Walnuts

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Jess · Torsdag eftermiddag

Det der med lektierne var blevet sværere at koncentrere sig om de seneste par dage. Normalt hyggede han sig meget godt med det, men det var som om manglen på søvn, der vistnok var på grund af hans overforbrug af slik, ødelagde hans koncentration. Han havde vandret lidt målløst rundt i Hogwarts' korridorer i snart et kvarter før han besluttede sig for at gå op i fællesstuen og finde på noget. For eksempel tegne kruseduller på et pergament mens han spiste sine valnødder, og forhåbentlig i en af de bløde lænestole.

Da Julian kom ind i fællesstuen skannede han automatisk lokalet efter folk han kendte, først og fremmest hans søskende. Uden at tænke over det var han stoppet midt i indgangen, og nogen skubbede irriteret til ham for at komme forbi ham. Han kiggede lettere indigneret efter pigen og hendes veninder der fulgte trop uden at ænse ham, men han havde ikke noget smart at sige til dem. Det var vel også lige meget. Følelesen af at blive overbegloet af alle kravlede ind på ham (selvom faktum nok var at de færreste bemærkede ham) og han begyndte at bevæge sig indad i rummet for at ligne en der havde et formål med at stå og stirre ud i luften. Så fik han øje på Jess og stoppede nonchalant op ved siden af hendes lænestol. "Hej Jess! Har du set min bror?" spurgte han, et hjælpeløst forsøg på at starte en samtale. Nu hvor han tænkte over det var det vist altid sådan han startede sine samtaler med Jess.

[/style]

[Jessie Taylor Blythe]

Jess lavede ikke lektier. Hun havde så i øvrigt heller ikke nogen for, men det var underordnet. De befandt sig midt i eksamensperioden og alt hun bekymrede sig om, var at komme langt væk fra slottet og den kvælende hede i storsalen, når der blev afholdt skriftlige prøver. Ferie, ferie, ferie – lige om lidt blev de frigivet til fest og ballade og hun kunne nøjes med at overleve sin fars skænderier, hvis hun klarede det lige så godt som sidste år. Denne gang behøvede hun ikke sammenligne sig med Matthew mere.

Hun sad henslænget i en sofa og fulgte halvhjertet med i to af knægtenes diskussioner om hvem, der ville kunne drikke mest til Eliot og Janes fest i starten af ferien. Det var ikke vanvittig ophidsende, selvom hun allerede havde indskudt, at hun ville drikke dem begge to under bordet. Det havde bare udløst en høj latter og hun gabte nu, da de gav sig til at snakke om hvor lækker Jane var. Pigebarnet var ikke Jessies favoritperson.

Afbrydelsen i form af den yngre elev – Julian – var af samme grund ikke ligefrem uønsket. Hun så op fra sin yderst afslappede position på sofaen og hævede begge øjenbryn en lille smule. ”Oi,” hilste hun simpelt, før hun rystede på hovedet. ”Næh, du. Ikke siden... Hvad var det... I morges, tror jeg? Jaeh. Hvad skal du bruge ham til?” Hun besværede sig ikke med at sætte sig ordentligt op, men smilede til gengæld venligt nok til ravnen.

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Jess · Torsdag eftermiddag

Julian indså at han nok havde afbrudt en samtale og var lige ved at undskylde og gå derfra. Men Jess havde åbenbart tid til at småsnakke lidt, og Julian gengældte hendes smil. "Årh, du ved..." begyndte han men kunne ikke finde på noget og endte med at trække på skuldrene. "Jeg ved ikke," indrømmede han så og smilede trods det opgivende ansigtsudtryk. Ok, ikke så tjekket. Men han lod sig ikke slå ud af det og flyttede i stedet lænestolen, han stod ved, lidt væk så han kunne komme til at sidde ned og stadig se på Jess.

"Laver du lektier?" spurgte han tøvende mens han smed tasken på gulvet ved siden af lænestolen. Det kunne han jo se at hun ikke gjorde, men han var så fantasiløs når det kom til samtaler. Så tog han plads i stolen og sank træt - trættere end han troede - sammen i stolen og kvalte et gab for ikke at være uhøflig. Hans tanker kredsede om nødderne han havde i tasken, men nu havde han jo allerede smidt den på gulvet og sat sig til rette. Det kunne vente. Desuden havde han mere lyst til slik.

[/style]

[Jessie Taylor Blythe]

Jessie kendte ikke Julian utrolig godt, men hun vidste da udmærket hvem han var – og de to andre tosser kedede hende royalt. Af samme grund var hun mere end villig til at lade sig afbryde og hun drejede sig imod drengen, som han slog sig ned i lænestolen. Hendes ene øjenbryn røg op over spørgsmålet og hun fnøs, før hun slog ud med begge arme og så sigende på ham. ”Ja, man ser det tydeligt, ikke?”

Hun trak på skuldrene og kvalte et gab. ”Vi har ikke flere lektier i år. Der er eksamensforberedelse og alt det pjat, men helt ærligt. Jeg skal ikke bruge det her til noget. Om et år er det slut og jeg skal enten være noget med at skrive, spille quidditch eller i militæret. Der er ingen af de ting, der kræver hverken F'er eller A'er, så det er skide ligemeget.”

Hendes afslappede attitude blev understreget af den lettere ugidelige kropsstilling. Hun hvilede hovedet imod armlænet og betragtede ham med let sammenklemte øjne. ”Du går i klasse med Amanda, ikke?”

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Jess · Torsdag eftermiddag

Julian lo af hendes svar og trak på skuldrene som for at fortælle at han ikke havde haft noget bedre at spørge hende om. Han bemærkede tydeligt at hun kvalte et gab og overvejede om han måske havde fejlet lige så meget i at skjule hvor søvnig han var. Så blev hans opmærksomhed krævet af hendes - i hans øjne - drastiske udsagn om ikke at skulle bruge sin uddannelse til noget. "Men..." begyndte han mumlende men stoppede sig selv for ikke at afbryde hende. Han kunne sådan set godt se logikken i det hun sagde, men tanken om ikke at gå op i skolen var meget fremmed for ham. Det var også derfor han puklede næsten uberørt videre med sin læsning, selvom eksaminerne var vilkårlige givet omstændighederne. "Ja, ok," kommenterede han og kunne ikke finde på noget at sige til det.

Løvindens næste spørgsmål kom tydeligvis bag på Julian. "Øhm, jo," svarede han og så undrende på hende. Af alle mennesker hun kunne have bragt på banen. Han sukkede lydløst og genovervejede det med valnødderne bare for at have en grund til ikke at se på Jess.

[/style]

[Jessie Taylor Blythe]

Jess gabte igen og strakte sig. Hun havde nærmest glemt hvorfor hun havde spurgt, lige så snart ordene havde forladt hende. Hvad var der med Amanda igen? En lille, tænksom lyd forlod hende og hun smilede afslappet til Julian. ”Hun er cool nok. Jeg har lært hende at flyve,” konstaterede hun, mere for at sige noget end fordi det var specielt interessant. ”Nåja, forresten. Morgan siger, at i to er...” Hun kneb øjnene lidt sammen og tænkte sig om i et kort sekund eller fem. Den præcise formulering havde hun glemt. ”Hun siger, at i opfører jer mistænkeligt overfor hinanden. Som om i skjuler noget.”

Nu fiskede hun bare. Så meget kunne hun lige så godt indrømme overfor sig selv. Men okay – det var altså også bare meget sjovere at starte med at træde lidt rundt omkring det, når ellers hun kunne nære sig fra at springe op, pege på folk og råbe af dem, at de var totalt vilde med hinanden. Desuden vidste hun jo strengt taget ikke om Morgan var fuld af løgn. Det ville dog ikke have stoppet hende dengang hun gjorde den som sladderheksen på ”The Wiz.” Overhovedet ikke.

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Jess · Torsdag eftermiddag

Julian mumlede et neutralt 'mhm' og troede i et kort øjeblik at det bare havde været tilfældigt at hun var begyndt at snakke om Amanda. Men så var det som om hun kom i tanker om sin egentlige pointe, og han hævede et skeptisk øjenbryn mens han ventede på at hun færdiggjorde sin sætning. "Hvad?" spurgte han og vidste ikke helt hvad hun snakkede om. Han havde i hvert fald forventet at høre noget andet hvilket i sig selv var underligt fordi folk som regel ikke vidste særligt meget om ham.

Julian var ret anonym og fik lov til at passe sig selv, med den undtagelse at hans søskende nok skulle få vristet alt ud af ham på et eller andet tidspunkt. "Jeg har ikke rigtig noget at skjule," fortalte han, oprigtigt ærlig. "Hvorfor..." Julian tyggede på ordene og prøvede at formulere sit spørgsmål så det ikke lød som en anklage. "Hvordan kan det være i har snakket om det?" Han så spørgende på hende før han slog blikket ned mod sine hænder. Han brød sig ikke rigtig om det der med rygter, men i det mindste spurgte Jess ham direkte om det, tænkte han.

[/style]

[Jessie Taylor Blythe]

Jess trak lidt akavet på skuldrene fra sin liggende stilling. ”Det ved jeg ikke lige. Det var hende, der bragte det op,” konstaterede hun sandfærdigt, uden at behøve at sige noget om, at det var hende selv, der havde spurgt ind til Amandas manglende kærlighedsliv. Lidt sladderjournalist blev man vel ved med at være. Eller var man bare en sladderkælling, når man ikke længere skrev om det?

Hun skød tanken fra sig og så på Julian, uden at afsløre sin delvise nysgerrighed. ”Men jeg tror hun mente, at du havde noget at skjule i forhold til Amanda...” Jess kneb øjnene en anelse sammen, før hun fnøs muntert. ”... Og så igen. Morgan siger så meget. Jeg tror måske, at hun tror i er vilde med hinanden.” Ganske afslappet ændrede hun taktik, imens hun betragtede den yngre ravn fra sofaen. Det kunne snildt være en komplet overdrivelse fra Morgans side. Det ville næppe være den første.

[Julian Buford]

[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind

Jess · Torsdag eftermiddag

Julian så først op igen da han Jess havde svaret på hans spørgsmål. Han havde ikke været helt sikker på hvor anklagende det havde lydt, men det virkede til at han havde undgået det - eller også havde Jess bare valgt at ignorere det. Det var utroligt så nemt det var at snakke med hende.

Det der blev sagt lød ikke helt ved siden af, og Julian trak bare på skuldrene. Det var først da hun så på ham med sammenknebne øjne, som om hun undersøgte ham, at han sank en smule opgivende sammen i stolen og tyggede lidt på ordene. "Måske..." sagde han affærdigende. Egentlig vidste han jo godt at det passede den ene vej, men han havde ikke lyst til at betro sig om sin tvivl omkring den andens intentioner. Det havde han allerede snakket med Eliot om, og det var mere end rigeligt for hans vedkommende.

Julian blev siddende i et par minutter og småsnakkede lidt løst og fast om vejret med Jess. Så kom hans bror ind i læsesalen og ravnen undskyldte sig fra samtalen. Han fik lidt klodset konstateret at de ville ses til festen og sagde så farvel til den et år ældre løve.

The End

[/style]