Enkeltbillet til Hogwarts

[Jessie Taylor Blythe]

T i l e g n e t :    A m a n d a    B y r n e s

Jess var bevæbnet med en solid rygsæk fuldstændig overproppet med ting, en kuffert, der var ved at sprænges og et fuglebur med en skræppende slagugle. Det var altid sådan ved skolestart. Der var ikke plads nok til alt det gøgl og alle de satans bøger, men hvad kunne man gøre? Bare fortsætte ned af gangen, mase sig forbi småbitte førsteårs og andetårs på jagt efter bekendte, venner og den magiske ledige plads. Hun havde selvfølgelig set kendte ansigter – der var mange af dem – men hun vadede videre alene.

Og så skete det (selvfølgelig). Amanda stod lige foran hende. Søde, stakkels(?), akavede, stakkels Amanda, der var forsvundet til festen efter den mest pinlige episode længe. Jess stoppede op og så dumt på ravnen. Ja okay. På et eller andet tidspunkt skulle det jo ske og det var da fantastisk, at det var lige nu, hvor alle havde enormt meget overskud. Suk. ”Hej Amanda!”

En førsteårselev farede forskrækket sammen over den lidt-for-højlydte hilsen. Fuck førsteårselever. ”Har du en kupé endnu? Jeg kan ikke finde noget sted at sidde. Der er børn alle steder.”

[Amanda Byrnes]

Tænk at det allerede var september igen. Amanda havde reageret på tanken om skolestart relativt pænt, det vil sige, hun havde efterhånden haft sin kuffert pakket i ugevis og selv tanken om at skulle starte på sjette årgang med alt hvad det indebar førte kun til mild panik, hvilket ærligt talt var en forbedring fra tidligere år. Hvad hun derimod havde svært ved, var alle de små, slet skjulte blikke, hun forestillede sig at se fra skolekammerater fra alle årgange. Åh det sagde noget om den generelle situation at hun ved Merlin håbede, de bare kiggede på hendes hår. Sooom stadig strålende stærkt turkisblåt. Det var en længere historie.
Alt i alt var det en turbulent situation at befinde sig i - og Amanda brød sig ikke om turbulens - så da hendes rødhårede bekendte/veninde/flyvetræner skulle vise sig at være den første til at hilse, ret højlydt endda, stod de positive reaktioner ikke just i kø.
"Jess.. Hej.", sagde hun og fik endda efter en lille tid fremskaffet en slags undskyldende smil.
Hun kiggede efter den stakkels lille pige, der allerede var pilet væk fra gangen. De VAR virkelig ret små, var de ikke?
"Jeg, eh... Jeg har faktisk ikke kigget..."
Hun tjekkede hurtigt gangen foran og bag sig, så ingen ansigter af personlig betydning, kiggede tilbage på Jess og overvejede så et øjeblik om hun mon så ligeså fortabt ud som hun følte sig - trods ekstra opsigtsvækkende garn og en, i øvrigt, overordentlig velopdragen ugle.
"Men jeg tror ikke der er så mange længere nede. Stort tog og sådan."
Hun ventede ikke på svar før hun pegede ned mod en lovende kupédør og gav tegn til Jess om at komme med. Fordi... Hvorfor ikke?

[Jessie Taylor Blythe]

Jess havde set det sindssyge hår, men hun var mindre optaget af hvorfor Amanda lignede en smølf og mere optaget af, at lade som om alting var helt fantastisk normalt og slet ikke akavet. Strengt taget var hun ikke sikker på, at ravnen havde været vild med Julian eller sådan noget i den stil, men hun mistænkte hende for det og havde en sjældent dårlig samvittighed over hændelserne først på sommeren. Af samme grund var hendes smil en anelse overdrevet. Hun skævede lidt ned af gangen efter andre hun kendte i den akavede tavshed, men så dernæst tilbage på den anden pige og hævede øjenbrynene lidt.

”Nårh. Jaeh,” svarede hun dumt, før hun satte i gang imod kupédøren efter Amanda. En lille sejrslyd forlod hende, da der viste sig at være tomt derinde og Keyboard – slaguglen – tudede med. Lidt asen og masen senere, havde hun skubbet sig ind af døråbningen og gav sig til at proppe sin kuffert op på bagagehylden. Hun var lidt forpustet, da først hun havde smidt buret hen samme sted og stukket sin ugle en godbid. ”Mergh,” udbrød hun, som hun smed sin rygsæk fra sig på et ledigt sæde og dumpede ned ved siden af den. ”Så mangler man totalt sin mobil til at ringe til en af de andre.” Hun så over på Amanda og smilede lidt igen. ”Hvem har dyppet dit hoved i en malerbøtte?”

[Amanda Byrnes]

Amanda smilede ned i sin skulder over Jess' sejrslyd, omend usikker på hvorvidt hun skulle sætte pris på den andens venskabelige behandling eller sætte gang i en problematisk dialog. Hendes instinkter sagde hende, at den problematiske dialog måtte forekomme på det ene eller det andet tidspunkt, men hendes overdimensionerede kontrolcenter stolede ikke på usikkerheder som 'instinkter' og for nu blev det frasorteret. I stedet fulgte hun Jess' eksempel og fik med en del besvær sine spaghettiarme til at skubbe kufferten op på plads. Buret med hendes Cleo holdt hun ved siden af sig på sædet og da hun endelig fik sat sig var det med et tungt pust. Hendes stakkels arme.

Amanda nikkede blot over mobil-bemærkningen. Halvblods, som hun var, var hun udmærket klar over hvad sådan én kunne bruges til. Men hendes Mor, som hun ærligt talt mistænkte for at være begyndende hekse-eccentrisk, brød sig ikke om dem, så hun brugte ikke sin egen så ofte. Hvad hun derimod fik kommenteret på, var bemærkningen om håret, der, som størstedelen af Jess' bemærkninger, blev præsenteret med det mest innovative ordvalg indenfor rækkevidde. På det punkt mindede hun faktisk lidt om Morgan. Og ganske apropos...
"Jeg ville sige, jeg bare prøver noget nyt...", begyndte hun forklarende, "Men, ehr, det ville være løgn. Faktisk såeh skete det til festen. ... Sent. Og jeg kan muligvis ikke huske helt præcist hvordan."
Hun kunne allerede mærke sit ansigt tage farve. Et nydeligt match. Så bleg som hun var, kunne hun snart camouflere sig som det britiske flag. Fantastisk.
"Men Morgans hår er grønt!", tog hun til genmæle og kiggede atter op på Jess i pludselig intensitet, "Vi gjorde det sammen..."
Hun var SÅ tæt på at tilføje et "tror jeg" at det næsten hang i luften. I stedet kiggede hun ned.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess skævede ud af vinduet på det endnu dybt flade landskab, før et muntert fnys forlod hende. Hun flyttede blikket tilbage til Amanda, hævede begge øjenbryn og rynkede seriøst på næsen, da festen blev nævnt. Sekundet senere vendte hun dog tilbage til at forsøge at lade som om, at den aften ikke havde eksisteret. Hun nøjedes med at himle lidt med øjnene. ”Hun skulle have farvet det gult,” konstaterede den – lidt endnu – knaldrødhårede løve. ”Så var vi de der tre hovedfarver tilsammen.” Hendes tone var tør, men øjnene spillede muntert.

Så trak hun lidt på skuldrene. Et skævt smil trak hendes mundvige op og hun kastede et blik på bagagehylden, hvor Keyboard stadig sad og gumlede løs på sin solide belønning. ”Mig og Alistair er forresten stadig kærester,” konstaterede hun henkastet, uden at kunne kvæle det selvtilfredse smil, der fulgte med. Hele det der med at de faktisk var lidt mere end det, undlod hun selvfølgelig at nævne. ”Og eh. Ja. Så. Undskyld... Har du... haftengodsommer?”

[Amanda Byrnes]

Toget rumlede og rystede og efterhånden susede landskabet hurtigere og hurtigere forbi udenfor vinduerne. Inde i kupéen havde Amanda lagt hovedet en anelse på skrå mens hun lyttede til Jess i forundring. Forundring over det komplet irrelevante emnevalg og hendes, kunne det passe?, lettere febrilske kropssprog. Hun havde aldrig rigtig lagt mærke til kropssprog før. Måske var det en ny egenskab, vækket i kraft af alle de situationer det sidste års tid havde udsat hende for? Der havde sandelig været rigelige og et par af dem satte gang i et ret intenst ønske om at kravle ned i sin kuffert og bare gennemleve det kommende skoleår dér...
Hm, tanker der løb deres vej var tilsyneladende en egenskab, der var kommet for at blive.

Det smørede smil blev også fanget og Amanda sendte et lykønskende ét tilbage den anden vej, selvom det var svært at få det til at nå helt op i øjnene. Bevares, hun var glad. Alistair havde været så nervøs over Jess-tingen (til en grad hvor selv hun havde græmmet sig en smule og det sagde altså ikke så lidt) og Jess havde været afværgende og selvironisk (Amanda gik ud fra at den reaktion var den andens version af en nonverbal kærlighedserklæring - på den anden side var Jess afværgende og selvironisk omkring de fleste ting) så... Godt for dem. Virkelig.
Undskyldningen, derimod, overraskede hende. Den hurtige afledning til andre emner overraskede hende ikke det store (var det en tendens at forvente mindre og mindre af andre mennesker?) men undskyldningen efterlod hende med rynkede bryn.
"Mmm...", begyndte hun tøvende, usikker på hvad de Sociale Konventioner sagde om en situation som denne. Var det tilladt at smålyve om graden af sommerglæde? Var det bedre at konfrontere dén undskyldning der?
"Vil du...", hun sank en klump, "Vil du gerne snakke om-- det?"
Hun holdt sit udtryk så nøgternt som muligt og søgte den andens blik med ublinkende, brune øjne.

[Jessie Taylor Blythe]

Der var sgu mange ting Jess gerne ville, men at snakke om sommerfestens hændelser var dælme ikke iblandt dem. Hun så overrasket på Amanda i et øjeblik, før hun rystede hurtigt på hovedet og overvejede at spørge om hun havde fået en hjerneblødning (hvad det helt nøjagtig var, var hun ikke sikker på, men det lød ret voldsomt).

Akavet tavshed. Jess plejede at tænke hurtigere end ekspressen kørte, men der var lige gået en klap ned og alt hun kunne komme i tanke om var Julian og det faktum, at han og Amanda vist nok havde haft eller andet kørende på deres egen måde. Fuck mand. Det var den der sorte samvittighed igen. Hun så ret intenst ud af vinduet i et par langtrukne sekunder, før hun hoppede lidt i sædet og rømmede sig. Idé. ”Hvad tager du af F.U.T.'er? Altså du bestod vel alle dine U.G.L.'er går jeg ud fra...”

Afled, afled, afled. Hvis hun selv skulle sige det, så var emnet ret genialt. Hun var dybt ligeglad med eksamensresultater og fag (selv havde hun hele tre i år, woah), men det var Amanda ikke. ”... Nåja og søger du ind på Quidditchholdet, nu du har fået al de træning?” Ge-nialt.

[Amanda Byrnes]

Amanda rynkede brynene yderligere over Jess' pludselige hovedrysten. Ingen snakke. Så. Selv var hun snarere af den overbevisning at ja, gu var alting 12 grader af pinligt og det gjorde ondt flere forskellige steder indeni... Men var det ikke netop derfor man søgte afklaring og snakkede med hinanden? Ikke Jess, tilsyneladende. I hvert fald ikke idag.

Amanda brugte tavsheden der fulgte på at overveje hvorvidt hun skulle presse emnet eller ej. Hun var ikke just vred på veninden. Hun var, overraskende nok, ikke just rigtig vred på nogen. Hvis hun havde haft alle de stærke følelser var de effektivt kommet under låg - drama havde alligevel aldrig rigtig været hendes forte.
Hun havde netop besluttet sig for faktisk at stå fast ved sine principper og, måske ukarakteristisk, lægge lidt ekstra pres på det svære emne. Og hvis Jess troede, hun sådan kunne aflede... Åh, hvem prøver vi at narre, afledningen virkede perfekt:
"Ja, U.G.L.'erne gik... Gik fint.", sagde hun med et slet skjult stolt smil vendt mod gulvet. Hendes toneleje pludselig lysere.
"Så jeg tager... Altså det hele, næsten. Videre. Forvandling, besværgelser, eliksirer, magienshistorie, forsvarmodmørketskræfter, botanik. Og talmagi.
... Ikke quidditch."
Hun sendte den anden et blik, der skulle have været 'med-på-joken' og 'overhovedet-ikke-forfærdet-ved-tanken'. Med blandet held.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess var ikke ligefrem dronningen af elegant eller diskret. Hun prøvede dog ihærdigt at distrahere Amanda og havde nær brudt ud i åbenlys jubel, da det lykkedes for hende. I stedet nøjedes hun med at smide skoene og trække benene op under sig med et nærmest helt interesseret blik, som fagene (hvoraf hun kun selv kunne huje med over to), blev listet op. Et muntert fnys forlod hende over det, der var ravnens forsøg på at være morsom og hun sendte hende et taknemmeligt tandsmil. ”Sejt,” udbrød hun (selvom det vel egentlig var det modsatte af sejt). ”Tillykke!”

Hun nikkede lidt for ligesom at bekræfte sig selv og gik så en kende i stå. Hvad nu? Hvad havde de at snakke om, som de ikke havde nævnt? Det sidste år var hun nogenlunde nået frem til, at hun og Amanda var en eller anden slags veninder, men pludselig var det svært at finde på noget at sige. ”Ehm,” udbrød hun, inden hun egentlig var færdig med at tænke. Pis.

”... Såeh. Hvad lavede du ellers i sommerferien?” Alarmklokkerne ringede, men Jess nåede ikke at høre dem før det var for sent. Hendes hår dækkede for de tenderende røde ører, men formåede ikke at yde samme noble gestus overfor hendes ansigt.

[Amanda Byrnes]

Amanda var ikke blevet færdig med mentalt at gennemtjekke listen over sine fremtidige fag og fik derfor ikke svaret på den andens lykønskninger. Hvilket måske var en god ting, hvis man antog at hun ville have set igennem dem uden de store problemer. Hvilket så igen nok ville have været en optimistisk antagelse. Hovedsagen var, at hun var tilfreds med ikke at have udeladt nogen af fagene tidsnok til at opfatte Jess gå i stå ovre i sædet overfor. Det var ikke ofte, man oplevede Jess ordløs i nogen som helst situation, men indenfor ganske få minutter var det alligevel sket et par gange. Det var næsten interessant i sig selv at se hendes ansigtsmimik gå i båglås... Ikke at Amanda kunne finde på at nærstudere den slags, naturligvis. Ikke uden at være diskret omkring det, i hvert fald.

"Der skete ikke så meget i år,", sagde hun, da der endelig kom noget at svare på (var hun efterhånden blevet lidt for afhængig af andre som samtalestartere?), "jeg besøgte nogle venner. Var med mine forældre i indre London at se et par af de dér musicals," hun viftede afværgende med hånden, for at indikere at 'de dér musicals vitterlig ikke sagde hende ret meget', "læste... Sendte et brev til Julian."
Det havde fyldt meget, det med brevet det var kun rimeligt at tage det med i beretningen. Det meget nøgtern tonefald var også passende, syntes hun. Og efter en tilpas lang (hvilket i manges øjne sandsynligvis var for lang) pause, fortsatte hun:
"Hvad med dig?"

[Jessie Taylor Blythe]

Jess var ikke større fan af hele samtalens drejning eller den stemning, der hang hen over den lille togkupé. Hun var vældig stolt over sin opfindelse af et spørgsmål i cirka et par sekunder, før det gik op for hende, at der var visse ting i sommeren, som hun måske ikke havde lyst til at rode op i. Først gik det ret godt. Hun nikkede lidt som en anden nikkedukke, rykkede på sig i sædet og nåede næsten at slappe af, da Julian alligevel blev nævnt og fik hende til at stivne kortvarigt. Hendes blik gled søgende over Amandas ansigt, men hun kunne overhovedet ikke finde ud af hvad pigen mente om hele sagen.

Som et kompromis mellem at pille videre i hele den akavede sag og bare at vade direkte videre, nøjedes hun tamt med at trække på skuldrene og smile halvhjertet. Hun så ud af vinduet og gnavede lidt i siden af sin underlæbe. Stilheden var helt klart kvælende – for sludrechatollet Jessie. Alligevel blev hun siddende uden at sige et pip og tænkte, så man næsten kunne høre det knage.

[Amanda Byrnes]

Tavsheden forvirrede Amanda. Glad, som hun var, for at vurdere folk efter givne (ofte givne af hende selv) normer, fangede det hende altid på det forkerte ben, når de givne normer blev brudt. Jess, for eksempel, var aldrig stille. Hun havde ikke været stille på noget tidspunkt, i al den tid de havde tilbragt i hinandens selskab. Det var ikke ufattelig meget, bevares, og oftest havde den anden været i en situation, noget skulle forklares, men det var nok til at fastsætte en norm eller to, mente Amanda.

Og apropos normer...
"Jess."
Hun brød stilheden og hun vidste det. At læne sig en anelse fremover, hvile armene på benene og kigge skarpt på sin rødhårede kupémakker, var knap så meget et bevidst valg.
"Det er meningen, at du skal fortælle mig små anekdoter fra dit liv. Det er vigtigt for vores venskabelige samtale."
Hun smilede ikke. Og hun så ikke væk. Selv Cleo, fra sit bur, så ud til at kigge interesseret med, dens nysgerrige ugleblik ikke fuldstændig ulig dens ejers.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess hadede akavet tavshed som pesten. Hun havde bare ikke noget at sige, som kunne gøre det hele bedre. For en enkelt gangs skyld skete der derfor netop det, at hun absolut intet ytrede. Hendes blik blev indfanget af landskabet udenfor, som det susede forbi uden den store forandring. Marker, småhuse, gårde og spredte skovstykker.

Det varede selvfølgelig ikke længe, før Amandas frustrationsgrænse var nået. Ingen var vandt til, at munden stod stille på den rødhårede løvinde og da slet ikke den yngre pige overfor hende. Da stilheden blev brudt, drejede Jess hovedet og hævede begge øjenbryn. Hun betragtede et kort øjeblik veninden overrasket, før et muntert fnys røg ud af hende. Grinet fulgte naturligt lige bagefter og hun forsøgte ikke at skjule det. ”Meget vigtigt,” gentog hun, uden at kunne tage Amandas alvor... Nåja – alvorligt. Hun sukkede lidt med antydningen at et smil og rystede kort på hovedet. ”Er vi venner?” Hendes øjne blev knebet lidt sammen og hun så undersøgende på ravnen.

[Amanda Byrnes]

((Hey Emma, jeg prøvede noget nyt. Jeg vil gerne skrive dig et tekst-svar hvis du savner.))

[Jessie Taylor Blythe]

Jess hadede den slags mærkelig alvor og hun var glad for, at Amanda i det mindste også have kunne se det komiske i situationen – eller i hvert fald i et eller andet. Alligevel endte det hele en anelse akavet og hun overvejede at se ud af vinduet, i stedet for at betragte ravnen afventende, som om hun skulle kunne besvare et sådant spørgsmål. Inden hun rent faktisk havde gjort tanke til handling, kom der alligevel ord ud af den anden pige og et par lettere buskede bryn gled lidt sammen.

Endnu engang kom Jess til at grine, uden at der var noget ondskabsfuldt i det. Hun trak på skuldrene, før hun nikkede en anelse og kløede sig på siden af halsen. ”Sandt,” konstaterede hun, tilsyneladende alvorlig, inden smilet vandt indpas igen. ”Slap af, Amanda. Det er mig, der er idioten her.” Hun skar en grimasse og gav sig til at betragte landskabet igen. ”Jeg skulle aldrig have kysset Julian… Men jeg var dødfuld og han virkede helt fortabt… Så gjorde jeg det. Det var dumt. Han havde ikke noget med det at gøre, egentlig. Det var bare mig, der rodede rundt og ikke kunne finde Alistair. Såeh. Ja. Det var det. Nu er jeg vist forlovet i stedet.”