Måske den Forkerte at Spørge

[Amanda Byrnes]

Tag: Alistair

Åh, Biblioteket. Amanda kom sig aldrig over, hvor meget hun faktisk holdt af dette sted. Det forblev roligt, uanset hvor mange mere eller mindre tossede Gryffindors, hun ellers var begyndt at færdes med i sin dagligdag (det føltes som mange, selvom det vist i essensen mest var Jess). Det duftede af gamle bøger. Det rungede af tavshed, det meste lyd ædt af tusind stykker papir. Og hvis det lykkedes én at skjule sig for bibliotikarinden (der stadig jog Amanda en skræk i livet, hver gang de lavede øjenkontakt), var det næsten det perfekte sted at spendere sin eftermiddag.
Så her sad hun, men naturligvis ikke uden grund. På knæene, der var trukket op til hende i en blød lænestol, balancerede hun en tyk bog om flokdyr og deres kommunikation og bevægelsesmønstre. På et lille bord ved siden af hende, lå en bog om Finere Formulering af Formularer. Det var research-dag.

[Alistair Murray]

Hvad var det nu egentlig lige, han havde gang i? Alistair skiftede vægten beklemt fra den ene fod til den anden, stående i døråbningen til biblioteket for fjerde minut. Han kunne jo også bare gøre som han først havde tænkt og finde Henry. Det ville jo faktisk være det allernemmeste, argumenterede han overfor sig selv. Faktisk nåede han at overveje det i cirka to sekunder, før han måtte krumme tæer ved tanken. Der var ting der simpelthen var for pinlige at dele med sin bedste veninde - ulogisk som det nu engang lød.
Selvom han havde konkluderet det, flyttede han sig stadig ikke før en Slytherin-elev gav ham et hårdt skub og han væltede nogle uelegante skridt ind på selve biblioteket. Desorienteret og overrumplet så han efter sin angriber, før han kom i tanke om, at han trods alt også havde spærret indgangen.

Det var tilsyneladende også det skub, han havde haft brug for. Alistair rankede sig lidt, selvom hans svedige hænder stadig vred sig om stroppen på sin skoletaske. Han bevægede sig dog langt om længe, halvt håbende på at han ikke ville finde den pige, som han efter frokost havde ment ville være fantastisk at bede om råd. Hans skuldre faldt, da han var lige ved at konkludere at hun rent faktisk ikke var der og blev af samme grund fælt skuffet, da han gjorde omkring og fik øje på Amanda i en af bibliotekets lænestole.
Der var dog ingen vej tilbage og han samlede den smule Gryffindor-mod sammen, som han uundgåeligt måtte have et sted - uden i øvrigt at stoppe med at vride taskestroppen nervøst. "Amanda?" Han sank en enkelt gang. Halsen føltes som sandpapir.

[Amanda Byrnes]

Amanda var dygtig til at gemme sig væk i bøger. Så langt væk, endda, at man sommetider skulle være meget direkte for at komme i kontakt med hende. Lyden af eget navn virkede også fint, og den yngre Ravenclaw løftede overrasket hovedet for at se sin tiltaler an.
”Hm? Alistair?”, spurgte hun forundret og iagttog et øjeblik hans usikre taskestrop-vridning. Hun kendte ham godt, Alistair, men det var mest Jess’ fortjeneste og de to havde rigtig snakket sammen. Og nu var det ikke fordi det var decideret utrådt grund, at føre en samtale med nervøse drenge (hun sendte en tanke til Julian), men hun havde ærligt talt aldrig tænkt over at putte fyren foran hende i dén kategori. Han var med Jess, når alt kom til alt, det måtte kræve… En del.
Så hun lagde bogens påsyede bogmærke mellem siderne, lagde den forsigtigt på bordet og tog benene ned fra stolen, så hun kunne rette sig præsentabelt op.
”Kan jeg… Hjælpe dig med noget?”, spurgte hun og forsøgte halvhjertet at møde hans blik (det var lettere, når hendes modpart ikke var for pågående selv).
Hun kendte biblioteket. Hun var dygtig til en del besværgelser. Hun havde været til hjælp med den slags et par gange indtil videre. Men noget sagde hende, selvom hun ikke var sikker på hvorfor, at det ikke var derfor, han var her.

[/blockquote]

[Alistair Murray]

Alistair var klar over hvor klamme hans håndflader føltes, og også at det næppe hjalp at blive ved med at vride dem imod taskestroppen. Det fik ham dog ikke til at stoppe af den grund, som han skævede ned mod en tom stol ved siden af Amanda. Det var jo også en forfærdelig idé, sådan at gå over for at snakke med en person om noget personligt. En person han ikke rigtigt kendte.
Men hun er Jess' veninde, mindede han sig selv om. Samme tanke sparkede ham i gang igen. "Må... Jeg sætte mig?" spurgte han med et søgende, lettere forsigtigt blik.

Nu var det ikke fordi Alistair altid var nervøs på den måde. Ganske givet havde han aldrig været forfærdelig god til at tale med folk han ikke kendte og han var egentlig godt klar over, at han på nogle punkter var socialt akavet, men det her var helt latterligt. Han rømmede sig en enkelt gang. "Jeg ville spørge dig omkring noget med Jess, hvis du ikke har noget imod det..." fik han endelig forklaret, stadig stående - en smule akavet -, ventende på hendes svar.

[Amanda Byrnes]

Amanda fulgte hans blik ned på stolen.. Op igen.. Og ned på stolen én gang til. Så nikkede hun til ham, ansigtet lagt i neutrale folder. Men da han ikke fik sat sig med det samme, rettede hun sig endnu længere op i sit eget sæde, pludselig bekymret.
"Jess? Er der sket noget med Jess?", spurgte hun og samlede forsigtigt sin bog op fra bordet igen, så hun kunne holde om dens kanter, hendes hjerne i fuld sving med en gætteleg af rang. Alistair opsøgte hende. Her. Hvor der var rimelig fredeligt, stille, diskret, endda. Og så handlede det om Jess...
"Hun... Har ikke rodet sig ud i noget. Igen. Har hun?", spurgte hun med store øjne og synes at være splittet mellem at sukke opgivende og trække en mundfuld vejr ind for at holde det. En blanding, der resulterede i et host eller to. Amanda rømmede sig hurtigt og vendte tilbage til sin opsøger.

[/blockquote]

[Alistair Murray]

Tasken ramte gulvet med en dump lyd, som Alistair lod sig glide ned i stolen ved siden af Amanda. Han tvang også sig selv til at slippe stroppen på den, for ikke at ende med at have plukket den i småstykker (fordi han ville virkelig ikke være i stand til at reparere den på egen hånd). Hurtigt rystede han afværgende på hovedet, mens et lille, skævt smil sneg sig over hans læber. "Nejnej, der er ikke noget galt! Det er bare..." han rømmede sig og flyttede lidt på sig i stolen.

Var det for sent at fortryde? Alistair gav sig selv et mentalt spark over skinnebenet, mens han var alt for bevidst om, hvordan hans ører blev røde (han ville ikke engang være overrasket, hvis det forpestede sig til hele ansigtet). "Deterbarefordiduved... Der er Hogsmeade-weekend nu her og jeg tænkte... Altså, jeg tænkte at, jeg måske gerne ville tage Jessie med ud, men... Men jeg ved ikke rigtigt, hvad det er-" Han var tæt på at sige piger, men tog sig i det. "Hvad hun måske kunne lide eller tænke sig... Og eftersom I to er veninder, tænkte jeg, at du måske... Kunne hjælpe mig...?" Alistair så oprigtigt undskyldende på Amanda efter han havde fået fremmumlet sin intention, og måtte modstå den enorme fristelse det var, at rette blikket fast mod sine egne hænder - som i øvrigt vred sig nervøst mod hinanden.

[Amanda Byrnes]

Da Amanda var kommet sig over sin første bekymring (hun havde ikke været overrasket, hvis Jess havde rodet sig ud i noget, men heldigvis var det ikke en risiko lige nu), kunne hun give sig til at lytte. Hun sad ret, begge ører klar, et let undertrykt ønske om at kunne tage noter - og lyttede til Alistair. Først opmærksomt. Så lettere misbilligende. Da han var færdig havde hendes ansigt ændret udtryk fra stoisk vurderende til løftet-øjenbryn-og-en-trækning-om-munden. Hun kiggede ned på hans hænder og op igen, i et forsøg på at gennemskue de præcise følelser, og måske forvisse sig selv om, at han faktisk mente hvad han sagde. At han faktisk bad om hendes hjælpe. Hendes hjælp!
"Ehm...", var det første og, i en tid, eneste hun fik frem.
"Ehm...", sagde hun igen, denne gang dog med fortsættelse: "Er du sikker på, det er mig, der skal spørges? Jeg mener, jeg er meget glad, beæret- endda-, men- har dig og Jess ikke, jeg mener, tror du ikke næsten, du kender hende bedre end jeg gør?"
Det var jo ikke så svært. Smooth sagt, Amanda.
Men hun mente hvad hun sagde, trods ordenes klodsede udformning. Hende og Jess var vel egentlig veninder efterhånden, men hvor Jess var ret god til at få samtalerne frem, vigtige som uvigtige (Amanda var egentlig glad nok for begge, sommetider også lige pinligt berørt over begge), var det også mest hende, der styrede emnerne. Og bevares, Alistair havde været blandt dem. Men Amanda havde alligevel på fornemmelsen, der var en del mere, der kunne blive sagt. Og desuden vidste hun ikke meget om det med at invitere ud.
"Og desuden ved jeg ikke ret meget om at.. Invitere ud.", tilføjede hun, som det ligefremme menneske, hun heldigvis kunne være.
Men hun forsøgte alligevel at se så åben og imødekommende ud, som hun tillod sig selv det. Han havde fanget hendes interesse, det kunne hun ikke helt benægte.

[Alistair Murray]

Den smule mod Alistair havde samlet sammen, begyndte så småt at smuldre, jo længere Amanda kom i sin udredning. Da hun var færdig, var der stort set intet tilbage og hans håndflader føltes om muligt endnu klammere end de havde gjort til at starte med. På samme måde var han blot endnu mere pinligt berørt end han havde været til at starte med, og i nogle sekunder fik det ham bare til at sidde og se dumt på hende.
Øjeblikket efter fik han endelig sparket gang i sig selv, en handling der betød, at han så ned mod sine hænder og rømmede sig kraftigt en enkelt gang. "Nåhnejokay," mumlede han hastigt og skyndte sig at se op mod Amanda, med et halvhjertet smil. "Ehrm. Jaeh. Okay. Så prøver jeg måske..." han rømmede sig igen og rejste sig brat, vaklende lidt, fordi han var ved at snuble over skoletasken på gulvet.
Rød i hovedet trak han den op over skulderen. "Tak, eller eh... U-Undskyld forstyrrelsen," fik han fremmumlet, før han sendte Amanda et halvhjertet smil, vendte sig for at gå, drejede sig en enkelt gang igen, som ville han sige noget mere, før han gjorde omkring endnu engang og forsvandt ud af biblioteket, med samme farve i hovedet som det Gryffindorhalstørklæde der hang over hans sengegavl.

L u k k e t