Road to Nowhere

[Nina Aiken]

Tag: Sienna | Wearing: Clothes

Der gik ikke længe før det hele blev for meget. Den trykkede stemning, de indestængte følelser, sorgen (både ekstern og intern); det hele hobede sig op indtil det hang hende ud af halsen, og hun måtte bare væk. Ud og.. slå et eller andet.
Nina så sig om da hun krydsede gulvet i indgangshallen, uden rigtig at vide hvad hun burde være på udkig efter. Måske var det bare paranoia, måske dømte folk hende virkelig for at være.. have været Jacks kæreste. Det vidste hun ikke, men hun regnede det alligevel for at være bedst at holde endnu lavere profil end sædvanligt.
Udenfor var egentlig ikke så forskelligt: grå skyer, ruskende vinde og den konstante, dryppende regn. Men luften var friskere og der var ikke andre i nærheden så Nina ignorerede sine kuldegysninger og begav sig afsted hen over plænen for over mod skovkanten. IKke den forbudte skov, naturligvis, bare den mere almindelig men stadig ikke helt tilladte skov.
Nina stoppede op foran det første og bedst træ, hånden hvilende på barken og blikket fjernt. Så tog hun en dyb indånding og slog stammen hårdt. Hun var ufokuseret og i dårlig form og derfor gjorde det en del mere ondt end det burde.. Men samtidig var det også befriende nok til at hun gjorde det igen, og igen.

[Sienna Eliza Argall]

I modsætning til de fleste elever på skolen var Sienna ikke synderligt påvirket af hele tragedien, og hun var derfor ved at gå til af kedsomhed, i den deprimerende tilstand som skolen lige nu befandt sig i. Mange elever havde forladt skolen, og gangene føltes derfor enormt tomme, hvilket var svært at håndtere for en pige der havde brug for at socialisere med folk dagligt. De elever der til gengæld var tilbage undgik enten bevidst folk eller også vandrede de rundt for at søge trøst hos andre – I det tilfælde undgik Sienna helst sidstnævnte.

Frustreret fandt Sienna sig selv vandre rundt ude bag Hogwarts arealer i det kolde vejr, med sin jakke lynet så langt op som den kunne. Selv havde Sienna ikke været til stede under tragedien – til hendes store ærgrelse – så hun havde ikke oplevet hvad en del elever havde. Men hun forstod stadig ikke hvorfor det blev blæst så meget op. Som om nogen ville savne hverken Gio , Jack eller Paige… Hun var sikker på at flere lærere var lettet over ikke at skulle deale med dem mere, for slet ikke at tale om den store skare af elever. Og for at tale om de mugglerfødte der havde mistet livet, så burde folk hellere begynde at vende det til noget positivt, frem for at se det som et tab. Gio og Jack havde gjort dem en tjeneste, trods alt. De havde gjort deres verden en tand renere.

Sienna blev forstyrret i sine tanker af en person længere henne. Det tog hende ikke lang tid at genkende den jævnaldrende Slytherin-elev, og da Nina ikke var en pige der interesserede hende specielt, ville hun have forsat forbi, hvis ikke Ninas opførsel havde vækket hendes nysgerrighed.

”Jeg ville hellere gøre brug af Diffindo-besværgelsen hvis jeg var dig. Den er langt mere effektiv”, sagde hun neutralt som hun trådte nærmere, og krydsede derefter sine arme over kors. Hendes blik fæstnede sig på Nina. ”Hvorfor gør du det der mod dig selv?”, spurgte hun lidt efter. For andre lød det nok som et spørgsmål spurgt ud af bekymring. I Siennas tilfælde undrede det hende blot.

[Nina Aiken]

Nina var så småt ved at komme ind i en rytme og form hvor det ene slag tog det næste og den umiddelbart skarpe smerte blev sløv og konstant. Det var underligt tilfredsstillende bare at lade følelsen skylle ind over hende og bare vaske alle tankerne bort. Hendes træning begyndte så småt at vende tilbage til hende og hun overvejede netop at slå hårdere da en stemme fuldstændig brød hendes koncentration. Hendes slag ramte helt ved siden af målet og strejfede barken der til gengæld skrabede huden af hendes knoer. Nina hvæsede og stak sine blødende knoer i munden og vendte sig mod den, der viste sig at være Sienna fra hendes årgang. Hun virkede ganske bekymret og det forvirrede Nina, der ikke kunne huske at have haft det store med den anden pige at gøre.
Nu var hendes tanker dog lidt meget på sin hånd. Normalt ville Nina ikke have tænkt på at heale den med magi, måske fordi at hun faktisk kom fra et hjem hvor magi ikke blev brugt så ofte. Hendes far havde aldrig sagt det eksplicit, men Nina havde på fornemmelsen at han ikke kun havde lært mugglerkampsport fordi at det var vigtigt at kunne forsvare sig uden sin stav, så man aldrig var fuldkommen ubevæbnet.. Det var naturligvis kun en mavefornemmelse, men hun frygtede stadig at magien var ved at forlade Aiken-familien.
"Fordi.. Det er bedre end at gøre ingenting.." svarede Nina og virrede svagt med hovedet for at få de forræderiske tanker til at forsvinde. Det var bestemt ikke den slags ting man skulle overveje i andres tilstedeværelse, så hun trak sin stav frem med og svang den med venstre over sin højre.
"Episkey.."

[/justify]

[Sienna Eliza Argall]

Sienna fandt Ninas vold mod sig selv ynkeligt og et tegn på svaghed. Hun overvejede at gå, men synet af den tydeligt sønderknuste pige, vækkede tankerne i gang hos den lyshårede slange. Det v ar ingen hemmelighed at Sienna længe havde gået og sukket efter Gios lederplads hos Riddlerne, og nu hvor hans eksistens var blevet udryddet, kunne hendes ønske rent faktisk blive en realitet. Sienna var af den mening at hun var den redning Riddlerne havde brug for, især nu hvor de blev set mere skævt til end nogensinde før. Hun var dog desværre ikke den mest velsete heks på skolen for tiden, en ulempe hun havde tænkt sig at ændre på. Og lige nu fortalte hendes tanker hende at Nina måske kunne hjælpe hende i det ønske.

”Sandt, men det er et latterligt valg i forhold til alle de andre ting du kunne foretage dig”, svarede hun og trådte endnu tættere på hvor Nina stod. Hun studerede skiftevis hende og hendes hånd, inden hun tog Ninas hånd i sin. Hun havde læst et sted at folk i sorg tog andres berøringer som et tegn på medfølelse. Sienna holdte dog kun til at give hendes hånd et kort klem, inden hun måtte slippe den igen. ”Er det Jacks situation der påvirker dit humør?”, spurgte hun, og prøvede at få et snert af sympati ind i sit toneleje

[Nina Aiken]

Nina svandt blot en anelse dybere ind i selv sig, da den eneste løsning hun havde kunne komme på, nu blev kaldt latterlig. Det var måske ikke ligefrem konstruktivt, og det var med en vis optimisme at hun kaldte det en 'løsning' men det havde stadig været noget og nu stod Argall og sagde at det alligevel ikke var noget værd.
Ninas blik veg ned hvor det faldt på sin hånd da den jævnaldrende pige tog den. Sienna fik dog ikke lov til at holde den længe før Nina hev den til sig og løb sin ene tommelfinger hen over de nu healede knoer. Den lidt ru fornemmelse mindede hende om det utal af gange hun havde smurt sine hænder med elixirsalven som alt for heksene havde foreslået havehekse i et af sine forårsblade. Det var uattraktivt med hård hud, og hun havde altid ville være så tiltrækkende som muligt i nærheden af Jack, selv hvis det betød nyerhvervede vabler efter hver eneste Quidditchkamp. Det behøvede hun ikke længere bekymre sig om. Et hulk steg op i hende og da Sienna spurgte ind til det var det lige før at boblen brød.
"Det er bare så svært.." svarede Nina og tog en dyb indånding, "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op længere.."

[/justify]

[Sienna Eliza Argall]

Hvis Sienna før havde oplevet kærlighed, eller måske bare prøvet snerten af en forelskelse, ville hun måske kunne sætte sig ind i Ninas sted. Det havde hun bare ikke, og det var derfor med uforstående øjne, at hun stod og betragtede den knuste tøs foran sig. Sienna tog det ikke personligt da hun trak sin hånd til sig. Hun følte i stedet trang til at rulle med øjnene, men det lykkedes hende at kvæle trangen, ved at sukke lavt. Sienna spændte i kæben da Nina kom med et hulk, og hun overvejede kort om hendes forsøg på at vinde Nina over virkelig var det værd. ”Jack kommer ikke tilbage.. og selv hvis han gør.. så vil han ikke være den samme Jack.. Ikke den Jake du kendte, i hvert fald”, startede hun ud, og sørgede hele tiden for at formulere sig korrekt, så hun ikke lød for hård. Det var svært. Sienna rykkede endnu tættere på Nina, og da hun følte at situationen begyndte at blive lidt akavet, skyndte hun sig at forsætte. ”Så du bliver nødt til at se på de positive sider. Jack røg ikke i Azkaban forgæves.. Deres plan var rusten og han var dum nok til at lade sig fange, javist. Men Gio og Jack, de havde fat i noget. Jeg er sikker på at dette er starten på noget stort”, de sidste ord blev sagt i en lav hvisken, i frygt for at hun ville blive hørt af nogen udefra. Hun stod fast i sin mening, men lige nu var det ikke så klogt at folk hørte den – det kunne tænkes at nogen ville blive stødt.

[Nina Aiken]

Hvis Sienna havde forventet at hendes ord på nogen måde skulle komme bag på Nina, måtte hun se sig skuffet. Det var blot en verbalisering af de ting Nina gang på gang havde fortalt sig selv, og ord for ord drev det hendes blik ned indtil hendes synsfelt primært bestod af hendes fødder. Det provokerede hende stadig at Sienna kaldte Jack dum, men hvor det normalt ville have ført til kontant, fysisk afstraffelse - en benbrud eller to, der var trods alt ingen til at vidne det - var måtte Nina nøjes med at ånde skarpt ind gennem sammenbidte tænder og knytte sine hænder indtil neglende bed ind i hendes hud og impulsen aftog.
En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti.
Nina havde for længst indset at hun ikke var den klogeste pige skolen havde set, eller for den sags skyld i det hele taget i den højere halvdel af gennemsnittet, men selv efter at vreden havde forduftet, lyden af hendes hjerte højlydt i ørerne aftaget, måtte hun indrømme at hun ikke forstod hvilket spil Sienna spillede. Naturligvis var hun enig med Jack og Giovannis grundlæggende præmisse, det var jo sandt men hvilken del af deres metoder der havde den mindste merit forstod hun ikke. I hendes optik havde hele affæren blot stemplet et stort, og kun overvejende sandfærdigt, psykopat-markat på alle skolens Riddlers, uanset om de havde været involverede eller ej.
"Hvad.. Mener du?" spurgte hun og skævede op under rynkede bryn.

[/justify]

[Sienna Eliza Argall]

Sienna havde svært ved at følge Ninas tankegang. Hun havde i det hele taget svært ved at følge alle andres tankegang end sin egen. Mest fordi hun så folk som misforståede væsner, med mindre de delte hendes tanker. Hun var dog fast besluttet på at få vundet Ninas tillid, også selvom det betød at hun måtte ligge sine egne holdninger og meninger lidt på hylden. Ninas spørgsmål fik hende til at rynke på næsen, og hun lagde tænkende sine arme over kors. ”Hvad jeg mener er”, startede hun ud, men stoppede sig selv inden hun sagde noget hun ville fortryde. Det havde været et sats at ytre sin egen mening, og da Nina ikke virkede til just at have erklæret sin enighed, måtte hun hellere gå lidt forsigtigere frem. ”Jeg mener bare.. Jeg taler på slangernes vegne når jeg siger at vi ikke ønsker at se dig så ulykkelig. Det klæder dig ikke”, sagde hun i et smil, og krydsede fingre for at hun ikke havde smurt for tykt på. Hun lod sig blik falde direkte på Nina. ”Du behøver ham ikke. Lige nu er du i sorg, men med tiden vil du indse at der findes langt flere magikere derude, som har mere at byde på end din … Jack.” Hun sendte hende et skævt smil. ”Jeg er her for at hjælpe dig igennem den sorg, Nina. Du kan stole på mig” Hun betragtede hendes reaktion afventende.

[Nina Aiken]

Tillid var en ikke en kvalitet Nina besad i større mængder; et handikap der kunne bebrejdes på hendes opdragelse, hendes kollegium og det nylige bedrag af en person hun havde værdsat over alt.
Desværre var hendes emotionelle indre i tumult og hun higede næsten efter at nogen bare forstod. Det føltes forkert uanset om hun reagerede kraftigt eller søgte slet ikke at reagere, og hun kunne ikke komme udenom at det var rart at blive valideret. Og således mødtes den iskolde mistillid med den gloende skam som Niffleheim og Muspelheim over det Ginnungagap der var hendes sind, og stred i hvad syntes æon men eksternt bare var tre sekunders rystede knytnæver og inddæmmende indåndinger der i sidste ende ikke kunne modstå det uundgåelige og en enkelt dråbe dannedes i Ninas øjenkrog og løb ned for at falde fra hendes kæbe; så fulgte en til.
"Virkelig..?"

[/justify]

[Sienna Eliza Argall]

De fleste ville nok få en dårlig smag i munden over at udnytte så følelsesmæssigt et vrag som Nina var lige nu. Hvad Sienna burde føle var dårlig samvittighed over at give den et år yngre pige falske forhåbninger, men det gjorde hun ikke. Og selv hvis hun gjorde, ville det aldrig blive en følelse hun ville konfrontere eller stå ved.

”Ja, virkelig”, svarede hun og kunne mærke at hun havde snakket meget længere med den klynkende slange end hun kunne holde til. At hun begyndte at græde blev næsten for meget for Sienna. ”Hør, jeg må gå nu. At græde er et tegn på svaghed, og vi slanger er ikke svage. Du ser mig snart igen, Nina. Indtil da, hold dine øjne tørre og hold modet oppe.”

Med de ord forlod hun Nina, og begav sig tilbage mod slottet, med en god fornemmelse i maven. Det her var kun starten.

//out//

[/blockquote]