Time is running out

[Jacob Arrington]

06-02-2084, formiddag

Jack stod med ryggen til opholdsstuen foran et af de lange vinduer, med hænderne lukket sammen bag ryggen. Han havde ikke mange timer tilbage på skolen, men intet ved hans holdning afslørede hvordan han havde det med det. Faktisk følte han ikke meget, som om han ikke vidste hvad, andet end at tingene nu engang var som de var. Opholdsstuen var helt affolket. De få der ikke havde time, havde forladt opholdsrummet og om det havde noget at gøre med Jack selv, var han ikke klar over, blot at han var fuldkommen ligeglad med det.

"Polvani ville nok desværre ikke tøve med at gøre alvor af den trussel mod din søster og dermed mod dig..." Det var instinktivt, at han hørte hvad der blev sagt. Gamle impulser, der bød ham at have opmærksomheden alle steder på én gang, skønt han på nuværende tidspunkt, ingen brug havde for skolesladder. Og så alligevel... Alarmklokkerne ringede et sted i baghovedet og han drejede sig langsomt, for at se på Anessa Yates og dernæst langsomt rette blikket mod Caera Delaney. Normalt ville han ikke have værdiget dem et blik, men noget fik ham til at knibe øjnene sammen, ikke just mistroisk, men forsvarsberedt. Om ikke andet, så den trukkede tryllestav i Anessas håndflade.

Han var dog ikke i humør til at tale til dem, trække sin egen stav eller på nogen måde irettesætte den tåbelige Hallow. I stedet så han blot på dem nogle lange øjeblikke endnu, sagde intet og gjorde intet. Han fulgte dem blot med blikket, som de to piger tydeligvis blev klar over, at de ikke var alene og straks satte kursen mod sovesalene, Jack aldrig havde haft adgang til. Først da de var væk, rørte han på sig og satte resolut i gang, forlod opholdsstuen og dermed Ravenclawtårnet.

Han nåede dog kun lige ned på korridoren, før synet der mødte ham, fik ham til at stivne på stedet. Alarmklokkerne der havde kimet let, rungede nu for fulde brag og han havde denne gang trukket sin tryllestav hurtigere, end han selv var klar over. Hans blik fæstnede sig først på Annabel Baker og flyttede sig så til hendes selskab. ”Griffith,” hvislede han iskoldt og uden tanke for konsekvenserne, allerede i forvejen med en følelse af, at han intet havde at miste, slog han skarpt ud med armen, med et lige dele kraftfuldt og hadefuldt: ”Crucio!”

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn

that breaks the spell surrounding us

Betrys, der stadig knugede staven i sin hånd, hævede den og drejede om på hælen ved lyden af sit navn. Selvom stemmen ikke afslørede, hvem der befandt sig bag hende, vidste hun instinktivt hvem det var. "Yates!" beordrede hun og gjorde en skarp bevægelse med sin frie hånd for at indikere, at Annabel skulle flytte sig og sikre sig, at ravnen var ok. Netop den handling gjorde, at Betrys ikke kunne nå at forsvare sig, og som slangen satte i løb, blev Betrys ramt af den utilgivelige besværgelse, og et skrig piercede den kolde luft i korridoren.

Det sortnede for Betrys' øjne, og hun mærkede knap, hvordan hendes hoved slog mod gulvet, da hun faldt bagover. Hun havde ingen kontrol over sin krop, men idet smerten forsvandt, registrerede hun en kraftig vibration i hendes hånd. Der gik flere sekunder, før hun indså, at det var hendes tryllestav, og med en kraftanstrengelse gjorde hun et ryk med sin arm, mens en besværgelse om over hendes læber. Hun var ikke selv klar over, hvad hun havde gjort, men der kom et kraftigt blåligt lysglimt efterfulgt af et brag, som væggen eksploderede, og hun blev trykket mod den anden side af korridoren af trykbølgen, som fulgte efter eksplosionen.

jack · Annabel · uniform

[Jacob Arrington]

Jack havde alle dage været rolig og velovervejet, men i det øjeblik han så Annabel Baker og Betrys Griffith sammenn, forsvandt det som dug for solen. Noget i hans hjerne slog klik og han slog skarpt ud med armen i retning af Betrys, uden så meget som at vige eller blinke. Han registrerede at slangen, der havde gået sammen med Betrys var sat i løb, men han havde kun øjne for Betrys og forbandelsen, der sekundet efter ramte plet.

Annabel satte i bevægelse allerede før ordet var helt over Betrys' læber og havde trukket sin tryllestav. Hun nåede dog ikke langt væk, før hun hørte den første forbandelse over Jack Arringtons læber og instinktivt stoppede hun op. I få sekunder, der føltes uendeligt lange, var hun splittet i mellem at sikre sig at Anessa og Caera var i sikkerhed og løbe tilbage rundt om hjørnet, for at hjælpe Betrys.

Hans øjne glinsede af magt, da Betrys' skrig skar igennem luften og trængte helt ind i hans knogler. Han smilede ikke, men noget i hans blik afslørede, at han nød hendes smerte til fulde. Et fremmed glimt, noget dyrisk, der ellers altid var skjult bag en maske af kontrol. Han havde ingen intentioner om at stoppe, men trådte blot tættere på hende, uden at bryde kontakten.

”Alarte Ascendare!” besværgelsen fløj fra spidsen af Annabels tryllestav i samme øjeblik, som Jack Arrington trådte et skridt frem. Det betød, at den røg lige forbi ham, men også at hun brød hans koncentration om Betrys og sekundet efter så ind i hans iskolde øjne. Hun havde allerede hævet staven for at slå ud igen, men hun nåede aldrig til det, før hun blev slynget bagud.

Jack havde brudt forbandelsen i det øjeblik en besværgelse føg forbi ham og drejede sig skarpt mod Baker, med den intention at sende samme utilgivelige forbandelse han netop havde brugt på Betrys, efter hende. Han nåede det dog ikke, før et brag lød bag ham og han blev kastet over mod væggen af trykket. Hans skulder kolliderede hårdt med stenmuren og han slap et udbrud af smerte, der mest af alt mindede om en knurren. Jack var gledet ned på knæ og det rungede svagt for hans ører, men hans hånd var stadig knuget hårdt om tryllestaven.

Annabel landede på ryggen midt på korridoren, ikke hårdere end det var mere end et fald, men nok til at hun i nogle øjeblikke var paralyseret. Hun famlede efter tryllestaven og lukkede fingrene om det slanke træ, samtidig med at hun kom op at sidde. Hvor hun før havde kunnet se Jacob Arrington, var korridoren nu blokeret af den nedfaldne mur. Annabels hjerte hamrede og for anden gang måtte hun tage en beslutning. Enten at begynde at fjerne murbrokkerne og nå frem til de to tidligere præfekter eller finde de to piger fra Ravenclaw, som kunne være i hvilken som helst tilstand. Anstrengt kom hun på benene, tøvede nogle sekunder og endte så, med et forpint udtryk, på trods af at hun ikke brød sig om Betrys Griffith, at vende ryggen til og sætte i løb mod tårnene.

Det tog nogle lange øjeblikke, men langt om længe, langsomt, kom Jack på benene. Hans skulder var følelsesløs efter sammenstødet med muren, men han tog sig ikke af det. I stedet sparkede han en stenstump til siden med foden. Armen med tryllestaven hang slapt ned langs siden og han gjorde ingen anstalter til at løfte den. I stedet sparkede han til flere sten, for langsomt at bane sig en vej over mod Betrys. Hendes skrig blandet med braget fra væggen, rungede stadig i hans ører og alt han kunne tænke på, var at høre det igen.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn

that breaks the spell surrounding us

Braget rungede i Betrys' ører, og hun trak vejret uregelmæssigt efter sammenstødet med væggen. Smerten fra forbandelsen var forsvundet, men hun var stadig i chok og kunne ikke tænke klart, hvilket også skyldtes, at hun havde slået sit hoved. Hendes ansigt var følelsesløst, og hun kunne ikke se noget for den tunge sky af pulveriseret sten, der gjorde det sværere for hende at trække vejret. En svag stønnen hørtes et stod foran hende, men hun indså snart, at det var hende selv. Hun klemte læberne sammen og løftede sig op på albuerne, mens hun prøvede af lytte efter andre lyde, men hun hørte intet.

Betrys stolede dog ikke på stilheden. Hun kæmpede for at komme på benene og bevægede sig i processen instinktivt væk fra det sted, hun sidst havde set Jack. Da hun endelig stod op igen kunne hun tydeligt se Jacks skikkelse længere nede ad korridoren. Eksplosionen måtte have rykket hende længere end hun troede, og mørket bag hendes rival gav hende en anelse om, at korridoren var blevet blokeret. Det kunne komme til hendes fordel. "Det er for sent." Betrys hørte stadig sin stemme som kom den fra en anden. Hun bakkede væk, langsomt for ikke at falde over murbrokkerne, med staven knuget i sin hånd. Den var holdt op med at protestere. "Rektor, Maverick... De har alle fået besked," fortsatte hun og svingede sin stav i en blød bevægelse for at holde liv i støvpartiklerne, så de effektivt skjulte hende. I takt med at hun talte, vendte følelsen tilbage i hendes ansigt. Hun mærkede noget vådt og varmt, der syntes at strømme fra hendes ansigt ned mod hendes hals, og det føltes, som om huden under hendes venstre øje hang. "I stolede på den forkerte."

jack · uniform

[Jacob Arrington]

Endnu en sten røg til siden og Jack havde løftet hånden med tryllestaven, for at skærme sine øjne fra stenstøvet, som ikke lagde sig. Det gjorde at han ikke kunne se Betrys, på trods af at han udmærket kunne høre hende. Af samme grund gik han i retning af lyden, stadig med den anden arm hængende dødt langs den ene side.

Han hørte Betrys' ord, men han mærkede dem knapt nok. Han mærkede ingen fortrydelse, angrede intet af det han havde gjort. ”Delaney kunne ikke længere holde mund, kunne hun?” spurgte han og fnøs hånligt. ”Det var derfor Yates havde så travlt med at få Aislings kønne, lille søster gemt af vejen.” Jack fnøs hånligt, med et grumt smil og sparkede hårdt til en større sten, uden selv at bemærke slaget han tog mod sin egen fod af det. Hans blik gled undersøgende, årvågent over det han kunne se for støvet, stadig søgende.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn

that breaks the spell surrounding us

I ly af støvet rettede Betrys tryllestaven mod sit ansigt med et lydløst episkey. Tryllestaven spjættede i protest ved den dårligt udførte besværgelse, da hun ikke var fokuseret nok til at udføre den ordentligt nonverbalt, men hun ville ikke risikere at Jack hørte hende og dermed kunne slutte, at hun var skadet. Betrys mærkede, hvordan det hev i hendes kind, da såret lukkede sig, men følelsen af, at det trak i hendes øje forsvandt ikke.

Uden at dvæle ved skaden, vendte Betrys tilbage til at holde liv i støvskyen, mens hun prøvede at lokalisere Jack ved at lytte til hans stemme. "I stolede på den forkerte," gentog hun, "I skulle have lukket alle de løse ender." Betrys holdt en kunstpause for at slå koldt vand i blodet. Hun kunne ikke kontrollere sin tryllestav, hvis hun var for vred eller ivrig. "Sig mig, hvem tror du, I kan have overset?" spurgte hun og rettede nu staven direkte ud for sig, næsten ivrig efter at støvskyen skulle lægge sig, så hun kunne få sin hævn. "Hvem er det, i har glemt?" Jacks konklusion havde været korrekt, men Betrys provokerede ham i et forsøg på at få ham til at gå op i limningen, så de kunne få afsluttet dette en gang for alle. Desuden, jo længere de kæmpede, jo længere gik der, før de andre fik besked, og forhåbentlig kunne lærerne nå at handle inden da, så alle forblev i sikkerhed.

jack · uniform

[Jacob Arrington]

Jack kneb øjnene sammen, som han gik udenom et større stykke væg og knugede fingrene hårdere om tryllestaven. Hans vrede fik spidsen til at slå gnister, men han tog sig ikke engang i et øjeblik af det. ”Spar på luften, Griffith,” rådede han i et lavmælt og roligt tonefald, der alligevel havde en knurrende undertone, som fik ordene til at virke faretruende og mere som en trussel, end et godt råd. Han var stoppet op og lod blikket glide granskende over korridoren, overbevist om at Betrys ikke kunne være meget længere væk.

Til sin frustration kunne han dog stadig ikke se hende og han sparkede endnu en sten bort, mest af alt af indestængt vrede. Han løftede armen med staven og udtalte kraftfuldt ventus-besværgelsen klart i sine tanker. En pludselig vind føg fra spidsen af hans stav og fik støvet i luften, til at hvirvle aggressivt. ”Hvorfor skulle jeg tro dig?” knurrede han højt, for at overdøve den voldsomme lyd af vinden, der fik støvkornene til at hvirvle bort. "Hvorfor skulle du beskytte Delaney, fra at få hvad hun fortjener?"

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn

that breaks the spell surrounding us

Betrys blev stående, upåvirket af hans trussel, og ventede på, at støvet skulle lægge sig. Blodet klistrede ubehageligt, og uden at tænke over det forsøgte hun at tørre det væk med sin frie hånd. Vinden ramte hende kort efter og hev i hendes kappe. De fakler, der ikke var gået ud ved eksplosionen, blev nu effektivt slukket. Hun gispede lydløst efter vejret og skærmede sine øjne fra støvet, der susede imod hende, med sin frie hånd. Instinktivt reagerede hun ved at beskytte sig med et lydløst protego maxima. Støvet frøs i luften omkring hende, og vinden hylede som den blev tvunget udenom hende. "Delaney skal nok få, hvad hun fortjener," råbte hun, og med et aggresivt vip fik hun støvet til at falde til gulvet, så hun havde bedre udsyn, "lige som dig, Polvani og jeres lille, forræderiske skygge."

Med de ord rettede Betrys staven mod gulvet foran sig. Hun fremmanede en flamme med et lydløst incendio, der lystrede hendes armbevægelse og bredte sig fra den ene side af korridoren til den anden og dannede en høj, varm mur i mellem dem. Hendes ansigt blev oplyst af det gule lys, der flakkede voldsomt i den kraftige blæst.

jack · uniform

[Jacob Arrington]

Vinden føg stadig fra spidsen af Jacks tryllestav og han drejede langsomt håndledet, for at mærke vinden gøre det samme. Det virkede dog efter hensigten og han kunne endelig se Betrys. Det lignede måske, at han smilede, men i virkeligheden var det noget nærmere et rovdyrs snerren. Staven var stadig hævet og han rankede ryggen, uden at gøre tegn til at angribe. I stedet kneb han øjnene sammen over hendes ord, vendte dem i tankerne.

Det var næsten som om, at han ikke bemærkede ildmuren der slangede sig op foran hende. I stedet samlede de små stykker af information Betrys havde givet ham, uden direkte at sige det, sig sammen som et puslespil. Den konklusion han nåede frem til fik den ulmende vrede til at blusse rødglødende op igen. Et udbrud, ikke helt ved siden af et brøl, undslap ham og uden endnu et blik mod Betrys, drejede han om på hælen med kappen flagrende efter sig som en sort skygge, og endnu engang knugede hans fingre på den gode arm sig hårdt omkring tryllestaven, så den slog fyrige gnister.

O U T

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn 

that breaks the spell surrounding us

Varmen bredte sig hurtigt i korridoren, men Betrys ænsede det knapt over smerten der herskede i venstre side af hendes krop. Det fik hende dog ikke til at helme, og hun stod rank med staven rettet frem for sig, som en trussel mod den forræderiske ravn, der syntes at have bidt på krogen. Det brøl der kort efter forlod ham fik det til at isne i hele hendes krop. Med en forbandelse på spidsen af tungen strammede hun grebet om sin tryllestav, der vibrerede voldsomt i protest over hvor oprørt hun var. Men da hun svingede sin stav knækkede hun sammen i en smerte så stor, at ubehaget skød ned i hende som et lyn og fik hendes mave til at vende til hensynsløst, indtil hun kastede op. 

Ilden brændte hurtigt ud foran hende, nu hvor hun ikke holdt den i live. Der gik nogle øjeblikke, før hendes øjne havde vænnet sig til det pludselig mørke. Der var et stort krater i væggen og delvist i gulvet, og flere vinduer var blevet smadrede i eksplosionen. En kold vind hev i hendes kappe, og støvet fejede højlydt hen over gulvet. Hun så i retning af, hvor det blæste hen, og før hun overhovedet havde tænkt tanken færdig transformerede hun sig. Der lød et skarpt falkeskrig, før tårnfalken fløj ud af det nærmeste vindue uden at se sig tilbage.

out