Siege

[Morgan King]

Der skulle ikke gå mange dage efter festen før Morgan overbeviste sig selv om at hun var nødt til at snakke med Julian. Der var naturligvis et element af det ansvar hun stadig følte for han og Amandas forhold - dels i sin kapacitet som matchmaker, dels fordi det lidt var hendes skyld at de var havnet der for de var.
Mest af alt havde Morgan dog lyst til at finde ud af hvor de stod. Alt taget i betragtning så havde hun lidt fucket op til festen, og hun ville egentlig gerne finde ud af om de stadig var venner. Det var egentlig en lidt væmmelig uvished at opleve, i kontrast til den unge piges normale overbevisning om at alle var venner med hende - eller i hvert fald af dem hun gad være venner med.
Lejligheden tro havde hun faktisk valgt et mere alvorligt outfit, bestående af en tshirt og et par jeans - det gik jo næppe af at friste den stakkels dreng over evne. Hendes smaragdgrønne hår var sat op i en hestehale (det havde egentlig været meningen at hun ville flette det, men hun var ekstra rastløs for tiden og havde ikke engang tålmodigheden til det.)
Ved eftertanke burde hun måske have fortalt folk hvor hun var på vej hen, da hun den formiddag satte af sted på sin kost, men hun regnede med at være tilbage inden aftensmad så intet problem. Efter mange års venskab med Molly var turen til Buford-huset en hun næsten kunne med lukkede øjne og hun landede i gåafstand, låste skjulte sin kost og tilbagelagde de sidste 10 minutter til fods.
Apropos hvor vant turen var, så skulle hun lige til at sætte hænderne for munden og kalde på Molly da hun først trådte ind i haven, men hun nåede at tage sig selv i det. Selv hvis hun skreg efter Julian ville det måske ikke være det rigtig indtryk af sende, så i stedet gik op hun til hoveddøren og bankede ganske nydeligt på.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Julian sad bøjet ind over en af sine notesbøger ved skrivebordet inde på sit værelse. Fjerpennen i hans hånd flagrede fra side til side, mens han skrev, og han holdt kun skrivepause når han eftertænksomt kløede sig i tindingen eller rettede nogle ord med sin tryllestav. Der stod en halvfuld kop the ved siden af ham, der for længst var blevet kold, og der lå en bunke bøger på gulvet, som han havde flyttet fra skrivebordet, så han havde plads til at sidde der. På et tidspunkt var han kommet til at vælte denne bunke, men han havde stadig ikke taget sig sammen til at gøre noget ved det, og det selvom han sad med tryllestaven fremme.

Da det bankede på døren rettede han sig op i stolen med et sæt og smed fjerpennen fra sig, som om han havde brændt sig. "Ja," sagde han spørgende og lænede sig bagud i stolen, så han bedre kunne se hen mod døren, hvor hans far stak hovedet ind. Han havde et yderst besynderligt ansigtsudtryk, og Julian rynkede uforstående panden. "Du har besøg!" erklærede han, og det slog Julian at det besynderlige udtryk var en blanding af overraskelse og iver, og han havde lidt lyst til at grave et dybt hul og forsvinde ned i det. Så rejste han sig fra stolen og gik over til døren, hvor Reginald efter lod ham og den besøgende alene. "Morgan?" udbrød Julian overrasket og stirrede i et øjeblik målløst på hende. Hendes hår var grønt. Så trådte han til side og åbnede døren ordentligt for hende. "Hvad... Hvad laver du her? Skal du ikke være sammen med Molly?" spurgte han og blev stående med hånden på dørhåndtaget, et eller andet sted overbevist om at hun nok smuttede ind til Molly lige om to sekunder.

[Morgan King]

Efter en kort samtale med en ret så overrasket Reginald Buford, blev Morgan ledt op til Julians værelse. Tilsyneladende var det ikke ligefrem normalen at Julian fik besøg, og hun måtte et par gange forsikre sine to venners far om at hun ikke var der for at besøge Molly, virkelig. Da hun stod lige uden for døren, var det faktisk lige før at hun ombestemte sig. Der var pludselig en nervøs gnaven i hendes mave, hun egentlig ikke vidste hvor kom fra, men før hun fik åbnet munden var det for sent. Hun havde trådt ind på hans værelse med et lille smil som vikar for det kram der egentlig burde have markeret deres hilsen.
Og så spurgte han om fuldstændig det samme som sin far, og hun kunne ikke lade være med at le. "Nej, Julian.. Jeg er her faktisk for at snakke med dig.."
Hun trådte ind i rummet og så sig nysgerrigt omkring indtil hendes blik faldt på skrivebordet og dets nørdede setup. Et par hurtige skridt bragte hende derover hvor hun ganske rigtig kunne konstatere at ja, et fuldt, udrikket krus te. Han var bare sådan en stræber.
Med et bredt smil vendte hun sig imod ham for at kommentere på det, og man kunne bare tydeligt se på hende, præcis det øjeblik hvor det gik op for hende at hun ikke bare var der for sjov og at deres venskab muligvis ikke længere.. var. Hendes udtryk blev øjeblikkeligt mere mut og hun skævede op gennem de grønne lokker af hår der havde undveget indfangen i hestehalen.
"..Jeg ville egentlig bare høre.. Altså.. Jeg dummede mig vist ret meget til festen og.."

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Det trak automatisk i Julian mundvige, da Morgan lo, og han slappede straks mere af. "Ok," sagde han med et nik og lukkede døren bag løvinden. Han fulgte hende med blikket, da hun gik over til hans skrivebord, og han overvejede kort om han skulle bede hende om at lade være med at læse, hvad han havde skrevet. Hendes hår var enormt iøjnefaldende, men Julian undrede sig ikke rigtig over det. Da hun så vendte sig smilende mod ham kiggede han nysgerrigt på hende, og han var på nippet til at spørge, hvad hun havde på hjerte.

Så ændrede Morgans udstråling sig betydeligt, og han kløede sig i nakken. "Tjah..." Julian løftede hænderne i en 'jeg ved ikke noget'-gestus og smilede et lille skævt smil. Han var på nippet til at sige, at det var der flere, inklusive ham selv, der havde gjort det, men han havde en følelse af at Morgan var der for at sige undskyld. Og det mente han ikke var nødvendigt. "Altså, det er vel vand under broen nu," sagde han så i et forsøg på at slå det hen. "Så... Ja," konstaterede han meningsløst og trak på skuldrene. Der var et øjebliks stilhed mellem dem, før Julian tog en dyb indånding og talte. "Er du ok?" spurgte han for at sikre sig at alt var i orden. Han vidste ikke helt om det var meningen at de skulle have den helt store følelsesudveksling nu. Han så helst at det ikke var tilfældet - han havde i hvert fald fået rigeligt af den slags til festen.

[Morgan King]

Julian nåede ikke meget længere end 'ja' før at Morgan var på vej tværs hen over gulvet for at slynge armene om livet på ham og hendes "mhmm" blev derfor utydeligt fordi det blev sagt mod hans brystkasse. Så hoppede hun smilende væk fra ham, allerede i tydeligt bedre humør. Morgan bar som regel sine følelser helt uden på tøjet og nu hvor hun ikke længere var så bekymret for deres venskabs fremtid vendte den begejstrede energiskhed og et udfordrende glimt tilbage.
"Det slipper du altså ikke for." kommenterede hun drillende. Så kunne han læse i det havde han ville, Morgan var nu selv sikker på at hun bare gjorde det af platonisk-venskabelige grunde (standard opførsel for den unge løve, ærlig talt), og det var - for hende - det vigtigste.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Da Morgan satte kursen mod ham viste uroen sig i et splitsekund på Julians ansigt. Men han tøvede kun i at par sekunder, før han lagde armene om hendes skuldre i et kort kram og nikkede en enkelt gang, selvom hun ikke kunne se det. "Godt," bemærkede han og konstaterede at alt var ved det gamle, sådan som hun opførte sig. Det ville han i hvert fald meget gerne, for han havde trods alt vænnet sig til at hun rendte rundt og overtalte ham til at gøre underlige ting. Med andre ord var de blevet venner.

Julian himlede teatralsk med øjnene over hendes drilleri, og med et langt skridt var han ovre ved sin seng, som han satte sig tungt på. "Er grøn det nyeste nye?" spurgte han så, ikke for at drille, men fordi han syntes det var uhøfligt slet ikke at bemærke det. Det var i hvert fald hans erfaring at piger gerne ville have at man lagde mærke til den slags, og så vidt han vidste var den grønne farve med fuldt overlæg. Måske var hun i gang med en personlig demonstration.

[Morgan King]

Morgan skulle faktisk lige til at gøre et eller andet for at understrege sit drastiske hårfarveskift, ikke så meget for at få Julian til at bemærke det - det regnede hun sandelig med at han kunne selv - men mest for at lidt at få en kommentar ud af ham om det.
"Ja, jeg håber det giver bedre karakterer i botanik.." svarede hun leende, "Hvis jeg lissom kan sætte mig ind i deres tankegang.."
Men hele hårfarven havde faktisk mindet hende om en anden grund til at hun var kommet forbi den dag. Skik tro havde hun faktisk glemt alt om det indtil nu, optaget af først lidt ængstelighed og så væsentlig mere af lettelse. Nu kom der et lidt kryptisk karakter til hendes smil som hun ellers ganske nonchalant sagde:
"Så bare vent til du ser Amanda."

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Julian rystede grinende på hovedet. Han vidste ikke helt hvad han havde forventet af svar, men han havde en følelse af at ikke var den rigtige grund til hårfarveskiftet. "Det skal måske også vandes nu, eller hvad?" foreslog han. Han var på nippet til at tilbyde sig selv som lektiehjælp, men han tog slet ikke botanik næste år. Men også kun fordi antallet af hans F.U.T'er allerede var meget stort.

I et kort øjeblik havde Julian glemt alt om Amanda, og han slog blikket ned i gulvet med et suk. "Ih ja, det glæder jeg mig til," sagde han i et sjældent anfald af sarkasme og gned sig i øjet. Han burde have forventet at Morgan havde taget det på sig at lappe dem sammen igen, og han havde mest af alt lyst til at bede hende om at klappe i på forhånd. Men så uhøflig var han ikke, og han ville helst ikke ødelægge den genoprettede gode stemning i mellem dem.

[Morgan King]

Morgan vidste ikke hvad hun havde regnet med; apati måske, men sarkasme var usædvanligt nok til at hun så tydeligt overrasket ud. En større diskussion fandt sted i hendes ind og endnu en gang blev dette udstrålet af hendes ydre. Hendes hænder var knyttet om det nederste af hendes tshirt, hendes blik veg frem og tilbage mellem gulv og Julian og hendes underlæbe blev bidt, som i et forsøg på at holde noget inde. Til sidst blev det dog åbenlyst for meget for den unge pige, der udbrød:
"Nnnh.. Ej jeg havde ellers lovet Amanda at blande mig helt uden om..!" hun tog et par skridt over mod Julian og lagde sin hånd på hans arm. "..Jeg kan altså bare ikke klare at se jer sådan her.."
Den sympatiske kontakt blev dog ikke holdt særlig længe før hun trådte væk fra ham, himlede med armene og fortsatte, "Urgh! Det er os' bare én stor misforståelse..!"

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Julian stirrede stift ned i gulvet og prøvede at ignorere følelsen der bredte sig i hans bryst. den umiddelbare glæde han havde følt ved at være på god fod med Morgan igen blev erstattet af en kraftig irritation over hendes absolutte behov for at blande sig, og han ignorerede blankt den fysiske kontakt, som sikkert var venligt ment. Så hun kunne ikke klare det, tænkte han bittert. På den anden side vidste hun vel hvordan det føltes - men af en eller anden grund lod det ikke til at stoppe hende det mindste.

Da hun så begyndte at snakke om misforståelser rejste han sig pludseligt fra sengen og gik over til skrivebordet så han stod med ryggen til hende. "Jeg har ikke lyst til at snakke om det," sagde han monotont og lukkede bogen foran ham sammen. Den var fyldt med de tanker han havde gjort sig omkring de nyligt forgangne dage, og de strømmede på en måde ud af den, når den lå åben. Så tog han koppen med den halv-lunkne the og tog en ordentlig slurk.

[Morgan King]

Igen forsagede Julians ukarakteristiske opførsel fysisk ubehag i Morgans mave. Hun foldede armene over brystet og betragtede med synderrynkede bryn ham krydse gulvet. Hun hadede vitterligt tanken om at hendes to venner sad der, ikke engang særlig langt fra hinanden, og hver for sig var ulykkelige, når der egentlig ikke var noget der forhindrede dem i at være sammen og lykkelige.. Ud over deres egne tåbelige idéer vel og mærke.. Og at tænke at hun havde været både så uselvisk og så knust over hele den her sag.
Morgan tog et par demonstrative skridt over imod Julian, indtil hun stod lige foran ham med et stædigt blik og hænderne solidt plantet på hofterne. Igen var det let at se at en ordstrøm ventede lige bag hendes læber, men som hun betragtede sin genvundne ven, blev hun pludselig usikker. Denne her side af Julian skræmte hende ærlig talt en smule, og hun blev pludselig helt i tvivl om det virkelig var værd at ofre deres venskab for en chance for at sætte tingene rigtigt i mellem ham og Amanda. Især fordi at sidste gang hun forsøgte havde det jo ikke ligefrem gået optimalt..
”Okay.” sagde hun endelig og så ned på koppen. Med et forsigtigt smil lagde hun sin hånd halvt oven på hans og kunne konstatere at ja, det var ikke særlig varm te. Morgans ledige hånd fiskede tryllestaven frem og et hurtigt ”Thermos.” fiksede det. Så sendte hun Julian sit karakteristiske grin.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Da Julian først havde kastet sig ud i et eventyr med Morgan var han blevet udfordret på mere end en måde. Alt i alt var han ganske tilfreds med udfaldet, men på et tidspunkt var det begyndt at gå alt for stærkt - nærmere bestemt da Amanda gjorde sin entré i det hele. Måske var det aldrig kommet så langt, hvis ikke nogen have skubbet dem i 'den rigtige retning', men Julian havde ikke tænkt sig at lade sig presse ud i forhastede handlinger og konklusioner for anden gang.

Julian vendte sig halvt om da Morgan gik hen til ham, og der var noget strengt i hans blik. Han mente hvad han sagde om, at han ikke ville snakke om det, og han kunne godt mærke at han måske ikke ville gentage det på en særlig pæn måde, hvis løveinden valgte at ikke respektere det. Men heldigvis kapitulerede hun, og han smilede skævt da hun varmede hans the op. "Tak. Vil du have noget?" spurgte han og løftede sin kop lidt op mod hende. Han mente selvfølgelig en ny kop og ikke en slurk af hans egen.

[Morgan King]

Måske mente Julian det sådan, men Morgan forstod tilbuddet anderledes og med et en halvelegant bevægelse tog hun koppen ud af hans hånd og tog den op til læberne, pustede på den nyvarmede drik, og sendte samtidig den anden et smil. Så tog hun sig et sip eller to og rakte ham den derefter tilbage - te var egentlig ikke rigtig hendes ting. Af en eller anden grund havde de fleste der kendte hende noget imod at hun drak kaffein-rige drikke.
"Takker.." sagde hun med et grin og gav sig til at spankulere rundt i rummet. Hun skævede ned under sengen, inspicerede reolen hurtigt og vendte sig så tilbage mod ravnen.
"Så hvor gemmer du dine playwizard-blade?" spurgte hun drillende.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Morgan King · Et par dage efter festen

Julian åbnede munden for at forklare hvad han havde ment, men han holdt inde da hun smilede det der smil til ham. Lettere opgivende bøjede han hovedet bagover og tog en dyb indånding - alt var tilsyneladende ved det gamle igen. Eller i hvert fald med Morgan. Så tog han imod koppen igen og stillede den fra sig på skrivebordet uden selv at drikke af den. Han vidste ikke helt om han skulle foreslå at de skulle lave noget sammen, nu hvor hun var her og endte med bare at stå tilbage i stilhed, mens han betragtede hendes spankuleren rundt i værelset.

Fuldstændig som når hans søster fyrede noget upassende af snerpede Julians læberne sammen og så strengt på hende. "I natbordsskuffen," slyngede han ud uden at tænke sig om. Han håbede at det sarkastiske tonefald var stærkt nok til at Morgan fattede, at det ikke var rigtigt. Stadig tøsefornærmet satte han sig tungt ned i sin skrivebordsstol. I samme sekund kom han i tanker om hvad der egentlig lå i skrivebordsskuffen, og han kom på benene med det samme igen. "Hov, vent!" udbrød han og var parat til at kaste sig vandret hen over sin seng for at forhindre Morgan i at kigge ned i skuffen.

[Morgan King]

Morgan overvejede at tjekke med en lille accio, bare for sjov og spas. Der var i hvert fald mindst ét playwizard blad i huset, medmindre at Molly havde været ubehøvlet nok til at smide sin ene julegave ud (Morgan havde fundet en artikel der påstod at dementor-tynde hekse var ved at være yt, og havde i spøg givet bladet til sin bedste veninde - fra en pige med en vis interesse i den udvikling til en anden)
Hun skulle faktisk lige til at droppe emnet da Julian pludselig udbryd genvakte hendes nysgerrighed og før han kunne nå at stoppe hende løb hun over til natbordet. Leende formåede hun at holde Julian på afstand via en god kombination af stædighed og naturlig gravitas. Det var tydeligt at han ikke ville have hende til at kigge i den skuffe og siden hendes kvota af at respektere andres ønsker var opfyldt for den dag, åbnede hun skuffen og fandt...

((du siger bare til hvis han ikke prøver at stoppe hende, så redigerer jeg.))