Cogito Arachneam

[Amanda Byrnes]

Sommervejret var endelig ved at trænge ind på et sted så afskåret som Hogwarts-området. Vinden var kølig, men solen var varm og det betød naturligvis, at de fleste måtte holde sig indendøre for at studere til de kommende eksaminer. For Amanda gjaldt det UGL'erne og det ville ikke være en overdrivelse at beskrive hende som en sitrende bunke af nerver og planlægning. Men i modsætning til en del af sine kollegiekammerater, havde hun efterhånden rigtig god erfaring med at indsætte regelmæssige pauser fra studierne. Bare for at beholde en flig af forstand. I hendes tilfælde var ting som ugletræning og ekstra research dog hvad der var anset som 'pauser', så noget reel ingenting-tid, var der ikke meget af. I dag stod et udviklingsmøde med Shaw på skemaet (bogstaveligt talt, naturligvis). Han havde foreslået at holde det udendørs i solen, men det var, traumatiske oplevelser til trods, hende selv, der havde foreslået søen. Hun brød sig ikke om søen, bestemt ikke, men ved dens breder var der stille og nogenlunde læ. Og desuden var det på tide at tage sig sammen, tænkte Amanda, man kunne ikke blive ved med at holde sig væk fra dén smule vand.

Så her sad hun altså, med stakkevis af bøger klar i tasken og papir, pen og tryllestav fremme. Nu manglede kun hendes research-partner.

[/blockquote]

[Morgan King]

Urgh. Det ville ikke engang være en overdrivelse at dette var nok den værste dag i mands minde. Først havde Morgan sovet over sig (fordi hun havde været på natterend, men det snakker vi ikke om) og misset morgenmaden og så havde den stået på timevis af historie og mugglerstudier. Faktisk vidste hun ikke rigtig hvad hun havde tænkt da hun havde bestemt sig for det valgfag, fordi det var da mega kedeligt. Og da hun totalt udmattet havde kommet til at falde en smule i søvn i undervisningen havde læreren været fræk nok til at trække point fra Gryffindor. Nu var Morgan stort set ligeglad med pokalen, men det var stadig irriterende. I hvert fald var det helt klart at hun havde en dårlig dag som hun sjoskede på vej tilbage fra sidste, umanerlig hjernedøde botaniktime, på vej mod sovesalen så hun kunne tage sig en lur eller i hvert fald bare skifte ud af uniformen. Da var det dog at noget fangede hendes opmærksomhed ud af øjenkrogen.

Spæne, spæne spæne og sekundet efter, "Panda!". Morgan slyngede armene om Amandas hals i en mildest talt akavet vinkel, som hun dumpede ned på bænken ved siden af veninden. Pludselig var hendes dag ikke helt så slem alligevel.

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda nåede ikke engang at drøje hovedet før hun "Unph!" fik slået luften ud af sig og nærmest væltet ned af bænken. Det var kun en masse velafbalanceret basken med armene, der reddede hende og hun kiggede forskrækket på sin angriber. "Morgan!", var alt hun først kunne sige, da luften var vendt tilbage til hendes lunger, og derefter måtte hun bruge noget tid på at stamme ting som "Hv- Mj- Ah. Dh- Hvad laver du?", i et tonefald der blev stadigt mindre forskrækket og mere... Irriteret? Frustreret? Vantro, måske.

Hendes papirer var røget på jorden, opdagede, og pen og tryllestav, og Amanda sendte Morgan et blik (et neutralt blik, til hendes forsvar) og bukkede sig ned for at samle sagerne op. Én efter én blev de forsigtigt og myndigt lagt i tasken, der ikke syntes at se mindre tom ud, trods dens indhold.
"Jeg, øh, jeg venter faktisk på Shaw. Adam."
Hun kiggede op på den jævnaldrende (ved Merlin, de var faktisk jævnaldrende) pige fra sin hug-stilling på jorden. 'Adam'. Det lød underligt at sige det selv, når man var så vant til altid at tiltale vejlederen ved efternavn. Og hvor var han? Hun havde sørget for at dukke tidligt op, så han havde tid endnu. Men alligevel.
Hun skævede atter til Morgan.

[/blockquote]

[Morgan King]

Morgan havde egentlig noget hun gerne ville spørge Amanda om men ordene nåede ikke at forlade hendes læber før hun pludselig blev distraheret. At Amanda ville sidde og vente på Shaw var underligt – og i Morgans optik var det ofte synonym med spændende. Personligt sagde den tårnhøje vejleder hende ikke særlig meget, han lugtede langt væk af kedelig, var vejleder (hvilket var slemt nok) og.. nå ja så var han bøsse, det kunne alle da se. Ikke at der var noget i vejen med det, forstå mig da ret, det var bare den eneste resterende grund til at den unge gryffindor ville gide interagere med ham der forsvandt der.
”Virkelig? Shaw?” spurgte hun nysgerrigt og betragtede Amanda samle sine papirer op, før det gik op for Morgan at hun måske burde hjælpe, og der var det allerede for sent. Hun skævede til diverse notater og diagrammer og.. tegninger af fisk..? Men kunne ikke helt hitte hoved og hale i det.
På den anden side. Shaw var über kedelig, og Amanda havde lidt den tendens selv når Morgan ikke var der til at få hende ud af sin skal.. Det var sikkert et eller andet tilsvarende kedeligt de havde kreeret sammen. Sikkert et eller andet extra-credit til forvandlingstimen (det forklarede også den underlige fascination med fisk) eller lignende.

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda besluttede sig for at rejse i og blive stående i stedet for at sætte sig tilbage på bænken. Måske for at skabe en illusion om status, måske for at kunne skifte vægt fra ét ben til et andet i let rastløshed.
"Mmm.", endte hun med at sige, i mangel af bedre og mere fyldestgørende svar. Hendes tone kunne måske have været mindre skarp, på den anden side var hun blevet afbrudt i en aftale. En planlagt aftale. Hun var praktisk talt skubbet ud hvor hun ikke kunne bunde (nej, den metafor var ikke overdrevet i nogen henseender) og forsøgte nu at træde vande og føre samtale samtidig. En blandet oplevelse, for at sige det mildt.
"Vi har.. Vi skal snakke om..", fortsatte hun, men stoppede op, da det gik op for hende, hun ikke var sikker på graden af hemmelighedsskræmmeri omkring projektet. Alle havde ligesom holdt sig til deres egne sager indtil nu. I stedet sluttede hun med:
"Hvad, Morgan, kan jeg.. Hjælpe dig med noget?"
(For helt ærligt, det var da næsten umuligt at være striks overfor et så tillidsfuldt ansigt, som den anden diskede op med.)

[/blockquote]

[Morgan King]

Morgan åndede lettet ud da Amanda ikke kastede sig ud i den længere forklaring hun lidt havde frygtet. Det her var måske umatematisk og alt muligt, men kedelig og kedelig gav altså ikke andet end mere kedelig. Naturligvis bidrog det faktum at Amanda ikke ville fortælle hende noget til hendes interesse i emnet, men ikke nok til at valgte at forfølge det. Især nu hvor hun egentlig blev mindet om hvad det var hun havde tænkt at hun ville tale med den anden pige om. Hvad var det nu det var? Morgan fik momentær et fjernt udtryk i ansigt mens hun prøvede at finde op og ned i sin ærligt talt ret kaotiske tankegang. Nå ja!
"Nå ja.. Amanda!" udbrød hun og her vidste man at det var seriøst, dels fordi det var sjældent at hun ikke brugte venindens og dels bare fra de knyttede øjenbryn og meget alvorligt nedadvendte mundvige som Amanda pludselig stod ansigt til ansigt med, "Hvad er det jeg hører med dig og Julian?"

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda nåede ikke at kigge mistroisk på Morgans verdensfjerne ansigtsudtryk længe (og overveje om hun mon ville få et svar på sit spørgsmål eller ej), før hun fik smidt sagens kerne lige i synet. Og Amanda reagerede generelt ikke ret godt på at få noget som helst lige i synet, billedligt eller ej. I dette tilfælde gennemgik hendes ansigt en veritabel serie trækninger og grimasser, idet overraskelse, stumhed, en anelse forfærdelse - oooog måske en trang til at fnise tøset - alle kæmpede om pladsen. Fysisk blev det til en hel massen blinken med øjnene og trækninger i siden af næsen, mens hun wrestlede sit ansigt på plads.
"Ah- pn- sn- hj- hvad?", fik hun endelig udstødt, kun med hele sin stolthed et sted på jorden.
"Hvad mener du med mig og J.. Julian? Hvad er det man 'hører'?"
Hendes stemme steg i streng intensitet, som hun tog sig sammen og faktisk fik sagt rigtige ord. Hun vidste ikke hvorfor, hun pludselig reagerede sådan - bortset fra, selvfølgelig, at sådan reagerede hun mere eller mindre altid, så snart snakken faldt på det modsatte køn og de dertilhørende temaer. Og nok var hun ikke engang sikker på, det var dét, Morgan snakkede om... Men Gryffindor'ens ukarakterisk seriøse ansigt fortalte en anden historie. Og Amanda måtte bruge lidt tid på at diskutere med sig selv, hvad hun skulle sige. Benægte alt? ... Benægte hvad? Det blev for underligt og hun måtte opgive ævret.

[/justify]

[Morgan King]

Morgan var egentlig ikke særlig vred, fornærmet eller på nogen måde i en emotionel tilstand der korresponderede med hendes udtryk. Hun var glad på Amandas vegne. Nemlig. Bortset fra en mindre detalje eller to. Først og fremmest gik det stærkt imod hele hendes verdensbillede at Amanda skulle være den første der fik en kæreste. Det var altså mere end mystisk. Det var direkte mystifistisk. Ikke for at sige noget skidt om veninden, Morgan elskede hende og alt det der, men hun havde egentlig forventet at hun ville være den første der scorede sig en fyr af de to. Faktisk havde hun lidt regnet med at hun ville være gift og få børn - muligvis/muligvis ikke med førnævnte fyr - før Amanda endelig kom ud af sin skal og ud på dating-scenen.
"Ikke andet end at enhver der har set jer kan se at du er vild med ham.." Svarede hun nogenlunde nonchalant, men så kom mindre detalje nummer to på bordet; den fik vristet sig ud over Morgans læber og hun udbrød, "..Og uden at du sagde noget til mig! Panda, vi er veninder! Det er lissom meningen at du skal fortælle mig når du er forelsket!"
Ah ja. Hvis der var noget Morgan virkelig ikke kunne fordrage så var det at blive ekskluderet, og selvom at den meget lille del af hendes personlighed der egentlig kunne kaldes nogenlunde rationel, argumenterede at Amanda sikkert ikke havde indset det selv, ændrede det ikke på at hun nu var godt tøsefornærmet over det.

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Det var næsten interessant, hvor godt det lykkedes Morgan at slå hovedet på sømmet og fuldstændig bringe den stakkels Amanda ud af fatning. Og det var ikke bare denne samtale, hun var heldig med, nej, det var simpelthen et talent hos den anden. Talent for at bringe Amanda ud af fatning. Så kunne man selv beslutte sig for, om det var godt eller skidt (Amanda hældede mest og kraftigt mod sidstnævnte).
Hendes ansigt reagerede før hun selv gjorde ved at skifte farve hurtigere end et stoplys og hendes tanker fulgte trop kort efter og leverede dyb irritation over hvorfor det skulle være sådan.
"Gider du stoppe det, jeg er ikke for- (hun sank) forelsket."
Hun stampede endda en enkelt gang i jorden, bare fordi det virkede som den rigtige måde at forstærke meningen på. Hun var godt klar over, at det måske ikke var det mest modne træk - og at det måske nærmere modbeviste hendes påstand end det modsatte - men det var vel ved Merlin ikke hendes skyld, at emnet alene var nok til at sætte samtlige af hendes alarmer igang.
Hvis jeg var... Du ved... Så tror jeg, jeg ville have opdaget det! Og- og- det er vel også min sag, om jeg vil dele det med dig eller ej. Ville! Hvis jeg.. Var.."
Hun forsøgte at holde et nogenlunde civiliseret toneleje (blandt andet fordi man aldrig vidste, hvem der lyttede til sladder rundt omkring på skolens område*), men det blev sværere og sværere som frustrationen steg i hende. Frustration over at blive beskyldt - ja, det føltes sådan - og dobbelt frustration over automatisk at reagere som om, man var skyldig.

*alle

[/blockquote]

[Morgan King]

Der var let gennemskuelig og så var der Amanda. Det var lidt som om at hvis man vandrede gennem åbenlysets landskab til den fjerneste, mest ekstreme kant, ville man lige akkurat kunne skimte Morgans veninde i det fjerne. Ikke forelske sagde hun? Jamen, okay.. Det spil kunne Morgan sagtens spille med på. Pyt med at hun lignede en gloende kogeplade i ansigtet, pyt med at hun var mistænkeligt hurtig til at benægte alt. Hvis Amanda sagde at der ikke var noget der, så måtte det jo være sandheden. Ravnen var jo ikke typen der løj for sine veninder, vel? Morgan smilede bredt; et smil som hun ikke var sky for selv at kalde strålende, og sagde:
"Så du har altså ikke noget imod det hvis jeg.. snupper ham?"
Var hun interesseret i Julian? Neee-tjooh. Måske. Lidt. Men lige nu var hun bestemt mere interesseret i hvordan Amanda ville reagere. Det var jo trods alt for hendes bedste at Morgan gjorde det her. For at hjælpe hende med at indse sine følelser. Det var også derfor at Morgan gjorde sin stemme så nonchalant som muligt, fordi hvis hun for alvor lød interesseret kunne det være at Amanda trak sig, men hvis hun bare virkede som om hun sagde det som en eftertanke..?

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda tvang sig selv til at tage en dyb indånding af dejlig sommerluft, men kunne ikke stoppe sig selv fra at kigge mere eller mindre febrilsk rundt efter Shaw. En redning, særlig én i form af hendes bastante vejleder, ville falde på et tørt sted lige nu. Men så heldig skulle hun ikke være. Faktisk skulle hun være uheldig nok til at opleve Morgan sige sin nyeste kommentar, mens den anden smilede om kap med solen.
Amanda fandt, at hun ikke havde nogen ord. Hun havde stadig et ansigt, der føltes betænkelig meget som en ovn og i halsen kunne hun mærke en del mere frustreret højrøstethed, der virkelig godt kunne tænke sig at bryde ud og erklære, at alt det her simpelthen var for dumt. Men det var som om ordene manglede.
"Eh, dh-... Hvad?"
Det var anden gang inden for kun få minutter, hun havde sagt dét ord, og de to minutter havde ikke gjort nogen underværker for hverken det eller hende.
"Hvorfor skulle jeg blande mig i hvad du... Snupper?", det sidste ord blev sagt, som var det en blomme med sur skræl, "Ved du hvad, M-Morgan, det må du virkelig selv bestemme."
Det var ikke iskolde ord, ikke engang moderat kølige. Faktisk blev de ledsaget af et lille, en anelse presset fnis. Af den slags, der udtrykte 'det her er da for dumt'. Men trods dette, Amandas nyeste overskudsagtige signal (de var ikke i overskud i sig selv, kunne man sige), var hun alligevel gået tilbage til at kigge mere på omgivelserne end sådan-da-veninden.

[/blockquote]

[Morgan King]

Morgan kneb øjnene sammen og betragtede Amanda mistænksomt. Hun fik heftigt blandede signaler fra den jævnaldrende pige og var ikke helt sikker på hvad hun skulle forstå hvordan. Og som Morgan altid gjorde når hun ikke vidste hvad der var sandt.. Hun valgte den mulighed hun bedst kunne lide.
Med et skævt smil prydende de fyldige læber strøg hun noget at det for tiden blonde hår om bag øret og sagde:
"M-hm." i et stemmeleje der var cirka lige så overbevist som hun anså Amanda for at være sandfærdig. Hun sendte veninden et smil hun selv så som indforstået og puffede til hende med albuen.
"Nå jeg vil overlade dig til dit spændende projekt." sagde Morgan, stadig smilende, og gav Amanda et hurtigt, sidelæns kram før hun spænede ud på nye eventyr - bedre kendt som hendes historiestil (suk).

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amandas lunger gav Morgan et bekrammet pust som farvel og knap havde hun fået luft tilbage i dem, før den anden var væk. Nu var det ikke for svært at komme ud af syne fra søens bredder (det var nok i grunden derfor, hun havde kunne snige sig så meget ind på Amanda til at starte med), men hasten var alligevel betagende.
Og dog var den forladte Ravenclaw ikke sikker på, hvor betaget hun følte sig. Rød i kinderne, prydet med en grimasse, der var halvt smil halvt 'hvad fanden?', let hovedrystende og med en følelse af, at være en brik i et spil, hvor hun ikke kendte reglerne. Og hvis der var noget, hun hadede, så var det ikke at kende reglerne.

Det med med et opgivende suk, hun sank ned på bænken (og i ryggen) ved søen og gav sig til at skue mod himlen (ikke mod det spejlblanke vand, hun syntes ærligt talt, hun havde været igennem nok overvindelser i dag), hvor et par ugler krydsede baner, begge sikkert med post om benene.
"Shaw, for hulen...", mumlede hun og tjekkede klokkeslættet med en hurtig cogito, mens pink varme langsomt fordampede fra hendes ansigt.

[/blockquote]

[Adam Shaw]

Man kan ikke spektral transfere på skolens grund; det vidste alle der havde taget sig tid til at læse Hogwarts' historie. Adam var, tilfældigvis, en del af pågældende gruppe men det forhindrede ham ikke i at være småirriteret over det. Han havde en aftale og som sædvane overholdt han den slags, derfor havde han faktisk taget af sted med henblik på at være der tidligere, men Muprhy's lov havde haft en indvending. Valget mellem en præference for at komme til tiden og sin pligt som vejleder, havde ikke været særlig svært og det var derfor at Adam kom et kvarter minutter senere ned til søen.
"Beklager at jeg kommer for sent. Der var nogle elever der havde sat ild til hinanden så jeg måtte eskortere den ene op til hospitalsfløjen og den anden til sit kollegieoverhovede.." sagde han med sin dybe stemme før han fik set frem og tilbage mellem bordet der ikke helt var så ordentligt som ellers var Byrnes standard og den unge pige der ligeledes så lidt ude af den, "Er der sket noget?"

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Shaws stemme var ikke svær at genkende da han endelig besluttede sig for at dukke op og bruge den et sted bag hende. Amanda modstod trangen til at sige nogle højst uengagerede lyde og smække sin pande i bænkebordets træplanker. I stedet pustede hun tungt og kom på benene med en ejendommeligt langsommelig bevægelse.
Hun kiggede op på ham, usikker på om rødmen stadig sad tilbage i hendes kinder, pludselig pinligt opmærksom på, at hendes papirbunker ikke lå hverken pænt eller sikkert eller noget. Og hun overvejede om hun skulle lade som ingenting, ignorere hans spørgsmål så de hurtigst muligt kunne komme videre med, det hun faktisk var her for. Det var jo ikke fordi hun rigtig kunne tillade sig at være fornærmet over hans forsinkelse eller noget (og hun skjulte efter bedste evne, at det var hun alligevel) så måske var det bedste idé at indhente den mistede tid?
På den anden side, nu spurgte han jo selv...
"Bare Morgan. Fra min klasse? Hun kom lige forbi mens du var væk og- og snakkede. Om ting."
Hun nikkede for sig selv og skyndte sig at give sin arbejdspartner tegn til at sætte sig (i håb om at der overhovedet var plads til ham ved bordet).

[/blockquote]