BAL - Bleeding on the Ballroom Floor

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

I løbet af aftenen blev de par der var kommet sammen skilt, og kun de færreste par der var kommet sammen formåede at holde sig sammen. Det samme var tilfældet med Psyche og hendes date, og det var grunden til at hun nu sad alene ved et af de små runde borde. Alene og med et enkelt glas punch foran sig. Hun gættede selv på, at det mere var et spørgsmål om at hun var ude af stand til at danse, end om at folk ikke ønskede at bruge tid med hende. Så havde det nok også næst at gøre med, at hun havde snerret en lille smule af nogle folk.
Tidligere på aftenen havde et eller anden idiot tabt et glas ned over hendes fod, så hun både havde skåret sig på en masse glasskår og foden havde fået et smertefuldt slag. Hun kunne have ordnet skaderne med sin tryllestav og en smule magi, hvis hun altså havde haft sin tryllestav på sig. Da hun ikke havde det, og ingen hun stolede på, havde tilbudt at hjælpe hende, sad hun ved bordet og ømmede sin fod. Faktisk havde hun taget sin ene sko af, for bedre at kunne holde øje med hvordan skaderne udviklede sig.

Lige efter hun havde slået sin fod, havde hun skabt en mindre scene omkring sig. Hun havde naturligvis og uden tøven skældt den uheldige skyldige ud. Derefter var der opstået en smule tumult, både for at få ryddet op så der ikke var vådt på dansegulvet, men også fordi flere personer gerne ville væk fra stedet. Det var deromkring Damien var blevet væk, og Psyche temmelig hurtigt havde opgivet at lede efter ham. Hun ville heller ikke bevæge sig for meget rundt, mens hun stadig have rester af glasskår i sin fod. I stedet havde hun sat sig over til bordet, og efterhånden havde hun vist fået pillet det værste ud. Hun havde i hvert fald overbevist sig selv om at der ikke var mere at gøre, og sat foden på gulvet lige ved siden af den sølvfarvede sko, som hun havde været nødt til at tage af.
Fra sin plads ved bordet, så hun kort ud over folkemængden. Hun syntes stadig ikke hun kunne få øje på sin date, eller nogen andre spændende person for den sags skyld. Hun havde fra festens start håbet på at kunne få fat på Edward, men da hun havde fået et kort glimt af ham, sammen med Eleanor Ivory. Det var deromkring hun havde besluttet sig for at undgå ham. Det var egentlig meget selvopofrende, for hendes første indskydelse havde været at give dem begge to en solid omgang tæsk. Når hun tænkte nærmere over det, var hun vel egentlig ganske godt tilfreds med, at hun ikke havde set mere til dem, end det korte glimt.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 469 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole, Sko, Hår,. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Selvom Edward var kommet med en date, der kun var hans ven, så følte han sig mere tiltrukket af hende, end hvad godt var. Inderst inde vidste han, at det var bedst at trække sig lidt tilbage, men hans manerer forbød ham i at forlade sin date, før han var overbevist om, at han havde gjort sit, for at hun havde en god aften. Elanor og Edward havde brugt meget af tiden til ballet på dansegulvet, og selvom han hele tiden havde haft planer om at søge et ganske særligt selskab lidt senere på aftenen, så havde han faktisk hygget sig så godt, at han nær havde glemt Psyche. Billedet af hende syntes dog at sidde ætset fast på hans nethinde, så selvom hans tanker var andetsteds, så viste hendes ansigt sig for ham, hver gang han lukkede øjnene.
Som aftenen gik var han blevet mere og mere bekymret for, at Psyche ikke ville dukke op. Han savnede at være omsluttet af hendes særlig sfære, og han havde en forestilling om, at hun ville være gudesmuk i en gallakjole. Til sidst havde han endelig fået øje på hende, fordi noget tumult havde tiltrukket hans og en rækkes andres opmærksomhed. Grunden til Psyches udskældning var for Edward uklar, men selvom hun ikke just så glad ud, så var han stadig glad for, at hun rent faktisk var dukket op. Han vidste ikke, hvem hendes date var, så han var ikke gået hen til hende med det samme. Det blev dog hurtigt klart for ham, at hun lige for tiden i hvert fald ikke gik rundt med en særlig person, og da han endelig spottede hende for tredje gang ved et bord, hvor hun sad helt alene, besluttede han sig for at gribe chancen.
Edward bevægede sig diskret væk fra mængden og nærmede sig Psyche med en underligt brændende fornemmelse i sine fingerspidser. Ubevidst gik han og smilede svagt, men da han stoppede et par meter fra Psyche forsvandt det helt. Han rynkede karakteristisk panden og fandt ud af, at han ikke kunne få sig selv til at gå nærmere.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Da Edward begyndte at bevæge sig ud fra mængden, som Psyche havde betragtet ganske indgående, vendte hun blikket ned mod bordet og sit glas. Hun var ikke helt klar over hvad hendes logik var, at han ikke ville genkende hende, hvis hun så væk? Det var vist temmelig usandsynligt. Faktisk var hun ret sikker på at Edward havde en slags sjette sans, for at kunne opspore hende. Pokkers også! Hun havde sgu ikke lige behov for at snakke med ham, mens hendes Ivory-pigen stod lige ved siden af. Hun kunne på ingen måde forestille sig at få en behagelig samtale ud af det.
Da han stoppede op nogle få meter væk, kunne hun tydeligt se hans fødder ud af øjenkrogen, og da hun havde forsikret sig nogenlunde om, at der ikke var en kjole ved siden af, så hun op. Mange varianter af forskellige åbningslinjer, for gennem hendes hoved, men da langt over halvdelen af dem havde en ondskabsfuld eller umanerligt lam tone, blev mange af dem kasseret med det samme. Hold kæft hvor ville verden være et bedre sted, hvis man aldrig behøvede tænker over andre folks følelser. Så kunne hun bare have sagt den første spydige sætning der var faldet hende ind; ”Nååeh.. er du færdig med at babysitte nu?”. I stedet måtte hun nøjes med at tænke den, og det var sikkert også meget godt. Den sætning hun endte med, var nok den venligste, og mest uoplagte, af alle dem hun havde tænkt ”Må jeg låne din tryllestav? Bare et kort øjeblik?” Hun skruede et venligt smil på, og strakte sin beskadigede fod frem mod ham, i forhåbning om at han så kunne regne ud hvad hun ville bruge den til, og hun ville slippe for at skulle forklare sig.

Hun rettede lidt på sin kjole, og rejste sig kort op for at få den glattet ud, men satte sig meget hurtigt ned igen. Hun brød sig omtrent lige så lidt om den advarende smerte der gik gennem hendes fod, som hun brød sig om det faktum, at hun følte sig som et såret dyr. Et såret og meget ynkeligt dyr endda. For at fjerne opmærksomheden en lille smule fra hendes egen svaghed, så hun igen på Edward og smilede høfligt, og en anelse falskt ”Havde du ikke en date?” Hun krydsede fingre for, at han ikke ville lægge mærke til det lille strejf i hendes stemme, der fortalte at hun hellere end gerne ville kvæle pågældende date med sine bare næver.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 415 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole, Sko, Hår,. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Betydeligt hurtigere en sidst, han havde stået og betragtet hende, gav hun ham den opmærksomhed, han søgte. Godt nok var det første hun sagde noget af det sidste, han havde haft i tankerne, men hans blik faldt snart på hendes fod, og brikkerne faldt på plads.
Egentlig fandt Edward det simpelthen unaturligt at løbe rundt men en tryllepind i lommen, som han alligevel ikke rigtig kunne finde ud af at bruge, men fordi man aldrig vidste, hvilke problemer man kunne løbe ind i på en troldmandsskole havde han den med en gang i mellem for en god ordens skyld. I aften var en af de gange.
Uden et ord trak han stavet ud af sit ærme og rakte den uden videre til Psyche - det der særlige bånd, som mange magikere havde med sin stav, havde han aldrig rigtig oplevet med sin. For ham var det blot en ting, som alle da måtte låne, og i sidste ende var det alligevel bedst, hvis Psyche selv ordnede sin fod, for Edward havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan man helede en fod.
Fuldstændig blottet for nogen skamfølelse lod han sit blik glide hele vejen fra hendes fod opad hendes krop, for til sidst at møde hendes blik igen. Han kunne tydeligt mærke, at hun ikke ville snakke om, hvad der var sket, men han lagde to og to sammen og mente selv, at han havde fundet grunden til, at fyren fra før var blevet skældt ud.
Da hun talte til ham igen gik han hen og satte sig på bænken ved siden af hende.
"Selvfølgelig har jeg en date." svarede han og rettede med vilje hendes havde til har - Ellie var der jo stadig, godt nok ikke hos dem lige nu, men hun var stadig hans date for aftenen. Han havde bemærket den besynderlige undertone i hendes tonefald men valgte ikke at kommentere på det.
"Hvor er din?" var hans modspørgsmål. Underligt nok kunne han ikke få sig selv til at smile, og han følte, at han stod ved en skillevej. I aften kunne han enten vælge at lade Psyche være, eller han kunne gøre det han egentlig helst ville og afsløre mere af sig selv, end han egentlig havde lyst til. Sidstnævnte var meget ulig ham selv at gøre, men Psyches blotte nærvær gjorde det klart for ham, at han ikke kunne løbe fra, at han ville have hende. Han blik havde noget stålsat over sig, og han ville ikke kunne fortsætte smalltalken meget længere - det havde han ikke tålmodighed til.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche tog imod hans stav, og gav ham et taknemmeligt smil til gengæld. Derefter rettede hun blikket, og stavens spids mod sin fod, og hviskede formularen ”Episky” Sårene og de begyndende blå mærke på hendes fod forsvandt langsomt, og det samme gjorde smerten. Da hendes fod igen føltes hel, samlede hun sin sko op. Den havde også fået nogle skrammer fra glasskårene, men det var der heldigvis råd for ”Reparo” Psyche rettede stavens spids mod sin sko, og så til mens den reparerede sig selv. Mens hun tog sin sko på igen, og rakte Edwards stav tilbage til ham, lyttede hun til hans svar, og hans modspørgsmål.
Hun bøjede sig ned mod gulvet, både for at rette sin sko til, så den sad ordentligt, og for at skjule det faktum at hun vrængede en smule ad ham. Hun ville helst ikke have at han så det, og troede at hun havde et problem med ham, for det havde hun bestemt ikke! Hun havde nok nærmere et kæmpe problem med hans date. Specielt når hun blev omtalt i nutid.
Da hun rettede sig op igen så hun kort ud mod folkemængden på dansegulvet, men hun kunne stadig ikke spotte Damien nogen steder. Da hun så på Edward igen, trak hun kort på skuldrene ”Det har jeg ingen anelse om.. Damien forsvandt lige pludseligt, så jeg gætter lidt på at en eller anden fik fanget hans opmærksomhed” Hun sad og lavede små cirkler på bordpladen, mens sine grøntlakerede negle, og vendte igen blikket ud mod folkemængden. Det hele ville have lysnet en lille smule op, hvis hun havde fået øje på Damien, men det var simpelthen umuligt, så hun vendte endnu en gang blikket mod Edward. ”Han fandt sikkert en der var i stand til at danse, eller noget andet i den retning” Hendes tone var en anelse ligegyldig, og det var faktisk heller ikke fordi hun bekymrede sig synderligt for hvor Damien var blevet af. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og betragtede Edward. Det mest oplagte ville være, at hun spurgte ham hvor han havde gjort at sin date, men da hun ikke havde synderligt meget lyst til at finde ud af det, forholdt hun sig bare tavs, og håbede at han havde et eller andet at sige. Et eller andet der ikke havde noget at gøre med dates, vel at mærke. Men hun afventede hans reaktion, løftede hun glasset op til sine læber, og siden der ikke havde været mere end en lille smule tilbage i det, var det afslutningen på hendes tredje glas.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 426 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole, Sko, Hår,. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Edward lod hende forklare og følte en enorm tilfredsstillelse ved hendes ligegyldige tonefald, når hun omtalte Damien. Godt nok var Damien ikke lige en, som Edward ville op at toppes med - ok, han ville ikke op at toppes med nogen, men Damien var nok den sidste af alle, han ville toppes med, hvis han skulle lave en decideret liste. Drengen var fæl.
Damien befolkede ikke hans tanker længe.
"Det var da dumt af ham." sagde han lavmælt og en smule uinteresseret i det emne. Han fulgte hendes bevægelse mod glasset med sit blik og lod det hvile på hendes læber, da hun drak glasset ud. Og så handlede han helt uden at tænke.
Edward rykkede sig tættere på Psyche og greb fat om hendes glas i samme åndedrag. Roligt vristede han glasset ud af hendes hånd og stillede det på bordet ved siden af hende, mens hans anden hånd fandt sin vej op mod hendes ansigt. Ganske varsomt satte han to af sine fingre ved hendes kæbe og lod dem glide langs kæbebenet og ned mod hagen. Lige så snart hans lidt ru fingre mødte hendes bløde, lyse hud, gik der en besynderlig sitren i gennem hans fingre og næsten hele vejen op i hans arm, som efterlod ham varm og næsten lidt medtaget.
Hendes duft omsluttede ham fuldstændigt, men den havde slet ikke den samme omtågende effekt på ham, som den havde haft de andre gange, hvor han havde været tæt på hende. Han var ganske fokuseret, hvilket var tydeligt i hans klare blik. Godt nok frygtede han inderst hendes reaktion i en næsten ustyrlig grad, men i og med at han var hoppet i med begge fødder, så var han nødt til at skubbe frygten fra sig og bare se, hvad der skete.
Uden at vide hvornår han havde gjort det, så fandt Edward sig selv lænet ret langt ind mod Psyche. Hendes pænt formede læber var tættere på end nogensinde, men ligesom sidste gang han selv havde troet, at han havde været lige ved at kysse hende, så drejede han ansigtet og førte sin mund hen til hendes øre samtidig med, at han førte hånden ved hendes hage om mod hendes nakke for at begrave sine fingre i hendes hår.
"Jeg er..." hviskede han men kom ikke længere, fordi han på ingen måde vidste, hvordan han skulle færdiggøre sætningen. Han lukkede øjnene og nød den varme, han kunne mærke fra hendes krop mod sin hånd og ansigt, der var så tæt på hendes - for det varede måske ikke så meget længere.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche trak en lille smule på smilebåndet af Edward. Hun var glad for at det lige netop var ham, der kommenterede Damiens dumhed. Faktisk, ville hun nok ikke have ladet ret mange andre slippe af sted med det, og da bestemt ikke med et smil fra hendes side på samme tid. Men når det var Edward var det okay, det måtte vel betragtes som en kompliment, og når sådan en kom fra ham betød den lidt mere.
Hun protesterede kun meget svagt da han tog hendes glas, faktisk var hun ikke engang sikker på om man kunne kalde det en protest.
Hans fingre føltes ru, men varme og hans berøring kærlig og blid. Det var som hendes hud sitrede kort, i samme øjeblik som hans fingre rørte hendes kæbe. Ubevidst tiltede hun sit hoved en anelse ned mod hans hånd, som en minimal opfordring til at han bare skulle holde sin hånd dér, eller fortsætte med at kærtegne hendes ansigt på den måde.
Hun lænede sig en smule tættere ind mod ham, og for anden gang inden for relativt kort tid, var hun helt sikker på at han havde tænkt sig at kysse hende. Forskellen denne gang var, at hun rent faktisk havde glædet sig en lille smule til det, og blev noget skuffet da han, også for anden gang på relativt kort tid, drejede hovedet væk og lod være. Det var der omkring at det gik op for hendes at hun havde holdt vejret, og hun udåndede i et suk, mens hans fingre begravede sig et sted i hendes nakkehår. En handling der helt sikkert ødelagde hendes frisure. Det fandt kort vej til hendes overbevidsthed, men hun opdagede til sin overraskelse at hun var ligeglad.

Hun lagde sit hoved en smule ind mod hans, så deres kinder strøg ganske let mod hinanden. Hun ventede i et øjeblik, for at give ham en chance for at færdiggøre sin sætning selv, men det virkede ikke som om det ville ske. Hun bed kort i sin underlæbe, for på en måde virkede stemningen mellem dem meget mere spændt og intens end hun var vant til, og hun elskede det. Hun var bange for at det ville stoppe, hvis hun svarede på den forkerte måde. Hun tvang sig selv til at synke en enkelt gang, før hun forsøgte at gætte slutningen på hans sætning, selvom hun overhovedet ikke havde forudsætninger for at kunne gøre det. ”Bange? Spændt?” Hun havde ligesom ham sænket sin stemme til en hvisken, og hun sørgede omhyggeligt for ikke at trække vejret alt for tungt, da hans øre kun var få centimeter fra hendes mund.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 436 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole, Sko, Hår,. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Begge ord, som Psyche foreslog, ramte egentlig plet, men Edward var ikke så optaget af at færdiggøre sætningen mere. Hvis ikke det var, fordi han var så optaget af at være tæt på hende, så havde han måske overvejet, at grunden til hun foreslog lige de ord måske var, fordi hun havde det sådan selv.
Selvom Psyche prøvede ikke at trække vejret så tungt, så kunne Edward tydeligt høre hendes åndedræt. Hans øjne var stadig lukkede, og han var fuldstændig omhyllet af Pysches karakteristiske duft og varme, der fik ham til at føle sig lidt mere fandenivoldsk, end han normalt ville have. Slangens blonde hår kildede mod han fingerspidser, da han endnu en gang trak sine fingre i gennem dem. I en naturlig bevægelse trak han Psyches hoved tættere på, og han søgte den bløde hud under hendes øre. Endelig nåede hans læber hendes hals i en blid og kærtegnende gestus, der mest af alt føltes instinktiv for ham. Hendes lyse hud var varm mod hans læber, og selvom han ikke holdt kontakten længe, oplevede han stadig en blandet flod af følelser, som satte hans dømmekraft fuldstændig ud af spil. Mest af alt havde han lyst til bare at give sig fuldstændig hen, men han kunne ikke løbe fra, at der var to til en leg. Derfor, hvor meget viljestyrke det end krævede ham, trak han sig væk fra hendes hals, fordi han ville møde hendes blik.
Edward havde det, som om han fuldstændig havde glemt, hvordan Psyches øjne så ud. Da han igen sad og så ind i hendes isblå iriser gik der et sug i gennem hans mave, og om han ville det eller ej, var det gået op for ham, at han slet ikke kunne få nok af hele hendes person. Både på grund af mangel på evne og vilje holdt han igen med at tale.

[panther]

Lige siden Psyche forsvandt fra Damien, havde han gået og ledt efter hende. Til at starte med, havde han bare gået rundt på dansegulvet og ledt efter hende, da det var der han sidst havde set hende. Da han havde konstateret at hun ikke var der, havde han taget et halv hurtigt kig rundt i storsalen, men han havde misset Psyche der sad alene ved et tilfælde. Damien havde derefter tænkt at hun kunne have gået udenfor, for at få noget frisk luft, da det var ved at blive ret varmt inde i storsalen. Han havde set diverse par, stå udenfor for dem selv, men han fandt ikke Psyche et eneste sted. Da Damien kom ind i storsalen igen, så han dog endelig Psyche... Sammen med Edward. Der gik et sug gennem maven på Damien, og han kneb sine øjne en lille smule sammen. Han følelse af vrede og jalousi fløj igennem ham. Uden at vide hvad der var sket, andet end hvad han kunne se, at de sad tæt sammen, og så udtil at have noget halv intimt kørende, følte Damien at Psyche snød ham for en fantastisk aften, og istedet gav den aften til Edward. En Hufflepuffer som ikke engang var fuldblods!

Damien stod som ramt frosset til sin plads, før han endelig begyndte at bevæge sig. Vreden flød igennem ham, og han havde bare brug for at gøre Edward ondt. Han skulle lige til at trække sin stav, men hans fornuft stoppede ham hurtigt. At bruge offensivt magi til et julebal, ville garanteret give ham nogle problemer han ville have svært ved at rode sig ud af. Det ville sikkert også tilsmudse hans ry blandt lærerne, muligvis endda Rektor. Det kunne fjerne hans chance for at blive leder af The Riddlers.
Uanset hvad, så var Damien alligevel på vej over mod de to turtelduer, med et par meget skræmmende øjne.
Da han kom der over, sagde han ikke et ord, men tog fat i Edwards skulder for at rive ham lidt væk fra Psyche, før han slog ud efter Edwards kæbe. Det eneste problem var bare, at Damien ikke var ret stærk fysisk, så ligegyldigt hvor godt det slag ramte, ville en stor person som Edward, sikkert rejse sig uden de største problemer.

Damien kunne knap nok forstå at han sank ned til at bruge fysisk vold. At synke ned på niveau med mudderblodselever! Men han kunne ikke acceptere hvad Edward gjorde lige pt. Det var årsagen til at han ikke tænkte over at Edward var meget stærkere end Damien, rent fysisk.

[Edward Johnson]

Fortabt i Psyches øjne havde Edward glemt alt om resten af verdens eksistens, og det kom derfor mere end bag på ham, da Damien greb fat i ham og rev ham ud af sin egen verden, som kun han og Psyche fandtes i.
Selvom Damien ikke var særligt stærk fysisk havde han overraskelsesmomentet på sin side, og Edward faldt næsten ned fra stolen, han sad på. Forvirret glippede han med øjnene og registrerede ikke, hvem der havde taget fat i ham - han så blot en knytnæve flyve mod hans ansigt, og hans reaktion var instinktiv: han rejste ind foran Pysche, så hun ikke skulle komme til skade, hvilket resulterede i, at Damien ramte hans kæbe ret dårligt, mens han var i gang med at rejse sig. Slaget var ikke særligt smertefuldt, men det havde alligevel fået Edward alarm til at gå i gang, og selvom han ellers var meget konfliktsky, så rejste han sig nu i sin fulde højde mod Damien. Det var ikke, fordi Edward var højere end Damien, men alle hans muskler var spændt og han stod i angrebstilling. Vrede og uro lyste ud af hans øjne, og alskens følelser strømmede i gennem ham. Selvom Edward havde lyst til at tæske Damien til småstykker, så var der stadig en lille stemme i hans baghoved, der mindede ham om, at slangen havde en stav og sikkert ikke var bange for at bruge den. Så småt tog frygten over, og han sank sammen i akavet, underdanig holdning. Med et udtryk som en såret og forrådt hund kiggede han tilbage på Psyche, inden han kantede sig forbi sin stol i en stor bue udenom Damien uden at se ham i øjnene for at komme ud derfra.
For fem år siden ville han have slået igen, men med alderen havde han prøvet at ryste sin fortid af sig i forsøget på at skabe en fremtid, der var værd at leve. At det så fik ham til at fremstå som kryster var slag han måtte tage, men at gå væk fra Damien var meget mere end det: han gik også væk fra Psyche, der med sikkerhed aldrig ville kunne se ham i øjnene igen.


/OUT

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Ligesom Edward havde Psyche overhovedet ikke registreret Damien. Hun havde tænkt på mere vigtige ting, så som hvornår Edward blev modig nok til at kysse hende, og om hun burde sige noget eller bare nyde deres behagelige, og ret så intime, stilhed. Hun fik dog aldrig lov til at komme ret langt med sine overvejelser, og Edward blev revet væk fra hende på det helt forkerte tidspunkt. Den naturlige refleks var at gribe ud efter ham, og det gjorde hun naturligvis også, men det hele gik en lille smule for hurtigt for hende.
Mens Edward stop kampklar foran Damien, i forholdvis lang tid, rejste Pysche sig fra sin stol, for at se hvad der foregik. Over skulderen på Edward, fik hun øje på Damien. Det var tydeligt at han var vred, så hun regnede hurtigt ud hvad der var sket. Hun gættede på det der virkede mest logisk, ud fra hvad hun kunne se. Damien måtte simpelthen havde nedladet sig til at angribe Edward fysisk, og så vidt hun lige kunne se havde det ikke været særlig vellykket.

Da Edward begyndte at krybe sammen og endte med at stikke af, så Psyche bare til. Hun kunne trods alt ikke gøre ret meget ved det. Da han var forsvundet helt ud af syne, vendte hun sig mod Damien. Hendes naturlige indskydelse var at råbe ad ham, men det ville hun nok ikke få ret meget ud af. Desuden var to scener på en aften nok lige i overkanten.
I stedet gik hun langsomt hen til Damien og lagde begge sine hænder på hans bryst. Hun lænede sig en anelse ind mod ham og hviskede lavt i hans øre, med en kælen tone der bestemt ikke passede til ordene der gled over hendes læber ”Du har lige bevist at Edward er 10 gange den troldmand du nogensinde bliver... Og han er ikke engang renblodet” Hun trak sig en lille smule væk igen, og sendte et hånligt smil mod Damien, før hun gik forbi ham og forsvandt af samme vej som Edward var gået.

// Out

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson & Damien Maverick AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 345 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole, Sko, Hår,. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[panther]

Som Damien havde forventet, havde hans slag ikke været hårdt nok til at slå Edward ud, og han havde en lille frygt inde i sig, om at han nu selv ville få nogle pryl. Alligevel stod han fast, og klar til at trække sin stav, hvis det skulle blive nødvendigt. Da Edward valgte at skride, følte Damien sig lettet. Et smil krøb frem på hans læber, og han kiggede på Psyche, og følte sig selvsikker, da hun rørte ved hans bryst og lænte sig ind mod ham. De ord som han hørte, ramte ham til gengæld hårdt, og vreden som havde forladt ham efter edward, blussede hurtigt op igen. Selvom Psyche vendte om og gik fra ham, stod Damien frosset til stedet. Han have forventet at han havde vundet. Det tog ham lidt, før han kom til sig selv, og løb afsted efter Edward og Psyche, ud af storsalen

//out