Nothing to fear

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Hannah LeFroy · Lørdag formiddag

Den første uge var forløbet begivenhedsrigt, og Julian var faldet i søvn som en sten efter den sene aftensmad fredag aften. En smule atypisk for ham var han allerede en smule bagud med lektierne, men han besluttede sig for at unde sig selv noget af lørdagen til afslapning, inden han gav sig i kast med læsningen til den kommende uge.

Klædt i jeans og sin storebrors mørkeblå trøje stak han sine bare fødder i sutskoene og smuttede ned i opholdsstuen med The Great Gatsby i den ene hånd og den anden på gelænderet. Der var overraskende få mennesker, men det betød kun at det var nemmere at finde en blød siddeplads, og han styrede mod en lænestol ved et af vinduerne, så han havde ordentligt lys til læsningen. Det var en bog han havde læst flere gange før, men han havde haft lyst til at genlæse den siden han var kommet tilbage til Hogwarts. Netop som han skulle til at sætte sig fik han øje på et velkendt ansigt i sofaen henne ved ildstedet, og med et ubevidst skævt smil på læberne gik han i stedet over til Hannah og stillede sig ved siden af armlænet til sofaen. "Godmorgen," hilste han smilende og lagde sin frie hånd på ryglænet, så han stod med fronten til armlænet, som hun sad ved. Smilet voksede yderligere, da han kom i tanker om, at de faktisk havde snakket om den selvsamme bog i sommerferien, og han rakte den slidte paperback til ravninden i håbet om at hun også huskede det. Det var måske derfor han havde haft lyst til at læse den, tænkte han, men kunne ikke helt får det til at give mening.

[Hannah LeFroy]

Til: Julian - - - - Påklædning: her

I starten af den første uge havde Hannah følt sig helt klar på sit syvende og sidste år. Hun var målrettet, forberedt, og følte selv at hun var godt klædt på til alle timerne. Intet kunne stoppe hende… Indtil hendes første time i besværgelser, hvor hun ikke kunne få en bestemt besværgelse rigtig, og efter flere forgæves forsøg, valgte en elev at rette på hende foran professoren. Siden havde Hannah haft sit hoved begravet i bøgerne, og om fredagen havde hun spist hurtigt, hvorefter hun havde læst til langt ud på natten.

Hannah sad i opholdstuen, med alle sine skolebøger spredt ud over bordet, mens hun forsøgte at holde sig vågen. Hun gabte træt. Hun gned søvnigt sine øjne, lagde bogen hun havde mellem sine hænder fra sig, og lod sig synke ned i den bløde sofa. Hun gabte endnu engang, og lænede sit hoved ind mod sofastolen, mens hun tillod sig selv at lukke øjnene i. Bare kort. Kun lige…

Hannah var ikke sikker på hvor længe hun havde sovet da en stemme pludselig vækkede hende. Stadig med lukkede øjne svarede hun stemmen søvnigt. ”Godmorg..”, hun åbnede øjnene, og da hun fik øje på den velkendte ravn, satte hun sig op med det samme. ”Julian”, sagde hun, og et smil formede sig automatisk på hendes læber. Hun nåede ikke rigtig at komme sig over chokket, før hun fik stukket en bog i hænderne, der fik hendes øjne til at lyse. ”The Great Gatsby”, udbrød hun begejstret. Måske en tand for begejstret. Hun var nok bare overrasket over at se den slags litteratur i hænderne på en magiker. Så huskede hun deres samtale. Hun fandt hans blik. ”Hvor langt er du?”, spurgte hun nysgerrigt, og rykkede sig en smule, så der var plads hvis han ville slå sig ned.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Hannah LeFroy · Lørdag formiddag

Den andens bratte reaktion forvirrede Julian en smule, for han mente ikke at han ligefrem havde sneget sig ind på hende. Der var dog ikke den store anledning til at undskylde, da hun kom sig et hurtigt over det og i stedet bemærkede bogen han holdt frem til hende. Hendes begejstring glædede ham, og han lo en enkelt gang og betragtede hende, mens hun tog bogen til sig. "Jeg skulle lige til at starte," fortalte han og gik om på den anden side af ryglænet for at slå sig ned ved siden af hende. "Men jeg har læst den før," tilføjede han og undlod at fortælle at det indebar mere end én gang - men det vidnede den slidte bogryg måske om i sig selv.

Julian trak det ene ben op i sofaen og foldede hænderne om sit knæ. "Forskrækkede jeg dig?" spurgte han så og vendte ansigtet mod hende. Han var nået til et punkt hvor han ikke engang bemærkede hvor nemt det var at omgås hende, hvilket gjorde ham langt mindre selvbevidst. Smilet hvilede stadig i hans mundvige og han så hende ugenert i øjnene. Der var noget behageligt velkendt over hendes smil.

[Hannah LeFroy]

Hannah lod nænsomt fingrespidserne strejfe bogens forside. Den var smuk, anderledes end den ældre udgave hun havde liggende oppe på værelset – men den var også tilbage fra da Jeanine var ung. Hun tillod sig at åbne bogen, og bladrede forsigtigt forbi et par tilfældige sider. Diskret forsøgte hun nok at se om han – ligesom Hannah – havde det med at efterlade æseløre og understrege visse ord. Hun lukkede bogen i da han snakkede igen.

”Nej.” startede hun ud, og sendte ham et svagt smil, mens hun lagde bogen på sit skød, med sine hænder hvilende ovenpå. ”Du vækkede mig bare…” Hannahs kinder blussede svagt ved den sætning. ”Ikke at det gør noget.. jeg .. jeg skulle slet ikke være faldet i søvn..”, hun snublede over ordene, og det lignede hende slet ikke. Hun tog bogen op mellem hænderne igen. ”Hvad synes du om Daisy?”, spurgte hun nysgerrigt. 

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Hannah LeFroy · Lørdag formiddag

Julian hævede øjenbrynene over hendes svar. "Vækkede dig?" indskød han overrasket. Hans blik hvilede kort på de røde kinder, og han var tæt på at sige, at hun ikke havde noget at være flov over. Men hun fortsatte selv med at tale og han rettede lidt på sig i sofaen. "Du havde måske brug for at sove lidt," sagde han. "Det har man som regel, når man falder i søvn," tilføjede han og prøvede ikke at le over sin egen dårlige humor. Men selvom det blev sagt i spøg var der også alvor i ordene - det var hvad hans mor plejede at sige, når hun fandt ham sovende henover en bog eller en stil.

Hendes næste spørgsmål fik hans smil til at svinde ind, og han slog blikket ned på bogens forside. Han var ikke sur, blot tænksom, og han tyggede lidt på ordene inden han svarede hende. "Jeg tror ikke hun har lært sit hjerte ordentligt at kende," sagde han og løftede blikket til Hannahs ansigt igen. "Hun tror at hun elsker to på en gang, men egentlig ved hun slet ikke hvad den sande kærlighed er. Fordi hun ikke har udforsket nogen af de følelser hun har for dem ordentligt." Julian fugtede læberne og betragtede den et år ældre ravn, inden han slog blikket ned igen. "Men hvad ved jeg om det," lo han lavmælt og lod blikket nærstudere både bogen og Hannahs hænder.

[Hannah LeFroy]

De fleste ville nok have moret sig over hans humor, og Hannah ville nok også have smilet ekstra, hvis hun havde opfanget at det var en joke. I stedet nikkede hun alvorligt. ”Jeg må indrømme at jeg ikke har sovet særlig meget de sidste par dage.” sagde hun. Hun kastede et blik hen mod alle sine bøger. ”Den første uge var hårdere end jeg havde regnet med.”indrømmede hun, og ønskede ikke at komme yderligere ind på det emne. Hun havde ikke lyst til at indrømme over for en som Julian at hun havde mødt modstand i besværgelser – som ellers var et af hendes stærke fag.

Hun lyttede fascineret mens han snakkede. Hun behøvede ikke længere tid til at overveje sine ord. ”Jeg tror du har ret. Hun kom jo fra en samfundsklasse hvor kvinderne ikke selv valgte hvad de ville - de blev gift til de mænd, som havde mange penge og mændene tog beslutningerne” startede hun, allerede fanget af samtalen. Hun mødte hans blik igen, som han mødte hendes. ”At vælge Gatsby frem for Tom ville ændre hendes livstil, og jeg tror det var for skræmmende for hende at springe ud i noget nyt og ukendt.” hun rømmede sig. Selvom Julian så ned, havde hun stadig blikket rettet mod ham. Hun gengældte svagt hans tidligere latter. ”Jeg tror du er den første her på skolen jeg har mødt jeg kunne diskutere mugglerlitteratur med”

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Hannah LeFroy · Lørdag formiddag

Julian lyttede opmærksomt, selvom han ikke så på Hannah, og han nikkede en enkelt gang. "Jeg tror du har ret i, at det ville være en livsstilændring, der var for skræmmende for hende - delvist. Men jeg ved ikke, om hun nogensinde var tvunget til at blive gift med nogen." Julian tappede sin pegefinger mod bogen og kiggede op på Hannah igen. "Hun var en overklassepige med ubegrænsede privilegier, og hun har altid fået lov til at gøre hvad hun ville. Desuden har hun altid haft mange beundrere, der var fuldstændigt betaget af hendes... Af hendes skønhed, så der har været nok at vælge i mellem." Julians blik flakkede kortvarigt da han tøvede med sit ordvalg, men han tvivlede ikke et sekund på det han mente. Normalt havde han ikke nogen problemer med at formulere sig præcist, men han havde en følelse af at der var et dybere, mere personligt lag i deres samtale, som han var nysgerrig efter at udforske.

Hendes næste kommentar fik ham til at smile igen og han nikkede endnu en gang. "Samme her. Men jeg tror nu der er en hel del med interesse for bøger uden billeder, der bevæger sig," sagde han og drejede sig lidt i sofaen, så han sad mere med fronten mod sin kollegiekammerat. "Vi har ret meget til fælles," konstaterede han. "Jeg ville ønske vi havde fundet ud af det noget før," tilføjede han, løsnede grebet om sit knæ og lagde hænderne i sit skød. Hans blik flakkede lidt men han endte med at fæstne blikket på Hannah igen.

[Hannah LeFroy]

De brune øjne hvilede på den yngre ravn, og hun flettede sine fingre, mens ansigtet blev lagt i tænksomme folder. Hun tænkte meget over hans ord. Efter et par lange sekunder så hun op, og vædede sine læber, for at svare Julian. ”Du har ret.” svarede hun kort. Hun havde så meget mere at snakke om, men hun var træt, og tænkte at det kunne gemmes til en anden god gang. ”Kærlighed er en mærkelig ting.. jeg kan godt forstå at Daisy var forvirret.”, sluttede hun af. Hun lo lidt af sin egen sætning. Så rødmede hun svagt. Hannah blev betuttet når man snakkede om sådanne emner - også selvom det ikke var om hende selv.

Hannah smilede og måtte erklære sig enig med de ord. ”Det ukendte har det med at fange interessen hos de fleste.”, kommenterede hun. Sådan havde hun selv følt det i starten med det meste fra magiens verden. Sådan havde hun det vel egentlig stadig. Smilede blev bredere ved hans næste ord. Det var rart at få af vide, og det betød overraskende en del, at Julian sagde det til hende. ”Der er et helt år igen..”, sagde hun opmuntrende. Et år fløj dog hurtigt af sted – dette valgte hun ikke at sige højt. ”Hvordan var resten af din ferie?”, spurgte hun.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Hannah LeFroy · Lørdag formiddag

Julian lo med Hannah. "Det kan jeg også," kommenterede han i et lettere opgivende tonefald, der stod i kontrast til den underliggende latter. Det slog ham hvor dumt det var at gå rundt og være bekymret for hvad hun syntes om hans seneste eskapader, når hun højst sandsynligt slet ikke vidste noget om dem. Han vidste i hvert fald ikke noget om hendes privatliv, og det fik ham til at føle sig ret selvisk.

Det glædede Julian at høre den andens positive indstilling til situationen, og han strakte benet og lod foden genfinde kontakt med gulvet med en dump lyd, hvorefter han talte. "Prøv med to!" fnøs han og smilede skævt. Men han så indforstået på hende - han vidste udmærket godt hvad hun mente. "Resten af min ferie var ok. Nu mødtes vi jo næsten lige inden skolestart..." bemærkede han og sank længere ned i sofaen, stadig med fronten drejet mod Hannah. "Jeg fik lidt uglepost, læste nogle af vores lektier... Den slags. Hvad med dig?" spurgte han og lænede siden af sit hoved mod ryglænet. Det var af gammel vane at han krøllede sig sådan sammen. I sine yngre år havde han ikke følt at hans højde passede sammen med hans personlighed, og der var gået lang tid før han var holdt op med at krumme sig sammen i et forsøg på at fremstå mere anonym end han allerede var. Dårlig holdning, som hans mor så fint og ofte påpegede.

[Hannah LeFroy]

Julians latter havde en smittende effekt på hende. Den fremkaldte et smil på de røde læber, men så begyndte hendes kinder at blive varme, da det gik op for hende hvad hun havde sagt. Hun drejede diskret sit hoved en anelse fra hans, og mens hendes blik mødte gulvet, dukkede Gareth meget kort op i hendes tanker. Hun skubbede hurtigt tanken væk. Det var et overstået kapitel, og overraskende slog det hende, at hun håbede på at Julian vidste dette. Varmen og den blussende farve fortog sig hurtigt, og hun turde igen se Julian i øjnene.

Hun rystede på hovedet. ”Du bør være taknemmelig.” kommenterede hun i en sød tone. ”Jeg ville sådan ønske dette ikke var mit sidste år. Jeg har ikke lyst til at forlade dette sted.”, tilføjede hun, og så kort rundt i rummet, med øjne fulde af oprigtig betagelse. En del af hende glædede sig selvfølgelig til at starte på noget nyt, men en anden del, ønskede bare at blive her og aldrig forlade stedet. Hun følte sig så tryg her. ”Jeg var bare hos Jeanine. Hun var ikke så meget hjemme, men det var okay… Jeg gik en masse ture, fik læst nogle bøger…”, hun prøvede at lyde optimistisk, men sandheden var nu engang, at hendes sommer havde været ret kedelig … og ensom. Hun sendte ham et smil.

”Åh”, hun kom pludselig i tanke om noget. ”Jeg fandt faktisk noget du måske vil finde interessant.”, mumlede hun, og det var tydeligt at hun selv fandt det spændende, for hendes ansigt lyste med et op. Hun vendte sig mod bøgerne på hovedet, skubbede ivrigt et par væk, til hun fandt det hun ledte efter. Hun rakte ham en slidt notesbog. ”Jeg fandt den blandt Jeanines gamle sager… En har forsøgt at skrabe det her væk … men hvis du kigger nøje efter… kan du se et a og et o..”, Hannah lænede sig forsigtigt ind over Julian og bogen, mens hun kørte sine finger hen over den næsten forsvundne tekst, mens hun talte. ”Jeg tror den har tilhørt Jeanines familie. Eaton. Den er fyldt med en masse besværgelser… opskrifter.. desværre står det hele på italiensk.. jeg har forsøgt at oversætte noget..”, hun rakte sin ene arm ind over ham, så hun kunne åbne bogen, og vise ham indholdet.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Hannah LeFroy · Lørdag formiddag

Julian så forstående på hende. Han vidste heller ikke hvad han skulle gøre med sit liv, når Hogwarts var slut - det var trods alt her han oplevede noget. Nok nød han at sidde og læse bøger og være tæt på sin familie, men han vidste også at han ville blive lettere sindssyg hvis han ikke havde noget variation i sin hverdag (eller måske snarere hveruge) og snakkede med andre mennesker end Molly og sine forældre (William var jo aldrig hjemme). Han gengældte hendes smil.

Emneskiftet kom en smule pludselig, og Julian spærrede nysgerrigt øjnene op da hun rakte ham den slidte notesbog. Han skulle til at spørge hvad det var, men spørgsmålet virkede omsonst idet hun garanteret havde tænkt sig at følge op på det med en forklaring. Hvilket hun selvfølgelig også gjorde. "Mmh," mumlede han bekræftende efter at have kigget på notesbogens omslag og konkluderet at han var enig med hende. Det lignede et a og et o. Hans blik fulgte hendes finger som den strøg henover forsiden. Så vendte han ansigtet mod Hannah og betragtede hende, mens hun talte. Først da hun rakte ind over ham for at åbne bogen opdagede han, at han stirrede, og han rettede prompte hovedet mod bogen igen og bøjede sig - måske lidt for ivrigt - ind over den for at nærstudere teksten. Den gav ikke mening, og han koncentrerede sig i øvrigt mere om det faktum, at Hannah pludselig sad med tæt på. "Ø-øh," stammede han og rømmede sig en enkelt gang. "Vent, italiensk?" spurgte Julian og fik endelig samlet tankerne. Hans blik flakkede til Hannah igen, men han turde ikke se på hende i længere tid ad gangen i tilfælde af at hun syntes det var mærkeligt. Et ord, dormire, fangede hans opmærksomhed, og han tappede sin pegefinger mod det ældede papir. "Altså, dormir på spansk betyder i hvert fald sove eller søvn, så vidt jeg ved," sagde han og trak på skuldrene inden han fortsatte, "men jeg ved ikke det store om italiensk. Er Jeanines familie fra Italien?" spurgte han og vovede at fæstne blikket på hende igen, mens han afventede hendes svar.

[Hannah LeFroy]

Hannah stirrede ned på bogen, den gullige side hun havde slået op på, og de tætte håndskrevet ord, man flere steder skulle koncentrere sig for at forstå hvad betød. Hvis blot Julian vidste hvor meget af sin tid hun havde brugt på denne bog. Hver gang hun lagde den fra sig, rev og tvang noget i hende, til at tage den op igen. Som var det nødvendigt at hun regnede bogen ud. Hvorfor, vidste hun ikke.

”Ja, og ragazza …. her … betyder pige.. jeg har lavet æselører der hvor jeg forstår noget af det.. men det er ikke meget .. og jeg forstår ikke pointen..det eneste jeg har fundet er et par bevægelser og så bliver Hogwarts nævnt en del gange”, sagde hun frustreret. Hun så op på ham, og børstede en forvildet hårtot væk fra sin pande. En svag rynke viste sig der hvor hårtotten for lidt siden havde været placeret. ”Ikke så vidt jeg ved.” indrømmede hun. Hun fæstnede også sit blik hos ham uden at se væk. ”Faktisk… så ved jeg ikke særlig meget om Jeanines familie.. men jeg tror det ikke.. min mavefornemmelse siger at noget virker forkert”. Hun flyttede ikke blikket, selvom hun kunne mærke at øjenkontakten, svagt fik hendes hjerte til at slå på en lidt besynderlig måde.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Hannah LeFroy · Lørdag formiddag

Julian nikkede mens han lyttede og begyndte straks at overveje hvad den bedste tilgang til en bog som denne ville være. Han ville gerne forstå hvad der stod, men Hannahs svar på hans spørgmsål gav ham en fornemmelse af at det handlede om noget andet. Der var noget alvorligt i hans blik da hun hun mødte det, og brød for en gangs skyld ikke øjebkontakten. "Forkert?" Julian sænkede blikket til bogen igen, nu hvor Hannah også så væk. "Du tror måske ikke den tilhører Jeanine? Kender du navnet Eaton?" spurgte han og lod blikket glide ne over siderne, inden han så afventende på hende igen.

Så indså han at han nærmest havde overfaldet hende med spørgsmål, og en klemt lyd undslap hans læber. "Undskyld," lo han nervøst, inden Hannah fik en chance for at svare og rømmede sig igen. "Hør her, jeg vil gerne hjælpe dig med at oversætte bogen, hvis du vil. Eller..." Hans blik faldt til bogen igen, og han tog Hannahs hånd med sin frie hånd og flyttede den blidt, så han kunne lukke bogen igen så forsiden kom til syne. "eller måske finde ud af, hvem den tilhører," afsluttede han sin sætning og forsøgte at møde hendes blik. Han slap hendes hånd og foldede sine fingre om den slidte notesbog så han holdt den med begge hænder.

[Hannah LeFroy]

De mørke øjenbryn blev løftet en smule, og hun lagde hovedet på skrå, i det spørgsmålene kom efter hinanden. De slog hende ikke ud. De to spørgsmål havde også strejfet Hannah … mange gange. I stedet faldt et trist udtryk kort over hendes ansigt. Hun så væk. ”Ja, jeg ved det er Jeanines efternavn.. Men det kan være hvilket som helst navn der har været på den forside.. "

Hannah smilede varmt da han tilbød sin hjælp. Hun åbnede munden for at svare, men hans berøring, fik hende til at lukke munden igen. Hun slugte sine ord, mens hun så på ham, med større øjne end hun var klar over. Da han slap hendes hånd lagde hun den forsigtigt i sit skød, hvorefter hun lagde sin anden hånd ovenpå. Hun klemte hånden under kort. ”Jeg har dårlig samvittighed over at have rodet i Jeanines ting.. den her bog .. måske er det meningen at jeg ikke skal vide betydningen af den…”, hun løftede sit blik til det mødte hans. Hun sukkede tungt. ”Men samtidig har jeg et brændende behov for at finde ud af det.. jeg har aldrig haft det sådan her før.. som er det skæbnen der ville at jeg fandt den..”, hun lo af sine egne ord. Hun kiggede op på ham, en smule flov måske. ”Er det mærkeligt?”, spurgte hun. "At jeg har det sådan."

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Hannah LeFroy · Lørdag formiddag

Det gav et sug i maven på Julian da han så Hannahs blik efter at have rørt hendes hånd. Han var bange for at han var gået for langt, og denne gang havde han ikke engang overvejet at det måske var for grænseoverskridende - han havde bare gjort det. Heldigvis virkede hun decideret skræmt væk, og han tvang sig selv til ikke at nævne det og gøre det - mere - akavet.

Julian rystede på hovedet. "Jeg synes ikke det er mærkeligt. Skæbnen har det med at finde os, ikke omvendt!" sagde han med et skævt smil i et forsøg på at berolige hende. "Desuden, fortsatte han, "hvis Jeanine virkelig ikke ville have at du skulle se den, så havde hun nok sørget for at gemme den et sted, hvor du ikke ville finde den." Julian lod blikket falde til forsiden igen og nikkede beslutsomt. "Jeg kan godt prøve at se om jeg gøre noget ved bogstaverne, så man kan se, hvad der står. Det er vel en start, er det ikke?" foreslog han. "Så kan det være, vi kan finde ud af, hvad skæbnen vil dig," tilføjede han og mødte hendes blik igen med et glimt i øjet.