|
|
Post by Julian Buford on Oct 22, 2013 21:28:39 GMT 1
I can only speak my mind Mallory Winchester · Torsdag eftermiddag Julians vaner havde ikke ændret sig meget i løbet af ferien, og han havde læsesalen som mål, selvom han lige havde fået fri fra undervisningen. Slipset var løsnet, han havde smøget ærmerne op og hevet skjorten op af bukserne, men ellers så han ganske nydelig ud. Nogen havde lavet en joke om ham ude på gangen uden overhovedet at forsøge at skjule det for ham, så han var ikke i verdens bedste humør, men det skulle bøgerne nok distrahere ham fra. Der var ikke ligefrem proppet i læsesalen, men han kunne ikke finde et sted at sidde uden at føle at han trængte sig på. Derfor gik han hen til en af dem der allerede sad på bænken og rømmede. "Må jeg sidde her?" spurgte han lavmælt og var lige ved at falde bagover, da han opdagede at han var gået lige hen til Mallory Winchester. Han havde bemærket Slytherin-tøjet, men han burde have set sig bedre for, tænkte han desperat og prøvede at skjule det panikslagne ansigtsudtryk, hvilket bare resulterede i at han så forvirret ud.
|
|
|
|
Post by Mallory Winchester on Oct 23, 2013 0:23:49 GMT 1
Mallory Winchester var iført sin skoleuniform, uden intention om at skifte med det samme. Det skete ikke så ofte, men til gengæld var der heller ikke en flig der sad forkert, ikke en eneste forkert fold, der ikke skulle være der eller så meget som et enkelt stykke papirsnuller. Hun var vældig soigneret, hende Mallory, med sine pertentlige, snorlige bunker af notater og bøger. Mellem tre, slanke fingre hvilede en lyserød fjerpen med skinnende similisten, som af og til dansede over en ligeledes lyserød blok. Mallory havde aldrig brudt sig synderligt om pergament.
Der var mere eller mindre styr på alting for Mallory Winchester - lige med undtagelse af det, hun rent faktisk skulle forstå. En smal rynke sneg sig ind mellem hendes øjenbryn, og hun havde netop rakt frem for at bladre i den åbentstående bog foran sig, da nogen brød hendes koncentration.
Hånden gik i stå, hvor den var og hun drejede naturligt nok hovedet, for at se, hvem der havde afbrudt hende. Som udgangspunkt sagde synet af ham hende absolut ingenting og hun havde mere eller mindre ingen anelse om, hvem i alverden han var. Med det sagt, var det dog et faktum, at Mallory alle dage havde haft en svaghed for sladder, og da hun lige havde tænkt i et øjeblik, fik hun ham endelig placeret som en af Buford-børnene. Én som tilsyneladende havde skabt ringe i vandet til sommerfesten, alt efter hvad hun havde hørt.
Et sukkersødt smil spredte sig over Mallorys læber. "Selvfølgelig."
|
|
|
|
Post by Julian Buford on Oct 23, 2013 10:12:47 GMT 1
I can only speak my mind Mallory Winchester · Torsdag eftermiddag Den umiddelbare panik Julian følte i situationen var ikke kun affødt af, at han udmærket vidste hvem Winchester-familien var, men også fordi Mallory var latterligt smuk. Som en lettere kærlighedssyg teenager havde han selvfølelig bemærket hende mere end bare én gang, men selvom de gik på de samme gange var hun af en anden verden, og Julian havde aldrig regnet med nogensinde rent faktisk at tale med hende. "Tak," sagde han tonløst og skrævede hen over bænken. Han sørgede for ikke at sætte sig lige ved siden af hende, for der var trods alt plads det. Mens Julian tog sine ting frem stjal han flere blikke i hendes retning, mest for at se om hun stadig smilede. Det var ikke fordi han havde gået og drømt om dette øjeblik, han havde nærmere betragtet hende som et uopnåelig eventyr, meget dem han læste om i sine bøger. Noget der måske fandtes for andre men ikke for ham, tænkte han med et stænk af bitterhed og opdagede at han sad og stirrede blankt på en blækflaske. Uden grund rømmede han sig og stillede den fra sig ved siden af den rulle pergament han også havde lagt frem.
|
|
|
|
Post by Mallory Winchester on Oct 23, 2013 20:22:45 GMT 1
Den skinnende fjerpen snurrede let mellem Mallorys fingre, som hun betragtede den ældre troldmand, der tog plads på bænken et stykke fra hende. Det var ikke noget længerevarende, og hun havde snart vendt blikket mod den blanke blok foran sig igen, lige så blottet for inspiration, som hun havde været for et øjeblik siden. Alligevel gjorde hun et forsøg og lod en slank pegefinger følge teksten i den opslåede bog.
Hun nåede omtrent halvvejs igennem siden, før hun indså, at hun absolut intet havde læst. I stedet var hun kommet til at spekulere i Buford-familien. Søsteren Molly var på årgangen over hende, og var ikke en person, som Mallory havde forfærdeligt meget til overs for. Hun var også klar over, at der var en ældre bror - William Buford - men den betragtelige aldersforskel, gjorde at hendes kendskab primært var af omtale. Det var ikke nemt, sådan at skulle huske alle på slottet. Ikke desto mindre fandt hun, at det oftest kun betale sig at forsøge alligevel - om ikke andet, så fordi det bare var nemmere at opsnuse sladder på den måde.
Hun var desuden naturligvis klar over, at Buford-familien var fuldblods, men alligevel havde det taget hende længere tid at placere den mørkhårede troldmand på bænken som en af dem, end det ville have gjort med hans søskende. Navnet ville hun aldrig være kommet på, hvis ikke det var fordi hun havde hørt en smule hvisken i krogene om, hvad der var foregået til den mugglerfødtes sommerfest. Noget som i øvrigt fik hende til at rynke mentalt på næsen. Ækelt.
Intet af det var dog synligt på hendes ansigt, som et klædeligt, feminint smil trak Mallorys mundvige opefter og hun drejede det øverste af overkroppen mod ham. "Julian, er det ikke?" Hun betragtede ham halvt op gennem sine øjenvipper, med oprigtig interesse spillende i de lyse øjne.
|
|
|
|
Post by Julian Buford on Oct 23, 2013 20:44:10 GMT 1
I can only speak my mind Mallory Winchester · Torsdag eftermiddag Julian fik et par minutter til at gå med bare at placere ting strategisk foran sig, mens han prøvede at samle tankerne om sine lektier. Så hev han fat i bogen til eliksirer og gik i gang med at læse koncentreret, som om han havde siddet der i flere timer allerede. Nu hvor han havde ro til at tænke huskede han alle de tanker han allerede havde gjort sig om stilen, og det pressede effektivt andre uvelkomne tanker om piger og drillerier i baggrunden. Der gik flere sekunder, inden Julian opfattet at der rent faktisk var blevet snakket til ham. Overbevist om at han bare havde hørt syner skævede han blot til siden, men da han så at slangen rent faktisk sad vendt mod ham rettede han sig op og mødte hendes blik. "Jo, Julian Buford," svarede han og smilede et svagt, glædesløst smil. Julian var usikker på om han kunne tillade sig at vende tilbage til læsningen med det samme, men da hendes opmærksomhed var rettet fuldstændigt mod ham sluttede han, at hun ville ham noget. Noget som i lektiehjælp. "Mallory? Winchester?" sagde han spørgende og lagde bogen fra sig på bordet. For et par måneder siden ville han aldrig have samlet emnet op på denne måde, men der var sket tilpas meget til at han slet ikke tænkte så meget over situationer som disse længere.
|
|
