarede hun og smilede venligt, før hun samlede bogen op fra bordet igen. Den hvilede åbent på hendes ene arm.

"Jeg skitserer et mønster med det samme og finder nogle tekstilprøver, så vi kan få dig målt. Du skal være velkommen til at hænge dit overtøj på stumtjeneren." Hun gjorde et slag med nakken i retningen af den og sendte i samme omgang den lange, krusede fletning om på ryggen. "Tøv endelig ikke med at kalde, hvis der er noget du mangler."

Med det og et imødekommende smil, fortrak hun for en kort stund til den bagerste del af butikken. Det ville næppe tage hende meget mere end ti minutter.

[Terrance Tweedy]

Terrance kom hurtigt på benene, da han blev opfordret til at tage overtøjet af. Han satte koppen fra sig og så kort efter skrædderen med et lille smil, inden han løftede hatten fra hovedet og hægtede kappen af. Han fik hængt begge dele fra sig og glattede sin skjorte lidt, inden han satte sig ned igen og krydsede det ene ben over det andet.

Efter lidt tid var han i gang med at nynne for sig selv, imens han fra tid til anden tog en forsigtig tår af den varme te.

[Agnes Tweedy]

Selvom Agnes havde gjort lige netop det mange gange, så var hun ikke træt af det. Rober var aldrig helt ens og hun holdt personligt af sammensætningsprocessen af mønster og tekstil. Hun havde øje for det, så meget måtte man give hende, og da hun vendte tilbage til kunden, var det med en lille stak stofprøver i den ene hånd og et skitseark i den anden.

Det var væsentlig nemmere at vurdere troldmanden uden kappen, der var betragtelig slankere end hun først umiddelbart havde vurderet. Det ændrede dog absolut intet og hun smilede blot, da hun tilbød ham sin tegning. "Jeg vil gerne bruge det her som udgangspunkt. Vi kan altid tilpasse hen ad vejen." Hun så afventende på ham, med et ansigtsudtryk der afslørede, at hun bestemt ikke var ligeglad med om det faldt i kundens smag eller ej.

[Terrance Tweedy]

Terrance så hurtigt op og smilede, da skrædderen vendte tilbage. Han så nysgerrigt på stofprøverne og tog imod tegningen med let sammenklemte øjne. De blev dog hurtigt helt åbne og han nikkede en enkelt gang, før han løftede blikket til den unge kvinde igen.

"Det virker som det rigtige sted at starte. Ikke for prangende, men heller ikke en stor sæk." Han smilede skævt. "Selvom man vokser i bredden må man godt blive ved med at være lidt forfængelig, må man ikke?"

[Agnes Tweedy]

Agnes blottede tænderne i et smil og nikkede selvfølgeligt, som hun trak tegningen tilbage og i stedet erstattede den med tekstilprøverne. "Lidt forfængelighed har aldrig skadet nogen," konstaterede hun og blinkede konspiratorisk, før hun bredte de fire, små firkanter ud.

En slank pegefinger hvilede på stykke stof i en dyb, midnatsblå farve. "Jeg vil anbefale den her til din kulør," startede hun ud. Der var også en isblå i mellem, som hun ikke var sikker på faldt under kategorien afdæmpet, men som til gengæld var nøjagtig samme farve som kundens temmelig bemærkelsesværdig lyse øjne.

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede skævt og sænkede blikket til tekoppen, før han tog endnu en tår. En glædelig distraktion. Han sank den varme, velsmagende drik og så nysgerrigt på stofstykkerne med et muntert træk i mundvigene.

"Tilpas afdæmpet, bestemt," bemærkede han. Han slap koppen med den ene hånd og skubbede det isblå stofstykke væk fra de tre andre med pegefingeren. "Denne her er for opsigtsvækkende. Måske til festrober, men ikke til hverdagsbrug. Du ville lave den hele i et stof, ikke sandt? Men måske med... For i et andet?"