Every day, summer day

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly · Fredag formiddag, Juli

Julian gik sidelæns ud af køkkenet, så han kunne se, hvor han gik. Han havde fået stukket en stak vasketøj i favnen og blev prompte mindet om at han var mindreårig og ikke måtte bruge magi. Det valgte han dog at 'glemme' lige så snart han kom ud af sin mors synsfelt, og turen op ad trappen blev en del nemmere, efter han fik fisket tryllestaven op af lommen. 

Med vasketøjet svævende foran sig traskede Julian hen til Mollys værelse. Han havde (stadig) natbukser på og kløede sig fraværende i sit uglede hår, som hans mor få øjeblikke inden havde brokket sig over. "Jeg kommer lige ind," advarede han efter at have banket på døren. Da hun ikke havde nogen protester fortsatte han i sit forehavende. Uden at forklare hvad han skulle, vandrede han ind og lagde bunken af vasketøj på hendes seng. Tøjet var ikke sorteret, og han satte sig tungt i sengen ved siden af bunken. "Kan du ikke lige hjælpe mig?" spurgte han og begyndte modløst at gå i gennem tøjet stykke for stykke. Det var godt nok ikke raketvidenskab at sortere pigetøjet fra, men han gad ikke at gøre hele arbejdet selv. 

[Molly Buford]

meeting brotherdearest – wearing pajamas

Som altid var Molly af solen vågnet rimelig tidligt og havde allerede siddet en god tid med snuden begravet i Seeker Weekly, der var væltet ind ad hendes vindue med en noget forvirret ugle nogle timer tidligere. Derfor blev det heller ikke til meget mere end et fraværende grynt, der kom som svar, da der pludselig blev banket på døren. At hun stadig sad i sit nattøj (eller rettere; sin brors nattøj, hvilket sad ret så løst om hendes femtenårige krop) med håret strittende i alle verdenshjørner – hvilket sikkert ville irritere moren grusomt – kunne ikke bekymre hende mindre.

”Mor bliver stiktosset, hvis hun ser du bruger magi.”, kommenterede hun distræt uden at hæve blikket fra den dybdegående artikel om Englands landshold. ”Det ved du godt, ikke?” Endelig fik hun vendt koncentrationen mod broderen, netop som han lod vasketøjet dumpe ned i sengen ved hendes side. Uden at fortrække en mine, smed hun en sok tilbage i bunken, der var endt over hendes bare fod. Ved han spørgsmål nikkede hun kort og trak på skuldrene. ”Jeg kan tage mors og mit tøj, men du ved, jeg ikke kan se forskel på det andet. I er kraftedeme alle så høje, at det er umuligt at kende forskel.” Med et underholdt smil rystede hun lidt på hovedet, så det uglede hår måtte vifte med. Stadig smilende tog hun tryllestaven fra natbordet og gjorde et par sjuskede sving, hvilket fik et par stribede sokker til at vrikke dovent og søge ned til bunken igen. ”Og hvis du kan tage sokkerne også, ville det være en stor hjælp.” Det var ikke at Molly var en dårlig magiker, hun var bare ikke en af de bedste og sokker var bare aldrig enige med hende.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly · Fredag formiddag, Juli

Julian strakte sig efter et par bukser, han genkendte som sine egne, da Molly mindede ham om, hvad hans mor lige havde sagt nede i køkkenet. Han havde ryggen kortvarigt til hende og skar en grimasse dog uden at kommentere på det hun sagde. Det eneste hun kunne se var, at han trak på skuldrene, og da han rettede sig op igen var hans ansigt atter lagt i trætte folder. 

"Det er også fint," sagde han og foldede bukserne sjusket sammen. "Du kunne også bare bruge hænderne, eller de er måske ikke egnet til at håndtere sokker?" spurgte han sarkastisk men havde et tydeligt glimt af spøg i øjnene. Så rettede han blikket mod tryllestaven i hendes hånd og skar en grimasse af påtaget frem for oprigtig irritation som før. "Mor bliver stiktosset, hvis du bruger magi!" efterabede han og kom så til at le. "Det vil sige, hvis du altså kunne finde ud af det," tilføjede han og viftede den stribede sok, der ikke havde adlydt hende, foran næsen på hende.

[Molly Buford]

meeting brotherdearest – wearing pajamas

Med de blå øjne sammenknebet betragtede hun Julian, der atter vendte sig mod hende – overbevist om, at han sikkert havde skåret grimasser af hende et par sekunder før. Sådan noget lyste altid ud af ham, måtte nok være en af ulemperne ved at være sådan en artig knægt. Selv hvis hun ville kunne Molly ikke have tilbageholdt et flabet smil i at bredes over læberne. ”Jeg ville ikke røre dine sokker med en ildtang, jeg ved jo ikke, hvad de sidst har været benyttet til!” kommenterede hun kækt og kastede en sammenkrøllet T-shirt efter ham, da han vendte hendes egne ord mod hende. Magen til flab skulle man da lede længe efter. Eller. Måske ikke i Buford residensen, men i hvert fald andre steder.

”En dag tæver jeg dig i duellering og overgår dine magiske evner fuldstændig og så vil du fortryde” advarede hun spøgefuldt og kunne ikke tilbageholde en underholdt latter. Selvom hun indenfor sociale færdigheder var ham langt overlegen, ville hun ikke kunne nå ham til sokkeholderne når det gjaldt magiske evner eller intelligens. Med påtaget irritation trak hun den stribede sok ud af hånden på ham og kastede den tilbage i bunken, før hun rakte ud efter en trøje, usikker på hvem den egentlig tilhørte, og løftede den op. ”Er det din?” spurgte hun nysgerrigt og granskede trøjen. Hvis ikke, ville den i hvert fald passe udmærket ind i hendes garderobe – også selvom den måske var en smule for bred om skuldrene.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly · Fredag formiddag, Juli

Julian snerpede læberne sammen i tynd streg over hendes kommentar om strømperne og stirrede stift ned i vasketøjet uden rigtig at opfange, hvad han kiggede på. Så fik han pludselig en t-shirt i hovedet, og han klemte en sur lyd ud mellem sine sammenbidte tænder, mens han famlede efter trøjen. Søsterens humør var dog helt upåvirket, og han opgav hurtigt sit surmuleri - den røde farve i kinderne var dog knap så nem at komme af med.

"Jeg ville aldrig duellere mod dig!" udbrød han ærligt. Tanken om at risikere at gøre sin egen søster fortræd var ikke særlig behagelig, og selvom hun kun havde nævnt det i spøg ville han gerne have det på det rene. Den stribede sok havnede atter i bunken af usorteret tøj, og Julian måtte konstatere at han ikke anede, hvem den tilhørte. "Må jeg lige se," mumlede han og tog trøjen, som Molly havde samlet op, i nærmere øjesyn. "Det er i hvert fald ikke min. Jeg har en der ligner, men den kan jeg ikke finde!" fortalte han og havde tydeligvis ikke regnet ud, at den højst sandsynligt lå inde i Mollys klædeskab. 

[Molly Buford]

meeting brotherdearest – wearing pajamas

Selvom Molly godt bemærkede Julians mund, der pludselig legede hønserøv, kommenterede hun på ingen måde den tøsefornærmede opførsel, han pludselig gik i gang med over sokkekommentaren. Selv havde hun fundet den mægtigt underholdende og synet af hans kinder, der var blevet pludseligt postkasserøde var et syn, hun gerne betalte penge for. Det var dog noget, hun hurtigt glemte, da hans udbrud kom noget bag på hende. Ordene var jo mest sagt i spøg, da hun også selv var klar over, at hun ikke ville få et ben til jorden mod ham i ærlig kamp. Det fremkaldte alligevel et varmt smil på hendes læber og hun overvejede et kort øjeblik at række ud efter ham for at give hans arm et lille klem. Alligevel var der noget, der stoppede hende og hun kastede sig igen over vasketøjet, for nysgerrigt at følge med i trøjens ejerskab.

”Ærgerligt”, mumlede hun og trak på skuldrene, før hun igen tog trøjen fra ham og foldede den sammen for at lægge den nederst i bunken med sit eget tøj, da hans opmærksomhed kort var afledt. At hun vidste, hvor den omtalte trøje var, faldt hende ikke ind at fortælle broderen om. Desuden var hun ganske overbevist om, at han nok ikke ville have den tilbage, hvis hun sammen med dens placering, fortalte om hvad den ved et uheld havde været udsat for. Derfor greb hun hurtigt fat i et nyt emne. ”Skal du egentlig ikke snart have dig en truntemus ved armen?” spurgte hun nysgerrigt og vendte blikket fra en mystisk snoet cardigan tilbage mod ham.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly · Fredag formiddag, Juli

Trøjen havnede i den sorterede bunke, og Julian skævede lidt til Molly, mens hun foldede sit tøj sammen. Af en eller anden grund var hun meget bedre til det end ham, og hun fik det ovenikøbet til at se nemt ud. Så længe mor ikke skælder mig ud for det, tænkte han og opgav på forhånd ideen om at overtale søsteren til bare at folde det hele. 

Mollys spørgsmål kom lidt bag på ham, og han kløede sig modløst i nakken. "Jeg ved det ikke lige," sagde han og rodede lidt formålsløst rundt i tøjet. "Der er jo..." begyndte han men vidste slet ikke, hvordan han skulle færdiggøre den sætning, uden at komme ind på hvor meget han havde klokket i det. "Måske," sagde han derfor bare og fortsatte sin uproduktive roden i det usorterede tøj. Egentlig ville han gerne snakke med hende om det, men fordi hun var veninder med flere af de involverede var han ikke så sikker på, om han burde kaste sig ud i det. Han rynkede tænksomt panden og gik fuldkommen i stå med sit forehavende.

[Molly Buford]

meeting brotherdearest – wearing pajamas

Selvom mange måske ville have opfattet det diskrete hint i hans korte svar, der tydeligt fortalte, at han egentlig ikke ville snakke mere om det, tændte kun et større blus under Mollys nysgerrighed og hun besluttede sig for at lade mystisk, snoet cardigan være mystisk, snoet cardigan og vendte sig i stedet interesseret mod ham. Alligevel var der noget i hende, der stoppede i at snage for meget. Selvom hun nød at presse Julian lidt af og til, ville hun heller ikke fuldstændig invadere hans privatliv. Lettere irriteret over at være nået frem til den konklusion smed hun cardiganen tilbage i bunken og besluttede sig for at overlade den til ham. Den ville ende med at se sjusket ud lige meget hvem af dem, der lagde den sammen og eftersom alt, Julian havde foldet sammen så fuldstændig håbløst ud, kunne hun ikke se problemet. Distræt tog hun et par bukser fra bunken og betragtede ham indgående.

”Julian?”, spurgte hun tøvende og vendte hurtigt blikket ned mod bukserne, som hun tog sig god tid med at samle. ”Du ville fortælle mig det, hvis du.. du ved.”, febrilsk ledte hun i de støvede afkroge af hendes hjerner efter et ord, der ikke ville være for anstødeligt for den noget tilbageholdne bror. ”Hvis du blev intim med nogen.” Selv da spørgsmålet var ude i det blå, vedblev Molly at stirre stift på bukserne, som var det at folde dem sammen det mest komplicerede, hun nogensinde havde foretaget sig. Samtidig ville hun heller ikke se ham i øjnene, hvis svaret var et ’nej’ og havde hun kunnet, havde hun slet ikke spurgt ham. Men nysgerrigheden havde været for meget for hende.

[Julian Buford]

I can only speak my mind

Molly · Fredag formiddag, Juli

Man kunne næsten høre, hvordan tankerne knagede i Julians hoved, og han stirrede stadig fraværende ned i vasketøjet. Han blev først opmærksom på det, da hans navn blev nævnt. "Hm?" mumlede han og så op på Molly igen. Hun virkede meget koncentreret om at folde bukser, men han havde alligevel en følelse af, at hun skulle til at sige noget vigtigt. Hans umiddelbare tanke var at svare 'ja', selvom hun ikke engang havde færdiggjort sætningen. Da hun så endelig havde, var han ikke så hurtig på den. 

Farven steg atter op i hans kinder, og han vendte blikket ned mod sine fødder, så han sad med siden til Molly. "Jo," sagde han lavmælt. Hans blik flakkede mellem søsteren og gulvet et par gange. Han havde utroligt svært ved at se på hende, selvom hun meget taktisk koncentrerede sig om at folde bukser, og for det var han hende taknemmelig. Så rømmede han sig og vendte sig om igen, så han kunne gå i gang med tøjet igen. Bunken var ikke rigtig en bunke længere, men Julian havde ikke travlt med at folde færdigt.

[Molly Buford]

meeting brotherdearest – wearing pajamas

Selv da svaret var gledet over Julians læber, holdt Molly blikket mod bukserne. Inderst inde havde hun mest af alt lyst til at kaste sig over vasketøjet og tackle sin bror i et klodset kram som kun hun kunne det, men hun vidste også at han sikkert havde glødende kinder og hun nøjedes derfor med blot at smile åndssvagt ned til bukserne, der langt om længe blev foldet helt sammen. ”Cool.”, svarede hun og forsøgte at lyde henkastet, før hun smed bukserne fra sig i ’alt andet end mit’-bunken, hun havde lavet midt på sengen. Med et blødt bump lænede hun sig tilbage mod væggen, som sengen stod opad. ”Det kunne være fedt, hvis mor og far tog os med ud at rejse.” mumlede hun drømmende og var allerede langt væk i tankerne. Helst af alt et sted, hvor ingen kendte hendes ry. Selvom det var lækkert nok at have sine venner omkring sig, misundte hun af og til Julian og hans evne til at have været nogenlunde anonym – i forhold til hende i hvert fald.

”Men det lader til at alle pengene går på at trimme dit garn.” Hendes blå øjne søgte vågent over hans halvlange totter. ”Burde du ikke snart blive klippet igen, egentlig?” Distræt purrede Molly op i sine egne mørkblonde lokker, før hun igen fandt staven frem og dovent prøvede at folde et par sokker sammen. Desværre var resultatet det samme som sidste gang, hvilket dog ikke forhindrede hende i at fortsætte med at få de to marineblå sokker til modvilligt at vrikke lidt mod hinanden. "Du ville helt sikkert score mere, hvis dit hår var bare lidt kortere."