BAL - calm and easy (i)

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

dress
shoes
hair

I øjeblikket sneede det ikke, men der var endnu frost i luften. Lily skuttede sig, og ønskede straks at hun havde taget mere tøj på. De kolde stenmure på vej ud i gården gav ikke andet end læ for vinden, siden der intet glas var i stenhvælvingerne. De løse dele af hendes hår dansede let, hver gang hun passerede en åbning, og beskyttende slog hun armene omkring sine arme, mens hun tænkte på sin dejlige, hvide vinterfrakke. I hånden havde hun den drink, som havde fulgt efter den anden drink Adam havde tilbudt hende. Hvor uansvarligt det end var, var de dog røget ned hver og en.

Lily var begyndt at svaje let i de høje hæle, og fik hendes hofter til at svinge faretruende når hun gik, som om hun kunne vælte hvert øjeblik. På trods af at, følte hun faktisk selv hun havde ret godt styr over sig selv, og den friske luft gjorde hen nærmest helt klar i hovedet. Hendes syn føltes drømmeagtigt, som på et troldmandsfortografi og lyden var dæmpet. Da hun kiggede over sin skulder og kunne se Adam, syntes hun at kunne høre latter et eller andet sted fra, men vidste ikke om det bare var hendes underbevidsthed der spillede hende et puds. Hendes latter var hul og dæmpet med en fantasiagtig klang.

tag; adam

[Deleted]

let's do this shit !
may i have this dance?
jakkesættet
slipset

Adam gik lige bag ved Lily. Han syntes ikke rigtig at kunne føle kulden, - om det var fordi han både havde skjorte og habit på, eller om det var på grund af alkoholen, syntes ikke at stå klart for ham, men det betød nu heller ikke noget. Dog var hans opfattelsesevne og sympati ikke svækket, så da han bemærkede gåsehuden på Lilys arme ved kuldens effekt, lod han langsomt sin habit glide af. Da Lily så sig over skulderen, var det i det øjeblik at Adam forsigtigt lagde habitten over Lilys skuldre.
"Du fryser," ,- det var klart at det ikke var et spørgsmål, men en konstatering.

Han nippede selv til juleballets tredje drinks, - ja det ville sige, hvis man ikke talte de mange drinks fra før festen med... Hans trang til at holde på Lily på den ene eller den anden måde, gjorde ham lettere rastløs, og for at opveje for dette, stoppede han den frie hånd i sine lærredsbuksers lomme. Adam bed sig i læben. Der var noget der virkelig nagede ham, og før han nåede at tænke det ordentlig igennem, kom han til at sige mere end han lige ønskede.
"Såe... Jasper Wayland, hva'?" spurgte han, på den der måde som om han lige havde regnet ud at de havde noget kørende. Han turde næsten ikke se på Lily for at se hendes reaktion. Han håbede på mange måder at han havde taget fejl i disse antagelser.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

dress
shoes
hair

Lily kunne fornemme at Adam var lige bag hende, men hun kiggede ikke tilbage på ham, før hun mærkede det varme stof over sine meget kolde arme. Taknemmeligt gled hun i den, på trods af at den var rigtigt mange størrelser for står. Let til hovedet, forsøgte hun ikke at bemærke hvor kraftig den chokoladeagtige duft der hang om den var, og hvor meget den mindede hende om de yngre år, hvor hun havde leget hjemme ved Eleanor og Adam. Et smil gled over hendes læber, der var blege af kulden, og da hun åbnede munden for at tale, skabte hendes varme ånde en tågeagtigt dis hvor den kærtegnede kulden. Om det var noget hun forestillede sig eller ej, var hun ikke klar over, men hun var næsten sikker på, at hun kunne se de klare iskrystaller danse rundt i luften i det svage lysskær fra de tændte fakler.

”Jeg skulle have taget en jakke med. Du behøver ikke fryse,” sagde hun henkastet, men beholdt dog habitten på. Hun havde allerede på fornemmelsen at det ville være en lost cause, at begynde at diskutere hvorvidt Adam skulle beholde jakken på. Desuden var varmen nu ret tillokkende, det kunne Lily ikke benægte.

Hun strøg en undvegen hårlok væk fra øjnene, og sænkede tempoet lidt, så hun i stedet kom til at gå ved siden af Adam. Hendes tynde hæle klikkede i salige rytmer hen over det isglatte fliseparti, og hun så op på Adam. Sidst hun havde gået ved siden af ham, stille og roligt – uden vrede, tårer eller andre lumske følelser, havde han ikke været mere end en dreng. Næsten til sin overraskelse måtte hun erkende at det var længe siden. Adam var vel ikke meget mere dreng, og nærmere end mand. Han var vel efterhånden myndig også. Lily bed let ned i sin underlæbe, og stoppede brat ved Adams ord. Hendes arme foldede sig ind over brystkassen, og hendes blik blev i et flygtigt øjeblik hårdt, som det så ofte havde været. Men så huskede hun igen, hvorfor det var hun gik her, og holdningen mildnedes let.

”Jazz er en fantastisk fyr. En fantastisk ven.” sagde hun i en lettere ligegyldig tone. Hun havde med vilje understreget det sidste ord, da hun vidste der i forvejen løb rygter om hende og den jævnaldrende løve. Det havde heller ikke hjulpet, at hun var blevet set på Jaspers sovesal – hun havde mildest talt bedt om det.

Hun fortsatte med at gå, og nærmest uden at tænke over det, lod hun sin arm glide ind i adams, i en form for armkrog mens de gik, og støttede sig let op af ham for at holde balancen på det glatte gulv, i de høje hæle – som om hun helt havde glemt hvem hun gik sammen med.

tag; adam

[Deleted]

let's do this shit !
may i have this dance?
jakkesættet
slipset

Lily havde ganske ret i tanken om at han ikke havde tænkt sig at beholde habitten. Han var meget stålfast i sin holdning og sine manerer; og så kunne han desuden ikke mærke kulden. Havde han egentlig ikke engang lært at man aldrig måtte gå ud i sådan en kulde når man var fuld? Han lod tanken slippe væk, og rettede blikket mod Lily. Han skævede gengældende til hende, da hun nåede ned på siden af ham i stedet for at gå foran, og lod sit blik kærtegne hendes lyse lokker. Hendes hår var sat så fint.
"Ingen kommentarer. Du bruger bare jakken så meget du vil. Jeg kan ikke engang mærke kulden," svarede han henkastet, og tog sig selv i at ville lægge en arm om hende; specielt fordi det var den arm han havde drinken i. I stedet nippede han let til glasset og smilede dernæst til Lily.

Det føltes rart... ikke at skulle overbevise nogen eller gå og være frustreret over at være hadet af den man elskede allermest, - ikke at han om muligt ville indrømme dén detalje lige nu. En tanke fløj igennem ham; nu hvor han og Lily var på venlig fod... ville det så være at smadre det venskab hvis han skulle nå at fortælle hende om sine rigtige følelser inden graduering? Nu var der jo ingen hast. De ville jo sikkert holde kontakten når de gik ud af skolen, nu hvor de var venner. Han vidste egentlig ikke hvorfor han havde troet at han ville miste kontakten når han gik ud, for Aiden og Rachel ville jo stadig være hendes ven. Han bed forsigtigt ned i sin underlæbe ved alle disse tanker, og rettede først hovedet imod Lily da hun talte igen.

Han havde nok ikke lige set dén komme. Ærlig talt havde han hele tiden troet at det var Jasper Waylands hensigt at "score" Lily, hvilket havde irriteret Adam til døde fordi han stod uden den mulighed. Og på trods af at der var en lettere spydig undertone i Lilys svar, kunne Adam ikke undgå at smile lidt af lettelse.
"A ha..." var det eneste han kunne svare, uden at være i stand til at tørre det store smil af. Der gik lidt drengerøv indover ham, og hans påvirkede tilstand fik ham til at reagere lidt som han måske ville have gjort ved enhver som havde haft et af Lilys træk. Men han bed det i sig; for det var Lily det her. Det var hans chance for endelig at få det venskab han havde ønsket sig... for det var jo det han havde villet hele tiden... var det ikke?

"Julie gav mig tørt på her i sidste uge," begyndte han så småt, bare for at holde samtalen kørende. "Men jeg tror måske hun har ret i delen med at jeg ikke ved hvad I piger tænker," indrømmede han og skævede diskret til Lily, idet hun tog hans arm og han tog hendes. Han lagde en forsigtig hånd på hendes der lå placeret henover hans skjortedækkede arm, men fjernede hånden igen lidt efter.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

dress
shoes
hair

Lily rystede misbilligende på hovedet, men lod emnet ligge alligevel. En ting hun havde lært om Adam igennem disse år, var i hvert fald at han var helvedes stædig og stålfast. Og hun havde endnu ikke fundet ud af, hvordan hun kunne ændre på det, på trods af rigtigt mange års forsøgen. Hendes øjne søgte op imod Adams ansigt, men forsvandt dog lige så hurtigt igen, uden at have fortrukket en mine. Hun kunne virkelig ikke forstå hvorfor han overhovedet gad tale med hende. Hun havde jo ligesom bevist, at hun ikke ville gøre det, da hun troede hun var i hans sted. Men det måtte så bare betyde at Adam var et meget bedre menneske end hun. Men Lily havde også været knust dengang. Og dele af hende, var vel stadig.

Selvom tingene havde været så anderledes mellem dem de sidste mange år, var det alligevel som at gå ved siden af den Adam hun engang havde holdt mere af en noget andet. Den Adam der havde fortalt hende om magien, og været hendes bedste ven. Det overraskede hende, at han faktisk ikke havde forandret sig mere end, at hun stadig kunne kende den gamle gnist i hans blik.
”Du troede måske andet?” spørgsmålet var måske mest af alt retorisk, da Lily sagtens kunne lægge to og to sammen. Men på den anden side? Hvad så , hvis han troede det? Hun havde da lov til at være sammen med hvem hun ville. Hun kunne da også flirte med alle og enhver, hvis hun gad… men på det punkt var de vist ret forskellige. En kuldegysning løb ned langs hendes ryg og automatisk gik hun lidt nærmere den arm hun holdt fast i, for at snylte lidt på Adams varme.

Hans ord fik hende til at kigge op med et lettere uforstående blik.

”Gjorde hun det? Hvorfor dog?” spurgte hun, lidt tilbageholdende. Hun var ikke sikker på at hun havde lyst til at snakke om Julie lige nu, men alligevel vandt nysgerrigheden dog over hende. Hun tænkte slet ikke over at hun sænkede farten og drejede sig lidt ind imod ham, for bedre at kunne høre hvad han sagde – både for musikken indenfor og vejrets larm udenfor.
Hun så lettere uforstående ud ved hans kommentar, og så på ham med et blik der bad om en bedre forklaring.

tag; adam

[palindrome]

attention students !

Rundt omkring på slottet, gik juleballet som smurt og som planlagt, - hvad eleverne ikke ved, er at der udenfor er sket en kæmpestor forbrydelse. Lærere patruljerede overalt på skolen, for at forhindre elever i at komme i konflikter og generelt for at sikre festens succes!
Netop som læreren i Forsvar mod Mørkets Kræfter havde sin patrulje i den ret øde slotshave, var han nær faldet over et par livløse fødder ved busken. Da han skubbede busken til side, genkendte han det med det samme som læreren i mugglerstudier. Han kunne ikke tro sine egne øjne, og som han febrilsk famlede efter en puls, rasede en million spørgsmål igennem hovedet på ham. Et af dem, var selvfølgelig: Hvem kunne have gjort dette? Et andet: hvorfor? Og sidst, men ikke mindst: kunne det være fordi, denne var mugglerfødt? Gruen voksede i ham, og da den kære gamle værdsatte lærer viste sig at være uden puls, løb han hastigt afsted for at give administrationen besked.

Festen blev afbrudt af professor Mavericks myndige og dybe stemme som fyldte hele slottet og alle dets rum med en meget vigtig meddelelse.
"Alle elever bedes straks vende tilbage til Storsalen. Der er blevet begået en forfærdelig forbrydelse; læreren i mugglerstudier er fundet død. Ingen grund til panik! Lærerne vil gennemsøge skolen for ubudne gæster og beviser! Alle der ved noget om sagen, bør omgående kontakte en lærer så vidnet kan bliver eskorteret til kontoret! Alle som ikke møder op i Storsalen vil møde alvorlige konsekvenser, og vi vil ikke tøve med at bortvise på stedet!"

Med en stemme der udstrålede autoritet, spredte han armene ud, som han havde gjort ved ballets start. Denne gang, var det det ikke som en varm velkomst. Han slog et slag med tryllestaven i sin ene hånd, og i samme øjeblik forsvandt den magiske stemning der havde hvilet over salen, og blev til den gammelkendte storsal. Planerne om et vellykket bal, lod sig ikke opfylde, og med et stramt ansigtsudtryk, slog han med staven igen, mens hundrede af soveposer dannede sig i salen.
"Alle elever må under ingen omstændigheder forlade storsalen. Hvis så meget som en eneste er ude på nattefærd, ville konsekvenserne ramme hårdt. Der vil blive sørget for jer, tvivl ikke på det." han foldede hænderne på brystet og bøjede hovedet let fremover, som tegn på han var færdig.

Mens han trådte ned fra podiet, lød hans høje stemme for sidste gang.
"Præfekterne slutter sig til lærerne på stedet. Jeres kollegieoverhoveder, vil være her til jeres assitance. Yderligere informationer vil komme." og med det forsvandt han ud af de store dobbeltdøre, for travl til at bemærke de mange skræmte elever, som væltede ind fra udendørsområderne. Nogle eskorteret af lærere, andre alene. Men der var ingen tvivl om, at alle elever havde hørt meddelelsen. Han kunne mærke panikken lægge sig, som en ulmende drage, over slottets mange beboere. Panikken spredte sig.

[Deleted]

let's do this shit !
may i have this dance?
jakkesættet
slipset

Adam følte sig en smule for varm, da Lily mistænkte ham for at have troet andet om hende og Jasper. Ja, det havde han jo. Meget endda. Måske var det bare de signaler Lily sendte, som let blev misforstået. Men hvem ville ellers trække en af det andet køn så entusiastisk ud på dansegulvet? Måske forstod Adam det bare ikke.
"Tja," var det eneste han kunne fremmumle, og kløede sig let i nakken. På trods af denne... lidt akavede situation, så var han faktisk vældig godt tilpas i dette nye uvante, men dog genkendelige selskab. Hun havde selvfølgelig ændret sig, men han ville ikke vove at påstå at det var til det negative. Han var ligeså fortryllet af hendes hår og øjne, - ja faktisk hendes generelle udstråling, - som han altid havde været. Og hendes personlighed tirrede ham på en mærkelig måde. Som om det ikke kunne gå stærkt nok med at lære og vide mere. Han følte at han virkelig var gået glip af noget, og atter mærkede han misundelsen over at Aiden, Rachel og de andre havde haft den fornøjelse de sidste syv år, uden ham. Han følte sig faktisk lidt udenfor.

Han skævede svagt ved mindet om den aften Julie var gået amok på ham, hvorefter hun nærmest havde smidt alle de tanker fra sig og... givet efter for ham? De var blevet gode venner efter det, og det havde måske overrasket ham. Men det overraskede ham næsten mere at Lily ikke havde været klar over at Julie havde været efter ham, - han havde jo faktisk troet at det var hende der havde sendt hende efter ham. Han havde endda været ret vred over det.
"Jeg troede at..." han blev afbrudt af rektors dybe og myndige stemme, som syntes at lyde på hele Hogwarts' grund, for at sikre at alle fik beskeden med. Han fik et chok, og det rykkede i ham, så han diskret kom til at trække Lily til sig. Beskeden var ikke mindre afskrækkende. En lærer var død... til et bal. Hvilket drama.

Han kastede blikket ned på det chokerede ansigt ved siden af ham. Han kendte Lily godt nok til at vide hvordan hun håndterede den slags dårlige nyheder. Men der var ikke tid til at snakke meget lige nu, - de måtte hellere se at komme tilbage til storsalen!
"Kom! Vi må hellere skynde os." åndede han, idet han diskret tog Lily i hånden og tog hende med indenfor for at rende videre til den allerede ret fyldte storsal.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

dress
shoes
hair

Lily lod dog hurtigt til at glemme hele emnet med Jasper igen, da hun ærligt talt ikke var så interesseret i at snakke videre om det. Og umiddelbart virkede det sådan set heller ikke til at Adam var lige så interesseret, men det var trods alt ham der havde bragt det på bane. Men mere kunne der ikke være at sige i det.

Det var mærkeligt hvordan Lily ikke følte, at det var specielt mærkeligt at være i Adams selskab, og at hun næsten ikke kunne mærke forskellen. Selvfølgelig var det ikke fordi, Adam ikke havde forandret sig, men det var som om at det, at have hele hans familie i sin nærmeste vennekreds, aldrig havde adskilt hende helt fra ham. Hun havde altid hørt hvad der var sket med ham, hvordan han havde udviklet sig og så videre – bare ved at lytte til familien Ivory diskutere det. Hun havde tænkt sig at fortælle ham, hvor glad hun var for at de kunne snakke sammen, om det så bare var for denne aften, og hvor meget hun egentlig havde savnet ham, men så brød rektors stemme stilheden, og Lily så forskrækket op.

Da han var færdig med at tale, svimlede det seriøst for hende. Det kunne ikke passe. Det kunne simpelthen bare ikke passe. Det første Lily tænkte på var sine forældre. Læreren havde været mugglerfødt. Det var Lily også. Fortvivlet støttede hun sig til Adams arm. Den næste hendes tanker faldt på var Samuel. Hvor var han henne nu? Åh, bare han var i sikkerhed i storsalen. Der måtte ikke ske noget med ham. I et kæmpe stort virvar, strøg Lilys tanker over alle hun holdt af, fortvivlet over situationen – den eneste hun rent faktisk slet ikke tænkte på, var sig selv. Hvilket var så komplet typisk Lily. Et halvkvalt hulk brød igennem overfladen, da tankerne overvældede hende, og hun holdt fast i Adams arm, som om det gjaldt hendes liv. Hun ænsede ikke hans ord, men lod sig bare trække med, for overvældet til at gøre andet. Hun var på vippen til et eller andet nervøst sammenbrud, det kunne hun allerede mærke nu. Længe havde frygt naget hende, men nu var det blevet en realitet. Og Lily var i syv sind.

//OOC: Okay, så jeg regner med vi bare fortsætter i subtråden, ikke? Og siden sidst har Lily altså fået en tvillingebror – Samuel – som er nævnt i mit svar. Se evt. profiler for nærmere information. møs møs!

tag; adam