Nervøsitet på Nuttetruts

[Jessie Taylor Blythe]

W I T H : - A L I S T A I R - M U R R A Y - - - W E A R I N G : - T H I S

Jess pillede lidt ved sit eget bukseben, så ud i luften og endte med at skæve til Alistair igen. Hendes fingre var allerede flettet ind imellem hans og man skulle tro at det hele gik smurt, når nu de allerede havde overstået det akavede og sådan set havde udvekslet mundvand nærmest hver dag i flere måneder. Alligevel var der noget særligt ved den første Hogsmeade-weekend og hun havde stadig en smule ondt i maven, som hun gik der. Tavsheden var faldet for et minuts tid siden og hun var ikke vandt til, at hun ikke havde noget meningsløst at fylde den ud med.

Som resultat, spekulerede hun som en gal på hvad hun skulle sige, indtil der endelig var noget, der dukkede op. ”Jeg skal til Italien til sommer,” udbrød hun, absolut uden nogen kontekst. Hun smilede og flyttede lidt på de fingre, der føltes varme imellem hans. ”Min mor og far har fundet sådan en ferielejlighed sydpå, så vi skal derned det meste af ferien. Femogtredivegrader og tæt på vandet, så jeg bliver samme farve som en mandel med skind eller noget.” Hun gestikulerede med den frie hånd, imens hun snakkede, blev så opmærksom på at hun bare plaprede løs om sig selv og standsede. Hendes blik hvilede halvt på ham og halvt på vejen. ”Hvad skal du?”

[Alistair Murray]

W I T H : - J E S S I E - B L Y T H E - - - W E A R I N G : - T H I S

Egentlig var det jo vildt åndssvagt at være nervøs. Faktisk var det helt urimeligt dumt, men alligevel kunne han ikke rigtigt lade være. Det var bare så meget mere officielt på en eller anden måde, som det ikke rigtigt havde været det på Hogwarts. Hvilket i øvrigt også var dumt - for der var det jo netop virkelig officielt. Alistairs håndflader føltes en smule klamme og han tørrede den ene af i sine bukser, uden at kunne få held af at gøre det samme med den anden, eftersom fingrene var flettet ind mellem Jessies.

At han følte sig tør i halsen og også en smule svedig under striktrøjen, forsøgte han at ignorere. I stedet drejede han hovedet for at se ned på Jess og sende hende et ganske oprigtigt smil. "Je-" Han burde dog have vidst, at det næppe var en god idé at tage blikket af den ujævne vej, for i samme øjeblik han gjorde, fangede hans skosnude kanten på en af brostenene og han snublede et stykke fremad - dog uden at vælte, for en gangs skyld.
Han havde dog sluppet hendes hånd og udnyttede hurtigt muligheden til at tvære den diskret over sit bukseben, uden at kunne abstrahere fra sine brændende ører. "Pokkers ben der er skruet forkert på," mumlede han selvbevidst, lettere utydeligt og prøvede på at sende Jess et smil, der sagde at han var ligeglad med at han endnu engang havde formået at ligne en tumpe overfor hende.

Uden held, endte han i stedet med at rømme sig og klø sig en enkelt gang i nakken. "Italien? Det lyder dejligt," svarede han, denne gang opmærksom på at holde blikket på hvor han gik. "Jeg har prøvet på at overtale min far til, at vi skal til Egypten. Jeg vil vildt gerne se pyramiderne, du ved, fordi de gamle egyptere har kastet nogle vildt komplicerede besværgelser over dem - noget som magikere i dag, slet ikke aner hvordan man gør, og det kunne være ret interessantogsådan." Han rømmede sig og smilede skævt, kort med blikket mod sine fødder. Alistair trak let på skuldrene. "Men han har jo også travlt med Fiona og Erin og sådan så, det."

[Jessie Taylor Blythe]

Jess hævede begge øjenbryn og stoppede kortvarigt op, da Alistair var ved at vælte på næsen midt på vejen. Hun trykkede læberne sammen og forhindrede (næsten) sig selv i at smile, da det lykkedes ham at bevare fodfæstet. Den selvbevidste mumlen gjorde det svært og hun undlod at sige noget. I stedet rakte hun resolut sin hånd frem og tog hans igen. Hun havde ikke tænkt sig at lade akavetheden eller hans klodsethed være styrende for resten af eftermiddagen, når nu hun rent faktisk så ud til at have flere timer, hvor hun kunne nøjedes med at flette fingre og tale med ham. Der var nemlig intet som helst tåbeligt ved at kunne lide at snakke med Alistair (selvom hun lige skulle overbevise sig selv lidt for at mene det) og når først nervøsiteten var væk, satsede hun på at det ville blive endnu bedre end stjålne øjeblikke i opholdsstuen. Også selvom de skulle ind på den latterlige café for at få tiden for sig selv.

Hendes fingre flettede sig insisterende atter engang ind imellem hans, imens han fortalte om sine halve sommerferieplaner. Hun smilede over hans usandsynligt nørdede entusiasme og ville for seks måneder siden have lavet uendelig meget sjov med det. Nu, nøjedes hun med at nikke lidt og stryge sin tommel prøvende over hans, imens de passerede byskiltet. ”Er det ikke også sådan noget han ville synes var herre nice? Han er jo også til alt det der støvede noget. Det er faktisk ligesom min far, som allerede fablede løs om det hersens magiske postmuseum lidt udenfor Firenze, som han mente vi blev nødt til at se, som om vi ville græde af ulykke, hvis vi gik glip af det...” Hun bed sig selv i tungen, kom i tanke om at det der med at fable som et vandfald vist nok ikke var helt god stil og antog en kende farve, så hun matchede hans ører. Da hun havde rømmet sig lidt, forsøgte hun sig med et smil, selvom han sådan set ikke så på hende, men bare gik og stirrede ned i jorden foran dem. ”Ehm, eh, Ali? Kan vi ikke lave en aftale ligesom vi skrev om i vinters, tænkte jeg på... Om at vi ikke skal være akavede? Fordi, eh... Jeg har allerede gnavet kranie med dig mere end halvtreds gange og jeg forstår ikke helt hvorfor jeg måske er lidt sådan... Ehm. Nervøs...” Hun klarede halsen lidt og klemte forsigtigt sammen om hans meget varme hånd.

[Alistair Murray]

Alistairs skuldre faldt lidt igen, da Jessies fingre endnu engang fandt ind mellem hans og han var sikker på, at hun endnu engang ikke var generet af hans to venstreben. Han smilede, stadig med blikket rettet mod brostenene foran sig. "Jo, det er det nok. Men jeg tvivler nu på, at det kommer til at ske," indrømmede han og trådte udenom en forbipasserende heks. Længere fremme kunne han se indgangen til den lille café. Uvilkårligt slog hans mave en lille kolbøtte.
Han tænkte netop på, hvordan han nogensinde skulle kunne finde ud af hvordan man lige opførte sig som sådan en kæreste, en pige gerne ville have, da Jess afbrød hans tankestrøm.

Det var ikke bevidst at han stoppede op, men til gengæld bare gammel erfaring, der fortalte ham at han ikke kunne se for længe på nogen af gangen, mens han skulle gå. Hans øjnebryn havde hævet sig og i et øjeblik så han en smule overrasket og overrumplet ud, før et dumt smil alligevel bredte sig over hans læber og han blev klar over, at han var stoppet med at gå. Af samme grund sparkede han sig selv i gang. "Erhm... Jo. Undskyld. Det er også ret dumt." han skævede ned til hende. "Jeg troede kun det var mig, der var det."

[Jessie Taylor Blythe]

Jess trak på skuldrene. ”Det kan det da sagtens komme til,” sagde hun opmuntrende, uden at have nogen som helst mulighed for at vurdere sandsynligheden for det. Hun smilede bare, på trods af at Alistair stadig ikke så på hende. Hendes tommel strøg atter engang forsigtigt hen over hans og hun sænkede selv blikket til vejen foran dem.

Atter engang faldt stilheden midlertidigt mellem dem, men hun brød den et øjeblik senere, kun for at rable mere af sig end hun egentlig behøvede. Hun stoppede, da Ali gjorde det, så tøvende op på ham, men blev så helt instinktivt smittet af hans smil. Hendes greb om hans hånd strammedes lidt, som de gik videre imod det let svingende skilt, som nærmede sig faretruende.

En munter lyd forlod hende og hun rystede på hovedet, så hestehalen svingede lidt. ”Vi skal på Nuttetruts for fanden,” konstaterede hun med et skævt smil. ”Presset, Ali, for at være typen, der går på Nuttetruts. Jeg er ikke typen. Jeg er virkelig ikke typen. Men måske skal vi sige, at det er ret ligemeget? Altså at vi bare er... Os? Vi behøver jo ikke være klamt kæresteagtige for at kunne få lov til at være lidt alene, vel? Eller? Vi kan også bare gå en tur eller et eller andet...”

[Alistair Murray]

En lettere rystende latter undslap Alistair, som han løftede den frie hånd for at klø sig i nakken. På trods af det, endte han dog alligevel med at skære en lille grimasse, der dog intet havde at gøre med, at han ikke havde lyst til at gå ud med Jess. For det havde han skam. Virkelig meget endda. "Altså, egentlig ville jeg hellere tage dig med på De Tre Koste, men jeg har virkelig ikke behov for at sidde med min fars øjne klistret til nakken." Han sukkede opgivende og så sigende ned på hende, som han lirkede sine fingre fri af hendes.

Det var dog kun for at han øjeblikket efter kunne lægge armen henover hendes skuldre, og fordi han først lige var stoppet med at tale, tænkte han hverken over det, eller at handlingen burde have fået ham til at falde over sine egne fødder - igen. Et lille smil trak hans læber op, som de nåede døren til den lille café, skønt han så tvivlsomt på den nogle øjeblikke. "Vi må bare... Vise at vi er Gryffindors, ikke?" forsøgte han opmuntrende - dog himlende en enkelt gang med øjnene -, nu uden problemer med at se ned på hende, efter han var stoppet med at gå.
Hurtigt bukkede han sig ned og plantede et kys midt på Jessies læber, uden i øvrigt at have taget armen til sig, før han med et stålfast blik skubbede døren op.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess smilede skævt, som Alistair grinede. Hun var vældig glad for den lyd og fnøs blot muntert af hans svar. ”Fornuftigt,” kommenterede hun, sekundet før han viklede sine fingre fri og et kort sekund efterlod hende utilfreds. Inden hun nåede frem til nogen protest, havde han lagt armen omkring hende og druknet ethvert lignende udbrud. Hun var efterladt med et nærmest smørret-tilfredst smil og sagde for en gangs skyld ikke en helveds masse på vejen imod caféen. Foran den standsede hun og så op på ham. Hendes tænder blev kortvarigt afsløret over hans spørgsmål og hun indskød et ”fandme jo,” inden han trykkede sine læber kortvarigt imod hendes og i bare et lille splitsekund gjorde hendes knæ til géle.

Heldigvis var hun ikke lige typen der dånede på åben gade – fandtes den type endnu? Hun fulgte derfor også blot efter Alistair ind på ukendt grund og sank en klump, da først de stod indenfor. De små borde, kæresteparrene omkring dem, den søde duft af te og den åbenlyst ”romantiske” atmosfære var ikke en, som hun ville have udvalgt frivilligt, hvis der havde været et værdigt alternativ. Det vidste hun i midlertidig, at der ikke var. Hendes blik gled hen over landskabet, før det fæstnede sig overrasket på synet af Gareth i snak med en pige, hvis ansigt hun ikke kunne se. Hun smilede bredt og gavtyvagtigt i et sekund, før hun kom i tanke om, at hun altså ikke var der, for at plage hendes ven med drillerier. Hun nøjedes med at se langt efter det lyse hår på hans ledsager, før hendes blik vendte tilbage til Ali og hun nikkede imod et par ledige borde i alt for god afstand af deres fælles ven, hvis målet ellers var at spionere på ham. Lettere ærgerlig – i et splitsekund – trak hun på skuldrene og overgav sig til det faktum, at hun rent faktisk var der af seriøse årsager. Bvadr. Seriøse årsager. Hvis de så i det mindste havde haft noget mere afslappet, som f.eks. et lounge-område eller barnagtigt puderum, men med dæmpet belysning og sådan...

[Alistair Murray]

Jessie var ikke den eneste, der opdagede Gareth, men i modsætning til hende, havde Alistair ikke travlt med at lure på, hvem det var han havde taget med. I stedet blev hans ører varme og en smule insisterende, trak han afsted med Jess, over mod et sted, der ikke umiddelbart var synligt fra vennens bord. Alistair så tvivlsomt mod det lille tebord og de endnu mindre stole, og han delte sin skepsis med Jess ved at sende hende et indforstået blik.

Alligevel rykkede han dog, en smule klodset, den ene stol ud - velvidende om, at hun med garanti ville grine af ham for at gøre det - så Jess kunne sætte sig på den. "Tror du der kommer nogen ned til bordet, eller skal man selv gå op?" spurgte han, stadig lidt skeptisk, som han spejdede ud over den lille café. Spørgsmålet besvarede dog sig selv, da en servitrice allerede var på vej i retning af dem.
Alistair slap af samme grund Jessies stol, for med besvær at bøvle sig selv ned ved det lille bord, der ikke var større end, at hans knæer ramlede imod bordpladen. "Hvis ikke nisser var sådan nogle stivstikkere, ville jeg næsten tro, at de var det primære klientel," mumlede han lavmælt i retning af sin kæreste og rømmede sig lidt, da en rund, lille heks med et temmelig opmalet ansigt, stoppede foran dem.

[Jessie Taylor Blythe]

Jessie var ret fascineret af konceptet Gareth på Nuttetruts – og af hvem søren han havde med. Hendes sladderhekse-antenner vejrede muligheden for at få del i en saftig bid ny viden og hendes venindeside var bare skide nysgerrig. Alt i alt var hun temmelig åbenlys og måtte bide en protest i sig, da Alistair slæbte af med hende. Da først han havde fanget hendes opmærksomhed igen, kunne hun dog egentlig godt se det ubehøvlede i at tillade sig at være optaget af andet end ham. Men helt ærligt – hendes tanker drejede sig aller-allermindst om ham tredive procent af tiden i forvejen. Hvad mere forlangte drengen?

Tilsyneladende, at hun skulle sætte sig ned. Hun trak på skuldrene som eneste svar til hans spørgsmål, før hun indså, at der var en på vej imod dem. I stedet blev hendes blik rettet småskeptisk imod hans klodsede, høje selv, der så ud til at ville hjælpe hende ned at sidde. Heldigvis droppede han konceptet, inden hun nåede at fortælle ham, at det var over hans maximumværdi af ridderlighed for én dag. Om hun helt havde klaret at formulere sig så hensynsfuldt var tvivlsomt og det var med rigelig tilfredshed, at hun satte sig ned på sin stol overfor ham og selv hev den ind til bordet. En munter lyd – mest af alt et fnis – forlod hende over hans mumlen. Hun ville have svaret, men inden hun kom så langt, var servitricen standset ved deres bord og Jess tilkastede bordkortet et blik med en lille rynke på næsen. Sekundet før hun åbnede munden for at sige noget, fik hun set over på Alistair og kom til at tænke på noget hendes mor havde sagt. Hun klemte læberne en smule sammen og ventede på, at han tog initiativet. Det var noget af en udfordring for hende, at holde kæft for at lade en anden tale, men hvis det skulle være for nogen, så var Ali egentlig et aldeles godt bud.

C L O S E D