Home is where the heart is

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly Buford · Dagen efter festen

På trods af den knappe søvn var Julian vågnet tidligt. Han havde det ret dårligt af det heftige indtag af øl og vin aftenen før, men det var ikke derfor han mest af alt havde lyst til at lukke øjnene og lades som om verden ikke eksisterede længere. Følelsen af at mangle noget af sig selv blev nu ledsaget af en ubehagelig trykken i brystet, og hver gang Julian mindede sig selv om samtalen ude på trappetrinene sank den smertefuld realitet længere ind. Det var langt fra frivilligt at hans tanker kredsede konstant om Amanda, og efter at have ligget krøllet sammen under sin dyne i knap en time styrtede han ud af sit værelse, desperat efter at lede sine tanker over på noget andet.

Hans forældre havde først slået hans dårlige humør hen som tømmermænd, men det var ikke svært at gennemskue at der reelt var noget galt. Da han ikke havde haft lyst til at snakke om det havde hans mor placeret ham i sofaen med varm kakao, og han lå nu halvt indover armlænet og betragtede hvordan det dampede op af koppen, mens han vendte og drejede sin hjerne for hvilke muligheder der var for at gøre alting godt igen. Uanset hvor komplicerede og urealistiske scenarier han konstruerede endte det altid ulykkeligt alligevel, og han gned sig opgivende i øjnene med sin frie hånd. Det knitrede i pejsen, og sekundet efter buldrede de smaragdgrønne flammer op. Molly snurrede til syne, og det skarpe lys forsvandt.

[Molly Buford]

meeting brotherdearest – wearing this

Lyset havde virket unaturligt (og ubarmhjertigt) skarpt den morgen, da det var braget ind gennem det lånte gæsteværelser, hvor hun var gået omkuld. Alligevel vidste Molly at hun ikke bare kunne sove videre, da forældrene sikkert var ved at gå ud af deres gode skind af bekymring ved at Julian var hjemme, når hun ikke selv var og hun var stormet mod den første og bedste pejs med en fremmed skovmandsskjorte om skuldrene og de blonde krøller, der havde siddet fantastisk dagen forinden smidt sammen i en sjusket knold. Turen igennem pejsen var dog ikke det, Molly havde allermest brug for og undervejs tumlede hun svimmelt ud i en fremmed stue uden helt at være klar over, hvor hun var. Hun nåede dog heller ikke at sætte sig mere ind i det, før hun tumlede ned på alle fire og måtte endnu en gang smage på alkoholen fra festen. Lugten skar hende i næsen og gjorde det uudholdeligt at være i huset og uden at kunne magte at skulle tørre det op, gik hun tilbage ind i pejsen og fortsatte resten af turen hjem.

Det smagte rædsomt i hendes mund og alt snurrede ubehageligt om hende, mens et tysk slager band åbenbart havde taget plads i hendes hoved. Med en hånd for panden tumlede hun igennem stuen uden at ænse sin bror i et håb om at snige sig ubemærket gennem huset. Men selvfølgelig kom hun ikke længere end køkkenet. Morens stemme var på ingen måde mild mod det allerede værkende hoved, som hun stod og råbte hende ind i skærmen. Med blikket fæstnet på gulvet stod Molly blot tavs og lyttede, mens moren fik råbt færdig og til sidst havde overskud til at se, at datterens tilstand måske ikke var til en større diskussion. I stedet blev hun sat ind i Julians mærkelige opførsel og med en kop te i hånden traskede hun ind til sin bror. ”Hey.”, mumlede hun forsigtigt og betragtede Julian uden at vide, hvad hun skulle stille op med sig selv. Han var bare skredet fra festen uden et ord til hende og løvinden var på ingen måde i stand til at vurdere, om det ville gøre skade eller gavn bare at tilbagelægge afstanden mellem dem og slå sig ned ved hans side.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly Buford · Dagen efter festen

Reginald, deres far, var på vej i gennem stuen og ud i køkkenet, da morens fagre stemme pludselig lød som et gjaldehorn derudefra. Med et næsten skræmt ansigtsudtryk drejede han om på hælen og sendte Julian et indforstået blik, før han forsvandt ud af den anden dør igen. Julian havde fortalt dem at Molly havde det fint - og i øvrigt også at han havde haft det helt fint med at tage hjem alene, men det var tydeligvis kun den ene af dem der havde taget det til sig. Så fik samtalen er normalt lydniveau, og han kunne ikke længere følge med i, hvad der blev sagt. Han havde en stærk følelse af, at der blev snakket om ham, så i stedet for at gå ud i køkkenet og sige hej blev han i siddende i sofaen i protest.

Egentlig var han ikke sur på nogen af dem, men han brød sig ikke altid lige meget om at være et diskussionsemne i husholdningen. Det var selvfølgelig uundgåeligt, når man havde så aktivt deltagende forældre som han havde, men derfor behøvede han jo ikke at være i rummet ved siden af, når det foregik. Der gik nogle øjeblikke mere, før Molly kom ind til ham, og han løftede mismodigt blikket fra den hypnotiserende damp. "Hej," sagde han og rømmede sig. "Jeg prøvede at sige til mor, at... At det var ok," forklarede han. Han undlod at sige, at det sidste han ville var at få hende i fedtefadet, særligt efter igår, hvor hun helt og holdent havde været på hans side.

[Molly Buford]

Det var helt underligt at stå der i stuen og ikke helt vide, hvad man skulle gøre af sig selv og så endda overfor sin egen bror. Rastløst skrabede Molly i gulvet med foden og hørte straks morens irettesættende stemme ude fra køkkenet, om hun nu havde husket at tage skoene af. Uden at tænke over at fjerne dem væk fra stuegulvet, hoppede hun ud af skoene og endte så alligevel med at skridte over gulvet og slå sig ned i sofaen ved Julians side. Hårdt pustede hun til teen, uden at vide, hvad hun skulle sige til ham, hvilket ikke resulterede i andet end at den varme væske sprøjtede ustyrligt ud over koppens bredder og ned på hendes nøgne ben. Med et suk sank hun sammen i skuldrene og vendte blikket mod Julian.

”Hvad skete der i går?” spurgte hun indtrængende og så beklagende på ham. Selvom hun ikke ville snage i det og det var ret tydeligt, at han ikke var helt på toppen, blev hun nødt til at spørge. De havde altid været gode til at være der for hinanden i Buford familien og Molly ville hellere end noget andet sørge for, at Julian var okay. Selvom hun ikke havde været der for ham, som hun burde sidste aften, ville hun stadig gerne vise broderen at han kunne regne med hende. Noget distræt tog hun en tår af koppen og kiggede afventende på broderen over den dampende kop.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly Buford · Dagen efter festen

Julian kiggede automatisk ud mod køkkenet, da han hørtes sin mors stemme igen. Det var sjældent ham der var grunden til påstyr, men han var nu alligevel vant til det. Molly kom hen i sofaen, og han satte sig ordentligt op, så han kunne fjerne benene og give bedre plads til hende. Skjorten fangede hans opmærksomhed, ikke fordi den ikke tilhørte hende, men fordi den ikke tilhørte hverken ham eller Billy. Han lod dog skjorte være skjorte og sank ligesom sin søster ned i sofaen. "Jeg tog hjem efter flaskelegen," begyndte han med en stemme, der lød som om han havde grædt, selvom det ikke var tilfældet. "Jeg sagde til en af dine veninder, at hun skulle fortælle dig, at jeg var gået. Jeg havde ikke lige lyst til at gå derop igen..." Julian stirrede ned i sin kop. Han vidste udmærket at det ikke var det hun spurgte efter, men han kunne ikke umiddelbart få sig selv til at tale om det som det første.

Så sukkede han og kæmpede tydeligvis med ordene i et øjeblik, mens han trak det ene ben op i sofaen. "Jeg snakkede med.. Du ved," fortalte han og gik ud fra at hun godt kunne gætte, at han mente Amanda - han havde trods fortalt søsteren om hende, og der var ikke så mange navne at holde styr på i hans omgangskreds. Hans blik flakkede mellem hende og gulvet, hvor det ikke overraskende endte med at blive. Længere kom han ikke med forklaringen, og der var noget uroligt over hans udtryk.

[Molly Buford]

Molly smilede let, da Julian gjorde plads til hende i sofaen og hun stak fornøjet sine iskolde tæer, der mest af alt mindede om små rækker isterninger, ind under hans ene ben hvor de straks sugede varme til sig. Bekymret betragtede hun ham, som han begyndte at tale og en hendes hånd søgte om til hånden, hvor hun gnavede i tommelfingerneglen. En uvane, hun havde fået sig, når folk vrængede deres sjæle ud for hende. Tavst nikkede hun afventende og måtte virkelig holde sig selv i skak for ikke at skynde på ham. Der skulle ikke noget geni (heldigvis) til at se, at han havde brug for tid til selv at komme frem med sin historie og hvis det krævede, at hun satte sig selv og sin egen nysgerrighed – eller var det bekymring? Det var også pisse lige meget! – til side, gjorde hun det hellere end gerne for sin bror. ”Men..”, hun sukkede opgivende og prustede en tot hår væk, der var kommet ind foran hendes øjne, ”Hvornår i filmen var det egentlig, dig og Jess synes i skulle…?” Molly tav igen og stirrede lidt ned i sin te, før hun tvang sit blik op. Selv hvis han ikke kiggede på hende, ville hun ikke sidde og stirre formålsløst ned. ”Du ved. Hvorfor Jess?” spurgte hun og kunne ikke helt holde et såret udtryk fra sine ord. Det var trods alt en masse piger på skolen, han behøvede for helvede ikke kysse med hendes veninder!?

Uden at tænke over det, pustede Molly en afgnavet del af sin negl ud i rummet og vendte blikket tilbage til ham. ”Og hvad skete der med dig og…” hun tav og betragtede ham indgående, ”Amanda.” Hun var nervøs for hans reaktion ved lyden af navnet. Hans humør tydede ikke på at alt var blevet okay mellem de to og nu hun havde konstateret at han som sådan ikke var sur på hende (i hvert fald ikke for sur til at tale med hende), kunne hun bedre koncentrere sig om at spørge ind til aftenens begivenheder.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly Buford · Dagen efter festen

Det gøs lidt i ham da Mollys iskolde tæer pludselig var under hans ene ben, men han sagde ikke noget til det. Han var bare glad for, at hun gjorde noget ud af at lytte til ham, for han havde ærligt talt brug for at vide om han var ved at blive sindssyg. Da hun talte kiggede han op på hende. Han havde slet ikke overvejet at den del af historien også skulle forklares, og han skar en ulykkelig grimasse. "Det var... Jeg ved det ikke!" udbrød han og var tydeligvis frustreret. Nu skulle han jo også til at forklare det med Morgan, hvilket højst sandsynligt ikke ville gøre Molly meget lykkeligere. "Morgan fortalte mig tidligere på aftenen at hun godt kan lide mig. Jeg vidste det slet ikke, og hun blev virkelig ked af det. Men hun vidste jo også godt..." Julian afbrød sig selv med en lille hovedrysten og vendte tilbage til den egentlige pointe. "Det var ikke min mening at såre hende. Jeg snakkede med Jess om det lidt efter, og på en eller anden måde... Jeg kan ikke rigtig huske det," indrømmede han og var tydeligvis ikke særlig stolt over sine bedrifter. Sandheden var at han ikke havde haft noget imod det lige i kampens hede, men han havde ikke lyst til at dele lige præcis det stykke information med sin søster.

Lyden af hendes var næsten smertfuldt, og han gned sig i ansigtet med sine frie hånd. "Hun kom ud til mig i haven efter jeg... jeg dummede mig til flaskelegen." Hans ansigtsudtryk blev gravalvorligt, og han holdt fuldstændig op med at se på Molly. "Jeg prøvede at forklare hende, hvordan jeg havde det. Men det er fuldstændig lige meget, for hun kan slet ikke lide mig." Det var første gang han sagde det højt, og håbløsheden skyllede ind over ham igen. "Jeg troede faktisk..." begyndte han men brød sig ikke om at færdiggøre sætningen. Så kiggede han op på Molly uden at lægge skjul på, hvor såret han var.

[Molly Buford]

Det var ikke let at undgå at blive irriteret på Julian, da han pludselig skiftede til et noget irritabelt tonefald og Molly måtte bide sig selv i tungen for at komme med en flabet bemærkning om, hvordan han skulle styre sit tonefald over for hende – det var trods alt ikke hendes ide, at han skulle rende rundt og kysse på hendes veninder. Alligevel formåede hun at holde kæft og fortsatte med, meget ulig hende, blot at betragte ham afventende, mens hun endnu engang pustede til den dampende te, før hun forsigtigt nippede til den hede væske. ”Morgan?” udbrød hun overrasket og kunne ikke stoppe de mørke øjenbryn i at flyve op mod hårgrænsen. Det var da utroligt med de trunter, der kaldte sig hendes veninder sådan at vimse om ham. Var der virkelig ingen, der længere kendte til reglen om at familie var forbudt område eller i det mindste havde anstændigheden til selv at fortælle hende den slags ting. Skulle Morgan ikke forestille sig at være hendes bedste veninde og Molly hendes? Igen måtte hun sluge et dramatisk udbrud for i stedet at lytte til hans fortælling, for det blev åbenbart kun værre.

”Julian.” mumlede hun fortvivlet og rykkede en anelse tættere på ham i sofaen. ”Selvfølgelig kan hun lide dig. Se på hende, for Merlins skyld.” Molly rystede en anelse på hovedet og sukkede tungt af ham. ”Men giv hende tid. I skal nok finde ud af det.” Hun smilede opmuntrende til broderen.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly Buford · Dagen efter festen

Julian havde været mindst lige så overrasket over det med Morgan som Molly så ud til at være nu, så han sagde ikke noget til det. Han led også langt mere under Amandas afvisning til at gå op i noget andet lige nu. "Jamen det var jo det jeg troede," sagde han og kunne ikke gengælde sin søsters smil om hans liv så afhang af det. Han vendte sig lidt mere mod hende, da hun rykkede sig tættere på og så ulykkeligt på hende. Han sad sådan i stilhed i noget tid, mens han drak noget af sin kakao. Så så han himmelfaldent på Molly og rystede på hovedet. "Jeg helt fortabt i hende, Molly," fortalte han. Han havde aldrig sagt noget lignende før, og talte generelt ikke så følelsesladet om folk. Han var vant til at distancere sig fra dem indtil han kendte dem lidt bedre, men med Amanda var det gået så hurtigt, at han ikke helt vidste, hvad der var sket. Næsten for hurtigt.

Julian tog benet ned fra sofaen og sank længere ned i den. Så så han frem for sig og drejede koppen i sine hænder. "Men hun sagde at hun ikke har de samme følelser for mig, som jeg har for hende. Og det virker bare som om at alt jeg gør skubber hende væk fra mig. Først troede jeg bare hun var genert, jeg mener, jeg kender det kun alt for godt. Men nu... Jeg kan ikke gætte hvad hun tænker, ikke nu og heller ikke om noget tid." Der var noget endegyldigt over det han sagde, og lænede hovedet bagover og lukkede øjnene.

[Molly Buford]

Forsigtigt tog Molly hans hånd og gav den et blidt klemt. Det pinede hende at se Julian så ulykkelig og mere ved siden af sig selv, end han normalt var. Et kort øjeblik fyldtes hun af en intens vrede til det stupide pigebarn, der trak ham gennem så mange problemer, før hun skubbede den til side igen. Forstående nikkede hun. Selvom løvinden aldrig selv havde været så håbløst forgabt i nogen, som broderen syntes at være lige nu, kunne hun godt se, hvordan han led under det. ”Men..” hun tav og gnavede lidt ned i underlæben, før hun atter åbnede munden, ”Prøv at se på mor og far. Deres forhold er perfekt netop fordi de ved, hvad hinanden tænker. De ved, de elsker hinanden.” Hun trak på skuldrene og slap igen hans hånd, før hun sank lidt tilbage i sofaen igen. Det var måske ikke hende, der var den perfekte at spørge til råds indenfor kærlighed, men samtidig var hun den eneste, der var der for ham lige nu. ”Er det ikke sådan et forhold, man vil have? Måske er dig og Amanda bare ikke…” Hun vidste ærligt talt ikke, hvilken pointe hun prøvede at komme frem til – udover selvfølgelig at Amanda var en gumpetung gimpe, der skulle holde sig langt væk fra Julian, da hun tydeligvis slet ikke var ham værdig, så hun tav igen og gnavede videre i sin underlæbe til en metallisk smag fyldte hendes mund. Irriteret himlede hun over sig selv og sin usikkerhed.

”Hun er for dum, hvis hun siger, hun ikke er forelsket i dig, Julian.” udbrød hun pludselig. Til helvede med hans sårede hjerte og det, at han muligvis ikke var klar til at indse klare fakta. ”Og hvis hun ikke kan komme over sin egen usikkerhed, så er det hendes problem. Det skal du ikke tage på dig.”

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly Buford · Dagen efter festen

Fortabt. Når Julian forsøgte at forklare lød det så mangelfuldt, men de meget konkrete beskrivelser gjorde tingene nemmere at forholde sig til. Det pinte ham i hvert fald mindre end at sidde og svælge i de mindste detaljer, og han lullede sig selv ind i trygheden af de noget simplificerede følelser. Det mentale billede af det der smil der fik ham til at føle som kongen af verden var måske slet ikke meget mere end et helt almindeligt smil, tænkte han, og han overvejede om han havde malet et overromantificeret billede af, hvad der havde udspillet sig. Det var en bitter selvindsigt, og han følte sig som intet mindre end et fjols. Han noterede mentalt, at han skulle skrive dette ned, mens han stadig havde det frisk i hukommelsen. Måske var kærlighed bare en opreklameret følelse, der reelt set ikke eksisterede. Men der var nu alligevel noget om det Molly sagde og deres forældre, og han nikkede slukøret på hovedet og gav hendes hånd et klem igen. Han havde jo nok bare været uheldig, og han følte en uvant følelse af nederlag. Han ville så uendelig gerne, at ham og Amanda var... . Uanset hvordan den sætning sluttede.

Julian kiggede overrasket op og så spørgende på Molly. Hendes erklæring fødte en lang række spørgsmål hos ham, hvoraf de fleste blev besvaret i hendes næste sætning. "Virkelig?" sagde han og osede ironisk nok selv af usikkerhed. Han havde jo selv været inde på det med sine uendelige række af ulykkelige scenarier, men han havde brug for at høre det to gange, inden han rent faktisk troede på, at det sluttede der. At han skulle opgive det.