BAL - Calm and tired.

[Nathan Brady]

Nathan havde spurgt Rachel ville med op i et forladt lokale eller noget for at slappe lidt af, og heldigvis havde hun sagt ja og gået med ham op på fjerde sal og der havde de fundet et tomt klasselokale. Der var desværre låst, men det kunne der jo heldigvis rettes op på med Alohomora besværgelsen.
Da han havde lukket døren efter hende, smilte han og gik over til hende igen "Det har indtil videre, været en ret heftig aften" smilte han og stod bare i sin sorte gallakappe og hvide skjorte. Han havde stadig ikke helt fattet at hun havde sagt ja til at gå med ham til ballet, og han ville nok aldrig glemme denne aften.
Nathan trak to borde sammen, plus stolene så de kunne sidde sammen. Da han havde gjort det, satte han sig på den ene stol og håbede at hun ville gøre ham selskab, ved at sætte sig.
Han kiggede ind i øjnene på hende. Han var, som mange vidste, helt væk i hende. Han var faktisk lidt usikker på, om hun også vidste det eller om hun ikke gjorde? Han kunne ikke helt finde rundt i det..

[Rachel Saskia Ivory]

It’s the most wonderful time ,

Rachel havde haft brug for et par enkelte sekunder til at opfatte hvad Nathan sagde, da han havde spurgt hende med op i et forladt lokale. Hun var jo ikke just kendt for at være bange for at feste igennem, så med øjenkontakt med Adam, havde de to tit skålet og hældt mere alkohol i sig. Heldigvis kunne man dog ikke se det så meget på hende, selvom hun slingrede svagt og fnisede meget, virkede hun meget normal. Alligevel havde hun dog haft brug for Nathans støtte, da de havde søgt op på fjerde sal.

”Heftig aften? Nate, du forstår at undervurdere. Det har været skønt, jeg vidste slet ikke du var så fantastisk til at danse!”, sagde hun med et bredt smil og en let latter, før hun satte sig på hans skød, lagde armene om hans nakke, blinkede til ham. Hendes kinder glødede svagt, som de havde gjort hele aftenen, selvom natten jo stadig var ung, så nød hun at holde en pause her med Nathan. Hendes fødder var også til at dø over!

Roligt hvilede Rachels brune øjne på ham, lettere eftertænksomt. Hun prøvede som altid at regne ud, om han var forelsket i hende. Mange havde jo fortalt hende det og han virkede jo også sådan, men det var jo aldrig fordi han selv havde indrømmet det overfor hende, så hun kunne jo ikke være hundrede procent sikker i sin sag. Hun klarede sig dog hurtigt op i hovedet og fokuserede på ham, strøg sine fingre over hans ene kind.

[Nathan Brady]

Da hun jo havde haft brug for hans støtte til at gå, så vidste han godt hun var lidt påvirket. Nathan vidste godt, at det var blevet hældt noget i punchen. Han havde selv drukket det, men ikke særlig meget så han var stadig ædru. Måske lidt mindre end normalt. Han var nu alligevel glad for, at hun var gået med ham herop så de kunne være lidt alene.
Da Rachel kom med dne kommentar, st han dansede godt, smilte han fjoget og grinte lidt "Tak. Og jeg vidste ikke, at du også var god!" smilte han og så hende bare i øjnene. Det at hun satte sig på hans skød, gjorde det udfald, at han blev helt rød i kinderne. Det at hun også lagde armene om hans hals og blinkede til ham, gjorde at han blev helt rød op til ørerne. Han kunne bare ikke stoppe det!
Nathan vidste godt, at nogle havde sagt Til Rachel at han var væk i hende, men han havde alligevel en mistanke, om hun overhovedet troede på det? Så han kunne lige så godt sige det nu..
"Rachel .. Jeg ved ikke om du ved det, men jeg kan altså godt lide dig.. Faktisk er jeg helt væk i dig.." det sidste hviskede han faktisk i hendes øre, som om nogen lyttede med til det han sagde.

[Rachel Saskia Ivory]

It’s the most wonderful time ,

Rachel vidste jo af lidt for gode grunde, at der var blevet hældt meget alkohol i punchen, men det havde langt fra holdt hende fra at drikke af den søde drink, der var blevet serveret. Nærmere tvært imod. Hans latter fik et bredt smil frem på hendes let skinnende læber. Svagt rystede hun på hovedet, men kunne ikke tilbageholde en blid latter, da han blev højrød i hovedet.

Rachel betragtede ham dog indgående, da Nathan rømmede sig lidt som for at sige noget vigtigt. Hans ord fik nu en rødmen til at blomstre frem på hendes kinder, fik hendes fregner til at forsvinde lidt. De sidste ord, der nærmest var en hvisken mod hendes øregang fik en skælven til at glide ned langs hendes rygrad og hun lod kort øjnene glide i. Der var bare ikke noget mere lækkert end når en fyr hviskede.

Forsigtigt trak hun sig en smule tilbage og betragtede ham, lod øjnene glide over hans ansigt. Han så jo egentlig rigtig godt ud, også selvom han var et år yngre end Rachel selv var og derfor gik på årgangen under hende. Det havde altid irriteret hende. Forsigtigt strøg hun fingrene gennem hans bløde hår og lod læberne nærme hans, nærmest åndeløst.

Som Rachel lod læberne nærmes hans, næsten i slowmotion, mærkede hun hans lækre duft fylde sine næsebor og det fik hende til at tage det sidste stykke mod hans læber, skabte endelig kontakt mellem de to. En anelse nervøs for, hvordan Nathan ville tage det, lod hun forsigtigt læberne kæle for hans.

[Nathan Brady]

Da Rachels læber nærmede sig hans egne læber, begyndte hans hjerte at banke hurtigere og hurtigere. Han beholdte øjenkontakten uanset hvad. Han ville ikke stoppe dette der skete nu, han havde ønsket dette så langt tid og nu skete det endelig.
Han holdte om hendes ryg, lod sine egne læber nærme sig hendes, dette skulle bare ske nu! Og endelig skete det. Deres læber mødtes. Han indåndede hendes duft, så skøn den duft nu engang var! Nathan var så utrolig glad for, at Rachel kyssede ham. Han vidste ikke om dette var fordi hun var påvirket af alkoholen eller om hun virkelig ville kysse med ham, men han var egentlig ligeglad. Lige nu ville han bare kysse med hende uanset hvad. Der måtte ikke ske noget lige nu, ingen måtte afbryde dem ligemeget hvad der skete!
Dette kunne virkelig føre til noget, som at de måske kunne blive .. kærester? Han havde dog hørt nogle rygter om, at hendes bror ikke var glad for, at Rachel datede nogle. Men han var ligeglad. Selv hendes bror kunne ikke ødelægge det! Om han så forbød Rachel at se ham, så ville han se hende, mødes med hende uanset hvad..

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde kiggede efter sin søster i storsalen men efter at have spurgt sig rundt omkring om nogen havde set hende havde en pige fra 6 årgang som åbenbart var jaloux på Rachel sagt at denne var smuttede med sin date. Ved denne nyhed var Aiden stivnede og ellers bare styrtede ud af storsalen, på vej ud havde han mødt endnu en der sagde at han skulle slappe af, denne havde hørt at Rachel var blevet dårlig fordi hun havde fået for meget alkohol derfor havde Aiden ledt efter hende på kollegiet som det første og var derefter gået opdagelse på resten af skolen hvilket tog sin tid. Han havde åbnede alle døre til de forskellige lokaler han var gået forbi og var nåede til nogle tomme klasselokaler. Han åbnede stille døren og kiggede ind. Synet der mødte ham var ikke just det han havde håbet på og vreden blussede op.. En lille stemme sagde at det kunne da have været værre. Han stod stille henne ved døren og betragtede sin søster i armene på Nathan. En del kræfter skulle der til for at holde sin hånd fra staven som var gemt i hans lomme og som han let kunne fiske op. ”Ehm..” sagde han med øjne der gnistrede af vrede og afsky.

[Nathan Brady]

Da døren blev åbnet så tog det Nathan et lille øjeblik, at lægge mærke til at Aiden stod i døråbningen. Da han så ham, fortsatte han kysset lidt og så stoppede han ellers "Hey Aiden.. Hva så?" spurgte han. Gad vide hvordan Aiden tog det, at se sin søster kysse en dreng. Flere på skolen snakkede jo om, at de begge var meget overbeskyttende omkring hinanden.
Han så lidt på Rachel for at se om hun havde lagt mærke til det. Og for en sikkerhedsskyld, holdte han sin hånd på sin tryllestav hvis nu Aiden gjorde noget med sin egen stav. Men kunne han finde på det? Det var han helt sikker på.
Han havde et lille venligt smil på læberne imens han så på Aiden.

[Rachel Saskia Ivory]

It’s the most wonderful time ,

Det gav et sug i Rachels mave, da Nathan besluttede sig for at gengælde kysset og hun begravede fingrene i hans halvlange, bløde hår. Ganske forsigtigt og blidt trykkede hun sig tættere mod ham og lod øjnene glide i, nød det egentlig bare. Hun var slet ikke kommet dertil, hvor hun havde givet sig tid til at tænke over, hvad hun ville lægge i det eller hvad, der efterfølgende skulle være. Lige nu tænkte hun kun over, hvor godt han egentlig kyssede og hvor rart det var, at sidde der med ham. Det kunne bare ikke have været bedre!

Et sted i baghovedet bemærkede Rachel selvfølgelig at døren gik op, men hverken åbnede øjnene eller brød kysset, gjorde det kun mere intenst. Hvem personen så end var, kunne de vel se, at rummet var optaget og gå igen? Efter det lagde hun ikke så meget mere i det, de sekunder, der gik, i hvert fald. Så var det hun hørte Aidens stemme.

Forskrækket lod hun kysset brydes og vendte ansigtet mod sin så familiære tvilling. Straks vældede blodet op i hendes kinder, gav hende et klart rødt skær i ansigtet. Hun kunne godt se, hvordan Aiden havde svært ved at forholde sig rolig ved synes af sin tvilling, der havde kysset en fyr og Nathans hilsen ville sikkert bare provokere ham.

Langsomt åbnede Rachel munden. ”Aiden!”, fik hun til sidst dog fremkvækket.

[/blockquote]

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde svært ved a forholde sig til det i forvejen. Hans blik havde forladt Nathan for korte sekunder for at glide hen over Rachel.. hans bedre halvdel plejede han at kalde hende men hvad stod hun så der og lavede! Aidens blik forlod hende velvidne at hun fyldte sig helt flov over sig selv han kunne nærmest læse det i hendes tanker. Blikket var blevet rettet mod Nathan og nej, hans ord gjorde det på ingen måde lettere at forholde sig til tingene, han havde bemærket Nathans hånd som var gledet ned klar til at trække sin stav hvis det blev nødvendigt og endelig havde Aiden også bare lyst til at gøre det samme, trække staven og kaste en forbandelse over ham som ville få ham til at vride sig af smerte.

”Hva så spørg du..!?” svarede han med en stemme der dryppede af kølighed og vrede. ”Det skal jeg fortælle dig..” han gik ind i værelset og standsede ikke før han stillede sig foran Nathan. Han havde skubbede Rachel til side ikke hårdt med absolut ikke helt blidt så hun ikke kom i vejen. ”Du tager min søster med op til nogen tomme lokaler hvordan tror du jeg har det?” det var ikke så tit man så Aiden vred men når det skete så skulle man passe på for så kunne hans vrede efterlade sig spor. Han anede selvfølgelig ikke vis ide det var at de skulle derop men lige nu havde Aiden ikke i sinde at spørg blot give Nathan skylden.

Hans blik forlod ikke denne og han ofrede ikke sin søster et blik. Hende måtte han have en lang samtale med af flere grunde. Han stod med knyttede næver klar til at lange ham en hvis det skulle blive nødvendigt hvilket han håbede på for han kunne snart ikke holde den vrede tilbage.

[Nathan Brady]

Da Aiden nu stod foran ham, fjernede han sig ikke og kiggede bare på ham. Han kunne ikke skræmme ham nu, om han slog ham eller ej var han ligeglad med, for lige nu måtte han stå op for Aiden og vise, at han ikke var bange.
Nathan så bare på Aiden "Aiden? Tror du jeg finder på at gøre noget ved Rachel? Hør her: Jeg ville aldrig gøre noget som kunne skade hende eller noget som helst. Aldrig! Men hvis du ikke tror på mig, så lad være og gør hvad du vil. Sig hvad du vil om mig. Men hvis du siger, jeg kunne finde på at gøre noget imod Rachel som hun ikke selv var med til, så kan jeg med ro i sindet sige, at du lyver" sagde han. Måske ville Aiden slå ham, forhekse ham eller noget, men han var ligeglad. Aiden kunne gøre alt det han ville, men Nathan var ikke bange for Aiden lige nu. Måske havde alle de andre været bange for ham, men ikke Nathan. Han havde før været bange for ham ja, men ikke mere. Nu ville han stå op for ham.

[Aiden Kane Ivory]

Det var tydeligt at Aiden bed tænderne sammen for kæben blev helt stram og blikket hårdere end før. Han greb ud efter Nathans krave og for at hive ham helt tæt på sig ”Gider du knytte sylten.. du må spille ædel overfor en anden. Dine ord passer sgu ikke med det jeg ser.. var du så ædel som du forsøger at fremstå kunne du jo have snakket med mig og lad være med at bilde mig ind at du ikke ved hvordan jeg er hvad min søsters forhold til drenge angår” han tav og skubbede Nathan ret hårdt tilbage med den mening at han skulle ramme bordet og forhåbentlig vælte den og vælte selv med. Hans blik forlod kort Nathan og blev rettet mod hans søster ”Skammer du dig sådan over din lille ven at du bliver nød at skjule dig for offentligheden eller har du pludselig fjernede alle grænser!” sagde han spidst og hårdt. Lige nu tænkte han sgu ikke klart ellers ville han ikke have sagt hvad han havde sagt. Det krævede mange kræfter ikke at overfalde Nathan og slå ham til plukfisk, den vrede der var i ham lyste nærmest ud af ham.

[Rachel Saskia Ivory]

It’s the most wonderful time ,

Rachel havde godt vidst, at Aiden ville reagere stærk ; de to søskende havde jo trods alt haft svært ved hinandens forhold, men aldrig i sin allervildeste fantasi, havde hun set dette scenarie for sig. Det kom alligevel bag på hende, at hendes så elskede og milde bror kunne opføre sig sådan. Hendes ellers så milde, brune øjne var spærret op i chok og hun var komplet paralyseret, væltede derfor bare til siden, da Aiden nogenlunde blidt skubbede hende ud af vejen.

Da Nathan så begyndte at forsvare sig, fik han dog endelig Rachels blik draget over på sig. Aiden overtog dog hurtigt hendes opmærksomhed, da han fik skubbet hårdt mod Nathan. Et svagt gisp forlod hendes læber og hun fik, i løbet af få sekunder, fremtrukket sin stav fra under sine gevandter. Der var ikke en finger at sætte på hendes bevægelser, da hun i en knivskarp, graciøs bevægelse stod stilte foran Aiden med den slanke pilestav rettet mod hans bryst.

"Jeg fatter ikke, du ødelægger det her for mig" Hendes ellers så blide stemme skælvede nu af tilbageholdt raseri og hendes øjne var klare fra tårer af hidsighed, mens røde pletter blomstrede frem på hendes kinder - erstattede den rødmen, der før havde været af svag flovhed.

"Jeg undte dig Lou! Min gamle bedste veninde!" hendes stemme skælvede ikke længere, men var blevet skinger, "Hvor kunne du?"

I en hurtig bevægelse havde hun drejet sig fra dem begge og sænket staven, gik med hurtige skridt mod døren. Hun ville ikke se på nogen af dem, ville ikke høre på nogen! Hun ville bare være alene! Eller måske sammen med nogen af sine bedste venner, men hun havde set Lily og Adam, der var fuldkommen forgabte i hinanden, da hun gik og hun nænnede ikke at ødelægge det for dem.
Uden hun selv var klar over det, begyndte tårerne at trække sig vej ned ad hendes kinder og blandes med de fine fregner.


//Out

[/blockquote]

[Nathan Brady]

Da Nathan blev skubbet hen imod bordet, fik han ikke ordentligt fodfæste og faldt bag over. Han havde fået fat i bordkanten og trak det dermed med sin ned i faldet. Dog var han lidt ligeglad med det, selvom han dog havde ondt da han faldt ned på ryggen. Nathan skyndte sig bare hurtigt op på banene, trak sin stav i forbi vejen hvorefter han skyndte sig efter Rachel. Hvad fanden var der lige sket!?
Nathan stoppede dog hurtigt, da han var ved Aiden. Han fortsatte ikke da han vidste at Aiden bare ville stoppe ham og det ville garanteret ende i en duel hvor en af dem ville komme galt afsted. Der var godt nok kun et år imellem dem, men Aiden havde garanteret mere erfaring end Nathan. Derfor stoppede han med sin stav i hånden, mens han bare kiggede bare Aiden. Han så imod døren hvor Rachel havde gået ud. Inderst inde, havde han bare lyst til at følge efter Rachel for at trøste hende. Men han gjorde det ikke..

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde bidt tænderne hårdt sammen og betragtede Rachel da denne havde stillet sig imellem. Heldigt for Aiden havde været tæt på at sparke til Nathan hvilket hun lige havde forhindret. Hans vrede kunne dog ses og hendes ord gjorde ham blot mere vred ”Hold kæft din…” der var ikke sket noget men han havde været tæt på at kalde hende for skøge. Hans vrede gjorde at han bare havde lyst til at kvæle nogen og havde han blot været fornuftig havde han indset at han havde overdrevet det hele.

Da hun nævnte Lou så han et vredt på hende ”Undte mig? Undte mig? Hvad fanden snakker du om! Du betyder en del for mig men Lou er ikke en genstand du kan give mig og hvis jeg vil have hende havde jeg ikke spurgt dig om lov” svarede han hårdt. Da hun bare skred ud af værelset så han kort efter hende inden han vendte blikket mod Nathan. Han trak sin stav og rettede den mod ham da denne var kommet på benene. Aiden havde selvfølgelig bemærket at denne også havde trukket sin stav. ”Du går ingen steder” sagde han hårdt.

[palindrome]

attention students !

Rundt omkring på slottet, gik juleballet som smurt og som planlagt, - hvad eleverne ikke ved, er at der udenfor er sket en kæmpestor forbrydelse. Lærere patruljerede overalt på skolen, for at forhindre elever i at komme i konflikter og generelt for at sikre festens succes!
Netop som læreren i Forsvar mod Mørkets Kræfter havde sin patrulje i den ret øde slotshave, var han nær faldet over et par livløse fødder ved busken. Da han skubbede busken til side, genkendte han det med det samme som læreren i mugglerstudier. Han kunne ikke tro sine egne øjne, og som han febrilsk famlede efter en puls, rasede en million spørgsmål igennem hovedet på ham. Et af dem, var selvfølgelig: Hvem kunne have gjort dette? Et andet: hvorfor? Og sidst, men ikke mindst: kunne det være fordi, denne var mugglerfødt? Gruen voksede i ham, og da den kære gamle værdsatte lærer viste sig at være uden puls, løb han hastigt afsted for at give administrationen besked.

Festen blev afbrudt af professor Mavericks myndige og dybe stemme som fyldte hele slottet og alle dets rum med en meget vigtig meddelelse.
"Alle elever bedes straks vende tilbage til Storsalen. Der er blevet begået en forfærdelig forbrydelse; læreren i mugglerstudier er fundet død. Ingen grund til panik! Lærerne vil gennemsøge skolen for ubudne gæster og beviser! Alle der ved noget om sagen, bør omgående kontakte en lærer så vidnet kan bliver eskorteret til kontoret! Alle som ikke møder op i Storsalen vil møde alvorlige konsekvenser, og vi vil ikke tøve med at bortvise på stedet!"

Med en stemme der udstrålede autoritet, spredte han armene ud, som han havde gjort ved ballets start. Denne gang, var det det ikke som en varm velkomst. Han slog et slag med tryllestaven i sin ene hånd, og i samme øjeblik forsvandt den magiske stemning der havde hvilet over salen, og blev til den gammelkendte storsal. Planerne om et vellykket bal, lod sig ikke opfylde, og med et stramt ansigtsudtryk, slog han med staven igen, mens hundrede af soveposer dannede sig i salen.
"Alle elever må under ingen omstændigheder forlade storsalen. Hvis så meget som en eneste er ude på nattefærd, ville konsekvenserne ramme hårdt. Der vil blive sørget for jer, tvivl ikke på det." han foldede hænderne på brystet og bøjede hovedet let fremover, som tegn på han var færdig.

Mens han trådte ned fra podiet, lød hans høje stemme for sidste gang.
"Præfekterne slutter sig til lærerne på stedet. Jeres kollegieoverhoveder, vil være her til jeres assitance. Yderligere informationer vil komme." og med det forsvandt han ud af de store dobbeltdøre, for travl til at bemærke de mange skræmte elever, som væltede ind fra udendørsområderne. Nogle eskorteret af lærere, andre alene. Men der var ingen tvivl om, at alle elever havde hørt meddelelsen. Han kunne mærke panikken lægge sig, som en ulmende drage, over slottets mange beboere. Panikken spredte sig.