|
|
Post by James Lowell on Nov 17, 2013 15:46:03 GMT 1
James løftede blikket fra Ninas mave, da hendes stemme brød stilheden i rummet. Et skævt smil formedes på hans læber, og han nikkede. "Gerne," sagde han dybt og måtte rømme sig, så han ikke lød forfærdelig træt. Måske var han også lidt træt? James kunne ikke rigtig bestemme sig, men det var vel også lige meget. "Men det er koldt på dette tidspunkt af året," tilføjede han, men regnede ikke med, at det ville stoppe hende. Som Quidditch-spiller havde hun jo også været ude og flyve i dårlige vejrforhold. James elskede at dykke ned i det kolde vand. I det kulden slog til i hjernen, glemte man for et øjeblik alt i verden - alle bekymringer, alle glæder. Man var helt sig selv. James kunne kun være sig selv, når han svømmede - han kunne faktisk ikke komme i tanke om nogen, der kendte ham lige så godt, som det vand, han svømmede i, gjorde. Ravnen troede ikke på, at nogen nogensinde ville - måske, men han tvivlede på det.
|
|
|
|
Post by Nina Aiken on Nov 17, 2013 18:25:56 GMT 1
"..Der er garanteret en besværgelse eller elixir der kan hjælpe.." svarede Nina lavt. Uvillig til at modsige hvad hun - underligt optimistisk - så som udvist omsorg, ved at sige at hun kunne tage det.
Hun kunne så småt mærke samtalen nå sin naturlige endeligt, og for hendes skyld måtte den gerne. Det var ikke ligefrem hendes ting at forsøge at holde liv i en kommunikation der under alle omstændigheder lå og vred sig med en dødsrallen. Hun følte at hun havde lært en del og selvom at hun gerne lige ville have en stille stund til at tygge detaljerne igennem, var hun væsentligt mere håbefuld for sin fremtid end hun havde været for blot et kvarter siden.
På den anden side følte hun ikke helt at hun kendte James nok til bare at sige farvel. Hvad nu hvis han havde mere på hjerte? Det var muligt, selvom at han ikke ligefrem havde vist sig at være den store konversationalist.
|
|
|
|
Post by James Lowell on Dec 9, 2013 23:05:19 GMT 1
James undlod at bemærke, at han elskede det kolde vand, og ikke gjorde brug af nogle besværgelser at netop den grund. Han nikkede blot og smilede skævt, men da stilheden gjorde sit indtog, begravede ravnen endnu en gang hænderne i lommen - selvom de havde hvilet så behageligt på hendes hofter.
Det var tydeligt, at ravnen havde noget på sinde - hurtigt døsede han hen i sine egne tanker, og blikket hvilede på hendes kraveben. "Nina?" sagde han, som om det var hende, der var faldet i staver, og han løftede blikket op på hendes ansigt igen. "Det føles, som at samtalen har nået sit slut," bemærkede han (selvom Nina sikkert godt selv kunne mærke det). "Men inden du går, vil jeg gerne lige sige, at jeg gerne vil give dette et forsøg." Om det var kysset eller noget helt andet, der havde antændt en håbefuld glød i James, var ikke til at sige, men han følte, at situationen var en helt anden nu - også selvom der kun var gået et kvarter.
Han betragtede hende lidt, før han nikkede. Nu føltes samtalen fuldendt. Tavs løftede hans den ene hånd hen mod døren for at lade hende gå. Selv ville han blive her lidt endnu - regnen trommede så behageligt mod vinduerne, og han ville betragte dråberne lidt endnu, før han begav sig hele vejen op til Ravenclaw-tårnet.
|
|
