Deja Vu

[Morgan King]

Tag: Caera Delaney

Klak klak klak klak.
Morgan vandrede frem og tilbage på gangen med et dybt koncentreret udtryk. Det var eftermiddag og dagens timer var netop færdige; vanen for en gangs skyld tro havde hun været på vej op til tårnet for at skifte ud af sin uniform, da hun kom forbi gangen og måtte stoppe op. En lille fornemmelse havde gnavet bagerst i hendes hoved - at hun havde glemt noget.
Klak klak klak klak.
Flere usynlige cirkler blev tegnet af hendes fodspor som Morgan inderligt forsøgte at komme i tanke om hvad der var specielt ved gangen. Problemet var at hvor hun havde en idé om at der var noget hun skulle huske, kunne hun hun ikke huske hvad. Hvad værre var, havde hun også en følelse af at det ikke var første gang hun havde haft det sådan om præcis den gang.
Klak klak klak klak.
Under alle omstændigheder havde hendes stædighed sat ind, og det betød at hun nok kom til blive der indtil hun enten fandt ud af hvad der var med lige det sted, eller bare begyndte at kede sig.

[Caera Delaney]

"Vi ses oppe i opholdsstuen om en time, okay?" Caera vinkede farvel til sin klassekammerat, hankede op i sin taske og begyndte at bevæge sig ned af korridoren, der hurtigt fyldtes med elever, der havde afsluttet sin sidste lektion. Hun havde lige haft Forvandlinger, hvor de havde lært en ny besværgelse, hvor man forvandlede taburetter om til vaskebjørne. Hendes højre hånd bevægede sig derfor i ottetaller gentagende gange, men hun mumlede besværgelsen for sig selv. Den unge ravn var for optaget af sin egen hånd, at hun ikke lagde mærke til, at hun drejede til venstre én gang for tidligt. Klak, klak, klak. Da Caera blev opmærksom på lyden af hæle mod stengulvet, løftede hun kort blikket, men da hun genkendte det grønne hår, lyste hun op i et smil. "Morgan!" kaldte hun og vinkede en enkel gang eller to til den ældre veninde. "Hvad laver du her?" Den lyshårede skikkelse så sig omkring og trak tænkende øjenbrynene sammen. "Hvad laver jeg her?" spurgte hun sig selv og så sig over skulderen. "Er det her ikke vejen til opholdsstuen?" tilføjede Caera uden at tænke over, at Morgan (der fik på Gryffindor-kollegiet) måske ikke på stående fod kunne sige, hvor Ravenclaw-tårnet var.

[Morgan King]

Klak, klak, klak, klak.
Morgan var på ingen måde tættere på at finde svaret end hun havde været de sidste ti minutter. Hun mente kort at hun havde snævret det ind til at omhandle 3. år, men så var det gået op for hende at det var noget helt andet hun havde tænkt på.. Tilbage på bar bund.
Aldrig så snart hørte hun nogen sige hendes navn, og Morgan så op hvor hendes øjne faldt på Caera Delaney. Øjeblikkeligt distraherede hastede Morgan over imod den yngre veninde før denne helt nåede at tale færdig.
Klak, klak, klonk, klak.
"Care-bear!" sagde hun glad og slyngede armene om det stadig lige bedårende ravn. Halvandet sekund senere var Morgan tilbage i sin rolle som forbillede.. Eller i hvert fald sådan som hun så rollen. "Lad mig da lige se på dig.." Hun spankulerede rundt om pigen med et komisk kritisk ansigtsudtryk.
"Hold da op som du er vokset. Du bliver smukkere og smukkere, tøs." udbrød hun og daskede venskabeligt til den andens skulder.

[Caera Delaney]

Caera gengældte med glæde krammet. Da Morgan begyndte at gå rundt om hende, rettede hun ryggen og foldede hænderne foran sig, mens hun undertrykte et grin. "Synes du virkelig? Tak!" udbrød hun inderligt over løvindens søde kompliment. Caera syntes ikke selv, at hun havde vokset, men hun havde i sommerferien fået sin første bums, hvilket havde været en ægte krisesituation. Hun ville egentlig gerne spørge Morgan, om hun havde et tip til urenheder, men afbrød sine egne tanker, da hendes blik faldt på det grønne hår.

"Wow, hvor er det flot!" sagde hun med et smil og løftede sin ene hånd. "Må jeg røre det?" spurgte hun efterfølgende, hvorefter hun blidt tog fat i en af Morgans hårlokker. Et lille smil spillede på den unge ravns læber, mens hun rørte ved den andens hår. "Tænk, at du turde. Jeg ved ikke, om jeg ville. . ." Caera fik et tænkende udtryk, men så rystede hun på hovedet og lod hånden falde ned af siden igen. "Nej! Jeg skal ikke farve mit hår," konkluderede hun med et lille grin og tog fat i sine lyse lokker. Caera var glad for sit hår, som det var.

[Morgan King]

Der var den igen. Fornemmelsen af at der var noget hun havde glemt. Kraftigere end nogensinde, men stadig lige så utydelig. Det var i hvert fald derfor at Morgan stod med et lidt blankt udtryk som Caera rørte ved hendes hår.
"Hva? Ja.. Jo.." sagde hun forvirret da hun endelig vendte tilbage til virkeligheden, så lykkedes det hende at finde hoved og hale i samtalen og hun fortsatte: "Men kan faktisk ikke huske var farve mit hår.. Var vist lidt for fuld og.."
Hun lænede sig konspiratorisk over til veninden, slet ikke bekymret over at hun snakkede om at drikke sig halvt til hukommelsestab med en væsentlig yngre pige.
"Faktisk vil det ikke gå væk.." hviskede hun med et flovt grin. Heldigvis kunne hun meget godt lide det grønne hår og den opmærksomhed det bragte, men hun håbede virkelig at hun kunne nå at finde en løsning før hun blev alt for træt af det, "Jeg har prøvet at farve det en anden farve.. Det bliver bare grønt igen.."

[Caera Delaney]

Caeras kinder fik en let rosa farve, da Morgan begyndte at snakke om alkohol, og hun grinte kort med blikket rettet mod gulvet. Den unge ravn forstod ikke meningen med alkohol. Hvorfor var det så sjovt at drikke noget, der blot gjorde en svimmel? Man kunne også bare holde vejret i for lang tid og blive svimmel - det var Caera god til.

"Kan du ikke huske det?" spurgte hun med store øjne og grinte kun, fordi veninden grinte. Caera satte fingrene op for sin mund og fniste lidt endnu. "Tænk, hvis du kommer til at have grønt hår for altid," hviskede hun næsten og betragtede Morgans hår. Caera syntes, at det ville være synd for Morgan, hvis hun skulle have den hårfarve resten af sit liv. Det var flot, ja, men det ville nok blive trættende i længden ikke at kunne gøre noget ved det - sådan ville Caera i hvert fald have det, hvis hendes hår var grønt. Igen vandrede Caeras tanker hen på sit eget hår. "Så du ved ikke, hvordan det blev grønt?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at overveje muligheden - bare en enkel tot, måske?

[Morgan King]

"Altså jo.. Mig og en anden veninde farvede det sammen.. Du ved Amanda Byrnes..? Kender du hende..? Hun fik blåt hår.. Men vi kunne da godt prøve at farve dit en dag.. Det kan bare være sådan noget der går væk efter en uge eller noget jeg kender-.."
Men Morgans talestrøm stoppede pludseligt da det endelig lykkedes hendes hjerne at fortælle hende det den havde forsøgt hele tiden. Den moshårede pige frøs på stedet med halvåben mund.
"Klonk.." mumlede hun lavt og vendte sig om hvor hendes blik løb hen over gangens flisegulv. Der var desværre ikke rigtig noget at se, men det føltes som om hun havde fat i den lange ende..
"Klonk.." gentog hun og vendte sig pludselig bort fra Caera for hastigt at trave frem og tilbage på gangen.
Klak, klak, klak, klak, klak, klaklaklaklaklaklaklaklak..
..Klonk.
Morgan stoppede op på stedet med rynkede bryn. Hoppede forsøgende.
Klonk, klonk, klonk, klonk.
Hun så op på Caera med et bredt grin og gav sig til at rode febrilsk i sine lommer efter sin tryllestav. Den gemte sig godt og løven nåede bestemt at blive utålmodig før hun endelig havde den i hånden og kunne kaste "Flipendo!"
Og den ellers fuldstændigt normaltudseende gulvflise åbnede sig som en lem med et højlydt knirk.

[Caera Delaney]

Caera kendte godt Amanda - hun var god til at hjælpe til med lektier. Den lille ravn havde dog ikke forventet, at Byrnes kunne finde på at gøre sådan noget under sådanne omstændigheder - men hvad den unge kvinde ikke vidste af, var at der var meget mere, som hun ikke vidste til.

Caera trak uforstående øjenbrynene sammen, da løvinden afbrød sig selv. "Klonk?" spurgte hun uforstående, og et forbløffet udtryk maledes i hendes ansigt, da den anden vendte hende ryggen og gik. "M- Morgan?" Men den unge ravn fik ikke noget svar, og hun valgte derfor tavs at blive stående på det samme sted. I det hun kiggede sig over skulderen - for at se om bemærkede Morgans mærkværdige opførsel - gnistrede løvindens stav, og Caera vendte hurtigt opmærksomheden tilbage. "Årh! En lem?!" udbrød hun begejstret, da hendes blik faldt på gulvet, hvorefter hendes hånd fløj op til munden. Hun hastede hen til heksen. "Hvordan vidste du det?" hviskede hun, kastede hurtigt et blik over skulderen, og da der så ikke ud til at være nogen, smed hun skoletasken fra sig og satte sig på knæ. Med sammenknebne øjne så hun ned i mørket, mens et bredt smil spillede på læberne.

[Morgan King]

Morgan smilede stolt. Det havde lidt været et gæt da hun havde kastet besværgelsen, men det behøvede Caera ikke at få at vide. Hun kunne nu meget godt lide at være et forbillede.
"Der' bare altid været noget med den her gang der' irriteret mig.." svarede grønetten med et matchende bredt smil, "Og det var totalt ved at drive mig vanvittig! Men det' fordi når man går på den der flise der.. Siger den en lidt anden lyd!"
Morgan rakte over og satte sig på hug ved siden af den yngre pige, der også modtog et kort sidelæns kram - det var tydeligt at løven var ganske begejstret over sin egen genialitet. Men triumf var nu engang sekundært på hendes prioritetsliste, og Morgan skævede kun kort til sin taske der stod op af væggen før hun hoppede ned i hullet og fandt en gang der ikke engang tillod hende at stå oprejst. Sekundet efter stak hun atter sit grønne hoved op og så på Caera med uglet hår og et begejstret udtryk.
"Nå, hva så? Kommer du med eller hvad?"

[Caera Delaney]

Caera lyste op, da hun forstod. "Klonk!" grinte hun og så Morgan i øjnene - det var den lyd, den mystiske flise sagde. Den unge ravn gengældte ivrigt løvindens kram med begge arme (hvilket satte dem i en akavet siddeposition) og trak sig en anelse tilbage, da Morgan hoppede ned i hullet. Da den ældre heks dukkede op igen, var Caera allerede i aktion, og hun var hurtigt nede i hullet, da Morgan havde givet hende plads nok.

De kvindelige magikere kunne akkurat være ved siden af hinanden, men ingen af dem kunne stå oprejst - Caera kunne dog bevæge sig lidt smidigere takket være hendes lille krop. "Man kan ikke se en hånd for sig," mumlede hun næsten uhørligt og fandt sin stav frem fra kanten af sin nederdel, der var blevet stoppet derned efter Forvandlings-lektionen. "Lumos!" Caera kastede et hurtigt blik på den grønhårede skikkelse ved sin side, før hun begyndte at bevæge sig fremad - den ældre løve behøvede ikke at sige til Caera, hvad hun skulle gøre. Efter mange forbudte eventyr på Hogwarts havde den lille ravn lært, at man bare skulle kaste sig ud i det.

[Morgan King]

Morgan kravlede hurtigt efter Caera, lidt utilfreds med at det ikke længere var hende der førte an. Efter adskillige meter i mørke, virkede det dog som om at gangen rettede sig mere op, og der blev højere til loftet - hvilket Morgan fandt en smule underligt, da hun var rimelig sikker på at de burde være neden under en gang lige nu.
"Hva' så? Er der nogle lækre drenge på din årgang?" spurgte hun drillende for at have noget at fordrive tiden med for de fortsatte den ned af den ret ensformige og ærlig talt ganske støvede gang. Det skulle ikke undre hende om den yngre pige havde drengene faldende i flokke for fødderne af hende. På den anden side ville det heller ikke undre hende at hvis de gjorde det, så ville Caera nok ikke opdage dem. Ravenclaws.. Hun sagde det bare.

[Caera Delaney]

Caera løftede sin stav en anelse i håb om, at de kunne se lidt længere forude - men uden held. De to unge magikere kravlede videre i en tavs uvidenhed, før Morgans stemme lød i den smalle gang. Caera hostede (da hun fik støv galt i halsen) lige i det, Morgan stillede spørgsmålet, og fik tårer i øjnene. "Næh," sukkede hun og skævede hen til Morgan, der var en anelse sløret på grund af det begrænsede udsyn. "Jeg interesserer mig ikke for sådan noget," tilføjede hun, men det var ikke helt sandt. Caera var begyndt at interessere sig lidt for drenge, men hun ville alligevel hellere lave noget sammen med dem end at rende rundt med sine veninder og fnidre.

Den unge ravn nåede ikke at tænke videre over dette, da jorden pludselig forsvandt under hendes hænder. "Aaaahhhhh!" udbrød hun forskrækket og nåede akkurat at trække sig tilbage, før hun faldt forover. "Der er et hul!" tilføjede hun forpustet og vovede at læne sig en anelse frem. Stavens lys rækkede ikke langt nok til at se, hvordan det så ud forude, og Caera kastede en blik på Morgan, der søgte om hjælp.

[Morgan King]

Morgan forstod ikke rigtig at der eksisterede mennesker der ikke interesserede sig i det modsatte køn (eller det samme køn, lige på det punkt var hun ikke diskriminerende), men som altid når hun stod overfor kompleksitet, simplificerede hun indtil. Det var bare generelt rart at leve i en verden af direkte, en-til-en kausalitet og som hun nu forbløffet stirrede efter den yngre pige igennem halvmørket, var hun meget hurtig til at vurdere at det måtte være fordi hun var en Ravenclaw. Et kort øjeblik virkede det som om at der lå noget.. mere bag ved ordene, men Morgan fandt aldrig ud af hvad, for i samme nu lød der et udbrud fra den lyshårede ravn. Når man jævnligt tog ud på eventyr, endte man med ganske veludviklede reflekser. På under et halvt sekund lagde Morgan ubevidst to og to sammen (eller dvs. Caeras pludselige ryk med skrigets ekko sammen) og uden at vidste om det overhovedet var nødvendigt, slyngede løven armene om livet på den yngre veninde og holdt til.
"Ja det gættede jeg.." svarede hun ligeledes stakåndet efter at have sluppet Caera. Hun skævede ud over afgrunden og det lykkedes hende, på andet forsøg, at kaste en lumos ned i hullet der lod til at fortsætte ned og ned og ned. Der var noget meget godt at Delaney ikke havde faldet ud over der, ellers var hun nok endt som en yndig lille klat på bunden - hvis hullet altså havde en. Apropos.
"..Er du okay?" spurgte Morgan og skævede til den anden med et lille smil.