|
|
Post by Julian Buford on May 21, 2013 21:43:49 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Hannah · Lørdag formiddag
Det var som regel umuligt at få e gode pladser ved vinduet i biblioteket, men Julian havde været tidligt oppe og sikret sig en solskinsplads. Da han først var kommet derhen var der ikke meget mere end fire-fem elever til stedet, men i løbet af den næste halve time var der ved at blive fyldt op. De nærmede sig eksaminerne, og særlig 5.- og 7.-årseleverne havde travlt med at læse op.
I løbet af formiddagen var lydniveauet steget en del, men Julian havde allerede mistet koncentrationen, så han gad ikke at tysse på folk - eller rettede sagt bede bibliotekaren om gøre det. I stedet havde han fundet sin bog frem og skriblede sætninger ned på tilfældige tidspunkter, hvorefter han vendte tilbage til enten at stirre fraværende på støvet der svævede rundt i lyset fra solen, eller holde øje med folk der gik forbi hvor han sad.
[/style]
|
|
Hannah LeFroy
We all have war inside us. Sometimes it keeps us alive. Sometimes it threatens to destroy us.
|
Post by Hannah LeFroy on May 24, 2013 9:14:36 GMT 1
Hannah havde valgt at læse op på det værst tænkelige tidspunkt, og efter forgæves at have ledt efter et ledigt bord, endte hun med at søge til andre metoder. Hannah endte derfor på gulvet mellem to reoler, og bladrede igennem den ene bog efter den anden, mens hun stødte på en masse sætninger hun følte hun havde læst før.
Hun kørte død efter en time med repetition af forskellige fag, og endte med at stirre tomt ud i luften, mens hun forsøgte at genvinde sin koncentration. Da hun til sidst måtte acceptere at lydniveauet lige nu ikke blev lavere, samlede hun sine bøger sammen, og rejste sig op. Med en stor stak bøger i begge hænder balancerede hun tværs gennem rummet, og undgik med nød og næppe at gå ind i folk.
Hun slog sig ned på en tom plads ved vinduet, og lagde bøgerne fra sig, hvorefter hun lænede sig tilbage i stolen. Der gik få sekunder før hun opdagede at pladsen hun havde valgt ikke var helt tom. ”Julian, hej”, hilste hun smilende, og håbede ikke at hun havde afbrudt noget vigtigt.
OUTFIT: HERE
[/blockquote] |
|
|
|
Post by Julian Buford on May 24, 2013 13:16:55 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Hannah · Lørdag formiddag
Julian lænede sig ind over bordet og stirrede ned på sin tekst. Kort efter fiskede hans in tryllestav frem og prikkede på et bestemt ord, der forsvandt fra siden. Der var jo ingen grund til at lave blækklatter i sin bog. Han blev siddende med opmærksomheden vendt mod den halvfyldte side, men hans blik var fjernt og han vidste ikke helt hvad han tænkte på.
Grebet af rastløshed trippede Julian ubevidst med sit venstre ben, og han gned sig i øjnene. Nogen tog plads ved vinduet, og han vendte opmærksomheden mod pigen. Det var jo en han kendte, og hun syntes at få den samme åbenbaring i samme øjeblik. "Hej Hannah," hilste han igen og smilede skævt. "Hvordan går det? Det er noget tid siden!" fortsatte han og lænede sig bagud i stolen, der knirkede af alderdom. Det var som regel nemmest for ham at starte med de helt grundlæggende høflighedsfraser, uanset om han kendte folk eller ej.
[/style]
|
|
Hannah LeFroy
We all have war inside us. Sometimes it keeps us alive. Sometimes it threatens to destroy us.
|
Post by Hannah LeFroy on Jun 4, 2013 20:09:25 GMT 1
Hun lod et svagt suk forlade de runde læber, mens hun kort lod sit blik falde på den store gruppe af stressende magikere, før hendes øjne igen faldt på ravnen ved siden af sig. ”Det går godt, tror jeg. Jeg føler mig i hvert fald ikke særlig stresset i år, men jeg kan ikke finde ud af om det er en god eller dårlig ting”, svarede hun i et smil. I forhold til sidste år hvor hun havde været ved at gå ud af sit gode skind hvad angik hendes U.G.L’er, så var hun langt mere afslappet i år. Det kunne skyldes to ting. Enten var hun blot bedre forberedt i år, eller også havde hun misforstået et eller andet. Hun håbede ikke på det sidste.
Hun lænede sig ind mod Julian, og placerede sine hænder på bordet, mens hun betragtede ham med venlige øjne. “Hvad med dig? Tager forberedelserne til dine eksamener lige så meget af din tid, som den gjorde af min sidste år?”
[/blockquote] |
|
|
|
Post by Julian Buford on Jun 5, 2013 18:35:49 GMT 1
[style=font-family:impact; color:181818; font-size:28px;]I can only speak my mind Hannah · Lørdag formiddag
Julian lod blikket flakke i retning af hvor Hannah kiggede, men hans interesse blev ikke fanget af noget. "Nej, ok," indskød han med latter i stemmen og vendte sig mod hende igen. "Jo, ja... Jeg får læst en del," fortalte han. Selvfølgelig krævede U.G.L'erne at man terpede meget, men hans lettere bekymrede ansigtsudtryk afslørede at det ikke var det, det handlede om. "Efter... Ja, efter det skete, så har det bare været nemmere at koncentrere sig om skolen." Han
Juliankunne simplethen ikke få sig selv til at bruge ordet 'massakre' og det selvom han ikke havde været det sted, hvor massakren rent faktisk udfoldede sig. Alligevel talte han tilsyneladende upåvirket om det, og det var sådan set også sådan han havde det. Det var svært at forholde sig til det hele. "Jeg kan jo kun tage mine U.G.L'er én gang!" tilføjede han smilende efter en kortere mental diskussion med sig selv om, hvorvidt han skulle lægge en dæmper på samtalen ved at fortælle hvad han egentlig havde haft på sinde.
[/style]
|
|
