Home sweet home

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Celestine sukkede velfornøjet, da hun dumpede ned i sin seng. Hun havde som sædvanlig spist for meget aftensmad og kunne derfor ikke rigtig lave andet end at ligge ned - dette havde hun dog ikke noget imod, da den unge løve godt kunne lide at hengive sig selv til sine tanker. Kun kort efter Celestine havde lagt sig ned, fik hun øje på sin kost stående i hjørnet. Synet af dette bragte straks et smil frem på den unge heks' læber og med god grund; lige inden sommerferien var Celestines drøm om at komme på quidditch-holdet gået i opfyldelse, og hun var nu søger for Gryffindor. Med en kildende fornemmelse i maven vendte Celestine sig om på siden og satte albuen i sengen, så hun kunne støtte sit hoved i hånden. Hurtigt vandrede hendes tanker afsted, mens hendes blik hvilede på sin Nimbus.

[Nathaniel Murdoch]

Middagen var foreløbigt som sædvanlig; med den samme kedelige hverdags snak, om hvordan timerne gik og hvad de ville være når de havde færdiggjort deres uddannelse. Endnu engang måtte Nathaniel svare at han ville være Besværgelses opfinder, men han lukkede i, da hans mor sendte ham et overrasket blik. Det irriterede ham at hun hver eneste gang skulle virke som om han var ude af stand til at blive noget, der krævede så meget koncentration. Den unge løve sukkede tungt, mens han slæbte sig selv op af trapperne. Da han endelig nåede det sidste trin, tog han et dobbelt skridt. Nathan åbnede døren indtil sit eget værelse, og kastede sin slidte denim cardigan henover stoleryggen, hvorefter han lukkede den i igen, og bevægede sig længere af ned af gangen.
Nathan bankede tre gange på døren, og lagde dernæst hånden på dørhåndtaget indtil sin søster værelse. ”Må jeg komme ind?” Han klukkede let, og lænede panden op af døren, som om han kunne åbne den på magisk vis, hvis han bare stirrede på striberne i trædøren.

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Der gik ikke lang tid før Celestine faldt i staver, mens de mørke øjne betragtede kosten ovre i hjørnet. I flere minutter lå hun blot i samme stilling i sengen, mens et fjernt smil hvilede i hendes mundvige, da en tanke pludselig slog ned i hende. Dovent rullede den unge heks om på maven og stak sin ene arm ned under sengen, hvor hun fiskede en bog ombundet i brunt læder frem. Quidditch '84 glimtede den guldfarvede titel, hvorefter Celestine slog op på første side. Den unge heks havde købt bogen inden sommerferien startede, så hun var fuldstændig klar til sin søger-stilling, når skolen startede igen.

Da nogen bankede på døren, tøvede Celestine med at løfte blikket. Da hun genkendte sin bror stemme, vendte hun dog blikket mod døren og svarede med et smil; "Selvfølgelig."

[Nathaniel Murdoch]

Et skævt smil formede sig på den unge troldmands læber, og han pressede dørhåndtaget helt ned, hvorefter han skubbede døren ind. Da han trådte ind i værelset, mødte et glædeligt syn ham. Det overraskede ham ikke at Celestine sad og læste en bog om Quidditch, men alligevel trak det lidt på smilebåndet, at se hende så opsat på at være klar til når næste skole år startede Føler du dig klar?” spurgte han, mens han bevægede sig længere ind i lokalet, og satte sig på gulvet for enden af hendes seng. Da han havde sat sig ned, lagde han sin hage på sengetæppet og kiggede op på hende med et skævt smil.

”Jeg føler selv, at min forsyning af lykkebadeænder vil sørge for at jeg klarer mig helt fantastisk, næste skoleår.” Han kiggede på sin søster med et dødseriøst ansigtsudtryk, og blinkede kækt med det ene øje. ”Og hvem falder ikke for ham den lækre basker, der samler på badeænder?” Nathan var velkendt for at lave dårlige jokes, og de fleste omhandlede ham selv, fordi der fandtes ikke noget bedre end selvironi. En ting som han havde opbygget som en forsvarsmekaniske, overfor deres forældre. ”For resten, forventer jeg at du giver mig en ny and, som en lykke amulet”

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Efter at have svaret vendte Celestine opslugt blikket tilbage i bogen igen. Hun vendte en side i bogen, i det Nathaniel stillede et spørgsmål, og et lille smil viste sig på hendes læber. "Det tror jeg," svarede hun og bemærkede ud af øjenkrogen, at han satte sig på gulvet. "Men jeg er alligevel nervøs - er du ikke også det? Gryffindor har trods alt ikke vundet pokalen i lang tid." Celestine løftede blikket og så på sin tvilling. "Forrige år blev Ravenclaw og Hufflepuff lige, ikke? Og sidste år blev det hele jo aflyst på grund af ..." Celestine afsluttede ikke sin sætning, men trak blot på skuldrene i stedet for. Hun brød sig ikke om at snakke om massakren, da det gjorde hende utilpas, og undgik derfor det emne.

Celestine grinede kort af Nathaniel og viftede med hånden, da han blinkede til hende. "Nu skal du passe på, at nogen ikke falder for mig - vi har jo de samme gener." Den unge løve gengældte det kække blink og smilede efterfølgende. Hun var godt klar over, hvor beskyttende Nathaniel var overfor hende, og selvom hun faktisk var meget glad for det (da der gik mange drengefjolser på Hogwarts), kunne hun ikke lade være med at drille ham med det. Selvom han oftest ikke syntes, at det var sjovt, vidste hun, at han vidste, at det kun var kærligt ment.

Ved hans sidste kommentar slap Celestine sit greb om bogen, så den dumpede ned på dynen, og kravlede ud af sengen. "Apropos-" sagde hun og greb en pose fra sin kommode, hvorefter hun lagde sig tilbage i sengen. "-så har jeg noget til dig!" Med et smil rakte Celestine Nathaniel posen, og selvom han sikkert allerede havde regnet ud, hvad det var, glædede hun sig stadig til, at han åbnede den.

[Nathaniel Murdoch]

Nathaniel trak let på skuldrene som svar, og kørte en hånd gennem sit korte hår. Hvorvidt han var klar eller nervøs, anede han ikke. Det eneste han vidste var at når kampen blev fløjtet i gang, ville han give det alt hvad han havde, og mere til. Han overhørte bevidst delen med massakren. Han havde stadig mareridt efter oplevelsen, og hans hår rejste sig på steder hvor han ikke vidste han havde hår, når han tænkte tilbage på det. ”Vi må bare øve. Og give alt hvad vi har.” Svarede han ærligt, og sendte Celestine et opmuntrende smil. Det nyttede ikke at snakke om hvor mange gange de ikke havde vundet, men i stedet snakke om hvordan de ville vinde i år. ”Det hele handler om at være positiv, parat og perfektion” Han løftede sin ene arm, for at rode sin søster hår en smule op, med et skævt smil. ”Desuden så bliver holder ti gange bedre, når vi er med” en lille smule for meget selvtillid var altid på rette plads.

Det skæve smil forsvandt dog hurtigt, og han trak brynene sammen i en misbilligende grimasse. ”Hvis de gør, så jagter jeg dem gennem korridorerne med mit bat.” Lød hans stemme i et hårdere tonefald, end der normalt plejede at være. Tanken om at hans søster fik en kæreste huede ham ikke, men tanken om at en eller anden idiot ville knuse hende hjerte, gjorde ham bare vred. Nathan tog en hurtig dyb indånding, for igen at finde det skæve smil frem. ”Så bejlere bliver der nok ikke mange af.” Grinte han.

Begge øjenbryn blev endnu engang trukket sammen i en overrasket grimasse, der hurtigt ændrede. Hans mundviger gled op i et smil der afslørede en fin perlerække af hvide tænder, og hans øjne lyste næsten op. Nathaniel fik dog hurtigt lagt sine ansigt i de rette folder, men kunne ikke tvinge smilet væk fra hans ansigt. Han tog imod posen, og var ikke mere end et øjeblik om at tage den lille æske ud af den. ”Du kan jo læse mine tanker, Cel!” grinte han og åbnede låget på æsken. I æsken lå der en grøn badeand, fyldt med små firkløvere. ”Den jo genial.” konstaterede han, med et enkelt nik. Den unge troldmand kiggede på sin søster, før han rejste sig op, så han kunne lægge armene om hende i et varmt kram. ”Du er den bedste.”

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Celestine gengældte Nathaniels smil og nikkede. "Jeg har en god fornemmelse," sagde hun og så kort ned på sin bog. Da Nathaniel rodede hende i håret og udtrykte sin overdrevne selvtillid, fnyste Celestine blot et grin og så på ham med det ene øjenbryn hævet uden at kommentere på det.

"Få nu bare ikke for mange point trukket fra Gryffindor!" grinede hun og prikkede ham på næsen en gang med sin pegefinger. "Du er bare misundelig over, at jeg er den pæneste tvilling," fortsatte hun og truttede med læberne, som om det gjorde hende pænere. Celestine havde faktisk aldrig været misundelig på sin tvillingbror udover én ting; hans tætte forhold til deres onkel. Dette havde hun dog aldrig fortalt ham, og den unge heks tvivlede på, om det nogensinde ville blive fortalt. Hun brød sig ikke om tanken at skulle skabe dårlig stemning mellem de to, da Nathaniel højst sandsynlig ville få dårlig samvittighed over, at hun følte sådan. Dette ville derfor forblive en hemmelighed lang tid endnu.

Det gjorde Celestine glad at se sin bror reagere sådan på hendes gave. En varm følelse bredte sig i hendes krop, da han krammede hende, og hun gengældte derfor krammet lige så varmt. "Det var svært at få Maddie overtalt til at købe en badeand," forklarede Celestine, efter at de have sluppet hinanden. Hendes muggler-veninde Maddie havde nemlig haft svært ved at tage det seriøst og troede ikke på, at Celestine mente, hvad hun sagde - men det gjorde hun altså. Nu troede hun bare, at det var Celestine, der samlede på badeænder.

Med et ivrigt smil så løven fra anden op på sin bror og klappede et par gange med hænderne. "Prøv at trykke på den!"

[Nathaniel Murdoch]

Med rullende øjne, fnøs den unge løve. ”Det kunne jeg da aldrig finde på.” Sagde han, med en lys stemme og blinkede gentagende gange, i et forsøg på at ligne en uskyldig dreng, der aldrig kunne finde på sådan noget. Men alle vidste at dette ikke var sandt; han elskede at lave pranks, og gjorde det hver gang han så sit snit til det. Endnu engang fnøs han, hvorefter han lagde armene over kors, og kiggede på sin søster med det ene øjenbryn hævet halvvejs op i panden. ”Tror du selv på det? – Jeg er helt klart kønnest.” Grinede han, og blinkede med det ene øje. Nathaniel var ikke typen der gik og sammenlignede sig selv med sine søskende, eller han prøvede i hvert fald at lade være. For hver eneste gang kunne han se tydelig forskel på hvordan forældrene behandlede de to andre. Det var en af de ting han var misundelig over: at deres storebror, og Celestine virkede til at være de gode børn, også var der ham. Men han snakkede ikke om det længere, det nyttede alligevel ikke noget. ”Også laver jeg de bedste jokes.” Han pressede læberne sammen, i en overdreven grimasse, mens han nikkede anerkendende over sig selv.

”Jeg må huske at takke Maddie, næste gang jeg ser hende.” Et kækt smil formede sig på hans læber, og vrikkede med begge øjenbryn, mens han kiggede på Celestine. De to tvillinger havde altid haft et særligt bånd sammen, et bånd som mange ikke forstod. Derfor kom det til manges overraskelse, når Nathan inviterede andre piger ud, fordi de fleste mente åbenbart at tvillingerne ikke ville være sammen med andre. Denne tanke brød han sig slet ikke om, og selvom han elskede Celestine, så var det helt forkert at tænke sådan om et søskendepar. ”Også har den firkløvere overalt!” han skiftede hurtigt emne, og kastede et blik på badeanden, hvilket gjorde at hans smil gik fra kækt til det varme smil, der altid befandt sig på hans læber.

Nathan kiggede undrende på Celestine, og rynkede brynene let. ”trykke .. på den?” Han smagte på ordene, som de gled langsomt ud af hans mund. Det virkede da bizart? Den unge løve kiggede skiftevis på sin søster, og på den grønne badeand i hans hånd. Han valgte dog at gøre som hun sagde. Da hans fingre lukkede sig om den, sagde den en lyd, der fik det til at skingre let i Nathans ører. Per refleks smed han anden fra sig, og hoppede op i sengen, med et skræmt ansigtsudtryk. ”Ved Merlins sure underbukser, hvad var det?!” råbte han, og kiggede skræmt fra anden til Celestine. ”Har du forbandet den?!” Han lavede en håndbevægelse over mod anden, der var endt ved døren. ”Det lød som om den var blevet ramt af Crucio-forbandelsen!” Nathan var krøllet sammen som en bold, der kun støttede sig på sine tæer, og holdt sine knæ sammen i et krampagtigt tag. ”hvad var det for en lyd?” spurgte han igen, og kiggede på sin søster med gigantiske øjne. Han havde helt klart ikke set det komme, at badeanden kunne sige lyde. Godt nok havde han en hel samling, men ikke én eneste havde nogensinde sagt en lyd.

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Celestine smilede smørret og strøg en lok fra det rodede hår om bag øret. "Det må vi vel finde ud af, når skolen starter igen," gav hun igen, hvorefter hun foldede hænderne på bogen foran sig og lod hagen hvile på håndryggene. Et grin boblede op fra Celestines mave og fik hendes hoved til at hoppe et par gange. "Den eneste grund til, at jeg griner af dig, er fordi din humor er så sort." Efter at have sagt dette smilede Celestine dog kærligt til sin bror, da hun ikke mente, hvad hun sagde, fuldstændig. Efter hendes mening havde Nathaniel en nydelig humor.

"Ikke for alle de galleoner, jeg gav for den!" udbrød Celestine ved Nathaniels kommentar (hun pyntede ganske vist på prisen, når hun sagde galleoner). "Desuden må hun vel heller ikke finde ud af, at det er dig der samler på badeænder, vel? Lige nu tror hun, at der er mig," tilføjede hun mumlende og rynkede lidt utilfreds på næsen.

Da Nathaniel skulle til at trykke på plastikanden, løftede Celestine sig op på albuerne - spændt på hans reaktion. Men da den pibende lyd skingrede i rummet, og han sprang op i sengen, fløj Celestine også op i en halvt siddende position. Hun åbnede munden for at svare på hans spørgsmål, men formåede ikke at ytre et eneste ord, da hendes bror var alt for meget oppe og køre, og endte derfor med at falde sammen af grin. Et par tårer samlede sig i hendes øjenkroge, og hun så op på sin bror nede fra sengetæppet. "Dit ansigt-" sagde hun kvalt og grinet væltede ind over hende igen. Da det havde lagt sig en smule, rettede Celestine sig op, mens hun tørrede tårerne væk fra øjenkrogene. "Maddie siger, at det er forskelligt fra and til and - nogle siger lyde, andre gør ikke," forklarede hun fnisende med en hånd på sin mave, "det er vist bare noget de kan." Heksen betragtede sin bror et øjeblik, før hun igen begyndte at grine - denne gang kort. "Åh, det var det sjoveste, jeg har set, siden Tyler blev jagtet af en futskolopender," mumlede hun for sig selv og tog en dyb indånding for at lette grinekramperne i hendes mave.

[Nathaniel Murdoch]

Han rullede overdrevent med de brune øjne, og lavede en lyd, der tydeligt fortalte at han ikke var enig med hende. Han mente selv han var ufattelig komisk, og det var der ingen der kunne tage fra ham. ”Sort humor, er stadig en form for humor.” Sagde han med et overbevisende tonefald, og kiggede på sin tvillingesøster med hævede øjenbryn.

Nathan kunne ikke holde et lavt grin tilbage, og måtte skjule sin mund bag sin håndflade, for ikke at afsløre det store grin der gemte sig bag. Smilet forsvandt dog hurtigt, da Celestine nævnte at hans lille hemmelighed kunne blive opdaget. ”Ja, måske burde jeg lade være.” mumlede han langsomt, og fjernede hånden fra sit ansigt. Nathaniel var ikke typen der flagrede med at han samlede på mugglerting, så han gjorde sit for at holde det hemmeligt for alle og enhver. Det var Celestine, der var hans eneste betroede. ”Hun skal gerne forblive i troen om at det er dig, og ikke mig.” Fortsatte han med sammentrykkede bryn, og læberne presset sammen i en flad linje.

Den unge løve sad stadig sammenkrøllet på sengen, og skuede olmt til sin søster, der faldt sammen på gulvet af grin. Han kastede et hurtigt blik på badeanden, der lå ved døren, og lod sig selv slappe af, før han rejste sig fra sengen. Nathan bøjede sig ned og tog anden op, for dernæst at gå hen til Celestine og trykke på anden lige ved siden af hendes øre. ”Hør hvor højt den skriger?!” sagde han, halvt grinende og halvt skræmt. Troldmanden lyttede ivrigt, da søsteren forklarede hvad veninden havde fortalt hende om hans hobby. Så de kunne sige forskellige lyde? Han var ellers sikker på at den skreg af smerte. Begge øjenbryn skød dog i vejret, ved Celestines konstatering om hvor humoristisk hans lille skrækoplevelse havde været. ”Det tror jeg ikke på. Der er intet der kan slå Tylers ansigt, da der var ild i hans baglomme.” Et lille smil formede sig på Nathans læber, mens han igen satte sig ned på senge kanten. ”Men tak, den betyder meget.” Hans stemme var ikke længere høj, eller skingrende, men derimod lav og mere følelsesladet.

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Celestine så efter sin bror, da han hentede anden tilbage til sengen igen. Da han trykkede anden ved siden af hendes øre, fløj hendes hånd op for at beskytte sin trommehinde for den forfærdelige lyd, men til ingen nytte. "Nathaniel, dit fjols! Prøver du har gøre mig døv?" grinede hun og satte sig op i sengen. Med en hurtig og smidig bevægelse snuppede hun plastikklumpen fra hans hånd og kastede sig over ham. "Føl smerten," hviskede hun smilende og trykkede på anden lige uden for hans øre - lidt flere gange end hvad han havde gjort. Kort efter slap hun ham dog igen og satte sig ordentlig op, da Nathaniel satte sig på sengekanten. Ved hans taknemlige kommentar så Celestine ned på anden i sine hænder og betragtede den kort, før hun placerede den i hans hånd. "Ingen årsag."

Der opstod et øjebliks stilhed, og lydene nedefra nåede nu op på værelset. Fars radio kørte et sted dernede, og Celestine så for sig, hvordan han sad med Profettidende foran sig og koncentreret læste ordene med brillerne siddende halvt nede på næsen. Hendes smil falmede lidt, som hun tænkte, og endte med at hvile i hendes ene mundvig. Hun så op på sin bror. "Far snakker til dig igen," sagde hun forsigtigt og prøvede at få øjenkontakt med sin bror. "Ikke sådan helt vildt meget, det ved jeg godt, men aftensmaden var da langt mindre akavet end før," fortsatte hun og grinede kort. Hun vidste, at det var et følsomt emne, men hun havde haft lyst til at tale om det med ham i lang tid. Skolen virkede dog ikke som det rette sted, hvilket var derfor, hun havde ventet indtil nu. I håb om at han ville svare hende og ikke skifte emne, forblev hun tavs, indtil han gav hende noget form for svar - hun ville trods alt ikke presse på.

[Nathaniel Murdoch]

Nathaniel nåede ikke at reagere, før Celestine havde taget badeanden ud af hans hånd, og var i fuld gang med at få den til at pive lige ud for hans øre. Den unge troldmand skar et ansigt, og prøvede forgæves at sætte sine hænder for ørerne, og lod i stedet et halvkvalt skrig glide ud over hans læber. Da der endelig var stille igen, lod han sine hænder falde ned i skødet igen, og kunne ikke lade være med at grine lavmælt. ”Nu står vi lige.” annoncerede han grinende, og kørte sin hånd gennem sit korte hår.

Stilhed. Nathan lukkede øjnene i, og nød det øjebliks stilhed der var. Han klemte sin søsters hånd, der lå i hans, og lod et svagt smil vokse på hans læber. Det var sådan han kunne lide sit liv. Stille, uden problemer, og med sin søster. Han tog en dyb indånding, der næsten virkede forfriskende. De brune øjne hvilede dog igen på hans søster, og han skulle lige til at spørge hende hvad der var i vejen, men hun kom ham i forkøbet. Straks blev hans ansigtsudtryk mere hårdt, og hans øjenbryn trak sig sammen. Det var sandt; deres far var begyndt at snakke til ham igen, ikke som en rigtig far og søn ville gøre det, men det var nyt område som Nathan ikke rigtig forstod. Ham og hans far havde altid haft et kompliceret forhold, der ikke kunne forklares for andre. ”Det gør han, ja.” Sagde han endelig, kort for hovedet. Nathan var ikke vild med at snakke om sine forældre, og da slet ikke deres far. Det gjorde ondt at tænke på, hvordan de så ham; som et sort får, der ikke kunne fungere som andet end en ballademager. Et barn der var gået i stykker, og ikke kunne repareres igen. ”Det var næsten rart.” Indrømmede han, og fjernede blikket fra sin søster og ned på deres hænder i stedet. Ordene gled langsomt ud over hans læber, som om han smagte på dem. Men det var sandt. Han følte sig varm i brystet, når hans far spurgte indtil hvordan hans liv var. ”Selvom jeg håber at de en dag vil acceptere mig, så har jeg ikke forhåbninger om at det sker lige for tiden.” Han kunne ligeså godt lægge alle kortene på bordet, nu når han var i gang. ”Men det er lige meget hvor længe det tager, for jeg har dig.” Nathan lænede sit hoved mod hendes skulder, og gav hendes hånd et klem.

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Celestine gengældte klemmet om Nathaniels hånd, mens hun fastholdt blikket på hans ansigt. Ved hans kommentar om, at det faktisk var rart, smilede Celestine diskret, men slog blikket ned i gulvet ved de efterfølgende ord. Da hun mærkede hans hoved mod sin skulder, lænede hun sit eget op af hans, mens et lille suk undslap hendes læber. "Jeg er heller ikke noget drømmebarn," sagde hun og trak let på den modsatte skulder, som Nathaniel ikke lå på. Hun vidste godt, at det ikke var på samme niveau som sin bror, men efter den unge heks havde bevist overfor sine forældre, at hun hellere ville være sammen med ham end at være en del af familien, blev hun oftest associeret negativt med sin tvillingbror. Celestine gik ikke rundt og havde ondt af sig selv, men hun kunne ikke undgå at det påvirkede hende - især ikke når det konstant gik ud over Nathaniel. Dette var dog første gang i lang tid, at Celestine havde sagt sine tanker højt og derved bringe emnet på bane.

En varm følelse bredte sig i løvens bryst ved tanken om, at hun havde Nathaniel. Han var den, hun altid kunne stole på og regne med - bare tanken om ikke at være sammen med Nathaniel fik hende til at føle sig tom, som om hun havde glemt noget vigtigt. "Vi kommer altid til at have hinanden, ikke?" spurgte hun, og selvom hun var klar over svaret, ville hun gerne have det bekræftet. Med et lille smil hvilende i mundvigene hvilede hun fortsat sit hoved mod Nathaniels og nød den nuværende situation

[Nathaniel Murdoch]

En hjerteløs latter gled ud over den unge troldmands læber, før han overhoved fik tid til at registrere det. Søsterens ord fik ham til at fnyse, og han trak let på skuldrene. ”Du er stadig den bedste af os to, i deres øjne.” Og sådan var det bare. Nathaniel havde vænnet sig til tanken, selvom det stadig stikkede lidt i brystet på ham, når han tænkte længe over det. Det var en af de mange grunde til at han ikke længere dvælede for længe ved fortiden, men i stedet prøvede at rykke fremad. Også skulle der gerne altid ske noget nyt. Han havde dog været taknemmelig for at hans søster havde valgt hans side, og det var fra det øjeblik at han havde vidst at de altid ville være sammen, hvad end der skete. Ingenting kunne skille dem ad. ”Men det er du også i mine.” tilføjede han til sidst, og gav hendes skulder et blidt kys, for at understrege sine ord.

De havde været sammen siden fødslen, og Nathaniel havde ikke tænkt sig at det skulle ændre sig. Uden hende ville han være helt alene, uden nogen at kunne stole på – uden en der vidste alt om ham, før han overhoved fortalte det. Det var som at være den samme, uden rigtigt at være det. Man kunne ikke forklare det til folk der ikke havde prøvet det, for det var specielt. De var bror og søster. De var sjælevenner. ”Altid.” Det var det eneste han behøvede at sige. For det var sandt. De ville altid have hinanden, lige meget hvad. ”Det lover jeg.”

[Celestine Murdoch]

NATHANIEL MURDOCH · WEARING THIS

Celestine åbnede munden for at modsige sin bror, men hun forblev tavs og lukkede i stedet munden igen med et lydløst suk. Inderst inde vidste hun godt, at hun ikke havde et godt ord igen - fordi det var sandt. Den unge heks gad bare ikke acceptere det, da hun følte, at hun svigtede Nathaniel ved at gøre det. Trods dette forblev hun dog stille og lod være med at besvære sin bror mere. Da Nathaniel kyssede hende på skulderen, fnyste hun et lille grin og gengældte det i hans mørke hår. "Det er jeg i hvert fald glad for," svarede hun og lagde sit hoved til rette igen med lukkede øjne.

Til Celestines store overraskelse mærkede hun pludselig nogle tårer samle sig i øjenkrogene. "Tak," hviskede hun neutralt, hvorefter hun slap hans hænder og rettede sig op - hun ville hellere være blevet siddende, men den unge heks ville ikke have, at Nathaniel skulle se hende græde. Celestine stak derfor begge arme i vejret for at strække sig, hvorefter hun dumpede ned på sengen. Med nogle hurtige bevægelser tørrede hun sine øjne og rømmede sig diskret. "Har du lyst til at sove herinde i nat?" Deres forældre var ikke vilde med, når de to tvillinger var så meget sammen, men de havde efterhånden lært nogle tricks til at holde visse ting hemmelige for dem - for eksempel når de sov sammen. Celestine smilede for at komme på bedre humør, selvom tårerne var kommet af glæde.