Collin Geoffroy Kendley
Apr 3, 2011 21:10:39 GMT 1
Post by Collin Kendley on Apr 3, 2011 21:10:39 GMT 1
FULDE NAVN Collin Geoffroy Kendley
ALDER 15 år
FØDSELSDAG 10. februar 2067
KØN Ung mand
LOYALITET Udadtil på skolen fremstår han fuldkommen neutral, men af hel personlig overbevisning er han Burning Day-tilhænger, selvom han hverken taler om det, er medlem i gruppen på skolen eller gør noget politisk fodarbejde. Politik er for ham en masse parlamentering, som kræver taleevner han overhovedet ikke har, og han vil hellere kæmpe for sine hemmelige idealer hvis krævet, end at tale om dem.
NATIONALITET Irsk (Hans mor er skotte, men han er dog selv født og opvokset i Irland og opfatter sig selv som helt igennem irlænder i stedet for skotsk/irsk)
BLOD Halvblodstroldmand af slægterne Pellwerth (mødrene side) og Kendley (fædrene side)
RACE Magiker
TRYLLESTAV En 11” stav af gyldenlyst filet rønnetræ. Den fremstår simpelt i sin pragt i en gylden lakeret nuance med et hvidt skaft. Den har en kerne af sirenehår kombineret med ashwinderhalespids, og skulle have været hans fars stav, hvis ikke hans magiske evner aldrig var kommet til udtryk. En ekstremt ufleksibel og tung stav, takket være dens fyldige kerne, en stav som bedst kommer til udtryk, når den får lov til at arbejde med praktiske besværgelser.
KÆLEDYR Den 4-årige cognacbrune og hvidspættede mosehornugle Aureticu (sammensat af grundstofsbetegnelserne for metaller fra det periodiske systems midterkolonne, som er en af de få teoretiske ting han synes er meget nyttige – af Au (guld), Re (rhenium), Ti (titanium) og Cu (kobber)). Collin overvejede at opkalde den efter et par ustabile grundstoffer, idet den både er fuldkommen frygtsky og gerne flyver hovedkulds ud i stormvejr med post, selvom Collin forsøger at holde den inde til stormen er drevet over, men også fordi den har et temperament, der let løber af med den og får den til at flyve hektisk rundt i rummet.
KOST En aldrende Prestissimo, der tilbage i Potters tid var det ypperligste som man overhovedet kunne flyve på, men som i dag er fuldkommen udkonkurrerede af bedre modeller, både på det rent æstetiske og fartmæssige plan. Da Collin i en ferie på sit 4. år hjalp en af hans venner og hans far med at rydde op på familiens loft, fandt de kosten liggende i et hjørne, hvor den var ved at blive smidt ud, hvis ikke Collin havde spurgt om han måtte få den. Den lignede ved hans erhvervelse af den nærmere et stykke sort pindebrænde end en kost, men efter at have brugt det meste af ferien på at pudse den op med kostepudsemiddel og beskære enderne, ligner den nu en antik kost i sin allerbedste alder, med et par ridser i lakken. Den er stadig tydeligt præget af sin alder, men Collin har nu alligevel sin glæde ved den. Hans primære position er Målmand, og der matcher farten ham udmærket; den er stabil nok til at parere angreb fra tromlere.
Den bliver udelukkende benyttet til flyvetimerne, til flyveture og til Quidditch til målforsvar – han har planer om at søge optagelse på Quidditchholdet, såfremt han er god nok, men han mener selv at der altid kan bruges mere træning, og at han burde træne mere – men han kan vel heller ikke træne i en uendelighed.
KOLLEGIUM Hufflepuff
ÅRGANG/BESKÆFTIGELSE 5. årgang
PATRONUS Collins Patronus antager skikkelse af en muldvarp, og er blevet fremmanet en enkelt gang. Et jordbundent dyr, der udadtil virker lettere enfoldigt, og som graver sine gange for sig selv. Et dyr der, ligesom Collin når det slår ham, gerne tilbringer lang tid under jorden, dog i krypten for hans eget vedkommende. Et hårdtarbejdende og praktisk dyr, der har det bedst med at bruge sine kløer, og som kompenserer for sine svagheder (blindhed for muldvarpen, den teoretiske halten for ham selv) ved at have optimerede styrker (stærkere lugte/høresans for muldvarpen, den praktiske side for ham selv).
Mindet, der frembringer hans Patronus er ham selv i sommeren op til 4. år sammen med et par jævnaldrende venner fra skolen liggende med solbriller på næserne, udstrakte på solvarm asfalt på en øde landevej i Strabane i aftenstrålernes sidste gyldne lys, imens de dasker til hinanden, ler og truer med tryllestavene løftede at kaste stygge forbandelser på de andre, trusler de aldrig gjorde alvor af. Selvom han ikke just er nostalgisk og er for stoisk til at dvæle i minder, står dette minde dog netop så stærkt for ham og gør ham så lykkelig, fordi det på en gang viser hvor ukompliceret livet engang var – og alligevel stadig så fantastisk i sin simpelhed på samme tid. Det viser også nogle af de ting han elsker: området omkring hans forældres bageri, hans venner, hans magi. Der mangler blot hans alkymi og hans Quidditch, så var det ideelt.
BOGGART En vrangforestilling af to høje skikkelser stående ryg mod ryg i sorte kutter med hætterne trukket over hovederne, begge to med dødsgardisternes mærke på håndryggene, der hænger ned af siden. I Collins hoved skal forestille hans rigtige farfar og farmor. Selvom han aldrig har mødt dem (og halvt håber på at han aldrig kommer til det) har han igennem årene tænkt meget over, hvad det kan være for mennesker, der kan støde deres ældste søn fra sig, bare fordi han ikke havde magiske evner. På en gang vil han gerne møde dem – og samtidig har han bestemt ikke lyst. Han er nemlig meget sikker på, at selv hvis de skulle finde ham selv og finde ud af at han havde magiske evner, vil det næppe blive noget behageligt møde, idet han er en Hufflepuff og alene af den grund vil være en blodsfornærmelse mod slægten Arblaine, ligesom de sagde hans far var. Han gætter på at nogle af slægtningene går på skolen, men han har ikke fundet dem.
DEMENTOR Collins Dementor er udgjort af mindet om dengang han fik hjernerystelse, da han blev slået hårdt af kosten af en Smasher hos en af hans venner i sommerferien op til 5. år, og det efterfølgende kortvarige hukommelsestab. Den forvirrende følelse af ikke at kunne huske noget som helst om hvad der var sket ham, og vågne op i en hospitalsseng med mennesker, han ikke kunne identificere omkring sig (som viste sig at være familien) og fortvivlelsen ved at se mennesker, han ved han burde kunne genkende men som intet siger ham, bliver han stadig ramt af. Hukommelsestabet var dog kun midlertidigt og det meste er faldet på plads igen nu – men han frygter stadig at det vil komme til at ske igen, ved en ulykke eller når han bliver gammel.
DRØMMESPEJLET At komme til at arbejde som alkymist. Billedet i spejlet er ham selv siddende ved et bord overlæsset med kogekar og reagensglas, i en kappe plettet af ukendte substanser, hvor der fra kogekaret kan anes glimt fra en substans dernede. Han smiler, lykkelig over at være i sit es, imens han selv sidder og øser ned i kogekarret fra et lille reagensglas med mørtlapessens, opmærksom på doseringen.
AMORTENTIA
• Duften af svovl, som han forbinder med alkymi, det at bruge sine hænder, de mange timer i kryptens eliksirlokale og både vellykkede og mislykkede forsøg - når duften af svovl rammer hans næse, en duft som mange finder direkte frastødende, kan han slet ikke lade være med at mærke en ivren efter at finde sit eget kogekar, reagensglassæt og flydende sølvnitrat frem. For ham er duften af svovl også motiverende.
• Duften af varmt rugbrød – en duft han uløseligt forbinder med hans fars bageri, hans hjem og hans forældre.
• Duften af nikotin – i ferierne, til fest, blandt vennerne eller i byen, forfalder Collin sig næsten altid til sine cigaretter. Selvom han ved at de på længere sigt vil slå ham ihjel, hjælper de ham til at slappe af, når han ikke har noget konkret mellem hænderne, og han er meget streng overfor sig selv med hvornår han ryger dem. Desuden har duften altid haft en mærkværdig appel til ham. Han har altid forsøgt at skjule det for sine forældre, og er i overbevisningen om at han har haft succes med det, men de ved skam godt at han ryger uden deres vidende udenfor skolen. De ved dog også, at han har kontrol over sit forbrug og ikke rører dem på skolen, selvom han som oftest kæmper med ugerne efter ferierne, hvor han stadig kan mærke at hans krop vil have nikotinen tilbage. De siger derfor ikke noget, så længe de kan se at han har styr på sagerne.
• Duften af kardemomme - der er et eller andet lækkert og behageligt ved duften af kardemomme, som han bare godt kan lide, og som han ville kunne skelne når som helst, fordi den er så distinkt. Det er i hvert fald svært for ham ikke at stikke næsen ned til noget, der bare har en snert af kardemomme over sig.
VERITASERUM
• Collin er dødsensangst for at binde sig officielt til en pige som hendes ’kæreste’, idet han er bange for at uforpligtende stærk kærlighed vil dø, hvis man binder den og i stedet vil gøre det til en forpligtelse.
• Selvom han ellers overhovedet ikke har hovedet til at samle sig om bøger, har han faktisk Sir Arthur Conan Doyles samlede værker om den famøse detektiv Sherlock Holmes og hans uforlignelige kompagnon Dr. John Watson. Og han har læst dem alle – og elsker dem for deres logiske ræsonnement og fantastiske mysterier. Det er de eneste fiktionelle bøger, han nogensinde har fattet kærlighed til – alle andre bøger han indtil videre har læst har intet sagt ham. Han mener selv at han synder, når han ikke kan fatte teoretisk lærdom i fagbøger og burde lære det, men i stedet ”spilder” tiden med at læse fiktion, og derfor gemmer han den bog han er i gang med under hovedpuden i dagtimerne, og under sengen om natten. Han har mange bedre ting at tage sig til end at læse, f.eks. at socialisere, synes han selv. Han afslører dog sig selv ved at kunne citere fra dem.
• Han ved, at selvom hans far bakker op omkring hans magiske uddannelse, vil hans fars bageri, som han ønsker bliver en familietradition, stå uden en ejer og bager ved hans død i kraft af broderen Archies karrierevalg – og Collin forsøger stadig at lure, hvad han skal gøre ved den, hvis han vælger at begå sig i den magiske verden.
FACECLAIM Miles Kane
UDSEENDE Collin kan overordnet set bedst karakteriseres som en arbejderknægt, hvilket han delvist også er i kraft af sin familiebaggrund – og det er han stolt af. At han ikke er en dreng, der lærer voldsomt meget fra bøger, spejler sig også halvt i udseendet, når man ser ham. Han har arvet sin mors sorte hår og hendes kandisbrune øjne, men resten har han ellers fået lov til at rapse fra hans far. Han har et aflangt ansigt med hule kinder og prominente kindben. Munden er bred, og kommer bedst til udtryk når han smiler. Håret holder han i en kort og tjavset frisure, der sjældent ser en saks. Frisører er ikke just ham.
Han er grov og firkantet af bygning, med buede markante brede skuldre og et par store arbejderhænder med hård hud. Fra top til bund måler han de 1,87 centimeter og stikker fødderne i et par sko i størrelse 45. Man kan bestemt ikke se på ham og hans figur, at han gerne spiser så mange af hans fars kager og brød, som han overhovedet kan komme i nærheden af, hvilket nok mest har noget at gøre med hans glæde for praktisk arbejde, som får det meste af maden til at blive forbrændt. Hans hud er den klassiske britiske blege teint, men dog har han en vis evne til at få en gylden kulør på ansigt og arme, som gerne bliver hængende sommeren over.
Som halvblodstroldmand har han både en velbalanceret del af garderoben udstyret med magikerrober, men som mugglerknægt har han også mugglerklæder liggende. Et par udefrakommende øjne, der kigger ind, ville nok sige at der er mest mugglertøj, men eftersom han bor i et samfund fuldt ud befolket af mugglere, synes han ikke selv det er så mærkeligt endda. På skolen kombinerer han dog de magiske beklædningsgenstande med mugglersagerne efter behag. Han holder på at folk skaber klæder – og ikke omvendt. Og efter en dag i skole, er det første han gør at ligge den stive kappe oppe på sovesalen, og gå rundt i det tøj, han mere føler er en del af sig selv. Han er dog ikke særlig forfængelig af sig, hverken hvad angår håret der hviler naturligt, eller tøjet, men det skal stadig være noget han bifalder. Han er for rationel til at gå alt for meget op i, hvordan tøjet sidder, men for perfektionistisk til at være ligeglad. Han er særligt glad for langærmede hvide trøjer med sorte striber på, eller almindelige hvide skjorter ud over en neutral T-shirt til sorte bukser. Når han vælger at bryde sin kolde farveramme, hiver han gerne farverige T-shirts frem med andre mønstre end striber på (eller nogle med billeder), trækker en læderjakke eller kappe over og binder et tørklæde rundt som pynt. Om vinteren tager man en lun sweater, hue, handsker, peacoat og støvler på i sin udendørsvandring, imens man om sommeren går barfodet rundt ved nærmeste mulighed eller tager klipklapper på. Egentlig er hans garderobe ikke så voldsomt sprælsk, men han føler sig bedre tilpas i det end den stive uniform. Helt overordnet kan man bedst karakterisere alt hans tøj som stilistisk, praktisk, og mønstret. Han elsker mønstre ligeså meget som han elsker rene linjer. Han er dog perfektionistisk til fingerspidserne, og binder slipset rigtigt, og glatter folderne i skjorten af ren refleks. Hans eget lille ’præg’ på uniformen er hans valg af manchetter til skoleuniformen, der kan være i alt fra uanseelige små gyldne størrelser til et par sølv med hans initialer. Det er ikke altid lige rent efter en dag, hvor man har været i krypten, men han er heller ikke så pertentlig omkring det.INTERESSER
• Alkymi
• Eliksir og brygkunst
• Logiske gåder, hjernevridere, puslespil og mysterier – han beskæftiger gerne sit hoved med disse
• Bagværk og bagerkunst (man er vel vokset op i en bagerfamilie – han elsker at bage for sin far i ferierne eller med sine venner, nyder at snakke om bagværk med andre, og kan også lide at spise brødet og kagerne, når de først er færdige)
• Veninde- og vennekredsen
• Hunkønsvæsner
• Practical jokes – både dem folk laver på ham og dem han selv laver
• Quidditch
YNDLINGSFAG
• Eliksir – i særdeleshed det aspekt af faget, der omhandler alkymi og det man ved indtil videre ved om at lave metaller om til legeringer! Collin kan ikke komme på noget bedre end at øse en specifik mængde af skarntydesaft eller doxyvingematerie op i en skål, eller lære formlen for den proces der frembringer krystalskaller – eller bare at få det hele til at eksplodere! Han sidder gerne (selvom han ikke er ravn) flere timer efter skole i eliksirlokalet og bruger af sit eget ekstensive lager af hjemmekøbte ingredienser og remedier. Han er ikke bange for at blande mærkværdige substanser og metaller sammen, selvom det ikke altid er lige vellykket og har i netop den forbindelse mere fantasi end ellers. Selvom han ikke just drømmer om at kunne lave guld i sin fremtid, så har han ambitioner om at blive alkymist i tiden efter skolen og kunne vie sit liv til kogekar og sammenbrygningen af mærkelige substanser, der siger bang eller dufter af lavendel. Hans eneste problem kommer i, at han er utrolig dårlig til den teoretiske del i Eliksir, der består i at læse om ting og erhverve sig viden – han lærer bedre, når han i praksis selv danner sig erfaringerne og gennem håndgribeligt arbejde kan erindre, hvad der virkede og hvad der ikke gjorde – og i FUT-faget vægter teorien mere end det praktiske, og han vil hæve det. Men han er hårdtarbejdende og forsøger ihærdigt på at få noget teori ind på ryggen. Han klarer sig middelmådigt i teori, men er umådelig talentfuld hvad angår det praktiske aspekt.
• Talmagi – der har altid været noget ved logik og tal, der har appelleret til Collins egen rationelle tankegang og logiske sindelag, og han kan godt lide at faget er håndgribeligt ved at der kun er et resultat, i modsætning til Spådom. Og netop der har han altid fundet talmagi uendelig fascinerende, og hvordan tal kan afdække fremtiden for enhver, der studerer det. Det får ham til at tænke, som han kan lide det. Også her kæmper han med det teoretiske, men har som oftest muligheden for at sætte det op foran sig når han læser, og på den måde få det ind under neglene ved at have det praktiske foran sig. Men alene det at han har glæden ved det praktiske, får ham til at ville lære teorien indenfor de fag han virkelig elsker.
• Magiske Dyrs Pasning og Pleje- påfaldende er det, at det er to valgfag der rangerer højest hos Collin, men selvom magien i sig selv er fantastisk, er der et aspekt indenfor MDPP, der bare tryllebinder ham: nemlig det at han for det meste bruger sine hænder og er udendørs. Han ynder at arbejde med sine hænder og dyrene, da det er noget han ved at han er god til, gør nytte med og som han er vant til, og en venligere del af ham elsker at se dyr have det godt, både almindelige og magiske af slagsen. Han arbejder gerne for dyrs tillid, og har uendelig meget tålmodighed til de kære kræ. Uanset hvor mange sår han får, er han ihærdig nok til at blive ved. At der er megen gentaget arbejde forbundet med dyrepleje, er kun noget han ser som positivt: han har en vis glæde ved rutinearbejde, og føler at de giver en abstrakt form for tryghed og giver en vis tilfredsstillelse, når man gør en gammelkendt ting såsom at klippe kløer på en Hippogrif.
HADEFAG Selvom Collin på ingen måde hader noget fag, har han aldrig brudt sig om Spådom, alene af den grund at han overhovedet ikke kan forlige sig med så megen overtro og usubstantielle ting på en gang, og at det er for hypotetisk for hans smag. Han ved med sig selv, at han er alt for rationel og ufantasifuld til selv at kunne forestille sig at se figurer i en stor glasbold med røg indeni. Han vil have håndgribelige ting, ligesom et bryg i Eliksir, et resultat i Talmagi eller en sulten Grindylow i MDPP der kun har EN natur og EN betydning, og ikke multifacetterede symboler, som man kan tyde forskelligt og kan betyde mange flere ting. Han respekterer faget og dem der følger det umådeligt, men selv kan han overhovedet ikke tro nok på det selv.
PERSONLIGHED
Collin kunne i metaforisk forstand være den simpelt indbundne perle af en bog, alle vurderer på omslaget og stiller tilbage i hylden, fordi de formoder den er kedelig. Ved første øjekast virker Collin ikke just ligeså spændende som mange andre elever på Hogwarts. Han virker nærmest absurd ordinær med hans høflige opførsel, hans fåmælte og stærke ydre, tilfredsstillelse ved hvad han allerede har, og hans venlige tilgang til hvad der måtte komme på hans vej. Umiddelbart virker han ikke meget mere spændende end alle de andre grævlinger. Han synker, hvis ikke man kender ham, mere ind i billedet end han skiller sig ud af det. Men sådan har han det bedst. Han mener ikke, at man skal gøre stor tumult for noget, der ikke kræver det.
Mange ser ham som en simpel og enfoldig fusersøn, men selvom han udadtil kan virke som en let læst bog, er det på ingen måde sagen, hvis man blot man er villig til at pudse diamanten tilstrækkeligt til at se facetterne i kanterne. På en gang har han mange af Hufflepuffs karakteristika over sig – og som så mange andre, er disse træk kun yderpunkter i hans personlighed. Han er kendt for at have den umiddelbare livsfilosofi, at man får det så sjovt, som man selv vil have det – og han elsker at have det sjovt for sig selv eller på den mest fjollede måde med gutterne. Han er tålmodig og slår sig til tåls med hvad han har, hvilket har givet ham lidt af et rygte for at være lidt af en gulvklud. Det kommer måske af hans ufordomsfulde tilgang til nye bekendtskaber; han mener at det ikke er op til ham at dømme andre, men kun at forholde sig til dem. Kollegier ser han udelukkende som en praktisk opdeling fra skolens side af mennesker i personlighedsyderpunkter, og ikke som en forhindring for at lære folk at kende eller binde bånd på tværs af kollegierne. Han er en ung mand, der for det meste lader skolens intriger passe sig selv, og mener at handling siger mere end ord, selvom der i denne verden er mennesker, der kan komme langt alene med ordenes magi – hvilket et par af hans skolekammerater da bedriver. Hvad andre siger om ham af løgne og opspind, er han mere end bevidst om, men bliver på ingen måde påvirket af det; han er for rationel til at lade sig gå på af så små ting som ord og mener at man spilder sin tid. Men hvis man i stedet begynder at gå ind og angribe hans vennekreds eller piger, som han bekymrer sig om, er det en helt anden sag – og så taler hænderne for ham! Selv er han fåmælt af natur og går som oftest i skyggerne af vennerne imens han lytter fokuseret, vil hellere lytte end at tale, og mener ikke at man blot bør tale for at plapre, men hvis det er en ven, i timerne eller hvis der kommer et smuthul i en samtale, gør han hurtigt og meget præcist rede for sine standpunkter. Han taler altid meget direkte, dog ikke direkte mod folk som i ubehøvlet ligefremhed, men han vil ikke bruge mange flotte ord på en simpel sætning. Når han først får talt, kan der også komme humor ind; der er intet bedre i hans hoved end et godt grin, hvad end det er fra ham eller af ham!
Men selvom han ikke er den store parlamentariker, er han ikke bleg for at handle, hvis blot den rette motivation kommer for dagen. Han er jordbunden, og har en rationel tilgang til sit liv. Han er realist, logiker og ordensmenneske til fingerspidserne, og hans tankegang er i høj grad præget af logik. Visualisering og abstrakthed er nogle af hans fejl. Man ser aldrig Collin mangle eller glemme ting, men man ser ham ofte sidde og forsøge at se det smukke i en rose, hvor han kun kan se at den er rød og har torne. Eller forsøge at forstå, hvorfor man vil gå i jakkesæt til hverdag i en alder af 15 år og foregive at være voksen. På det punkt er Collin bestemt så ung, som han kan blive; han går i det tøj, som han finder behageligt og morsomt, og det er jakkesæt på ingen måde. Han er ikke selv fantasifuld nok til at finde svar på de tanker, men han har nok betragtningssans til at stille den slags spørgsmål overfor sine venner. Selvom han er så logisk, gør det ikke at han på nogen måde tager sig selv mere højtideligt end at han opfører sig anstændigt mod alle andre (selvom de ikke gør det mod ham, er det ingen grund til at være ubehøvlet selv!) og han er altid mand for en practical joke, selvom de ikke altid er lige meget i overensstemmelse med skolens regulativer. Han har før været i fedtefadet (dog kun med gutterne) men accepterer sin straf med højt hævet hoved og som en gentleman. Han vil hellere være ærlig overfor sig selv og tage straffen, end at skulle luske udenom. Hver eneste gang fortæller han, at han hellere vil kunne se tilbage på et sjovt øjeblik inden man fik en eftersidning, end at han vil se tilbage på en kedelig tid uden eftersidninger. Han er en udpræget praktisk ung mand, der lærer bedst ved at have sit stof i hænderne og skabe sig erfaringer gennem fysisk gøren, og ved at have et enkelt facit, som er nemt at forholde sig til. Han har talenter indenfor alkymi og legeringsblanding, og udmærker sig i fag, der kræver et par hænder. På det punkt kan han slet ikke se, hvor holdningen til at Hufflepuff er et utalentfuldt kollegium kommer fra. Det har så også gjort at han har måttet kæmpe en brav kamp med teorien i mange fag, et slag som han ihærdigt bliver ved med at udkæmpe. Selvom det virker nytteløst, mener han at hver lille skramme han får af bøgerne til sidst hærder ham. Han spørger sjældent sine venner om hjælp; ikke fordi at han er stolt, han vedkender altid at han er ligeså modtagelig overfor bogviden som en Futskolopender, men han beundrer intellektualitet, selvom han ikke rigtig kan forholde sig til den. Han føler dog tværtimod ikke at hans venner skal sidde og spilde deres tid på at lære ham noget, han kun med nød og næppe vil kunne forstå, og han spørger kun nødigt om hjælp.
Han lever i nuet og arbejder med de ingredienser som livet giver ham, i den rækkefølge han får dem. Han er taknemmelig for hvad han har og vælger, i stedet for at drømme om at opnå mere end han allerede har, at værdsætte det han er blevet givet: hans vennekreds, hans familie, hans magi og hans evner. Han har dog som de fleste unge mænd også en drøm, der for hans vedkommende har sine rødder i alkymien og at vie sit liv til den, men han lader ikke disse fremtidsdrømme gå ind og direkte influere på hans dagligdag på Hogwarts, selvom de spiller en større part i hans liv end han vil indrømme overfor sig selv. De er der som et armbånd under skjorten, men han fremviser ikke dette bånd mere end højest nødvendigt. Men han har en drøm – og at drømme drømmen er første skridt på vejen til at den går i opfyldelse. Han tackler problemerne i den rækkefølge de nu måtte opstå, og sidder ikke og opsætter hypoteser om hvad der kunne ske som konsekvens af en given handling. Han vil hellere gribe øjeblikket og have det sjovt, frem for at sidde passivt og vente på et øjeblik, der måske aldrig kommer. Han nyder fester og sociale begivenheder, hvad end han er omgivet af venner eller lærer nye at kende. Fra naturens side er han, som de fleste andre teenagedrenge, ganske interesseret i det modsatte køn og deres sære vaner; ligeså lidt som han forstår dem, ligeså meget spændende synes han de er. Men ligeså lidt som han forstår sig på rosers skønhed, ligeså lidt forstår han sig på følelser; det er han alt for rationel til. Der er en tiltrækning fra visse piger, der dominerer ham, og han er ikke bange for at udforske disse følelser – men det at tale om den i alle de smukke, ”romantiske” vendinger som hans venner kan, er overhovedet ikke en evne han har. Pladderomantik ligger så fjernt fra ham, som teorien også ligger fra ham. Han elsker hende, men har sin udtryksmåde. Han står bedre med gestik; at danse med hende, at være hende fysisk nær er noget han bedre han udtrykke sig med. Og tillige har han den holdning, at den specielle gnist der kan opstå imellem ham og en pige, mener han mister sin værdi, hvis man går ind og binder den ved at gå officielt som kærester. Dermed menes der, at Collin i meget vid udstrækning tror på den frie kærlighed, og at den skal kunne trives hvor den vil, ikke kun under et verbalt bånd mennesker ligger på hinanden. Der har endnu ikke været en pige, der har kunnet binde ham og han frygter den dag, hvor han vil blive drevet så langt ud forelskelsesmæssigt at han binder sig - ikke fordi han frygter at blive underkastet en pige, men fordi han frygter at deres kærlighed vil blive erstattet af en forpligtelse til hinanden, bare fordi de er sammen.
FAR Martin Kendley, 50 år, fuser (dog med fuldblodsfamilien Arblaine (en fjern afart af Maverick-slægten) bag sig, der strøg ham af familietræet og slog hånden af ham, da det kom frem at han var en fuser og ikke kom på Hogwarts, hvilket gjorde han fik efternavnet Kendley af sin adoptivfamilie) – en enfoldig men lykkelig mand, der elsker at bage og er henrykt over at kunne ernære sig af det han holder af, have sin familie omkring sig til at hjælpe og er et udpræget A-menneske. Han er en grov mand med stærke hænder, der til trods for et hårdt ydre faktisk har en blidere indre side, selvom han ikke er bogligt uddannet er han livsklog, er en udpræget enspænder der holder sig til sin elskede familie og få venner, og mener at dagen starter bedst med nybagt brød. Han havde accepteret at han ikke kunne være en del af den magiske verden, da han på sin 11. års fødselsdag ikke fik det brev som hans andre søskende fik. Samme dag fik han at vide af sin far, at han var en fuser og en skændsel for en familie med en så nydelig blodslinje som familien Arblaine, hvilket gjorde at faderen slog hånden af ham og sendte ham til England, hvor han kom til at bo hos et ungt forfatterpar, der begge selv var fusere og kom til at blive hans egentlige forældre, som han fik efternavnet Kendley af. Martin gik i lære som bager i London, og flyttede efter sin lærlingetid op i det irske højland, langt væk fra sin rigtige familie, hvor han åbnede sit bageri ”Kendley’s Firkløverkager”, (Kendley’s Clover Cakes) den butik der har betydet så meget for Collin igennem årene, og hvor 1. salen i den butik er det, han kalder sit hjem. Martin havde ikke skænket sin magiske familiearv nogen betydning, indtil Collin i de tidlige år begyndte at vise tegn på magiske evner, hvorefter han fortalte sin kone om hans magiske arv (og egne manglende magiske evner) og hvad det ville betyde for deres søn. Selvom hans far ikke er magiker og han ikke selv kan tale med sin fars rigtige familie, ser Collin sin far som en fantastisk mand, og har ingen skrupler ved at sige, at hans far er fuser, men til gengæld en henrivende bager – og selvom han til tider føler at han vender sin far ryggen ved at studere magi, det Martin altid gerne har villet men ikke kunne, ved Collin at hans far mener han bør opleve det fantastiske ved at have magien i årene og gøre det som han elsker, nemlig at studere alkymi. Han ved, at han har sine forældres støtte i ryggen selvom det ikke er en verden, de selv lever i – så længe han gør det, som hans hjerte banker for, er det nok for begge hans forældre at se hans glæde ved magien, og de finder netop synet af ham og magien magisk i sig selv.
MOR Charlotte Kendley, 52 år [nee: Pellwerth], ikke-magikyndig muggler – er medejer af ”Kendley’s Firkløverkager” og er beskæftiget med kagebagningen. Inden hun mødte Collins far, havde hun læst til dramaturg og var gift med lingvisten Horatio Carberry, som er far til Collins ældre halvbror Archie og som var en ungdomskæreste hun havde elsket mere end 10 år, men han døde et par år efter Archies fødsel af en for sent diagnosticeret kræftsvulst. Efter hans død troede hun aldrig hun ville finde en, der kunne betyde ligeså meget for hende som han havde gjort, og flyttede til Irland for at få bedre jobmuligheder end i London, indtil hun mødte den yngre Martin i hans bageri i byen. Efter at have vist sine evner og glæde ved faget, blev hun ansat – men senere erfarede hun også, at hendes interesse i ham var blevet gengældt. Imens hun arbejdede i bageriet, gik de ud – og et par år senere blev hun friet til og accepterede, dog ikke uden at spørge Archie, om han ville bryde sig om at få Martin som sin nye far, men det var ikke noget problem for ham. Endnu et par år senere fulgte Collin, og de to børn, bageriet og hendes mand er noget af det bedste, der er sket for hende. Det kom som et chok for hende at få at vide at hendes mand var magiker, dog evneløs, idet hun ikke anede at der fandtes en sådan verden, men hun kunne ikke se hvad forskel det gjorde på ham og blev ved ham. Det kom dog til at præge Collin, men hun er med nysgerrighed begyndt at lære om den magiske verden gennem Collin og finder den umådelig interessant.
SØSKENDE
• Halvbroderen Archie Carberry, 20 år, ikke magi-kyndig muggler – han flyttede hjemmefra kort efter jul under Collins 3. år på Hogwarts, og flyttede til London, hvor han studerer på Londons klassiske musikkonservatorium og ved siden af spiller i studentersymfoniorkesteret ved Royal Albert Hall på sin bratsch. Han er et udpræget selskabsvæsen, en livsnyder med smag for mærkværdige og ukendte frugter, og lever et umådeligt socialt liv, altid travl og altid ligeså ubekymret om tiden. Ifølge Collin er musikken sin helt egen form for magi, men dog ikke en magi han mestrer som Archie gør. I sommerferien er det efterhånden en tradition for Collin, at han bliver et par uger hos Archie i London, og de to drenge får den tid til at gå meget hurtigt. Collin ser umådeligt op til sin ældre bror, der foruden at være noget så begavet er så lig ham selv som sukker er til salt i den æstetiske form (selvom de overhovedet ikke ligner hinanden ret meget) og han ved at hans bror beundrer den magiske verden umådeligt og elsker at smutte en tur med Collin til Diagonalstræde for at se den magiske verden på allertætteste hold og blive forvirret af alle de magiske opfindelser og butikker.
FØDSELSSTED Carndonagh i distriktet Strabane, Nordirland
HJEMBY Carndonagh i distriktet Strabane, Nordirland
FAMILIEKÆLEDYR Egentlig havde Charlotte og Martin Kendley på ingen måde tænkt sig at holde dyr i bageriet, indtil at de to drenge Archie og Collin en dag bragte en udhungret og beskidt strejferhund med hjem, der omgående fattede kærlighed til den lille familie og efter lidt tid fik et hjem i bageriet. Det energiske gadekryds Hatterfield hilser altid alle kunder i bageriet velkommen med logrende hale og et højt bjæf, når den får lov til at komme ned i bageriet. Dens uskønne ydre til trods er den godheden selv og vil beskytte sit hjem for enhver pris, selvom der ikke just er megen polstring i overetagen hvad angår intelligens, hvilket godt kan ses når Collin lukker uglen Aureticu ud, som omgående basker hen imod hunden, men hvor hunden altid forsøger at fange den, mens den flyver. Collin selv nyder at gå ture med Hatter. Martin er dog meget streng med ikke at lade hunden være ude i baglokalet ved ovnene, når der bages, men selvom der er regler for familiens firbenede følgesvend, er Hatter meget afholdt og betragtes som et 5. familiemedlem.
HISTORIE Collin Kendley kom til verden på en overskyet dag, der ikke skilte sig specielt ud fra andre overskyede dage, i en lille by ved navn Carndonagh i det nordirske højland. Han kom som en velkommen tilføjelse til, hvad verden så, som en idyllisk familie bestående af en arbejdsom og dygtig bager ved navn Martin og hans ældre, men ligeså venlige kone Charlotte. Han var flyttet fra England til Irland for at åbne sit bageri ”Kendleys Firkløverkager”, der nu er en elsket og meget besøgt del af byens butiksstrøg, og da hun efter hendes mands død flyttede med sin lille søn til Irland for at starte på en frisk, fattede de to interesse for hinanden. Og den adstadige bager giftede sig senere med den lettere klodsede kvinde, og tog hendes lille sky dreng til sig som sin egen uden at tøve. Og både hans adoptivsøn, Collins ældre halvbror Archie, og hans rigtige søn er altid blevet elsket lige højt hos ham. Det bageri, som han grundlagde i byen, er blevet hele fundamentet for Collins opfattelse af sin familie: der er kærlighed at finde i ”Kendleys Firkløverkager”, både hos hans far, og i de kager han bager. Når han tænker på dem, tænker han både på personerne og på bageriet, der er synonymt med de tre dejlige mennesker og det sammenhold, de har haft i familien. Selvom det at han nu er en magiker har ændret en del i familien, har det ikke ændret noget ved Collins kærlighed til dem; og han elsker stadig begge sine forældre og sin halvbror, som han ser som sin rigtige bror, trods deres forskellige fædre.
Idyllisk var den lille familie med det lille bageri i hvert fald for de mugglere, der kun kendte facaden udadtil og så bageriet, et forelsket par og to drenge; mindre formfuldendt var den, hvis man skulle se på familien fra den magiske side. For der eksisterede faktisk sådan en i familien Kendley, om end den var mørklagt og aldrig burde have set dagens lys ifølge hans far Martin. Under det stærke ydre bar han skammen af at være en fuldblodstroldmand uden evner, en såkaldt fuser som var blevet forvist fra sin familie, der var en konservativ fuldblodsslægt med værdighed og standarder, og streget af familiestamtræet, blot fordi han ikke blev født med magiske evner såsom resten af hans familie. Han var blevet sendt til en adoptivfamilie i London som han fortalte Collin var hans farfar og farmor, hvor han lærte at klare sig selv og viede sit liv til at lære bagerhåndværket – en af de ting, som han havde en gave for. Han fortalte aldrig hemmeligheden til sin familie, idet han vidste at hans rigtige familie aldrig ville se ham igen, og det ville nok heller ikke blive aktuelt for børnene, nu da han ingen evner havde – men der måtte han tro om igen. Det viste sig netop at blive aktuelt. Men ikke før Collins 11. års fødselsdag.
Indtil da var verden et fredfyldt, fantastisk og fortryllende sted at være i for Collin. Han var et energisk og ukueligt barn, der tog mange chancer og udsatte sig selv for mangfoldige sår og skrammer – fra dengang hvor han forsøgte at fange sommerfugle på en skovtur og faldt over en stor træstub da han løb efter en lille en af slagsen, til han i folkeskolen klatrede op på skolens tag for at se solformørkelsen bedst muligt, men trådte på en løs teglsten og røg direkte ned i skolegården med brækkede knogler til følge. Men der var mange mærkværdige hændelser, der skete for ham, som hans mor ikke kunne forklare, før hun fandt ud af at han var en magisk dreng. Da Collin var omkring de to år, havde han siddet i bageriet og hjulpet til med at bage brunkager til jul, da den lille brunkageform pludselig var blevet rødglødende imellem hans hænder og han havde fået brandsår i håndfladerne. Hans mor, der havde hjulpet ham, kunne på ingen måde forklare det og forsøgte at finde en rationel løsning, selvom hun aldrig fandt den. Hans bror Archie kunne også fortælle om dengang, hvor de to drenge havde været ude i haven og drikke hyldeblomstsaft, hvor kanden lige pludselig blev væk for dem, og i stedet stod ovre i rosenbedet med halvdelen af indholdet tilbage. Men når man så bort fra de spøjse hændelser, ser Collin sin barndom som fryd og gammen. Han havde indlæringsproblemer med bøgerne, men var ellers glad nok for skolen, og fik mange venner ude i skolegården, som kom med hjem til bageriet, spillede fodbold udenfor og spiste kager på dørtrinnet i solskinnet. Hans mål med livet stod klart – han ville være bager ligesom sin far, og havde potentiale i den retning, hvor hans bror nærmere havde et potentiale med musik. Han ville overtage bageriet og få et ligeså godt liv som hans far havde fået.
Men på hans 11. års fødselsdag skete der noget, der ændrede hans ordinære liv fuldkommen. Og selvom han ikke på nogen måde tænker i metaforiske baner, blev det en dag for ham, som påbegyndte en hel ny bog i hans liv: hans liv som magiker. Det var en søndag morgen, og han vågnede op på sit værelse til lyden af sang, hvor kun Archie sang fødselsdagssangen rent, duften af hans fars varme nybagte boller kildede ham i næsen og for foden af hans seng havde hans forældre stablet et helt lille tårn af gaver i farverig indpakning op. Men de havde glemt kakaoen, som hans mor havde stillet i køleskabet i baglokalet! Han var skyndt sig nedenunder for at hente den, idet han så et lille gult brev ligge på dørmåtten under brevsprækken. Nysgerrigt listede han hen i sine tøfler og morgenkåbe og tog brevet op. Det var adresseret til Collin Kendley i en nydelig sort skråskrift, og var skrevet på den slags papir, som kunne være flere hundrede år gammelt. Pirret af nysgerrighed kunne han ikke lade være med at åbne det, og efter at have revet det op, foldede han det gullige papir ud.
Det der stod på papiret, kunne han slet ikke begribe. Det var noget med en skole, men han havde aldrig hørt om den. Heksekunster og troldmandsskab? Var det nogen, der forsøgte at gøre grin med ham? Han skyndte sig ovenpå med det og gav det til hans far, imens han sagde at han ikke kunne forstå brevet.
Brevet og dets indhold chokerede hans far i ligeså høj grad, som det chokerede Collin selv. Han havde aldrig troet, at når han var fejlslået som magiker, at hans søn kunne blive det. Men der stod det, sort på hvidt. Hans kone så forvirret på ham og forsøgte at forstå, hvordan Collin kunne være en magiker, når ingen af dem var det, og når hans bror Archie heller ikke var det – og så blev fortiden afdækket. Og for Collin blev verden ikke det samme sted. Samme dag kom kortene omkring hans familie på bordet. Og selvom han stadig kalder hans fars to plejeforældre for ’farmor’ og ’farfar’, begynder det at føles forceret for ham nu. For de er jo ikke hans fars rigtige forældre eller rigtige familie. Men han forestiller sig, at de er ubehagelige mennesker, og han vil derfor hellere se plejefamilien som sin familie, idet de faktisk var en familie for hans far og holdt af ham.
Så på mange måder blev hans indkøbstur i Diagonalstræde og hans afrejse mod Hogwarts en afsked med blandede følelser for ham. På en gang var han spændt over det nye sted, han skulle hen – men samtidig var han også stadig forvirret over den tidligere gemte verden, som den havde afsløret. Det første år, som han kom til at tilbringe på Hufflepuff-kollegiet, gik med at forholde sig til sin nye identitet som magiker og til at lære – det kom ikke let med alle bøgerne, og især heller ikke når han forsøgte at lære det nye samfund at kende, men han blev godt hjulpet på vej af mange tålmodige og venlige mennesker, som boede på hans kollegium.
Og jo længere tid han opholdte sig på skolen, jo mere begyndte han at elske magien; den praktiske del, vel at mærke. Den teoretiske kæmpede han med, og har altid gjort det. Fra første dag han blev introduceret til alkymi, fandt han et talent og en glæde ved det, og kan i dag ikke se sig selv som andet end alkymist. Han kæmper stadig med det, og hans middelmådige karakterer i mange fags teori er noget han arbejder intenst og flittigt på at forbedre. Quidditch, da han blev introduceret til det, fattede han med det samme kærlighed til, og han har spillet med sine venner op igennem årene. Nu overvejer han at give skolens hold fordel af hans evner, men han vakler stadig lidt med beslutningen. Han gik fra at være fåmælt og sky i sine første år til i dag at være en mere selvsikker, stadig fåmælt, men stærk ung mand med en ro i sig selv, der hvilede med hvad han havde og kæmper med de problemer, som en ung mand må forholde sig til. En fyr med venner, der elsker at have det sjovt. Men han tackler problemerne som de kommer, og lever livet i nuet. Andet er det for kort til i hans øjne.
C-BOX NAVN Emrys
ALDER 25 år
KONTAKT PMs og MSN – nu og da fisker jeg også en flaskepost op, men det er klart den mest effektive vej at tage de to ovennævnte muligheder.
ANDET Ogemry’en har igennem min inaktivitet haft fornøjelsen af at lære at spille lut, så den nu mestrer både ukulelen og lutten. Den har desuden også føjet endnu en harmoniseringsakkord til sit musikalske univers foruden den ufuldkomne subdominant ($), nemlig tonikastedfortræderen (T) fra den skuffende kadence (VI-akkorden). Den observerede skarpt, at det ligner et væltet T, så nu har Ogemry’en den holdning til musisk harmonilære, at det hele handler om penge og om at vælte bogstaver, ikke om musik.
