Jean-Baptiste Ogden Augustin
Apr 27, 2013 11:31:09 GMT 1
Post by Jean-Baptiste Augustin on Apr 27, 2013 11:31:09 GMT 1
| [atrb=width,420,true][bg=181818][atrb=border,0,true][atrb=cellspacing,2,true][atrb=cellpadding,0,true] JEAN-BAPTISTE OGDEN AUGUSTIN |
| [bg=181818] 6. ÅRGANG • RAVENCLAW • HALVBLODS • VARULV |
FØDSELSDAG 05-02-2067. NATIONALITET Halvt engelsk, halvt fransk. Han er født og opvokset i den delvise troldmandsby Eguisheim, Frankrig. LOYALITET Eftersom Jean-Baptiste først begynder på Hogwarts til hans syvende år, har han endnu ikke formået at sætte sig ind i de politiske grupper og endnu mindre, begyndt at tage stilling til om han har tænkt sig at vælge en. Indtil videre hælder han dog mest mod at lade være. |
| [bg=181818] KUFFERT |
TRYLLESTAV Bejdset glansbladet hæg, med en kerne af fønixfjer. Staven er tretten og trekvart tommer og lavet af den dygtigste tryllestavsmager i Frankrig, speciallavet med henblik på at være særligt egnet til nonverbale besværgelser. KÆLEDYR En sort kat. Hun hedder Angerona og er opkaldt efter den romerske gudinde for stilhed. KOST En næsten ny Étoile Filante, en kost af det franske mærke Météorite. Jean-Baptiste spillede Quidditch på Beauxbatons og var i tre år angriber. |
| [bg=181818] UDSEENDE |
FACECLAIM Boyd Holbrook. UDSEENDE Kropsbygning: Da han var yngre, var han tynd og ranglet, uden egentlig nogensinde at have haft forhåbninger om at blive mere end det. Det skete dog alligevel og efter tre års Quidditchtræning, samt den månedlige forvandling han går igennem, er han ikke længere spinkel. Til gengæld er hans muskler nu markerede og han har efterhånden lagt det ranglede fra sig. Højde: 188 cm. Hårfarve og -stil: Længden på hans hår varierer lidt, men er stort set aldrig helt kort. Det har derimod altid en smule længde, uden han på nogen måde kan betegnes som langhåret. Han har dog fundet, at siden han blev bidt, er hans hår begyndt at vokse hurtigere og hvad der før næsten kun var dun på hagen, bliver nu hurtigere til skæg. Hans hårfarve varierer lidt alt efter lyset, men kan bedst betegnes som korngult, ligesom sin fars. Øjne og ansigt: Hvor han har arvet sin fars hårfarve, har han arvet sin mors næsten mørkeblå øjne. Han har meget markerede træk, især omkring øjnene, samt fyldige læber og en næse, der lige netop buer lidt nok, til ikke helt at være en opstoppernæse. Særlige kendetegn:
|
| [bg=181818] PERSONLIGHED |
INTERESSER
YNDLINGSFAG
PATRONUS Siden Expecto Patronum er så kompliceret en besværgelse og han skal udføre den nonverbalt, har han endnu ikke formået at fuldføre den. Han har dog forsøgt og af og til set omridset af en ugle. Mindet han bruger er en smule pladderromantisk og tøset, men ikke desto mindre et af de bedste han har. Han tænker på sit første kys, som var langt fra så akavet som han havde forestillet sig det ville være, men som kom ganske uventet fra en pige, han aldrig ville have troet ville se hans vej. DEMENTOR Det værste Jean-Baptiste nogensinde har gennemgået, var da varulven bed ham. Blandingen af smerte og frygt sidder stadig i ham og vender tilbage for fuld styrke hver eneste gang han forvandler sig til en varulv. BOGGART At blive udstødt. Oprindeligt var hans største frygt, at det var fordi han ikke var i stand til at tale og dermed aldrig har været vant til at blive lagt forfærdeligt meget mærke til. At folk ville glemme ham. Nu er hans største frygt dog ham selv og det uhyre der lever i ham. Overfor en boggart ville han se sig selv i ulveform under en lysende fuldmåne. DRØMMESPEJL Jean-Baptiste har to brændende ønsker. Det ene er, at han på en eller anden måde bliver i stand til at tale og den anden er noget mere nylig, at han bliver kureret for varulveforbandelsen. Han ville se sig selv i menneskeskikkelse under fuldmånen, talende. Et noget mere dystert ønske, der ikke helt har sluppet ham, er det ønske om hævn over den varulv der bed ham. VERITASERUM
PERSONLIGHED Jean-Baptiste er af åbenlyse årsager en stille person, men ikke udelukkende fordi han ikke kan tale. Man kunne sige, fordi han altid har haft svært ved at udtrykke sig på samme måde som andre, at han har måttet ty til fysiske konfrontationer, men det har aldrig rigtigt været tilfældet - i hvert fald ikke udover hvad der er normalt for en teenagedreng. Det der altid har naget ham mest, er frygten for at blive glemt, at ingen husker ham og helt konkret, at han ikke har haft nogen betydning. Det har dog ikke fået ham til at mase sig frem i et forsøg på at gøre opmærksom på sig selv og endnu mindre nu, hvor han nærmere modsat, gør hvad han kan for at holde sig for sig selv. På trods af det er han dog enormt målrettet og selvkritisk. Fordi han altid har haft sværere ved at mestre magien, er det nærmest blevet til et mantra, at han skal yde sit bedste. Det lyder måske egoistisk, men for ham er det vigtigt at gøre det så godt, at han slipper for medlidenhed. Hvis der er noget han ikke kan holde ud, så er det at blive ynket, når han ikke selv føler sig ynkelig. Det er også det, der har plaget ham mest efter han blev bidt af varulven. Han afskyr selv hvad han er, men han har ikke brug for at høre fra andre at de mener det samme. Det er nu efterhånden sjældent at han tager første kontakt til en person, men sker det omvendt, er han heller ikke direkte afvisende. Det hænger måske på et eller andet plan sammen med hans frygt for at blive glemt, uden på nogen måde at være desperat. På samme måde som han ikke er opmærksomhedssøgende, er han heller ikke direkte bekendtskabssøgende, især ikke efter han blev bidt. Der er dog også andre, mere positive sider af ham. Med en mor der er kunstner og en søster der er godt på vej i samme retning, er det næsten givet at noget af det har smittet af på Jean-Baptiste. Han er ikke just typen der selv stiller sig op med et staffeli, lærred og en baskerhue kækt på skrå, men han har en medfødt evne til at se det smukke og artistiske i mange ting. Det miljø han er opvokset i har klart præget hans person og når først hans opmærksomhed er fanget af en enkelt ting, kan det være umådeligt svært at få den tilbage og trække ham ind i virkeligheden igen. Det var dog mere prominent da han var yngre, men han har stadig heller ikke helt lagt det fra sig og ønsker heller ikke at gøre det. Det har dog vokset sig stærkere i ham igen efter hans sjette år på Beauxbatons, hvor han trak sig længere ind i sig selv. Det er nærmest en form for eskapisme. Jean-Baptiste ønsker egentlig ikke at holde sig for sig selv. Han har altid godt kunne lide at være omkring mennesker, men efter det der skete, føler han ikke længere at han passer ind. Han er bange for at komme tæt på andre, bange for at de skal finde ud af hvad han er og ikke mindst bange for, at han på en eller anden måde kommer til at skade nogen. Det er et ensomt liv og han bryder sig ikke om det, men han er rædselsslagen for at komme for tæt på nogen, bare for at risikere at blive udstødt af dem senere hen, hvis de finder ud af hvad han er. Det er sandsynligvis samme ensomhed, der har gjort ham så opsat på at få hævn over den varulv der forvandlede ham, som om det på en eller anden måde skulle få det hele til at blive bedre. |
| [bg=181818] BAGGRUND |
FAMILIE
HUSALF Jean-Baptistes mormor og morfar har en husalf ved navn Alfred, som en dag kommer til at gå i arv til ham. HJEMBY Dover, England. HISTORIE 27-årige Christopher Ogden var egentlig på weekendtur til Paris med sin daværende kæreste, da han første gang så 19-årige Ghislaine Augustin male ved Seinens bred. Han bemærkede hende dog ikke ordenligt, før hun senere samme dag styrede ind i ham i et forsøg på at balancere staffeli, lærred og malergrej. Hun undskyldte, han forsikrede hende om at det var ganske i orden og tilbød hende at hjælpe med at bære hendes ting til den lille lejlighed, som hun delte med et par veninder, med en forsikring til sig selv om, at der absolut ikke var noget galt i at give andre en hjælpende hånd, nu hans egen kæreste og eneste selskab havde lagt sig på hotellet med hovedpine. Som det dog nogle gange går, førte den ene ting til den anden og allerede et år senere, var det på Ghislaines finger han satte en ring og der var ingen tvivl om, at de var et lykkeligt par. Lang tid gik der heller ikke før to blev til tre og Madeleine kom til verden. Jean-Baptiste Augustin var det andet barn i den nu fuldendte familie. Han voksede op i trygge omgivelser og med masser af kærlighed omkring sig. Alt i alt, har han aldrig manglet noget, men havde en ganske glimrende opvækst. Det var ikke fordi han ikke kendte til magi, nærmere tværtimod var det altid en stor del af hverdagen i det lille hjem i Eguisheim og som alle andre magikerbørn, kunne han ikke vente med at starte sin magiske uddannelse. Havde det ikke været for en enkelt, lille detalje, ville Jean-Baptiste aldrig have haft noget at klage over. Jean-Baptiste blev født uden evnen til at tale. Hverken magiske healere eller mugglernes læger var helt sikre på hvorfor, men endte med at diagnosticere ham med en misdannelse på stemmebåndet. Han var dog en godmodig knægt alligevel og viste aldrig tegn på at have det skidt. Stemmen var også det eneste Jean-Baptiste nogensinde for alvor følte, at han manglede og da han begyndte sin skolegang på Beauxbatons med sin nyerhvervede tryllestav i hånden, gik det for alvor op for ham, hvor vigtig en ting det nu engang er. Han var ikke som de andre nybegyndere i stand til at vakle sig frem til den rigtige udtale, men måtte på et langt sværere niveau, forsøge at lære dem nonverbalt. Det betød i lang tid, at han var meget bagud i forhold til sine klassekammerater og en overgang virkede det helt håbløst. Med tiden kom det dog alligevel og han blev gradvist bedre og bedre, indtil han igen kunne følge med og denne gang, endda som en ganske dygtig troldmand. Tingene ændrede sig dog drastisk lige før hans sjette år på den franske troldmandsskole. Som om det ikke var nok, at han ikke kunne tale, skulle endnu en ulykke ramme den lille familie, der ellers altid havde været ved godt mod. Det var ikke i teenageoprør, at Jean-Baptiste havde besluttet sig for at tage på nattevandring i de nærliggende skovområder omkring Eguisheim, det var nu engang bare noget han gjorde ind i mellem og fandt en hvis ro i. Det var samme nat han første gang så en varulv i virkeligheden og også første gang, han mærkede smerten af sylespidse tænder, der gennemborede huden. Overskrifterne næste dag gjorde det klart, at man ingen anelse havde om hvor gerningsmanden var blevet af, kun at man havde en idé om, at det var en af ulvene fra den flok, der fulgte den berygtede varulv Blaidd Convel, kendt for at terrorisere Storbritannien. Hvem præcis fandt Jean-Baptiste dog aldrig ud af, men han har ikke glemt det og har svoret overfor sig selv, at han en dag ville gøre det og få hævn over den forbandelse han nu selv led under. Jean-Baptiste havde altid været en lykkelig dreng. Han havde haft nogle problemer, det var klart, men det havde aldrig påvirket hans adfærd på samme måde, som det gjorde, da han blev bidt. På mange måder var han en helt anden person. Modsat nogle varulve, så han ingen stolthed i at være det han var. Modsat hadede han fra første øjeblik bæstet der ulmede indeni ham, den sygelige trang til rødt kød og de dyriske instinkter, der selv i menneskeform, hvilede et sted lige under overfladen. Det var ikke underligt, at sådanne forandringer fik betydning for hvem han var og langsomt begyndte han at trække sig længere og længere ind i sig selv, distancerede sig fra sin familie og trak sig væk fra sine venner, fordi han ikke kunne klare tanken om, at de skulle vide hvad han var blevet eller engang komme til skade på grund af ham. Den alder han havde gjorde det kun sværere at acceptere og havde alt at gøre med, at han aldrig rigtigt lærte at nogle ting ikke behøvede at ændre sig, at han ikke behøvede at være på egen hånd. Selvfølgelig var det også værst i starten. Som året skred frem blev tingene en smule bedre, men der var stadig en afstand mellem Jean-Baptiste og dem han så, som ikke syntes at forsvinde eller aftage. Hans familie var støttende hele vejen igennem og det var sandsynligvis også hvad der gjorde, at han aldrig rigtigt sygnede helt hen i selvhad. Helt åben blev han dog aldrig igen. Han skabte sig en beskyttende boble, som ikke sådan lige var til at punktere igen. Men han havde det bedre og det var det vigtigste. Det var dog gået slemt ud over hans skolegang og de høje karakterer han i lang tid havde fået, begyndte at skrabe så langt mod bunden, at det var tvivlsomt at han kunne bestå sin eksamen. Jean-Baptiste udviklede et ambivalent forhold til den franske skole og efter juleferien, brød det hele nok sammen til, at han ikke kunne få sig selv til at tage tilbage og blive ved med at lyve overfor de mennesker han mere eller mindre var vokset op sammen med. Da Christopher en måneds tid efter fik tilbudt arbejde i Skotland, var Jean-Baptiste den første til at gøre det klart, at han ønskede at de skulle flytte. Hans forældre tilbød ham at blive i Frankrig for at gøre sin uddannelse færdig, ligesom hans søster Madeleine blev tilbage, alligevel gammel nok til at være flyttet hjemmefra, men Jean-Baptiste nægtede stadig at tage tilbage til Beauxbatons. Han havde brug for en ny begyndelse og fordi Christopher havde kontakter på Hogwarts, lod det til at han kunne få lov til at tage sine afsluttende eksaminer der. Kort efter de flyttede til England, blev Hogwarts dog ramt af en forfærdelig hændelse og som de andre elever der skulle afslutte sjette år, blev også hans eksaminer aflyst. Han besluttede sig derfor til at vente med at tage sine første skridt på Hogwarts, til det nye skoleår begyndte. Det venter han på nu og finder sig egentlig ret godt tilpas i Dover, hvor Christopher oprindeligt blev født. Luftforandringen havde tydeligvis en god effekt på Jean-Baptiste, som igen smilede og på mange måder mindede om den dreng han havde været før. Det siges at tiden læger alle sår og det er muligvis også tilfældet med Jean-Baptiste, men de gaber visse steder endnu vidt og han har lang vej endnu, hvis han ønsker at lære at leve med det uhyre han er. |
| [bg=181818] OUT OF CHARACTER |
C-BOX NAVN Night. ALDER 18 år. KONTAKT PM, MSN eller boxen. HAR DU LÆST OG FORSTÅET REGLERNE? Ja. |
