|
|
Post by Nicholas Adams on Nov 12, 2014 2:45:47 GMT 1
Lige før Tudselommen bliver til Ulvesmøgen, det vil sige, hvor priserne er lave, men man stadig, uden at lyve alt for meget, kan påstå og insistere på at bo i Tudselommen, lå en anonymt udseende lejlighedsblok. På en af postkasserne stod der:
Nicholas Adams, Roland Furioso, Beatrice Sinclair Ivory
Halvstræde, 42 a, 5. th
Tudselommen Hogsmead Det sidste 'e' var faldet af postkassen. Nicholas var ikke typen der gjorde noget ved den slags, ikke før det var absolut nødvendigt. Og da slet ikke i dag. Det var lykkedes ham at forfatte cirka en halv sides tekst på de sidste to timer, og Nicholas var en, om ikke begejstret, så i hvert fald håbefuld mand, i det øjeblik han satte det sidste punktum. Han hældte vand op, og betragtede tankefuldt resultatet af skrivemaskinens klikken. Han drak vandet. Betragtede stadig. Tankefuldt udtryk. Sad et øjeblik. Lyden af papir der bliver krøllet sammen er en, i bund og grund, behagelig lyd. I hvert fald for det øre, som ikke sidder fast på en person, der netop har skrevet de tegn som er at finde på papiret. Nicholas rejste sig fra sit værelse, lukkede Albert Crowes Magic in the Age of Mechanical Reproduction sammen, og placerede den på sin enorme boghylde - den fyldte hele højre side af lokalet, hvis man stod foran Nicholas' skrivebord, og kiggede ud af vinduet. Han greb en anden, noget mindre bog, og bevægede sig til det lokale han og Beatrice benyttede som stue. Synet af sytøj, papirsruller og remedier til at vedligeholde Quidditchkoste mødte ham, men hvis Nicholas var irriteret over deres tilstedeværelse, var det hverken til at se eller mærke på ham. Han manøvrede uden om en slidt kost Beatrice havde købt for at "sætte den i stand!" og gik over til en grammofonspiller, og en cirka ti centimer høj stak plader. Han udvalgte en. Døren gik. |
|
|
|
Post by Beatrice Sinclair Ivory on Nov 12, 2014 3:06:11 GMT 1
Der var mange ting, der bare kørte ved at være Beatrice Sinclair Ivory. Der var events’ne, der var Quidditchtræningerne, der var ungdommen foran hende og alle dørene, der stod åbne på vejen, der var faste bryster og farvestrålende klæder – og der var bare nogle af de ting, der var helt fantastiske ved at være Bea. Så var der også de knap så fantastiske, for ikke at sige direkte forfærdelige. Selvfølgelig var der det, at bære navnet Beatrice og så var der det, der var værre: at bo på femte. Selvom hun var professionel sportsudøver og trænede som en besat hver eneste dag, formåede den forbandede trappe altid at tage pusten fuldkommen fra hende og denne fordømte efterårsdag var ingen undtagelse, viste det sig, da hun komplet stakåndet væltede ind i lejligheden med en svidende fornemmelse i brystet og den karakteristiske stikken i siden. Udmattet tumlede hun om i entreen og lod luften sive ud i det, der skulle have været en hilsen til Nicholas, men kun blev til en halvkvalt piben, der forsvandt i musikken.
Stadig irritabel over endnu et nederlag til trappen (det måtte efterhånden stå 100-0) kom hun på benene og væltede ind i det overfyldte fællesareal, hvor både sytråd og et gammelt stearin-sæt blev raget på jorden i et forsøg på at finde sofaen. Et opgivende suk lidt senere lod dog alle vide, at den nu var lokaliseret og at Bea i hvert fald ikke havde intentioner om at lade den flytte sig lige foreløbigt.
”Fortæl så, Nich, gør mig klogere. Er du kommet videre?” spurgte hun uden at gide forsøge endnu engang med en ligegyldig hilsen, mens der dannedes et Bea-formet hul i sofaen.
|
|
|
|
Post by Nicholas Adams on Nov 12, 2014 3:23:24 GMT 1
Beatrice Sinclar Ivory kunne beskrives på en del måder. Et eksempel herpå kunne være frisk. Et andet kunne være for meget. Nicholas tilskrev sig ikke disse, i hans optik, lettere ladede eller reducerende ord. Den linse hvorigennem han betragtede Beatrice var således: Hun var en lyd. En lang lyd, til tider høj, men aldrig ubehagelig. Hans tidligere bofælle, Roland, havde også været en lyd, men han var den slags skingre lyde, som endte med at sige åndssvage ting om politik eller om hvorfor han ikke havde betalt huslejen. Nicholas havde simpelthen givet ham en endefuld og smidt ham på porten, da hans tinnitustilværelse havde oversteget ham een gang for meget.
Beatrice var en lyd, cirka ligesom fuglesang eller latter. Den kunne være irriterende om morgen. Den kunne såmænd også være forfriskende. Jævnligt festlig. Og dertil, og det måske vigtigst af alt, en lyd der betalte sin husleje til tiden. Nicholas konstaterede med et halvsmil, at lyden lugtede af sportssved og havde indtaget sofaen.
"Ja, hundrede sider, og ministeren har netop skrevet at han hjertens gerne vil skrive forordet," svarede Nicholas ironisk, uden at se på hende. Hans fingre og øjne gik plader igennem. En faldt tilsyneladende i hans smag - den var dekoreret med en decideret hæslig farvesammensætning, og bar navnet "Goblins, Gold and the Ghetto". Han trak den ud af sleeven, og placerede den på pladespilleren, etc.
Han smed sig i sofaen, lagde hænderne bag nakken og lod blikket glide op. Han vendte hovedet mod Beatrice, i en slags opgivende forsøg på at finde et eller andet om deres fælles besejrede tilstand.
"Du stinker langt væk af sved," endte han med at konstatere og sendte Beatrice et ironisk grin. "Og vi er muligvis løbet tør for kaffe."
|
|
|
|
Post by Beatrice Sinclair Ivory on Nov 12, 2014 3:40:55 GMT 1
Beas øjne hvilede på Nicholas’ ryg, mens han lod til at være dybt koncentreret i tanker om valg af musik, hvilket var meget godt det samme, da der kort efter lød en hamren fra gulvet. En lyd, Bea efterhånden var blevet vant til i de måneder, hun havde boet på femte sal i Halvstræde 42 a og i forlængelse af det selvfølgelig også havde larmet. Kort for hovedet greb hun kosten, der stod ved sofaen og hamrede den ned mod gulvet i et forsøg på at give underboen igen.
”Det glæder mig at høre. Så er ministeren ikke lige så skidt, som jeg hele tiden har gået og ladet mig fortælle.” kommenterede hun blot og stillede igen kosten på plads for de tre sekunder den var samarbejdsvillig, før den drattede ned til siden og fremkaldte et ny serie af klagende lyde fra underboen. Lyden af Nicholas’ musikvalg fremkaldte et smil på hendes læber, som tonerne fyldte stuen og hun smilede fornøjet til sin roomie, da han kastede sig ned i sofaen hos hende. Forsigtigt lod hun fødderne finde vej til hans skød, hvor de fandt hvile.
”Tak. Jeg har også arbejdet hårdt for det, min ven.” betroede hun ham med et tilfredst smil smurt solidt i fjæset. ”Men jeg kan glæde dig med hensyn til kaffen, for det har jeg skaffet. Det står ude i gangen i den pose, jeg ikke havde kræfterne til at slæbe med mig hele vejen herind. Der er også en eller anden form for fedtet bagværk, jeg tænkte, jeg muligvis kunne glæde dig med, hvis du skulle have kræfterne til det.”
|
|
|
|
Post by Nicholas Adams on Nov 12, 2014 4:09:03 GMT 1
"I'm the man who WILL be named
The spell that takes your girl
Witness the fitness, for shame'
And remember ALL CAPS
When you write the man's name!" sagde grammofonen. Nicholas skruede en lille smule op for den, i takt med at Beatrice, på en ret fysisk bastant måde, gav gulvet (og underboen) besked om hvilket slags stof de var lavet af. Så vidt han vidste var den heks der boede under dem ekspert i Spådomsmagi, og derfor, i Nicholas bog, ikke nødvendigvis særligt meget værd som menneskeligt væsen. Hans filosofi var udpræget den, at den slags mennesker havde godt af larm. Og rapmusik.
"Nej, han er en bro," sagde Nicholas, og fiskede en synål op af sofaen. "Jeg skulle hilse - han spørger hvordan det går med de hjemmelavede stearinlys." Han havde i dagens anledning - som var den, at han ikke skulle undervise 30 umulige børn i hvorfor nissekrigene, og ikke pigernes fletninger, var interessante - træningsbukser, en tanktop og bare fødder. Han lignede med andre ord nogen, der absolut ikke skulle uden for døren.
Han kiggede forestillet surt på Beatrices fødder, da de lagde sig på hans ben. "Jeg skal ikke lugte af Quidditch-sved! Jeg har en utrolig vigtig aftale med min agent og min forelægger om lidt!" sagde han vrissende af hende, men endte med at grine. Så meget for den forestillethed. Hans ansigt fik til gengæld et andet, og betydeligt mere begejstret udtryk, da hun nævnte kaffen og maden.
"Er der fedtet bagværk! Konge!" udbrød han og rejste sig så hurtigt at Beatrices ben gled ned på jorden, og forsvandt ud i gangen. Kort efter bredte lugten sig af kaffe. Dernæst bredte synet og lyden af Nicholas der omsatte en cremesnegl (Nicholas var på mange måder glad for, at var holdt op med at fortrylle dem så de så levende ud) med en vis iver.
"Du, jeg har i øvrigt tænkt på, skulle vi ikke holde en eller slags fest, for at irritere Fru Spinelle neden under en af dagene?" sagde han med munden fuld af snegl og lænet nonchalant op af dørkarmen. Han forsvandt ud i køkkenet efter kaffe. Hans stemme lød derudefra. "Hendes krystalkugleskilt giver mig epileptiske anfald! Kaffe?"
|
|
|
|
Post by Beatrice Sinclair Ivory on Nov 12, 2014 13:12:09 GMT 1
En fin blanding af grynt og grin forlod Bea ved Nicks svar. Historierne gik altid på, hvordan roommates var ved at flå huden af hinanden og sig selv af irritation over den anden, men Nicholas var lækkert selskab og hun skubbede sig lidt mere op at sidde fra sin sammensunke stilling, støttede sig på albuen.
"Han ved sikkert, hvordan det er. Så mange fantastiske ideer, så lidt tid. Han skal være velkommen til at komme og joine." Bea fnes og trak lidt ned i blusen. Selvom det var meningen, at det nederste stykke maveskind var blottet, var den efterhånden flygtet hele vejen op til bh'ens nederste blondekant.
Endnu en drillende kommentar, endnu et påtaget irriteret udbrud. Det var efterhånden så meget vane og kunne ikke røre Bea det mindste. Fornøjet gned hun de svedige tæer lidt mod Nicks lår med et skælmsk blik i de blå øjne. "Hvis du er heldig smitter min Fame-faktor af på dig, min v." blev det drillende svar.
Hun fik dog hurtigt nok at tage sig til, da benenes ændrede placering skabte overbalance. Med nogen besvær fik hun reddet sig fra en glidende bevægelse, der nær havde bragt hende tættere med gulvet end planlagt. Bea kastede en thumbs up mod Nick, der i sin nye position var som taget direkte fra coveret på en af sine rapplader. "Dyppet nok! Jeg er helt klar på et skud koffein, nu det ikke fås i drop!"
Igen gled hun ned i en mere liggende end siddende stilling og trak fingrene igennem de mørke lokker. De bedste møbler var dem, man sank ned i på den måde. Hvorfor dog også sidde, når man kunne flade ud på den måde? "Det lyder lækkert nok. Hun kan jo eventuelt få en invi." Beas ansigt lyste op i et konspiratorisk smil.
"Jeg føler også jeg er gået ind til mugglerkoncert med de lysshow, hun kan fyre af." Det var ikke mere end få øjeblikke siden, at Bea endnu engang havde fået et chok af det irriterende skilt. Nogle ting vænner man sig aldrig til og skiltet var i dén grad en af dem. "Jeg synes også vi skulle få et lige så vild skilt - bare til døren. Hafla for alle pengene, du ved."
|
|
|
|
Post by Nicholas Adams on Nov 12, 2014 17:03:18 GMT 1
Nicholas dukkede op med to kop kaffer - de brugte et halvbilligt mærke med den fortræffelige navn Madame Mokka - og placerede den ene i Beatrices hænder. Han smed sig i samme stilling som før i sofaen. Hans blik ændrede sig fra muntert, til et 'det-sagde-du-bare-ikke'-agtigt udtryk. Rapmusikken gik over i et lidt blødere, instrumentalt udtryk.
"Hvis din slags fame-faktor indebærer at jeg skal sige dyppet, så takker jeg helst nej!" sagde han, og gav hende et et meget let dask i baghovedet. "Er det sådan noget Quidditchspillere siger til hinanden? 'Dyppet mål homie'?" Hans øjne glimtede. Smil.
"Ja, helt sikkert! Jeg tænker at vi kan få fikset 'e'et i samme omgang. Der kan stå Beatrice Sinclair Ivory: Quidditchstjerne & Nicholas Adams: Auror-drop-out og wannabe-forfatter," grinede han, og drak af sin kaffe, som var varm, hvad resulterer i et lidt mærkeligt ansigtsudtryk, mens Nicholas fik sunket den skoldhede, sorte væske.
"Men hvad synes du for real om at holde en fest? Det kunne være en lejlighed til at rydde op. Er der ikke også nogle veltrænede Quidditch-tøser på dit hold du kan invitere med?"
|
|
|
|
Post by Beatrice Sinclair Ivory on Nov 12, 2014 23:01:54 GMT 1
Kaffe. Sultent greb Beas fingre efter koppen, der blev rakt ned i hendes højde. Et dumt grin forlod hende, da Nicholas begyndte at lave sjov med hendes talemåde. Selvfølgelig var hun godt selv klar over, at hun til tider skejede lidt ud min sine udtryksopfindelser, men dyppet havde nu ligget meget godt på tungen. "Hvad snakker du om? Det er da mit helt eget, så seje er de andre slet ikke."
Det var nu meget dejligt med en glad Nicholas. Især med det søde smil. Udtrykket, der havde indtaget hans ansigt efter mødet med den skoldende kaffe satte dog en stopper for tankernes vildfarelse og frembragte en fornøjet latter fra den unge angriber.
"Det er da slet ikke en passende beskrivelse af mig!" Udbrød hun med påtaget misfornøjelse, "Hvorfor udelade charmerende, talentfuld, begavet og pisse sexet?" Der var et glimt at finde i hendes øjne, der altid lyste hendes ansigt op, når de var sammen. Roomien var nu engang ganske fint selskab - bedre, end hun havde turdet håbe på i den del af byen.
Spørgsmålet om festen efterlod hendes ansigt i en tænksom mine. "Ikke umiddelbart, men jeg kender da et par stykker alligevel. Hungrer du lidt booteyh?" grinede hun. Koppen fandt vej til hendes læber, før hun grådigt drak en tår af den bitre livseliksir.
|
|
|
|
Post by Nicholas Adams on Nov 12, 2014 23:39:03 GMT 1
"Det kunne være det var dig, der skulle skrive bogen, med den fantasi. Ærgeligt det ville blive en lidt kikset bog," mobbede Nicholas, og værgede sig for et eventuelt fysisk modangreb, som hævn for det nakkedrag han havde givet Beatrice for et øjeblik siden. Kaffe. Latter.
"Ligner jeg en mand der har penge til at betale for et så stort skilt?" spurgte Nicholas fortørnet, og gestikulerede til hans træningsbukser, der var slidte og havde huller ved anklerne. "Du kan max vælge en kvalitet!" sagde han formanende og alvorligt. Kaffe. Han sendte et blik til grammofonafspilleren, der havde kørt pladen færdig. Det var en kort EP. Han rejste sig.
"Nogen foreslag til musik?"
Fra hjørnet af rummet lød en kort tuden. Det stammede fra Nicholas ugle, Ghostface. Han fandt en smule ugleslik og fodrede tålmodigt dyret.
"Ja, er du gal! Jeg tror Rektor Gertrude lagde an på mig den anden dag, imagine that - jeg må væk, ud, gøre et eller andet. Kan vi ikke sælge mig som en flot, tænksom forfatter, der laver killer kaffe? Der må sgu da være nogen Quidditch-piger der hopper på sådan noget."
|
|
|
|
Post by Beatrice Sinclair Ivory on Nov 12, 2014 23:59:25 GMT 1
"Well, i det mindste ville du have en bog at sælge." kommenterede hun med er grin og prikkede ham i siden som svar på det flabede nakkedrag. Storsmilende lod hun blikket vandre op og ned ad roomien, før hun stillede et flabet smil op. "Well, du bruger i hvert fald ikke pengene på tøj, kan vi konstatere."
Bea truttede med læberne i en tankefuld grimasse. "Jamen så tror jeg sexet må være den mest dækkende beskrivelse. Vil du ikke også mene, den favner vidt om de andre?" Allerede nu forberedte hun sig på et flabet svar. Så skønt det var at bo med Nick. Latter og flabetheder.
Med et overrasket udtryk sank hun dybere i sofaen og udstødte et fornærmet grynt. Den forsvandt dog hurtigere, da der pludselig var et langt mere presserende emne, der bankede på. Musikken. "Hvad med den der med den der zebra, eller hvad det nu er, på forsiden?" foreslog hun prøvende og prøvede at padle sig opad i den svampede sofa. Hun opgav dog hurtigt lampen og affandt sig med ændringen.
"Jo, alle ved jo at vi sportspiger inderst inde længes efter en dybsindig, vattet klogeåge til at rette os i vores overfladiske liv." fnes hun med en hovedrysten. "Pris dig lykkelig for, du er lækker. Så kan alt lade sig gøre." Hvad der var at tilknytte til klagen over den gamle rektors desperate fastklamren af det vilde ungdomsliv kunne hun ikke lige se, så det undlod hun at kommentere.
|
|
|
|
Post by Nicholas Adams on Nov 13, 2014 1:12:00 GMT 1
Nick sendte et tydeligt 'ikke-okay'-blik til Beatrice, og lavede to-fingre-peger-mod-mine-øjne-så-dine-øjne-bevægelsen, som svar på hendes flabede bemærkning om hans tøj, og hans bog. Han sendte hende et påtaget alvorligt og meget grundigt blik. Muligvis lidt længere end bare for sjov.
"Begavet er det i hvert fald ikke," konstaterede han langsomt, og så ud som om han overvejede det dybt og længe. "I'm kidding! Du ser godt ud. Når du ikke lugter af sved og er dybt besejret af trappen." Smil. Vendte sig, smed den omtalte plade på, med et tilfreds ansigtsudtryk. "Du havde været mere lækker, hvis du gad huske hvad den hed."
Han satte sig igen i sofaen. Så Beatrice i øjnene. "Det kunne sgu da godt være de havde brug for lidt intellektuel stimulans. Blandt andre slags stimulans, mind you. Og jeg er sgu da ikke vattet!" Pause. "Ikke så vattet, i hvert fald!"
|
|
|
|
Post by Beatrice Sinclair Ivory on Nov 13, 2014 1:55:30 GMT 1
Tavshed. Allerede det sekund ordene havde sluppet hendes mund og den lidt for langvarige øjenkontakt bekræftede hende i, at det nok havde været lige under bæltestedet. Heldigvis var det dog en mand og ikke en kvinde, hun delte lejlighed med og humoren var snart tilbage i billedet igen. Phew.
"Altså skal jeg tage et bad eller hvad er det præcis, vi er ude i?" udbrød hun med overfladisk irritation. Det var som sådan heller ikke fordi hun nød den måde den efterhånden kolde sved havde klistret bukserne fast om hendes ben og bagdel, men arbejdet, der skulle lægges i projekt bad virkede samtidig også uoverkommeligt.
Latter. "Sikkert, men hvad skulle jeg så bruge dig til, Nickie?" Bea blinkede drilsk i hans retning, før hun igen vendte opmærksomheden mod sin kaffe.
Som en fortabt sæl padlede hun igen rundt i sofaen for at gøre bedre plads til Nicholas - denne gang med mere held end før. Benene fandt igen hans skød. "Bare rolig, du er vattet på den lidt nørdede, charmerende måde. Jeg driller jo bare lidt." Bea gav hans arm et forsikrende klem. 'Ikke så vattet'. Et piget fnis forlod hende.
|
|
|
|
Post by Nicholas Adams on Nov 14, 2014 1:27:55 GMT 1
Nicholas grinede. "Jeg siger bare, du skal ikke regne med at score i den tilstand. Andet end mål." Han kildede hende drilsk under fødderne. Det gjorde han undertiden, eksempelvis når hun havde tømmermænd, og han havde hentet brød. Der var en eller anden diabolsk glæde ved det.
"Det ved jeg ikke. Jeg laver en killer dragewhiskey sour?" foreslog han.
Stort tandsmil. "Selvfølgelig. Jeg overlever. Taget i betragtning hvor hård jeg undertiden er ved dig, skal jeg vist prise mig lykkelig for, at det værste du kan finde på, er at kalde mig vattet." Han holdt en pause, og drak sin kaffe ud. Den var blevet kold. Nicks ansigt så absolut ikke normalt ud. Han kom sig.
"Men er det ikke noget med du kender ham den kendte Quidditchspiller? Hvis vi inviterer ham, tror du så ikke hele byen tropper op?" sagde han, da de værste kaffeskader havde lagt sig.
|
|
|
|
Post by Beatrice Sinclair Ivory on Nov 14, 2014 2:09:22 GMT 1
Hvis Bea havde haft nogen som helst ide om at komme med indvendinger, forsvandt den straks, da Nicholas satte fingrene mod hendes fodsåler. Straks vred hun sig med en besværet latter under hans berøring. At blive kildet var slemt nok, at blive kildet under fødderne var dog det værste. Selvom Bea efterhånden faktisk var kommet nogenlunde op at sidde i sofaen, forsvandt al fremskrift efter de ufrivillige spjæt, der havde ændret hendes placeringen fuldstændig. Et utilfredst blik blev sendt hans retning.
”Jeg elsker, det er på listen over dine topkvaliteter. Men fair nok. Den fortjener at være der.” slog hun fast med et skuldertræk. ”Men jeg kan da sagtens komme med bedre end vattet. Jeg vælger bare ikke at gøre det. Sæt du pris på det.” Bea sendte ham et drillende smil, før hun valgte at sætte den tomme kop fra sig på bordet, hvor forme til stearinlys blev skubbet lidt væk.
”Du mener Brody Blance? Jo, hans lillebror er en af mine bedste venner, og så er han selvfølgelig min anfører.” Svaret kom lidt henkastet. Selvom Brody var en fest, vidste hun at der ville følge et hav af trunter med ham. Nå. Hvad hun ikke gjorde for Nicholas. ”Jo, sammen med hele hans harem. Med lad os gøre det!” Entusiasmen var fundet frem og der blev smidt thumbs up af sted.
|
|
|
|
Post by Nicholas Adams on Nov 18, 2014 4:30:43 GMT 1
Nicholas skraldgrinede. Delvist af Beas nu ret morsomme placering, og hendes reaktion på kilderiet. Delvist af hendes fornærmelse. Under alle omstændigheder var han ikke rigtigt til at skyde igennem i dag.
"Du kender min kvaliteter Bea, jeg behøver ikke remse dem op!" Tandsmil. Det var efterhånden ved at blive en vane. "Men storartet at du kan få dem til at dukke op! Everybody wants a piece of this, de skal bare have lov at se på varene!"
Han rejste sig, greb deres kaffekopper, og manøvrede ud til køkkenet. Han placerede dem i vasken, fandt sin tryllestav frem, slog et sving med den (opvasken tog sig selv, alene af den årsag foretrak han laaaangt at være magiker) og åbnede deres isskab.
"Der er græskarsuppe hvis du bliver sulten. Jeg bliver nødt til at smutte til et møde. Vi ses senere, ikke?" Råbte han ud til hende, gik ud i garderoben, iklædte sig sin kappe og et par støvler. "Og ja, du burde nok tage et bad hvis du skal se andre," sagde han, da han stak hovedet ind i stuen til farvel. Tandsmil. Han forsvandt. Døren gik.
/out
|
|
