En begyndelse (collab)

[Brody Blance]

Brody Blance & Magdalene Abbey

Foregik i foråret 2099

Pigerne på Hogwarts nåede alle et stadie, hvor de begyndte at udvikle sig fra at være børn. Magdalene Abbey gjorde det bare ikke så yndefuldt som flere af de andre. Hun var klodset, tynd og formløs. Og så hjalp det ikke med tænderne der bare absolut ikke passede til størrelsen på hendes ansigt og brillerne der altid gled en anelse ned ad næseryggen. Nu på slutningen af sit tredje år, kunne hun mærke hvordan pigerne på sin egen årgang var begyndt at sende drengene lange blikke og hun så dem blive gengældt. Hun var ikke selv rigtig en del af det og hun var begyndt at bruge mere tid med sine lektier på biblioteket. Det var der hun kom fra, kravlende ind gennem portræthullet og knugende en bog i armene.

Det var to år siden Brody var blevet optaget på Gryffindors quidditchhold, men allerede inden han blev en af skolens officielle sportsstjerner havde han været populær på kollegiet. Han var en vittig spasmager, en drengerøv og en charmetrold fra første færd. Det var derfor intet under, at han denne eftermiddag atter engang sad i selskab med en gruppe af de ældste knægte og diskuterede de vigtigste to emner i deres verden: Quidditch og kvinder. Det var blevet en ting, denne gang, at man vendte hovedet imod portræthullet, når nogen kom ind og så gik legen ellers på hurtigst muligt at få smidt en dom over vedkommende - hvis det var en pige over fjerde årgang. Xavier blev denne gang den hurtigste, da lyshårede, lille Maggie gjorde sin entre og hviskede et teatralsk “ingen point, det er hesten”, som fik drengeflokken til at brøle af grin.

Maggie var på vej mod sin sovesal og havde ikke engang haft nogle intentioner om at stoppe op. Hun havde det fint med ikke at blive bemærket og sådan troede hun det ville være, indtil en ondskabsfuld hvisken, der ikke var lavmælt nok nåede hende. Hun stoppede op lige foran portræthullet, som latterbrøl spredte sig i gruppen af drenge.

Det fik hende til at krympe sig og da hun vendte sig for at styrte samme vej tilbage som hun lige var kommet, brændte hendes øjne allerede.

Brody grinede kort med de andre, men hans latter var temmelig anstrengt. Da lille Maggie Abbey styrede ud af opholdsstuen, rejste han sig op og fulgte efter. En grov gestus blev sendt tilbage imod piftelydene og han dukkede sig ned, ranglet som han var, for at krybe ud af portræthullet. Ude på gangen så han sig rundt efter pigen, som han udmærket kendte. “Maggie?”

Maggie var ikke kommet langt væk. Til gengæld sad hun op ad muren kun et stykke væk fra portrættet af Den Fede Dame og tørrede hidsigt sine øjne, da hun ikke var den eneste der forlod opholdsstuen. Hun vendte ansigtet væk, men da Brodys stemme lød, drejede hun alligevel hovedet og så over mod ham. Hun havde kendt ham siden hun var helt lille, men han var to år ældre og en af de mest populære på skolen. Hendes stemme rystede. “Kommer du for at gøre mere nar med mig?”

Brody var lidt af en sportsidiot og følsom ville de færreste nok kalde ham, men han var ikke blevet opdraget til at ignorere andre menneskers velbefindende og han gjorde det ikke for vane at latterliggøre folk, der ikke selv havde fortjent det. Han stoppede op foran Maggie, gik ned på hug og rakte en hånd frem, for at stryge en tåre væk med tommelfingeren. “Du skal ikke lytte til de idioter,” svarede han - uden at svare på spørgsmålet. “De ved ingenting. De synes bare det er sjovt at få andre mennesker til at have det dårligt.”

Maggie fulgte Brody med blikket, svømmende som det var og hun krøb en anelse ind mod muren. Da hans tommelfinger strøg imod hendes kind, så hun dog forsigtigt op igen. De havde aldrig kunnet enes, da de var børn. Nu hvor de begge var teenagere, levede de i hver deres verden og snakkede kun sjældent. Mest når onkel Alex kom på besøg i ferierne og havde Alice, Brody og Oliver med. Hun snøftede hørligt ind og tørrede sin kind med den ene håndflade. “De synes alle sammen, at jeg ligner en hest.”

Brody havde aldrig været venner med lille, benede Maggie, der hellere ville læse end lege, men man behøvede ikke at være venner for at opføre sig nogenlunde hæderligt. Han fnøs ufrivilligt muntert over hendes svar og hævede øjenbrynene. “Jeg synes ikke du ligner en hest. De giver dig da bare karakter, tænderne. Faktisk er de ret nuttede, især når du smiler.”

Maggie så på Brody med store, brune øjne. Varmen steg op i hendes kinder og hun kom til at gøre lige det, som Brody havde kaldt nuttet. Hun forsøgte at skjule det ved at bøje hovedet en anelse, men det var ganske nyttesløst. Hun snøftede ind en enkelt gang, tydelig genert, men dog opmuntret. “Synes du?”

Brody smilede skævt, da det lykkedes ham at få Maggie til at smile. “Jeg lyver aldrig,” svarede han simpelt, før han med en anstrengt lyd kom på benene igen. Han rakte hånden opfordrende ned til hende. “Kom med ind igen? Man bliver nødt til at vise sådan nogle, at man er ligeglad med deres nonsens.”

Maggie smilede igen og hun tøvede et øjeblik, før hun nikkede og med et genert ansigtsudtryk tog imod hans hånd. Hendes mellemgulv knugede sig lidt sammen og da hun kom på benene og igen gav slip, knugede hun bogen hårdt ind mod brystet. Hun tørrede kinderne en sidste gang og så forsigtigt op på ham. “Tak, Brody.”

Brody lagde meget lidt i den lille udveksling, men hjalp Maggie på benene og løftede den ene hånd for at purre let op i hendes hår bagefter. “Intet problem, Frøken Abbey.” Han blinkede til hende og sagde kodeordet, der fik den fede dame til at svinge til side, før han slog ud med hånden. “Damerne først og husk nu; fuck dem.”

Maggies kinder var røde, men hun smilede. Hun havde ikke lyst til at gå derind igen, men hvis Brody var bag hende, så skulle det nok gå. Hun nikkede tøvende, klamrede sig yderligere til bogen og kravlede tilbage ind gennem hullet. Ind mod løvehulen.

Brody fulgte efter Maggie ind i opholdsstuen og lagde sin ene hånd på hendes skulder. Han gav den et klem, før han gik forbi hende, vendte hovedet for at blinke en enkelt gang og sluttede sig til flokken igen. Da der blev piftet udbrød han et opgivende “kom nu over dig selv, Dunn,” og himlede med øjnene. “Dril nogen på din egen størrelse til en forandring.”

Den unge løvinde var nær stoppet op, da Brody skiftede retning. I stedet for at bakke ud af portræthullet igen, lod hun sig dog forsikre af hans diskrete tegn og med bogen knuget, fortsatte hun mod sin vej på sovesalen uden at se på drengegruppen. Drillerierne var glemt for nu. Til gengæld havde hun meget svært ved at stoppe med at tænke på, hvor sød Brody havde været imod hende.