Siege

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Julian fik fart på da veninden satte kursen mod natbordsskuffen. Med et langt skridt trådte han op i sengen og snublede ned ad sengen på den anden side. Halvvejs greb han fat i Morgan og prøvede at hive hende væk fra skuffen, samtidig som han brugte hende som støtte og genvandt sin balance. Hvis ikke hun var løbet havde han aldrig reageret på denne måde, og han ærgrede sig over at han havde vakt hendes nysgerrighed ved at bede hende om at ikke kigge i skuffen.

Venindens forspring var for stort, og hun kom ned i skuffen på trods af Julians anstrengelser. Der lå papiret med de Skrevne Uskrevne Regker ganske nydeligt med forsiden op ad og afslørede sit indhold for det uvelkomne blik. Julian havde stykket dem sammen ud fra den snak han havde haft med Amanda tidligt på aftenen og havde haft intentionen om at give dem til hende da han stødte på hende igen. Det ville sige, inden han var blevet afvist af hende. Set i bakspejlet var han lettet over ikke at have nået at fortælle hende om sedlens eksistens, men samtidig nænnede han heller ikke at smide den ud. Med en klemt lyd prøvede Julian at mase sig ind foran hende og tage sedlen op af skuffen, så han i det mindste kunne forklare, inden hun læste den og stemplede ham som en ynkelig idiot.

[Morgan King]

Morgan kunne egentlig meget godt lide den generelle situationen, hvilket hendes kontinuerlige latter tydeliggjorde. Hendes prioriteter skiftedes lidt fra at se hvad der var i skuffen, til at være opmærksom på den relativt store kropskontakt, de to imellem, til - endeligt - at vinde. Det gjorde hun så også, men skuffen viste sig at afsløre noget helt andet end hun havde regnet med.
"Julian, hvad er det her?" spurgte hun, med et undrende grin og fiskede et ark op. Uskrevne regler? Det lød virkelig som noget med Amanda stemplet ud over - Morgan vidste ikke helt hvad det sagde om deres venskab at hendes første association var regler => Amanda.
"Har du skrevet det her.." spurgte hun og vendte sig mod Julian mens hun kæmpede med at se forstående og ikke alt for underholdt ud, "Hmm, 'regel nr. 3 - det er ikke velset at være den fuldeste til festen. Se dig omkring, hvis du ikke kan få øje på den mest berusede person er det muligvis dig.' Okaay.."

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Da det blev klart at Morgan havde fanget , hvad der stod på sedlen, opgav Julian sin masen og vendte sig i stedet væk fra hende. Endnu en klemt, ubestemt lyd forlod ham som svar på hendes spørgsmål, og han pressede håndfladerne mod sit ansigt, så veninden ikke kunne se at han stod og rødmede.

Julian vidste ikke om Morgan stod og kiggede på ham eller sedlen, men han nikkede. Han kunne jo ikke løbe fra, at det var ham der havde skrevet reglerne ned, selvom han godt nok stod og overvejede hvilken søforklaring der var den mest plausible på stående fod. "Det er... Det er bare dumt!" sagde han sammenbidt og gned hænderne mod sit ansigt, som om han forsøgte at presse blodet væk fra kinderne. Så vendte han sig mod Morgan igen og snappede sedlen ud af hånden på hende. "Den var til Amanda," fortalte han så og så på den nu lettere krøllede seddel med rynkede bryn. Så tog han en hurtig beslutning og krøllede den brutalt sammen.

[Morgan King]

Vanen tro var Morgans ekspressive ansigtstræk en åbenlys indsigt i hendes følelser om emnet. Igen lod det til at hun havde en hel række ting hun gerne ville sige til ham, men som alle sammen blev censureret væk, muligvis af hendes tidligere løfte.
Hun så en anelse chokeret ud over hvor atypisk oprevet han virkede over hele situationen, men det vidnede vel bare om kraftige følelser for Amanda. Men der kom tilsyneladende kun dårlige ting ud af det når hun blandede sig, så Morgan bed sine kommentarer og sin sympati i sig og ledte hurtigt efter noget andet at snakke om.
"Såeh.." sagde hun, overhovedet ikke så nonchalant som det skulle virke, "Er du bekymret for UGL'erne..?"