BAL- En slange i forklædning

[Gabriel Caron]

Outfit


Gabriel havde inviteret Isoldi med til ballet, det var sket i sidste øjeblik fordi han havde trukket det ud så længe. Forældrene havde gjort det svært for dem siden de var blevet forlovede. I starten havde det været til at holde lidt ud at de havde bestemt det sådan, men nu hvor de bestemte hvem de skulle følges med til ballet var ved at blive for meget. Gabriel havde aldrig haft noget imod ideen som sådan, hun var en fin slægt, fuldblods hele vejen igennem og tiltrækkende. Det lille problem var dog det at han ikke kunne holde sig til en kvinde, han var typen der flirtede en del og var af og til fysisk tiltrukket af en eller anden.

Gabriel havde dog alligevel inviteret Isoldi og denne havde selvfølgelig ikke andet valg end at sige ja. Han havde derfor sagt at han ville vente på hende ved døren til storsalen så de kunne følges ind sammen og derfor var det der han befandt sig. han var iført jakkesættet hans far havde sendt ham, og da han ikke så at det fejlede noget og var rimelig pænt havde han ikke brokket sig over det. Derfor stod han nu iført sættet da sad som syet til ham, med hænderne dybt begravede i lommerne og med et tomt udtryk i de bundløse øjne.

Han stod lænede op ad en væg med blikket der af og til gled mod den trappe hun ville dukke op af. Enkelte piger gik forbi og fniste mens de så ham an, han enten ignorerede dem eller sendte dem flirtende blikke, det sidste skete dog ikke spor tit. I aften måtte han opføre sig yderst galant og behandle hende som en prinsesse hvis deres forhold ikke gå hen og blive værre end det allerede var.

[isoldi]

devil,
in disguise

outfit

Isoldi havde altid hadet hendes far, for at tvinge hende ud i en forlovelse, hun bestemt ikke ønskede, og hun hadede de grænser han satte for hende. Men det var længe siden, hun havde opgivet at sige ham imod, for hver gang hun gjorde det, blandede moderen sig, og hende havde Isoldi aldrig trodset. Det var også derfor hun havde startet den indre kamp imod sin faders idealer. Det var det eneste hun kunne gøre. Derfor havde hun også hørt, at det havde været James Maverick og Romeo Carons ønske, at Romeos søn Gabriel, Isoldis forlovede, skulle tage hende med til juleballet på skolen. Først var hun blevet direkte vred, over at miste muligheden for at vælge frit imellem sin partner, men havde alligevel sagt ja, da Gabriel havde spurgt hende – dog med så meget ligegyldighed hun havde været i stand til at mønstre.

Hun gad ikke engang prøve på at kigge efter andre da hun kom ind i salen, da hun udmærket vidste at hun var nødsaget til at finde Gabriel først. Ellers ville hun ikke få et øjebliks ro. Hendes korte kjole var simpel, mens skoene havde et mere avanceret udseende, og gjorde hendes holdning mere rank end den ellers var. Hendes lange lys hår hang ned over ryggen, for at skjule det stykke, som kjolen blottede så vidt muligt. Hun ville ikke have at folk bemærkede de lange ar der var hele vejen ned af ryggen – på trods af, at kun det øverste var synligt i dette tilfælde.
Under normale omstændigheder, ville hun havde fundet Gabriel en smuk, ung mand, men det var som om at det aftalte giftemål gjorde ham noget nær ækel at se på igennem hendes øjne. Hun sendte ham et meget anstrengt, og lettere falsk, smil da hun nåede ham, og hævede hagen.

”Caron.” Var den eneste velkomst hun lige umiddelbart gav ham.

tag; gabriel caron

[Gabriel Caron]

Outfitt



Han rettede sig straks op da hans blik faldt på hende. han vidste naturligvis hvordan hun havde det med at følges med ham til ballet og ikke have den frie vilje til selv at vælge, for havde hun været mere interesseret havde hun nok ikke sagt ja med sådan en ligegyldighed da han havde spurgt hende. Han havde valt ikke at tage sig spor meget af det sidste og han havde heller ingen planer om at lade sig gå på af det nu.

Han gik hende i møde og standsede ikke langt fra hende hvor han blidt tog hendes hånd og lod sine læber strejfe dem inden han slap hendes hånd. ”Mademoiselle Libitina” svarede han med sin charmerende stemme og den franske accent der tydeligt kunne høres. ”De ser…guddommelig ud” han havde kort set ud som om han havde tænkt nøje over sine ord hvilket han ikke gjorde men blot havde ladet se ud som at han gjorde.

Han vidste udmærket godt at folk kiggede på dem men han tog sig ikke af det, det gjorde han aldrig. Opmærksomhed og det at være i centrum var noget han elskede og noget han nød. Hans opmærksomhed var fuldkommen rettet mod hende og de gyldne øjne forlod hende ikke selv da nogen i nærheden hviskede hans navn. Han stak den ene hånd i lommen og lod hovedet gled på skrå ”Ønsker De noget at drikke?” spurgte han. Han måtte jo opføre sig som en gentleman og spørg hende om hvordan hun havde det og hvad hun ønskede så hun ikke et sekund manglede noget.

[isoldi]

devil,
in disguise

outfit

Isoldi kiggede sig ikke tilbage, for at lede efter potentielle venner, fjender eller generelt ande selskab, på trods af at lysten var stor. Flere gange mente hun, at have gjort et ret ihærdigt forsøg på at acceptere ham, og lære ham at kende, men hver gang havde missionen fejlet. Men det var nok mest af alt hendes fars skyld. Hvad fanden bildte han sig også ind, at blande sig på den måde i hendes liv?

Med et elegant svaj i ryggen, svang hun de lange gyldne lokker om på ryggen, med så megen elegance, at det højst sandsyligt vendte et par ansigter imod hendes på vejen. Hendes smil var stadig påtaget, da hun mærkede hans læber imod den tynde hud på hendes håndryg, og hun bed trangen til at hive den til sig, i sig igen.

”Lyd nu ikke så overrasket, Caron.” var alt hvad hun svarede på hans platte kompliment (der normalt ellers ville have gjort Isoldi henrykt – hun elskede når folk betragtede hende på den måde – at blive kaldt ’guddommelig’) Hun hævede øjenbrynene og gav ham elevatorblikket, på en meget indiskret måde. Så slog hun blikket væk igen, og lod for første gang blikket søge ud i salen, for lige at vurdere hvem der var til stede, men måtte vende opmærksomheden imod Gabriel igen kort efter. Hun så vurderende på ham, før hun svarede.

”Ja, lad os endelig det.” sagde hun, fristet af tanken om at have noget til at holde sine tommer hænder optaget af. Hun følte sig underligt rastløs ellers.

tag; gabriel caron

[Gabriel Caron]

Outfit

Selv var han kommet i god tid og havde derfor set hvem der var tilstede. Han var ikke ankommet som en af første men han havde hurtigt fået et overblik over hvem der var kommet og hvem der manglede, altså hvad hans nærmeste og mest nødvendige elever angik. Muggler og al den slags snavs var han komplet ligeglad med, ja hvorfor skulle man tage sig af skrald? Af den grund så han ikke spor meget rundt og havde i stedet opmærksomheden rettet mod hende.

Han betragtede hende med et udtryksløst blik da hun svang håret om på ryggen hvilket fik de nærmeste til at vende blikket mod hende. hun var skam en skønhed, udseendet fejlede intet, blodet gjorde heller ikke, de to havde blot intet tilfældes ud over deres mening til muggler. Han anede endelig heller ikke hvorfor hun ikke brød sig om ham, han havde altid været høflig og venlig overfor hende men han forbandt det med at hendes fader havde tvunget hende til det.

Hendes ord fik et svagt smil frem over hans læber, så svagt at det kun var et enkelt trækning ved den ene mundvig. ”Deres skønhed overvælder enhver, og jeg er ingen undtagelse” svarede han yderst charmerende, accenten kunne han ikke just slippe af med da han var født i Paris og havde levet i landet indtil han var 9, sproget var hans modersmål og de var tit på ferie i Frankrig deraf accenten, han kunne selvfølgelig skille sig af med den hvis det var nødvendigt men han ønskede det ikke.

Han stillede sig ved siden af hende så hun kunne tage hans arm hvis hun ønskede dette og slog hånden ud mod lokalet for at føre hende hen til et bord mens han selv hentede noget at drikke til hende. Han ville endelig ikke tage det så tungt hvis hun valgte at ignorer hans arm og blot gå hen mod bordet.

[isoldi]

devil,
in disguise

outfit

Isoldi sendte et strålende smil imod en person ude i menneskemængden, som dog falmede til det sædvanlige stramme, da hun så på Gabriel igen. Egentlig burde hun opføre sig pænt overfor hende, for hvis hendes fader hørte at hun var respektløs eller uhøflig, ville han sikkert bare øge antallet af ar på hendes ryg – som bestemt ikke manglede flere. Men ærligt talt, var det umådeligt svært for hende, at fuldføre det. Hun burde intet have imod Gabriel? Og han var bestemt pænere end så mange andre øgler på skolen. Men, nej. Uanset hvad hun prøvede, blev det ved med at være som det var. Han var bare … kedelig. Isoldi var ikke nær så bedømmende i sin agtelse af folk som Gabriel, og hun mødte adskillige blikke, fra fuldblods som mugglerfødte – uden at skære en eneste grimasse.

Hun hævede let et øjenbryn, og så på ham med et udtryksløst ansigt da han smilede svagt. En bitter latter gled over hendes læber, og hun rev blikket væk fra ham, og så i stedet imod salen foran sig.

”Skulle smiger være en hjælp? Nuvel, så lad os da sige, at jeg tager dine ord som oprigtige. Men, mon ikke vi for længst er forbi det formelle stadie?” hun holdt en kort pause, mens hun strøg fingrene lettere ligegyldigt igennem en krøllet hårlok. Så så hun på ham igen, og prøvede så vidt muligt at fange hans øjne, med sit faste, blå blik.

”Tiderne hvor ’De’ var passende, har for længst passeret. Jeg ville foretrække at, du i stedet tiltaler mig som den ene person jeg nu engang er.” rettede hun ham let, usikker på om han overhovedet ville gide, at høre efter hvad hun sagde. Det skulle ikke undre hende, hvis han insisterede på at fortsætte med at omtale hende i flertal.

Selvom Isoldi ikke brød sig synderligt om Gabriel, lod hun alligevel sin arm glide ind under hans. Nok var hun ignorant, men sine manerer og omdømme havde hun ikke glemt. Hvordan ville det ikke se ud, hvis hun bare lod ham stå der med vingen ude, og gik for sig selv? Nej, sin ære havde hun i det mindste i orden. Hun fulgte lydigt med over til et bord, og satte sig i en glidende og elegant bevægelse, hvorefter hun foldede det ene, lange ben hen over det andet, mens hun ventede på, at han kom tilbage med noget at drikke. Dette skulle nok blive en interessant aften. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at se stille til, i en høflighedskonversation. Skulle de snakke, skulle det altså også være ordenligt.

tag; gabriel caron

[Gabriel Caron]

Outfit

Han havde ingen problemer med at ignorer hendes blik og smil der var blevet langt mere afslappet da hendes blik var faldet på en eller anden ud i menneskemængden. Han lod som om han intet havde set og lod sig heller ikke mærke med hendes stramme smil. Endelig havde han flere gang haft lyst til at sige at hun ikke behøvede at være så bange for et ægteskab dels fordi han nok ikke ville leve længe til et langt ægteskab og dels fordi hun nok frit kunne vælge så snart skolen var overstået eller så snart hun havde fundet sig en uddannelse eller andet. Selv havde han aldrig vist noget tegn på direkte fjendtlighed overfor hende, selv den dag hans forældre havde sagt at han skulle giftes med hende havde han blot bidt hænderne hårdt sammen nikkede og gået sin vej.

Hendes latter gjorde ham intet og det så ud som om han ikke havde hørt noget. Hendes hårde ord lød på ingen måde hårde sådan som han valgte at opfatte dem. Antydningen af smilet fra før var helt borte og hans udtryksløse ansigt var oplyst af de bundløse gyldne øjne der havde en tendens til at se dybt ned i folk og få dem til enten at sukke eller gyse. ”Der er intet formelt i at fortælle en kvinde hvor skøn hun er” svarede han ganske roligt og nærmest med en venlig undertone.

Hendes næste ord fik ham til at se et stykke tid tavst på hende. Hun kaldte ham jo ikke ved fornavn og han havde aldrig kaldt hende ved fornavn selvom de havde kendt hinanden i syv år. Han valgte ikke at svar og så blot tavst på hende.

Da hun valgte at tage imod hans arm førte han med rolig og elegante skridt hen til det bord han havde udpeget tidligere. Han trak stolen ud for hende og lod hende sætte sig inden han selv smuttede hen for at hente dem noget at drikke. Inden der var gået mange minutter var han tilbage ved bordet og rakte hende glasset med punch. Han trak en stol ud og satte sig overfor hende og betragtede hende roligt. Selv havde han kort nippede til drikken og havde kunnet lugte alkoholen som straks havde gjort at han holdt sig en smule tilbage. Alkohol passede ham ikke spor godt og med hans sygdom gjorde det det hele bare værre så han måtte være forsigtig. Han satte glasset fra sig på bordet og betragtede hende tavst mest for at lade hende drikke i ro.

[isoldi]

devil,
in disguise

outfit

Isoldi kendte intet til Gabriels dødelige sygdom, og hvis hun havde gjort det, ville hun nok ikke have været helt så hård ved ham igen, for god ordens skyld. Det var måske etisk forkert, men nu var hun heller ikke ligefrem så blid som normale mennesker. Faktisk, kunne hun godt lide at være sig selv, og holdt ikke igen når hun havde en mening til tingene. Måske skulle hun bare prøve, at finde ud af hvor oprigtig han rent faktisk var? Hvad ville han gøre, hvis hun valgte at skrue charmen på lige pludselig – hun nød at forestille sig hvordan han så magtesløs til, på trods af at det nok ikke var sådan han rent faktisk ville reagere. Han havde en helvede viljestyrke, det måtte hun give ham. Det var ikke mange drenge der var i stand til at blive upåvirkede af wiliegenet. I hvert fald hvis hun gjorde forsøget. Men hun kunne til gengæld heller ikke vide, om det var det modsatte. Om han rent faktisk ville bukke under. Men nu var der sådan set ikke noget der hastede.
Et underfundigt smil fandt vej til hendes læber.

”Nå, ikke?” hun fornemmede at han ikke var specielt oprigtig i hans ord – eller måske var han oprigtig, men langt fra i så stor grad som han ellers gav udtryk for. Det ville være løgn at sige, at hun hun ikke interesserede sig en smule for hvad der foregik inde i hovedet på ham. Så længe hun selv måtte vælge hvorvidt hun ville være der eller ej.

Hun satte roligt glasset mod læberne, og genkendte den stærke, bitre eftersmag af vodka. Men imodsætning til Gabriel, tog hun bag efter en stor slurk, før hun placerede på bordet. Alt for at gøre denne aften lettere. Endnu engang strøg hun fingrene igennem håret, og lænede sig lidt tilbage i stolen, med den ene albue placeret på stoleryggen, mens benene stadig lå over kors.

”Er du ikke ked af, at du var nødt til at invitere mig til ballet?” spurgte hun, med en undertone der var lettere hånende. Hun prøvede i hærdigt på at pisse ham af, eller i det mindste skræmme en reaktion ud af ham. Denne gang for at fornærme hans maskulinitet.

tag; gabriel caron

[Gabriel Caron]

Outfit



Ikke mange kendte til hans sygdom, ikke udover hans forældre og søskende som holdt mund fordi deres forældre sagde de skulle. Han holdt det for sig selv da han ikke ønskede at folk skulle behandle ham specielt eller at det skulle betragtes som en svaghed for ham. Han var for alt i verden ikke svag! Hans sygdom gjorde at han af og til måtte ´skynde sig hjem pludseligt´ hvor han i virkeligheden blot lå i en seng i en dyb dyb søvn som han ikke kunne vækkes af. Hver gang dette var sket havde forældrene troede at han ikke ville vågne og hver gang var han vendt stærkt tilbage som om intet var hændt. Han bemærket det underfundig smil og havde set hvor stille hun pludselig var blevet hvilket ikke helt lignede hende, en masse sensorer og klokker advarede ham om at han skulle passe på hvilket han altid gjorde i selskab med folk uanset om disse var venner eller fjender.

Hendes svar på hans ord kunne have fået ham til at hæve brynet men dette skete ikke fordi han standsede sig selv i sidste øjeblik ”Hvad formelt skulle der være ved det? Har De aldrig hørt Deres far ytre sig om Deres mors skønhed?” nej han havde valgt ikke at skifte til Du´s om det var for at gøre det modsatte af hvad hun bad om eller fordi han ikke kunne lade dette ligge kunne ikke helt ses på ham.

Han kunne se at hun intet havde imod alkoholen hvilket hun sådan set heller ikke havde en grund til. Alkohol sørgede dog at sænke hjerneaktiviteten og da hans hjerne ikke fungere særlig godt ville det bare give de forkerte udslag. Det sidste han ønskede var at falde i en dyb søvn for øjnene af alle. Han førte glasset op til sine læber og nippet kun til dem. Smagen af vodkaen var ret tydelig men han virkede ganske afslappet.

Hendes næste ord fik ham til at se på hende i tavshed i et stykke tid inden han selv lænede sig tilbage i stolen og satte glasset fra sig på bordet. Hans blik hvilede på hende idet han svarede ”Selvom det er vores forældre der ønskede at vi skulle følges sammen, så havde jeg planer om at invitere dem, jeg ventede blot på at min far skulle sige det” svarede han ganske roligt. Om han løg eller ej kunne ikke ses, han havde ikke haft planer om at invitere en anden pige så intet var spoleret for ham.

[palindrome]

attention students !

Rundt omkring på slottet, gik juleballet som smurt og som planlagt, - hvad eleverne ikke ved, er at der udenfor er sket en kæmpestor forbrydelse. Lærere patruljerede overalt på skolen, for at forhindre elever i at komme i konflikter og generelt for at sikre festens succes!
Netop som læreren i Forsvar mod Mørkets Kræfter havde sin patrulje i den ret øde slotshave, var han nær faldet over et par livløse fødder ved busken. Da han skubbede busken til side, genkendte han det med det samme som læreren i mugglerstudier. Han kunne ikke tro sine egne øjne, og som han febrilsk famlede efter en puls, rasede en million spørgsmål igennem hovedet på ham. Et af dem, var selvfølgelig: Hvem kunne have gjort dette? Et andet: hvorfor? Og sidst, men ikke mindst: kunne det være fordi, denne var mugglerfødt? Gruen voksede i ham, og da den kære gamle værdsatte lærer viste sig at være uden puls, løb han hastigt afsted for at give administrationen besked.

Festen blev afbrudt af professor Mavericks myndige og dybe stemme som fyldte hele slottet og alle dets rum med en meget vigtig meddelelse.
"Alle elever bedes straks vende tilbage til Storsalen. Der er blevet begået en forfærdelig forbrydelse; læreren i mugglerstudier er fundet død. Ingen grund til panik! Lærerne vil gennemsøge skolen for ubudne gæster og beviser! Alle der ved noget om sagen, bør omgående kontakte en lærer så vidnet kan bliver eskorteret til kontoret! Alle som ikke møder op i Storsalen vil møde alvorlige konsekvenser, og vi vil ikke tøve med at bortvise på stedet!"

Med en stemme der udstrålede autoritet, spredte han armene ud, som han havde gjort ved ballets start. Denne gang, var det det ikke som en varm velkomst. Han slog et slag med tryllestaven i sin ene hånd, og i samme øjeblik forsvandt den magiske stemning der havde hvilet over salen, og blev til den gammelkendte storsal. Planerne om et vellykket bal, lod sig ikke opfylde, og med et stramt ansigtsudtryk, slog han med staven igen, mens hundrede af soveposer dannede sig i salen.
"Alle elever må under ingen omstændigheder forlade storsalen. Hvis så meget som en eneste er ude på nattefærd, ville konsekvenserne ramme hårdt. Der vil blive sørget for jer, tvivl ikke på det." han foldede hænderne på brystet og bøjede hovedet let fremover, som tegn på han var færdig.

Mens han trådte ned fra podiet, lød hans høje stemme for sidste gang.
"Præfekterne slutter sig til lærerne på stedet. Jeres kollegieoverhoveder, vil være her til jeres assitance. Yderligere informationer vil komme." og med det forsvandt han ud af de store dobbeltdøre, for travl til at bemærke de mange skræmte elever, som væltede ind fra udendørsområderne. Nogle eskorteret af lærere, andre alene. Men der var ingen tvivl om, at alle elever havde hørt meddelelsen. Han kunne mærke panikken lægge sig, som en ulmende drage, over slottets mange beboere. Panikken spredte sig.