BAL - Just around the corner

[Aiden Kane Ivory]

Det var endelig helt ufatteligt for ham at stå der, med sine læber mod hendes for øjnene af alle. Det der var ufatteligt ved det var at de havde været så nære venner i så mange år uden at han havde bemærket noget men måske alligevel et eller andet sted i sig havde følt noget for hende siden han kunne stå der og nyde det så meget som han gjorde. han lod sig rive med, mere end han selv havde ønsket i starten hvor han blot havde tænkt at det bare var et lille kys, nu havde han ikke længere lyst til at bryde det vidunderlige kys. Adam havde nævnt overfor Aiden hvordan hans forhold til Lou var til tider..især til fester når de lod sig gribe af stemningen og sådan, han havde dog ikke taget det særlig tungt måske fordi han endnu ikke havde udviklede jalousi-genen. Efter flere minutter hvor de havde stået med hinanden i armene om med læberne mod hinanden blev kysset brudt. Han så ganske tilfreds ud med det varme smil over læberne og smilehullerne som fik ham til at se ekstrem nuttet ud – noget han havde hørt fra andre – smilede han blot over hendes ord som ikke rigtigt forklarede noget. Det behøvede den sådan set heller ikke for han havde det på samme måde som hun. Hendes latter smittede af på ham og han lo med. Deres ansigter var ikke langt fra hinanden og selvom han måtte styre sig for ikke at trykke sine læber mod hendes strøg han hendes kind. ”Tak fordi du sagde ja til at følges med mig” sagde han i en blid og hviskende stemme tæt ved hendes øre.

[lou]

Det var svært at undgå at bemærke Aidens smilehuller, og hun flyttede en hånd om fra nakken for at lade en finger glide henover det. Det føltes mærkelig at være så intim. Hun havde kun prøvet at kysse, hvor det ikke rigtig handlede om andet, så hun vidste ikke helt, hvad man kunne tillade sig at lave af kærtegnelser og den slags. Hun lo igen mildt ved hans ord og lænede kinden ind mod hans hånd, som han strøg over hendes kind.
"Selvfølgelig sagde jeg ja, dit fjols." svarede hun. Sekundet efter fandt hun dog sig selv med sine læber mod Aidens igen, fordi det mest af alt havde føltes naturligt for hende lige at tilbagelægge den sidste afstand mellem deres munde endnu en gang. På en eller anden måde holdt hun det kun til et enkelt kys, og hun mødte hans blik med et betaget blik, der glitrede i lyset.
"Jeg troede slet ikke, du kunne lide mig." sagde hun så og blev lidt overrasket over sin egen pludselige ærlighed - den slags holdt hun ellers for sig selv, og en gang i mellem Mae, når hun virkelig havde brug for at snakke om tingene. Smilet på hendes læber svandt en smule ind, mens hun pludselig frygtede hans svar. For at have lyst til at kysse nogen behøvede man jo ikke at kunne lide personen, tænkte hun tørt og fortrød sit ordvalg utrolig meget på stående fod.

[Aiden Kane Ivory]

Hans smil forsvandt ikke blev dog i stedet større da hun strøg hans kind. Ja det føltes lige så mærkeligt for ham som for hende, de havde aldrig stået så tæt på hinanden.. og selv hvis de engang måske havde så havde han ikke lagt mærke til det og ikke være så opmærksom på dem. På samme måde som hende anede han ikke hvor langt hun ønskede at gå, hvad han måtte og hvad han ikke måtte. Hendes søde latter over hans ord gjorde ham blot glad, han havde altid elsket at høre hende le men havde aldrig lagt noget i det. For ham var det som om hans følelser var ligegyldige for han var nærmest bange for at indse dem og bange for at vise dem. Ja det gjaldt vist kun nye følelser for hans følelser over for sine søskende havde altid været ret tydelige. Hendes ord overraskede ham en smule for hun var gået fra at være helt genert til at vise noget af sit gamle jeg hvilket overraskede ham positivt og blot fik smilet frem over hans læber. Han nåede dog ikke at kommentere det før hendes læber igen var mod hans og selvom han var overraskede lod han sig glide tilbage til de følelser han havde følt ved deres tidligere kys. Desværre blev dette kys brudt langt hurtigere end det andet og dog fandt hans blik hurtigt hendes. Endnu engang kom hendes ord bag på ham og han måtte lige fatte sig inden han svarede med sine varme stemme ”Jeg er bare ret god til at skjule hvad og hvem jeg kan lide” svarede han, stemmen var en anelse munter og øjnene strålede. Han bemærkede at smilet var blevet mindre og skyndte sig at fange hende i endnu et kys.

[palindrome]

attention students !

Rundt omkring på slottet, gik juleballet som smurt og som planlagt, - hvad eleverne ikke ved, er at der udenfor er sket en kæmpestor forbrydelse. Lærere patruljerede overalt på skolen, for at forhindre elever i at komme i konflikter og generelt for at sikre festens succes!
Netop som læreren i Forsvar mod Mørkets Kræfter havde sin patrulje i den ret øde slotshave, var han nær faldet over et par livløse fødder ved busken. Da han skubbede busken til side, genkendte han det med det samme som læreren i mugglerstudier. Han kunne ikke tro sine egne øjne, og som han febrilsk famlede efter en puls, rasede en million spørgsmål igennem hovedet på ham. Et af dem, var selvfølgelig: Hvem kunne have gjort dette? Et andet: hvorfor? Og sidst, men ikke mindst: kunne det være fordi, denne var mugglerfødt? Gruen voksede i ham, og da den kære gamle værdsatte lærer viste sig at være uden puls, løb han hastigt afsted for at give administrationen besked.

Festen blev afbrudt af professor Mavericks myndige og dybe stemme som fyldte hele slottet og alle dets rum med en meget vigtig meddelelse.
"Alle elever bedes straks vende tilbage til Storsalen. Der er blevet begået en forfærdelig forbrydelse; læreren i mugglerstudier er fundet død. Ingen grund til panik! Lærerne vil gennemsøge skolen for ubudne gæster og beviser! Alle der ved noget om sagen, bør omgående kontakte en lærer så vidnet kan bliver eskorteret til kontoret! Alle som ikke møder op i Storsalen vil møde alvorlige konsekvenser, og vi vil ikke tøve med at bortvise på stedet!"

Med en stemme der udstrålede autoritet, spredte han armene ud, som han havde gjort ved ballets start. Denne gang, var det det ikke som en varm velkomst. Han slog et slag med tryllestaven i sin ene hånd, og i samme øjeblik forsvandt den magiske stemning der havde hvilet over salen, og blev til den gammelkendte storsal. Planerne om et vellykket bal, lod sig ikke opfylde, og med et stramt ansigtsudtryk, slog han med staven igen, mens hundrede af soveposer dannede sig i salen.
"Alle elever må under ingen omstændigheder forlade storsalen. Hvis så meget som en eneste er ude på nattefærd, ville konsekvenserne ramme hårdt. Der vil blive sørget for jer, tvivl ikke på det." han foldede hænderne på brystet og bøjede hovedet let fremover, som tegn på han var færdig.

Mens han trådte ned fra podiet, lød hans høje stemme for sidste gang.
"Præfekterne slutter sig til lærerne på stedet. Jeres kollegieoverhoveder, vil være her til jeres assitance. Yderligere informationer vil komme." og med det forsvandt han ud af de store dobbeltdøre, for travl til at bemærke de mange skræmte elever, som væltede ind fra udendørsområderne. Nogle eskorteret af lærere, andre alene. Men der var ingen tvivl om, at alle elever havde hørt meddelelsen. Han kunne mærke panikken lægge sig, som en ulmende drage, over slottets mange beboere. Panikken spredte sig.