|
|
Post by Nina Aiken on Apr 1, 2013 18:24:33 GMT 1
Stilhed. Det var sen aften, men ikke så sen og observatoriet lå øde hen. Nina åndede lettet ud og krydsede gulvet med kun få nysgerrige blikke til alt det fagrelaterede habengut der lå rundt omkring. Hun var der ikke for astronomien; det var ikke engang et fag hun havde. Hvis det bekymrede den unge pige at hun teknisk set ikke måtte være der, så var det bestemt ikke synligt fra hendes ludende skuldre og generelt apatiske udtryk.
Vinduet bandt og knirkede hele vejen åbent da hun endelig fik det op. Rundt tårnet hylede en skarp vind der rev i hendes hår da stak hovedet ud og skævede ned.
Nina drog vejret ind og holdt det indtil hendes krop føltes som om den var ved at sprænges, altimens hun lænede sig længere og længere ud af det åbne vindue, indtil hun kunne føle det virtuelle sug af mange meters fald under hende. Da blev det for meget for den unge pige, og hun skyndte sig at lukke vinduet og lænede sig op af det kolde glas med blussende kinder og øjne der så småt begyndte at løbe over.
|
|
|
|
Post by Alistair Murray on Apr 9, 2013 14:04:10 GMT 1
Alistair bandede højlydt af sig selv hele vejen op mod astronomitårnet. Eller det var i hvert fald højt i hans tanker, for egentlig var han ikke som sådan typen, der brugte den slags sprog ud i det åbne. Faktum var dog, at han tampede sig selv mentalt for endnu engang at have mistet sin tudse.
Han var efterhånden overbevist om, at den var trænet udbryderkonge eller noget i den retning og han syntes allerede at have finkæmmet de øvrige syv etager, samt krypten, uden held. Hvis ikke han fandt Merlin i astronomitårnet, var der ikke andet at gøre, end at vente på, at han dukkede op igen eller at en af de mange ugler på skolen, kom tilbage med ham i næbbet. Alistair skar en grimasse ved tanken og skubbede døren ind til undervisningslokalet op.
Siden han ikke havde hørt stemmer på den anden side af døren, forventede han ikke at se andre i lokalet. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, konkluderede han vældig kløgtigt, ved synet af Nina, som han kendte fra sin klasse. Han endte med at stå lidt akavet og vippe fra den ene fod til den anden i døråbningen, uden helt at vide, om han skulle blive eller ej. Han glemte det dog hurtigt, da han fik øje på hendes ansigt. "Øh..." begyndte han dumt, uden at flytte på sig. "Er du okay, Nina?" fortsatte han på samme uintelligente måde, da svaret på hans spørgsmål var temmelig åbenlyst. Alistair gav mentalt sig selv et nakkedrag.
|
|
|
|
Post by Nina Aiken on Apr 15, 2013 11:02:35 GMT 1
Lyden af en stemme sendte et lille gib igennem Ninas krop og hendes hoved fór op for at fæstne øjnene på Alistair Murray - en person med hvem hendes interaktioner sikkert kunne tælles på en enkelt hånd. Hurtigt skyndte hun sig at tørre tårerne væk men der gik ikke mere end et sekund før flere dråber løb ned over hendes kinder.
"Ja." insisterede hun, men hendes grødede stemme og den paradoksale konflikt løgnen skabte i forhold til hendes emotionelle tilstand tvang et et hulkende "..Nej.. over hendes læber før hun nåede at kontrollere sig selv. Ved indrømmelsen faldt hendes blik ned i gulvet og hun trak sig om muligt tættere op af vinduet og krydsede armene.
"Hvis.. Hvis du siger det her til nogen..!" udbrød hun men hendes røde øjne og hikstende stemme underminerede enhver vægt truslen have haft. Nina skævede op under håret.
[/justify] |
|
|
|
Post by Alistair Murray on Apr 19, 2013 7:20:19 GMT 1
Alistair stod temmelig akavet og vippede fra den ene fod til den anden, efter han havde taget et par skridt i Ninas retning. Han kendte hende ikke rigtigt og i øvrigt, var han alt for socialt akavet, til at vide hvordan han skulle tackle situationen. Det havde været noget andet den sjette februar, hvor han ikke havde tøvet med at handle – men det havde også været i et rum fyldt af mennesker han kendte bedre end slangen foran sig.
Han så undersøgende på hende med rynket pande over hendes modstridende svar, inden hun vendte på en tallerken og han instinktivt holdt hænderne afværgende op foran sig. ”Jeg siger ikke noget,” forsikrede han hende om. Forsigtigt trådte han tættere på hende, uden helt at lade hænderne falde. Det gjorde han først, da han stoppede efter et par skridt. ”Har...” begyndte han og løftede den ene hånd for at klø sig i nakken. ”Har du brug for at snakke, eller noget...?” spurgte han, uden at have den fjerneste idé om, hvad i alverden han foretog sig eller hvad det egentlig var han ville opnå. Han havde dog ikke samvittigheden til bare at vende sig om for at gå igen.
|
|
|
|
Post by Nina Aiken on Apr 22, 2013 8:44:47 GMT 1
Muligvis var hendes familie ikke helt så gammel som visse andre huse, måske var den ikke lige velset, måske var Nina et vrag af sig selv med mascara løbende ned af kinderne, men hun var stadig en Aiken. Hun var Fuldblod og dertil medfulgte en række forventninger. Værdighed, ynde, kølig distance. Graciøs havde hun aldrig været, i mindste ikke i en feminin betydning, men nu var hendes facade brudt foran en næsten komplet fremmet elev, og dermed røg værdigheden en tur ud af vinduet. Der var ikke rigtig nogen præcedens for hvordan hun skulle opføre sig i den givne situationen, heller ikke i de kærlighedsromaner hun fra tid til anden læste. Et eller andet sted higede hun efter bare en smule venlighed, men kunne hun tillade sig at acceptere det fra en som Murray.
"Måske.. Det ved jeg ikke." indrømmede hun tøvende og vendte ryggen til den jævnaldrende dreng. Hvis hun skulle til at blotte sine følelser skulle han ikke få lov til at se hendes ansigt imens. Hun lagde en enkelt hånd på vinduets kølige glas og tog en dyb indånding: "..Hvad gør man når det viser sig at.. At hele ens liv er baseret på en.. løgn."
[/justify] |
|
|
|
Post by Alistair Murray on Apr 23, 2013 13:24:34 GMT 1
Alistair så usikkert på den jævnaldrende pige foran sig, med en dominerende følelse af, at han lige uforvarende havde trådt ned i en rede af giftige slanger. At gå igen var dog ikke en mulighed, det havde han alligevel for meget stolthed til. "Erhm," begyndte han, uden at have ladet hånden falde fra nakken. Den strøg nervøst igennem det korte hår og til sidst måtte han proppe den i lommen, for ikke at ende med at give sig selv en skaldet plet.
"Jeg ved ikke rigtigt..." fortsatte han tøvende, fuldstændigt på bar bund. Han ledte desperat efter et eller andet i sin hjerne, noget som kunne give ham bare den mindste idé om, hvad han i alverden skulle gøre. "Er... Er det måske ikke en god ting sådan... At vide det? Jegmenerbare... Så kan man komme videre, du ved," plaprede han løs, indtil han endelig fik hakket bremserne i og gav sig selv et mentalt nakkedrag. Ali vippede lidt frem og tilbage på fødderne igen, uden helt at turde gå tættere på.
|
|
|
|
Post by Nina Aiken on Apr 30, 2013 17:11:35 GMT 1
Nina tog en dyb indånding gennem næsen og besluttede sig for at nu var hun færdig med at græde. Det var selvfølgelig noget hun havde forsøgt før, men denne her gang lod det faktisk til at fungere okay. Hendes øjne var stadig røde og blanke men hun havde i det mindste nogenlunde styr på sit ansigtsudtryk der vendte tilbage til den sædvanlige, intetsigende maske - nu med trækninger i mundvigen og 40% hyppigere blink.
"Det er bare lidt svært når jeg ikke ved hvad jeg skal "komme videre" til.." svarede Nina med en stemme der var lidt spidsere end før og en nakke der knejste bare lidt mere. Ren slytherin-arrogance der ikke helt kunne skjule usikkerheden i hendes håndbevægelser, hendes blik eller hendes stemmes knæk da hun sagde 'ved'.
[/justify] |
|
|
|
Post by Alistair Murray on May 2, 2013 8:55:42 GMT 1
Alistairs blik hvilede på Ninas ryg og det trak prøvende i hans ene mundvig. Han havde langt om længe ladet hånden bag nakken falde og lod den i stedet hænge slapt ned langs siden. "Altså," begyndte han, klarede halsen engang og overvejede først der, hvordan han havde tænkt sig at fortsætte. "Jeg er ikke ekspert i at give råd, eller noget..." Alistair tog endnu et skridt frem, så han langsomt kunne sætte sig på kanten af et af bordene.
"... Men for mig virker det som om, at livet tit er på den måde. Det er lidt den der følelse man også sidder med efter en eksamen, du ved - selvfølgelig kan det ikke rigtigt sammenlignes, det er klart - men den der hvad-skal-der-så-ske-nu-følelse. Og på en eller anden måde, går tingene alligevel op i sidste ende." Alistair klappede i, trak fingrene igennem håret. "Erh. Jeg er virkelig ikke god til at give råd," gentog han sig selv, lettere forlegent. "Men jeg er ked af det du må gå igennem, Nina. Det er der ingen der fortjener."
|
|
|
|
Post by Nina Aiken on May 6, 2013 21:24:09 GMT 1
Nina vidste ikke hvor meget hun vidste om hvordan livet var for alle andre, men hun havde altid haft et helt klart formål. Nina lukkede øjnene et øjeblik og lænede panden mod det kølige glas et øjeblik. Sådan var det ikke længere og jo hurtigere hun tilpassede sig, desto bedre. Det ville kræve en del forandring, en omdefinering af hvem Nina var, men hendes identitetsfølelse havde aldrig været den stærkeste.
Den unge pige snurrede rundt på hælen og tog to skridt over imod Murray, hendes blik inspicerede ham åbenlyst og hun krydsede armene over brystet. Var den nye Nina en person der kunne tage imod hjælp fra en dreng som Alistair? Turde hun overhovedet stole på nogen igen?
"Hvorfor gør du det her?" spurgte hun interrogativt og faldt uden at tænke over det tilbage i sin passive facade, "Jeg mener, hvorfor.. hjælper du mig?"
[/justify] |
|
|
|
Post by Alistair Murray on May 28, 2013 11:44:05 GMT 1
Alistair havde halvt sat sig på en af bordene, men det fik han hurtigt ændret på, da Nina pludselig gjorde omkring. I stedet rettede han sig skyldigt op, som havde en af lærerne fanget ham i at forsøge at få en af rustningerne til at danse (- ikke at noget sådant nogensinde ville lykkes ham). "Ehm..." begyndte han en smule overrumplet og kunne ikke modstå trangen til at klø sig selv i nakken igen. "Jegvedikke..."
Alistair sukkede og lod armen falde. "Hvorfor skulle jeg ikke?" fik han endelig svaret, på ingen måde i samme interrogative tone. Til gengæld lød det næsten som om, at han rent faktisk søgte et svar på det ellers retoriske spørgsmål. Han trak på skuldrene. "Jeg tænkte bare, du måske havde lyst til at snakke med nogen."
|
|
|
|
Post by Nina Aiken on May 28, 2013 21:32:12 GMT 1
Nina gjorde sit bedste for at holde forvirringen fra ansigtet, men kunne ikke forhindre sine øjnebryn i at rynkes. Hun forstod virkelig ikke hvad Murray fik ud af situationen, men det virkede helt bestemt ikke til at han havde lyst til at fortælle hende det. Faktisk efterlod hans spørgsmål hende momentært paf, før det gik op for hende at det ikke var forventet at hun svarede. Endnu en gang blev hun smånervøs for hvilket spil det var han havde kørende, men det var blot endnu en ting hun aldrig tillod op til overfladen. I stedet fik Alistair et lidt køligt smil og et hurtigt, mekanisk skuldertræk.
"Jeg ved ikke hvad jeg skulle snakke om." svarede hun lavt, "Jeg ved godt at Jack var.." men hun kunne stadig ikke få sig selv til at tilsvine ham, så hun lod sætningen hænge og fortsatte, "..Men jeg elskede ham stadig."
Nina så ned i gulvet og gentog, lidt for at overbevise dem begge, "elskede.."
Hun vidste ikke hvilket spil Alistair havde kørende, men indtil videre kunne hun spille med og lade som om at hun ingen mistanke havde.
[/justify] |
|
|
|
Post by Alistair Murray on Jun 10, 2013 15:03:25 GMT 1
Alistair fortrød halvt at han havde sat sig selv i situationen. For pokker, han havde svært nok ved at finde ud af hvordan han skulle formulere sig overfor Jess, og nu skulle han også til at tage stilling til andres kærlighedsliv. Det var et under, at han ikke havde en skaldet plet i nakken endnu, med så mange gange han kradsede på det samme sted. "Jeg tror på dig," svarede han ærligt, dog med et lettere usikkert blik på hende. Det sidste var dog mest af alt fordi, han var sikker på at Nina kunne (og ville) brække hans arm, hvis han kom til at gøre noget forkert.
Han rømmede sig en enkelt gang. "Nu har jeg ikke så meget erfaring med det selv, men..." han så forsigtigt på hende. "Men jeg tror ikke, man bare kan stoppe med at elske nogen fra den ene dag til den anden. Også selvom de gør noget.." Han var ved at sige grusomt, men han kunne alligevel ikke få sig selv til at sige det direkte til Ninas ansigt. "... Sådan noget, som Jack gjorde."
|
|
|
|
Post by Nina Aiken on Jun 17, 2013 19:43:46 GMT 1
Det var et spil for hende. Måske havde hendes år på Slytherin påvirket hende permanent, men endnu en gang blev Nina mindet om en af kollegiets grundlæggende principper. Der eksisterede egentlig ikke godt og ond, bare den evindelige kamp der var menneskelig interaktion. Brug eller bliv brugt. I sidste ende, kunne man reducere alle mennesker i verden til en af to typer: de der spillede spillet, og de der endnu ikke vidste at de gjorde. Nina havde for længst måtte indse at hun ikke havde den mentale kapacitet til at forsøge at vinde, så nu søgte hun bare at holde sig i spillet og forhåbentlig på den rigtige side.
Derfor forvirrede Murray hende, fordi hun for alt i verden ikke kunne finde ud af hvad fanden det var han prøvede på. Som en tommelfingerregel var en Slytherin-elev sjældent til at stole på, en ravenclaw var 50/50, en Gryffindor var som regel pålidelig nok og Hufflepuffere var uskylden selv. Det hjalp hende bare ikke i situationen. Hun havde udvist svaghed og han havde tilbudt støtte, det burde umiddelbart lægge op til en eller anden form for positivt bekendtskab, men så sagde han sådan noget. Det var så åbenlys en fælde at hun helt blev i tvivl om det var. Nina vidste slet ikke hvad hun skulle svare, men selv det at tie var et træk.
"..Muligvis." sagde hun med nedslået blik; sikkert ikke det bedste hun havde gjort, men Jack havde tabt, og han skulle for alt i verden ikke få lov til at trække hende med sig ned.
[/justify] |
|
|
|
Post by Alistair Murray on Jul 4, 2013 22:02:00 GMT 1
Ali vidste virkelig ikke, hvad han havde gang i, men alligevel stoppede det ham ikke fra at blive hvor han var. Hans håndflader føltes godt nok lidt klamme, og han blev ved med at vride sig lidt ukomfortabelt på stedet, men han var dog ikke stukket af endnu. Blikket flakkede let over Ninas ansigt igen. "Jeg er sikker på, at det nok skal blive bedre." forsikrede han hende, og med en hidtil ukendt reserve af mod, rakte han frem og gav Ninas arm et hurtigt klem.
Han slap hende dog hurtigt igen, og rømmede sig en enkelt gang. "Hør," begyndte han og kløede sig i nakken. "Jeg er faktisk nødt til at lede efter min tudse, før nogen jokker på ham eller en af uglerne finder ham, men..." Han vippede lidt fra den ene fod til den anden. "Hvis du har lyst, må du gerne komme med. Men du behøver ikke, eller noget... Bare... Hvis du ikke har lyst til at være alene..."
|
|
|
|
Post by Nina Aiken on Jul 8, 2013 17:36:00 GMT 1
Nina var bestemt ikke overbevist om Murray ikke havde en eller anden underliggende agenda, men uanset hvor indgående hun granskede ham, kunne hun ikke finde frem til det. Muligheden for at han muligvis spillede på et niveau hvor hun ikke kunne følge med, skræmte hende lidt og hendes første tanke var at det sikkert ikke var en god idé at gå med ham. På den anden side var hun lige kommet ud af en mental tilstand der ærlig talt skræmte hende mere. Hun skævede over skulderen til vinduet, tilbage til den jævnaldrende løve hvorefter hun konkluderede at det nok ikke var en god idé at være alene. Og måske ville det hjælpe hende at have en opgave at distrahere sig med, man kunne i det mindste håbe. Uden at hun egentlig havde taget nogen reel beslutning gik det op for hende at hun allerede var begyndt at tænke på steder som man kunne lede. Hun så op under pandehåret, direkte på Murray, og nikkede så spagt. Med lidt nervøse skridt krydsede hun gulvet og stillede sig ved siden af drengen.
[/justify] Just about done? |
|
