Home sweet home

[Nathaniel Murdoch]

Nathaniel rynkede brynene en smule, da hans søster rettede sig op, så det ikke længere var muligt for ham at hvile sit hoved på hendes skulder. Med et lavt grynt rykkede han rundt, så han fik lagt sig ned på maven; stadig så hans blik hvilede på hende. Han nåede lige at skimte et par glitrende tårer, men undlod at kommentere på dem. I stedet lagde han sine arme over hinanden, og hvilede sin kind på sine hænder, så de fungerede som en hovedpude. På den måde kunne han både ligge godt, og se over på Celestine med et svagt smil.

”Tjo. Det er i hvert fald hyggeligere end inde hos mig.” mumlede han, efterfulgt af et næsten lydløst grin. Det var nok også grunden til at de tilbragte mest tid inde på Celestines værelse; ét – fordi deres forældre ikke kunne drømme om at brase ind, uden tilladelse. To – fordi der ikke lå tøjpunker spredt over hele gulvet. Nathaniel blinkede en enkelt gang med begge øjne, for at fugtige dem. Derefter løftede han sin overkrop en smule, så han støttede sig på sine albuer. ”Det er egentlig mærkeligt ” Startede han med et tankefuldt udtryk ”at mor og far altid prøver at skille os ad.” Den sidste sætning blev sagt i så lavt et toneleje, at det næsten var en hvisken. Hans hals snørede sig sammen, og han blev nød til at synke før han kiggede undskyldende på Celestine. ”undskyld.” Det var ikke fair af ham at bringe emnet på banen igen.

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Celestine så rundt i sit værelse. Selv syntes hun, at Nathaniels var lige så hyggeligt, men hun brugte uden tvivl mere tid på at indrette sit soveværelse end ham. Den unge heks var meget glad for sit værelse - dels fordi det næsten var præcis, som hun ville have det, men også fordi hun havde tilbragt så meget af sin tid herinde gennem hele sit liv.

Celestine så på Nathaniel igen, da han talte. Hun tav kort, hvorefter hun trak på skuldrene. ”Du behøver ikke undskylde,” sagde den unge heks og smilede mildt. Det var meget lang tid siden, at de havde snakket om deres forældre, så det var sikkert godt for de to magikere at få ud af systemet. Sløvt løftede Celestine sig op på sine albuer og betragtede sin bror. ”Jeg tror . . .” hun tav et øjeblik og bed sid tænkende i læben. ”At det er uvant for dem. De havde nok ikke det samme forhold til deres søskende.” Pludselig kneb hun øjnene sammen, som om noget just gik op for hende, og hun så Nathaniel i øjnene. ”Måske frygter de, at vi lukker Jason ude?” spurgte hun undrende og tænkte lidt nærmere over den åbenbaring. Jason havde dog aldrig givet udtryk for at udvikle det tætte søskendeforhold til hende, og den unge heks havde derfor heller ikke taget initiativ. Med den nye tanke i hovedet stoppede Celestine med at fokusere på sin brors ansigt, og hendes blik blev en anelse sløret.

[Nathaniel Murdoch]

Nathaniel hævede øjenbrynene en smule. Den teori havde han aldrig overvejet. For ham virkede det som om Jason slet ikke ville have noget med dem at gøre, men sådan havde det været så længe han kunne huske. Måske var det bare sådan det var blevet siden at han selv var den yngste søn, og derved også Jasons konkurrent om at være familiehovedet. Den unge troldmand rystede en smule for hurtigt på hovedet, for at tankerne skulle forsvinde, men det resulterede i at hans nakke sagde en knæk lyd. Hvorefter hans hånd fløj op til nakken for at massere den. ”Det er ikke os der lukker Jason ude.” Gryntede han, og rynkede brynene. Nathaniel kørte hånden op i håret, og tog en dyb indånding. Selvom han snakkede med sin bror, så var de ikke som ’rigtige’ brødre. Men han kunne lide det sådan, han behøvede ikke at føle sig knyttet til andre end sin søster. ”Han forstår os heller ikke, selvom han forstår det mere end dem.”

Den unge løve rullede om på ryggen. Panelerne i loftet fangede hans opmærksomhed, og han fulgte dem nysgerrigt med blikket, før han igen vendte det mod Celestine. Denne gang var der et svagt smil at skue på hans læber. ”Sover jeg på gulvet igen?” spurgte han, efterfulgt af en næsten lydløs latter. De utallige gange hvor Nathan havde overnattet hos sin søster, havde han sover på gulvet. Der havde kun været en enkelt gang hvor han havde fået tilladelse til at sove i hendes seng, men da havde de været meget yngre.

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Celestine trak hurtigt øjenbrynene sammen, da hendes brors nakke knækkede, fordi hun ikke brød sig om lyden. Med fortsat sammentrukne øjenbryn erstattede hun hans hånd for at massere det punkt, hvor knækket havde lydt, mens tankerne om deres ældre bror stadig svømmede rundt bag panden. Celestine sukkede let ved Nathaniels kommentar og fikserede blikket i hans nakke, mens hendes tommelfingre pulserede. "Nej, det gør han ikke," var hun enig i, men kunne ikke lade være med at tilføje: "Men det er jo heller ikke fordi, vi har prøvet at forklare det for ham."

Den unge heks slap sin brors nakke og gengældte øjenkontakten. Hun grinede hjerteligt ved hans spørgsmål, men følte kun en smule medlidenhed - han så i hvert fald ud til at sove godt ligemeget om det var på madrasser eller trægulve. Søvnig strakte hun armene over hovedet, inden hun svarede Nathaniel. "Kun hvis du vil," endte hun med at sige, hvorefter Celestine rejste sig op for at finde en ekstra dyne og pude frem, som hun altid havde liggende i tilfælde af episoder som denne her.

"Tænk hurtigt!" udbrød den unge heks pludselig og kastede alt, hvad hun havde i favnen, ned over Nathaniel med et flabet smil. "Du kan ligeså godt blive under dynen, jeg skal lige skifte tøj." Celestine var hurtig til at gribe sit nattøj og med et diskret blik rettet mod sin bror, trådte hun ud af kjolen og ned i sit nattøj. "Sådan," sukkede hun, mens hun trak sweateren over hovedet, så det mørke hår stod elektrisk ud til alle sider. I et forsøg på at få det til at lægge sig ned, strøg hun håndfladerne over det lange hår, men uden noget brugbart resultat. Lige inden hun tog plads i sengen igen, kom hun i tanke om noget, og smuttede smidigt hen til døren for at dreje nøglen, så et lille klik lød. Bare for en sikkerheds skyld . . .

[Nathaniel Murdoch]

Med et let træk på skuldrene begravede den unge troldmand sit ansigt i madrassen. Det virkede ligegyldigt for ham, at skulle forklare deres ældre bror, hvorfor de var så tætte som de var blevet. Nogle folk skulle bare ikke blande sig i deres sager. På det punkt var Nathaniel meget kort for hovedet, og kølig – han brød sig ikke om at forklare hvorfor han følte sig så tæt knyttet til Celestine. Hans tanker fik et svagt smil til at forme sig om hans læber. Han lod søsteren massere hans nakke, og lå fuldstændig stille på sengen, bortset fra de gange hvor Cel ramte et ømt punkt og han blev nød til at bide ned i sin underlæbe, for ikke at råbe op.

”Det er tusind gange bedre end at sove alene.” indrømmede ham, mens han løftede sit ansigt, så han kunne følge hende med blikket. Hans nakke føltes så let og smidig, hvilket fik smilet til at vokse sig større. Han var taknemmelig for sin søsters magiske fingre. ”Desuden så er gulvet næsten lige så blødt som min seng.” Grinte han. Faktisk var enhver overflade lige så blød som hans seng – Dette var ikke fordi hans forældre ikke havde brug penge på at købe en ordentlig seng til ham, faktisk havde de brugt en del penge på den seng der nu stod i hans værelse. Men alligevel sov Nathaniel altid bedst alle andre steder. Han var en nat vågnet i vindueskarmen, i en stilling der kunne havde ødelagt hans ryg, men det havde været en god lur.

Nathaniel nåede kun lige at høre Celestines stemme, før dynen kom flyvende i hovedet på ham. Havde han ikke hørt hvad hun havde sagt, var han rullet ned på gulvet af ren og skær forskrækkelse, men da søsterens advarsel lige var nået hans øresnegl, blev han liggende. Alting blev meget mørkt, og hans latter blev næsten gjort helt uhørlig under dynen. ”Jeg bliver herunder.” forsikrede han hende om, mens han bøjede sig sammen i foster stilling under dynen, så han lå mere behageligt. Da Celestine fortalte at hun var færdig, tog det ikke den unge troldmand mere end et øjeblik før han fik sat sig op, og dynen faldt ned om ryggen på ham. ”Har du tænkt dig at myrde mig?” Spøgede han, med et pålagt rædselsslagent udtryk i ansigtet. Han vidste egentlig godt hvorfor hun låste døren, men det lod han ligge. Hvorfor dræbe det gode humør?