Kittens and sunshine

[Madeleine Winchester]

TAG - MARCUS | OUTFIT - HERE

Madeleine havde en aftale med sin bror om at bruge eftermiddagen sammen udenfor på at lave lektier og skrive opgaver. Egentlig gad hun ikke lave noget, så hun havde taget sin kat med, som hun havde givet en lille kyse på så den ikke fik solen i øjnene. Hun stod lænet op ad muren mens en gruppe Hufflepuff elever gik forbi, som hun ikke skænkede et blik, men nøjedes med at betragte sin fine kat der spandt i hendes arme.
"Nu skal vi ud i solen og få lidt frisk luft.. det bliver hyggeligt ikke?" Hendes stemme var lys og hun kyssede den på panden, hvorefter katten mjavede og rykkede sig rundt i hendes arme.
"Ja du er sååå sød.. sååå nuttet .. ja.. lille pudsegøj" Hun havde næsen helt tæt på kattens øre, mens hun smilede og kløede den let i nakken. Hun elskede sin kat mere end noget på jorden og gjorde alt for at den havde det godt. Ingen skulle gøre den ondt hvis det kom til hende, men heldigvis var der ikke mange der havde været efter den stakkels kat, selvom der engang var en der skubbede til den med foden. Denne person havde hun dog fået fortalt at hvis han gjorde det igen, ville hun bruge resten af året på at putte snegle i hans græskarjuice.

[Marcus Winchester]

Marcus kom slentrende med hænderne stukket ned i de begrænsede lommer på sin uniform. Modsat Maddie havde han ikke skiftet den ud med noget mere afslappet, men det var intet særsyn.

Familien Winchesters piger havde fået sansen for tøj og efterladt ham med en noget mere vindende personlighed end dem begge. Det var denne, der afslørede sig selv tydeligt, da han smilede skævt ved synet af sin tvilling.

Han rykkede tasken lidt på skulderen og passerede den flok af sine kollegianere, som lige var gået forbi Maddie. ”Skal pelsklumpen absolut slæbes med?” Han hævede et øjenbryn og nikkede imod det stakkels, stakkels dyr i den hvide kyse. ”Den vil da hellere jage rotter,” konstaterede han afslappet, velvidende at svaret ville blive negativt i forhold til at lade kattedyret slippe fri. Det var altid et forsøg værd.

[Madeleine Winchester]

Maddie så først op da hun hørte sin tvillingebrors velkendte stemme og smilede glad over hans spørgsmål. "Jada." Hendes stemme var lys og insisterende, uden nogen form for tøven eller tvivl om Miss. Universe skulle med. "Rotter?!" Brunetten så forarget på ham og rystede på hovedet.
"Ej bror.. Miss. Universe vil hellere ud og sole sig med mig ikke?" Hun så ned på katten der så aldeles komisk ud i kysen, noget som Maddie selvfølgelig ikke var klar over, men hun gav den blot et kys på panden og begyndte at gå mod døren til gården udenfor.

"Hvordan går det ellers? Er de andre puffere søde ved dig?" Spurgte hun og så på ham mens de gik. "Ellers skal jeg nok gemme en rotte i en af deres tasker så de ved hvem der bestemmer.. " Hun smilede for sig selv og betragtede loftet med et suk, egentlig var det sjældent hun kunne finde på sådan noget mere, men det var stadig en morskab for hende at true med det. Maddie stoppede op foran døren og lod ham åbne den, fordi hun kunne jo ikke selv gøre det, da hun var travlt beskæftiget med at nusse Miss. Universe.

[Marcus Winchester]

Marcus havde forudset nogenlunde alt hvad hans tvilling sagde. Det føltes som om de havde haft den samme samtale før, og det var da heller ikke helt usandsynligt. Et roligt smil hvilede på hans læber over hendes protester og han nøjedes med at trække på skuldrene, uden at grine af den tåbelige kyse på den stakkels kats hoved.

Han havde ofte ondt af kræet, men det var ikke hans ansvar at informere Madeleine om, at hendes omsorg for pelsklumpen var malplaceret. Det, at hun holdt så meget af den som hun gjorde, var trods alt vældig godt og han havde ikke tænkt sig at pille ved det.

Da hun gav sig til at gå, fulgte han med. Han gravede hænderne ned i lommerne og trak på skuldrene med en munter lyd. Et sideblik på hende overbeviste ham om, at hun ikke var dybt seriøs, selvom han snildt kunne tiltænke hende at ville gøre det, hvis han bad hende om det. ”Ja da,” svarede han afslappet. ”Ingen grund til rotter, Maddie. Det er som det plejer. Det bliver godt med lidt sommerferie, dog. Har du hørt, at far og mor planlægger en tur til Salem? I slutningen af juli, vist nok.”

[Madeleine Winchester]

Maddie smilede til katten i sine arme og nussede den forsigtig mens hun gik. Det var egentlig tit at hendes bror bad hende om at gøre et eller andet dumt med katten, men hun tilgav ham fordi han var hendes familie. Nogle gange fandt hun ham en anelse for idiotisk, men det sagde hun aldrig højt og egentlig var det hans ligefremhed der gjorde ham så elskværdig.

”Nå, men du siger bare til – er sikker på Mal gerne vil hjælpe.” Bemærkede hun med et smil og løftede Miss. Universe en tand højere op. ”Og nej det har jeg ikke.. Salem… Det lyder dejligt.. Slutningen af juli.. Ja der har jeg ikke nogle planer” Sagde hun og lod som om hun vidste hvad det var han snakkede om, selvom hun ikke havde nogen ide om hvor denne by lå henne. Hun var dog sikker på at det ville blive hyggeligt ligemeget hvad og hun var glad så længe familien planlagde et eller andet i sommerferien, som hun kunne prale af når hun kom tilbage i skole igen. Maddie blev stående da de nåede døren og smilede ned til sin kat igen, mens hun nussede den stilfærdigt.

[Marcus Winchester]

Marcus trak på skuldrene og smilede vagt, uden helt at gennemskue hvor seriøs hun var med sit tilbud. Så meget af det hans søstre sagde var ren snak og det havde altid været lidt af et mysterium for ham hvor stor en andel de rent faktisk mente.

Han slog det hen mentalt, bragte et andet emne på banen og rystede på hovedet. ”Jeg tror de havde været ligeglade med vores planer,” konstaterede han afslappet, selvom han skævede lidt til den stakkels kat, der lignede en joke.

Et smil trak i hans mundvige og han slap en dæmpet, munter lyd. ”Men godt. Det er jo ikke fordi staterne nødvendigvis kan byde på noget banebrydende, men jeg tror alligevel, at det bliver fint nok. Om ikke andet, så er klimaet vist bedre end vores.” Han kneb øjnene lidt sammen i solen og tilkastede himlen et ironisk blik. Det meste af tiden så det knapt så lovende ud, trods alt.

[Madeleine Winchester]

Madeleine så forundret på ham og trak på skuldrene. Hvis de var ligeglade med hendes planer, så ville hun da også bare være ligeglad med deres, tænkte hun og fnøs mens hun hankede op i katten. Hun nød solens stråler da de kom udenfor og hun stoppede kortvarigt op, men fulgte hurtigt med ham igen mens hun så ud til at tænke over noget.

"Virkelig? Så kan det være jeg endelig kan få lidt kulør.." Bemærkede hun, dog uden den store enthusiasme da hendes tanker vandrede hen til den anden dag hvor hendes kat var blevet væk og halvblodsknægten havde opført sig utroligt upassende. Hun var dog bare ikke sikker på om hun skulle sige det til sin bror, da hun egentlig bare håbede det hele ville gå væk af sig selv nu når der snart var sommerferie.
"Ved du hvad? Vi burde lave et eller andet sammen her i ferien.. bare os tre.. Hvad har du lyst til? Jeg lover ikke at hive dig ud og shoppe amok." Hun mødte hans blik med et klædeligt smil og lagde sin arm ind under hans, mens hun holdt katten med den anden. Det blev dog for meget for den og den hoppede ud af hendes favn og begyndte i stedet at spankulere rundt ude i gårdspladsen. Madeleine så nysgerrigt efter den, men besluttede sig for at den elskede hende for meget til at forsvinde for evigt.

[Marcus Winchester]

Marcus trak på skuldrene af sin søsters spørgsmål og lod det være det af svar. Han knækkede sine fingre på først den ene og siden den anden hånd, uden at være videre optaget af sine omgivelser. I det hele taget var han temmelig mentalt fraværende indtil det øjeblik, hvor Madeleine brød tavsheden igen. Han drejede hovedet for at se på sin tvilling og hævede det ene øjenbryn over løftet, før et muntert fnys undslap ham. ”Jo da,” bekræftede han stille og roligt, før han atter engang trak lidt på skuldrene med et mindre smil hvilende i mundvigene.

Han så lidt ud over græsset, som de var nået til, kneb øjnene en anelse sammen i solskinnet og udstødte en tænksom lyd som indledende svar på hendes spørgsmål. ”Altså jeg har lyst til at tage til staterne,” drillede han halvhjertet, før han viftede afværgende med den ene hånd. ”Men altså... Det sædvanlige, ikke? Ikke noget ekstraordinært ud over det der ferie vi skal med mor og far.”

[Madeleine Winchester]

"Staterne? Amerika? Det ville også være skønt!" Bemærkede hun og smilede stort til ham. Det var i det mindste et land hun kendte, også selvom den eneste grund hun ville derover var for at kunne blære sig endnu mere overfor sine veninder og så måske købe en masse tøj og sko.

"Vi kunne tage på skovtur! Et eller andet sted fri for mugglere og så kan du øve dig på quidditch også.." Foreslog hun begejstret og var selv meget imponeret over sin handlekraftige planlægnings talent. Hun lagde derefter armen under hans og hvilede hovedet kortvarigt mod hans skulder. "Du er min yndlingsbror." Hviskede hun og gav hans arm et lille klem, inden hun trak sig en smule tilbage og så ham i øjnene med et lille smil. Hun var selv overbevist om at hun elskede sin bror højere end noget andet, også selvom det i virkeligheden stammede fra en ide om at hun burde elske ham, så derfor var det den rolle hun spillede.

[Marcus Winchester]

Marcus hævede begge øjenbryn og så spørgende ud i et kort øjeblik eller to, før det gik op for ham at Madeleine decideret ikke vidste hvor Salem lå henne. Han burde ikke være overrasket, selvfølgelig, men havde alligevel et kort øjeblik lyst til at himle med øjnene. Det aftog selvfølgelig lige bagefter med sædvanlig skyldfølelse bagefter og han nøjedes med at smile halvhjertet til sin tvilling.

Da hun tog hans arm, blev det lidt mere overbevisende. Han fnøs muntert og modstod en trang til at rode hende i håret. ”Jeg er din eneste bror,” konstaterede han, før han trak lidt på skuldrene og kvalte et gab. ”Vi kan godt tage på skovtur,” medgav han dog øjeblikket efter. ”Hvis Mallory har lyst, så lad os gøre det.” Han slap en dyb indånding og stirrede lidt ud i luften, uden at kunne sige hvorfor tanken om søskendeudflugter ikke fyldte ham med nogen særlig iver for tiden. Måske var der heller ikke ét simpelt svar.

[Madeleine Winchester]

"Det giver mig jo kun mere grund til at værdsætte dig." Hun smilede sødt til ham, lagde hovedet let på skrå og så op på ham med et undersøgende blik.
"Selvfølgelig vil hun det - hvornår har hun nogensinde sagt nej til mig? Eller dig for den sags skyld.. søde lille pige.. " Bemærkede hun med et glimt i øjet og gik tæt på ham, med armen rundt om hans.

"Nej men det ville da være hyggeligt at lave et eller andet.. Ikke? Vi kunne også tage ud og bade sammen.. Uhh.. og der er sommerfesten - det bliver skægt" Madeleine var ligeglad med at den blev holdt af en mugglerfødt, alt hun havde brug for for at have det sjovt var alkohol og mindst et par fuldbluds drenge så var hun glad. Desuden ville hun trække Marcus med og finde en eller anden pige han kunne fornøje sig med.

CLOSED