Spinning around

[Madeleine Winchester]

TAG - MAX | OUTFIT - HERE

Det var et kritisk øjeblik på aftenen, faktisk var det den rene katastrofe da Madeleine løb ud i gården fra indgangshallen. Pigen var klædt i en mørkegrøn frakke og høje hæle, som hun havde lidt problemer med at gå i på brostenene.
"Miss Univeeeeeerse!" Kaldte hun mens hun stoppede op og satte hænderne ved siden af munden og så sig hurtigt omkring. Derefter lod hun opgivende hænderne falde ned langs siden igen og gik slukøret et par skridt videre hen mod midten af gården, hvor hun endnu en gang stoppede op og så sig omkring.

Det var ikke blevet helt mørkt endnu, men dog mørkt nok til at der ikke var særlig mange elever udenfor, da der ikke var lang tid til de skulle ligge i deres senge. Madeleine var dog helt ligeglad med hvor hun burde være, hendes kat var det vigtigste lige nu.
"Hvor kan hun mon være.." Mumlede hun for sig selv og gik hen og satte sig fortvivlet på en bænk, uden at være helt sikker på hvad hun skulle stille op. Den fine kat plejede aldrig at forsvinde fra hende, men hun havde den selvfølgelig også med sig for det meste. Hun sukkede dybt og placerede albuerne på sine knæ og hvilede hovedet i håndfladerne.

[Maxwell J. Ryder]

"Har det endelig lykkedes det kræ at undslippe?" Lød det fra skyggerne bag den bænk Madeleine sad på. Maxwell trådte frem, med hænderne begravet i et par mørke jeans, en hvid skjorte hang halvt ud over bukserne, kun halvdelen af knapperne var rent faktisk knappet og en enkelt knap eller to havde han rent faktisk formået at knappe i et forkert hul. Hans look var sjusket, selv de halvlange brune lokker sad til begge sidder, han havde tydeligvis ikke gjort særlig meget for at kontrollere det. Heldigvis havde Maxwell tit kunne slippe væk fra at se sjusket ud, da det naturligt klædte ham. Et lumsk smil bredte sig på hans læber "..Madeleine" Sagde han kort efter.

Han havde set hende komme stormende ud fra porten kaldende på sin kat. Han havde tit følt sympati over for det stakkels dyr, at skulle finde sig i alle de ting den pige ville udsætte den for, han havde tit undret sig over hvorfor den aldrig havde stukket af noget før. Maxwell føler sjældent sympati over for nogen og da slet ikke dyr, men lige denne kat var nok den eneste undtagelse.

Han gik omkring bænken og satte sig ved siden af hende, men uden så meget som at skænke hende et blik, da de var fast plantet mod skyerne. Han havde tit anset sig selv som lidt af et nattevæsen, han elskede mørket og kulden bed ham sjældent, og det betød at folk så småt begyndte at synke tilbage til skyggerne hvor de kom fra. Han nød stilheden et kort øjeblik før han vendte blikket mod hende, hvor han diskret studerende hende.

[Madeleine Winchester]

Madeleine så hurtigt op da hun hørte nogen tale og vendte sig om efter et kort øjeblik og betragtede Maxwell med et studerende blik. Hun undslap derefter et mindre fnys, rettede sig op og lagde hovedet let på skrå. ”Miss. Universe skal nok komme tilbage.. Hun elsker mig.” Konkluderede hun og satte begge hænder på bænken, mens hun vendte ansigtet bort fra ham og så resolut ligefrem for sig uden at ville give ham et sekund mere opmærksomhed end hvad hun egentlig behøvede. I hendes øjne var hun ham overlegen, ligesom med alle andre halvblods, også selvom hun i virkeligheden var ringere til magi end de fleste i hendes klasse.

Hun blev en smule overrasket over at han satte sig ned, men viste det dog ikke. Hun vidste ikke helt om hun skulle smutte eller hvorledes, men det var ret svært at forklare senere hvis nogen spurgte og hun brød sig egentlig ikke om at skilte for meget med sine holdninger. Specielt efter massakren var alle blevet så irriterende pirrelige, så bare man sagde en lille lyd om beskidt blod blev man kastet for løverne. I stedet for at skride, tænkte hun at hun ville være barmhjertig idag og lagde benene over kors og lod som om hun var meget optaget af at spejde ud i horisonten efter sin kat.

[Maxwell J. Ryder]

Hans blik hvilede omkring hendes øjne, også selvom hun knapt havde skænket ham et blik lod han dem ikke løsrive sig. Han fnes kort over hendes ord. Han var ikke særlig overbevist om at den kat havde lige så høje følelser over for hende som hun hævdede, hvis katte da overhovedet kunne elske? ”Jeg kunne hjælpe dig med at lede efter den, men det kommer selvfølgelig til at koste dig” Han lagde ekstra tryk under ordet ”den” blot for at drille hende en smule. Et lumsk glimt lå i hans øjne. Som sædvanlig var han ude på noget, og det at hun havde mistet hendes kat kunne måske komme til hans fordele. Men en pige som hende var sikkert for stolt til at modtage hjælp fra nogen og da slet ikke ham.
Han var udmærket klar over at forskellen mellem deres blodstatus var nok til at hun sikkert aldrig ville modtage hjælp fra ham, men det var blot grunden til at han blev ved med at prøve. Han ville blot se om han var i stand til at ændre hendes holdning omkring ham. Han havde altid set det som lidt af en leg, også selvom det inderligt nagede ham at folk så ned på ham på grund af hans blodstatus. Men lige i dette tilfælde var det udelukkende en leg. Madeleine var en yderst interessant pige, og hendes udseende var slet ikke værst heller, så Maxwell nød hans øjeblikke med hende, også selvom han tit kunne spotte det nedladende glimt i hendes øjne.

Han strøg en hånd gennem håret og kiggede kort på hendes ben hun havde ladet krydse før blikket vendte tilbage omkring hendes øjne. Han følte at han havde situation under kontrol. De var så godt som alene, og selvom hun havde i sinde at forlade ham ville han ikke tillade det. I hvert fald ikke lige foreløbig.

[Madeleine Winchester]

Madeleine så først på ham da hun hørte ham grine, hendes blik var fordømmende og hun vendte hurtigt ansigtet bort mens hendes mund snerpede sammen i irritation. Hun var åbenbart den eneste der tog sit forhold til sin kat seriøst.
"Hjælp?... jeg har ikke brug for din hjælp jeg klarer mig udmærket uden ellers tak" Bemærkede hun og var yderst stolt over sine manerer.

Derefter lagde hun benene over kors og lænede sig skødesløs tilbage mens hendes blik bevægede sig hen over gårdspladsen. Hun sukkede derefter dybt, skubbede sig op og stå mens hun gik et par skridt frem og råbte efter sin kat igen. Hun anede virkelig ikke hvor den var, men det havde hun ingen intentioner om at fortælle ham, en overklasse tøs taler jo aldrig om sine svagheder med sine undersåtter.
Pludselig hørte hun dog noget henne ved en busk og hun løb derhen, blot for at få en solsort til at flyve frem fra sit skjul.

[Maxwell J. Ryder]

Det lumske smil på hans læber blev blot større efter hendes ord, og han valgte blot at give hende et enkelt nik som svar. Han studerende hende endnu engang da hun rejste sig, og han fulgte hende med øjnene hele vejen hen til busken. Da solsorten sprang frem fra sit skjul, måtte han gemme en latter i et falsk host, hun skulle nødigt tro at han gjorde grin med hende, men hele situationen var for morsom til selv en kold fyr som Maxwell kunne holde facaden. ”Jamen dog, det ser ud som om din kat har fået vinger..” Drillede han, det var en oplagt kommentar, en han ikke nænnede at lade passere. Han rejste sig fra bænken og gik hen mod hende ”.. Selvom jeg er rimelig sikker på at din kat er grimmere end den” Hans ord var kolde, og det var ikke længere lige så let at vide om han stadig drillede, eller om han blot var ondskabsfuld. Smilet på hans læber dæmpet sig da han nåede hende, og det kolde glimt de fleste kendte til fandt vej i hans øjne. Han havde engang fået at vide at han besad sjælløse øjne, fordi hans øjne altid syntes at være kolde uanset hvilken situation han befandt sig i. Folk havde altid haft svært ved at læse ham, men han gjorde det heller ikke ligefrem let for dem. Kunne de ikke læse ham, havde han overraskelseselementet på hans side.

Han kiggede sig kort omkring, før han strakte en hånd ud mod hende og tog blidt fat i hendes hånd. Han trak hende ind til sig, så de kun stod få centimeter fra hinanden. Han havde altid ignoreret folks personlige space, så det bekymrede ham aldrig om han muligvis havde overskredet en grænse eller to. Personligt var det disse grænser han elskede at bryde hos folk. Smilet var stadig lumsk, selvom øjnene ikke havde ændret sig ”Jeg er sikker på at din kat nok skal vende tilbage, så snart at den bliver sulten” Hans holdning ændrede sig, hans ord var dæmpet og lød troværdigt. Han var stadig fuldstændig ligeglad med hendes kat, men kunne han få hende til at tro at det interesserede ham, kunne han måske score sig nogle få point i hendes bog. Han holdte to fingre under hendes hage og strøg hendes kind med hans tommelfinger, på denne måde havde hun ikke andet valg end at se direkte på ham. Dog kunne hun blot vende hele hovedet fra ham, da hans greb om hende var let at bryde. Han brugte tit sin charme til at få hvad han ville have, og i dette tilfælde var det Madeleine.

[Madeleine Winchester]

Madeleine så irriteret efter solsorten og var lige ved at kaste en besværgelse efter den af ren vrede over den havde fået hende til at se latterlig ud. Hun bed sig hårdt i underlæben og ignorerede halvblodsdrengens kommentar om vingerne, mens hun gav sig til at rode rundt i grenene på busken for at se om den alligevel var der. Hun stoppede dog brat op over hans næste ord og vendte sig direkte mod ham med et arrigt blik.
"Min kat er ikke grim.. Du er grim.. og ulækker.." Hun var godt klar over at hendes mor ville have bedt hende om at huske sine manerer, men hun kunne altså ikke holde sig tilbage, når han fornærmede hendes smukke kat. Maddie undslap et højlydt fnys, hvorefter hun skulle til at vende sig for at gå, men stoppede op da hun mærkede hans hånd om sin og snublede næsten da han trak hende hen til sig.

Hun stivnede let og stirrede ind i hans øjne, stadig med et surt blik, der kun mildnedes en anelse da han sagde at den nok skulle vende tilbage. Hun stolede ikke rigtig på det han sagde, efter han lige havde kaldt hendes kat for grim. Det blev dog for meget for hende, da han placerede to fingre under hendes hage og hun vendte straks ansigtet væk fra ham, alt i mens hun trak hånden til sig.
"Hold dig væk." Snerrede hun og sendte ham et kort blik, hvorefter hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå, med retning mod døren ind til Hogwarts. Hun måtte lede efter sin kat i morgen, hun gad ikke spilde mere tid på denne jubel idiot.

[Maxwell J. Ryder]

Han grinte blot over hendes ord. Han havde alt for høj selvtillid til at få ord kunne få ham til at tvivle, så han tog blot hendes fornærmelser som en joke. Måske havde han drevet den lidt for langt ud, og hans smådrilleri havde udviklet sig til lidt af en plage. Men trods alt, det var jo Maxwell der var indblandet så kunne man forvente andet? Han elskede dog hvert et fnys der undslap hendes læber, og smilet på hans egne spredte sig langsomt. Hadet i hendes øjne gjorde blot hele legen sjovere for ham. Han var godt klar over at hun ikke ville lade en halvblods komme så tæt på hende, men han ønskede at se hendes reaktion og derfra kom hans handlinger. Men han ønskede ikke at hun skulle gå, så han måtte nok se i øjnene at legen var slut. For nu i hvert fald.

Da hun trak sig fri, stoppede han blot begge hænder i lommerne og fulgte efter hende med rolige skridt ”Umuligt” Svarede han kort og trak på skulderne, stadig med hænderne i lommerne. Han satte tempoet op og gik direkte forbi hende, hvorefter han stoppede op foran hende, så hun ikke havde andet valg end at gå udenom eller stoppe helt op hvis hun ikke ville støde ind i ham. ”Jeg kan umuligt holde mig fra dig, men hvis du vil gå er du velkommen. Personligt nyder jeg dit selskab og så det helst ikke slutte, og undskylder gerne min opførelse” Der var sandhed at spore i hans stemme, og smilet på hans læber var hverken koldt eller lumsk, men næsten helt venligt. Hans far havde lært ham at en rigtig mand behandler en kvinde med respekt, så det var måske på tide at han lyttede til sin far. ”Der må være noget jeg kan gøre for dig, for at gøre det godt igen?” Han var nød til at gøre sig gode venner med dem af det rene blod, som han kaldte dem, hvis han selv ønskede at stå højere. Alene hans blodstatus kunne ikke hjælpe ham. Ikke lige som så mange andre på Slytherin der havde det let og var født af det rene blod, de behøvede ikke løfte en finger for at få den respekt de fortjente, men en som Maxwell måtte kæmpe lige det ekstra for at få det. Så det at han blev ved med at fornærme Madeleine var måske ikke det smarteste træk, men igen sådan var hans natur, men derfor valgte han også at lægge låg på hans drilleri.

[Madeleine Winchester]

Madeleine kunne have sagt sig selv at han ville følge efter hende, men hun lod som ingenting og gik videre uden at give ham et øjebliks opmærksomhed. Det blev dog påtvunget hende da han pludselig gik ind foran hende og hun himlede irriteret med øjnene, stoppede op, sendte ham et skarpt blik og gik derefter en halv cirkel udenom ham og forsatte videre mod døren.
"Du kan godt glemme det Ryder - du kan umuligt gøre noget for mig som kan ændre noget som helst!" Bemærkede hun og vendte ansigtet kortvarigt mod ham, så på ham et øjeblik og gik så videre mod indgangshallen for at komme så hurtigt hen til sin sovesal som muligt. Der kunne han da i hvert fald ikke følge med hende, tænkte hun frustreret og strøg fingrene gennem håret inden hun åbnede døren og smuttede ind igen. Madeleine havde på fornemmelsen at han nok ikke ville lade hende gå, men hun var fast besluttet på ikke at se sig tilbage for at se om han fulgte med hende.

CLOSED