Kællingefjæset

[Ebba-Ellis Maddox]

... Hunt me

Vinden greb om det røde hår. Hev og sled i det, som kun den kunne gøre det. Vinden havde samtidig fat i træerne. Lod dem vide hvem der bestemte og dominerede legen.
Den magre skikkelse på stenen ænsede ikke vindens voldtægt. Skikkelsens mørkeblå øjne betragtede grantræerne, der i stilhed, kæmpede for deres overlevelse. Grenene knasede, som bad træerne om nåde. Vinden syntes ikke at lytte efter. Den stoppede ikke. Efter lange passager tog dens kraft blot til. Dens styrke var dog kun midlertidig men i de øjeblikke, var træerne og verden stille.

Skikkelsen var mager, men ikke udsultet. Det var en hun. En hun med flammerødt hår, mørkeblå øjne og mælkehvid hud. Hendes figur, så ulig en kvindes, afslørede hendes alder. Om end, kun fysisk.
Hendes krop var iklædt en skoleuniform. Mærket på brystet og farverne, i hver en sprække de end kunne findes, vidnede om hendes placering på slottet bag hende.

Ebba-Ellis Maddox, skikkelsen på stenen, vendte sit stålfaste blik mod slottet. Længe betragtede hun dens konjunkturer. Smerten i knæet tog til des mere hun betragtede, og alligevel så hun ikke væk. Hudafskrabningen var rød og blodig. Det blå mærke over næseryggen og under hendes ene øje var friskt.
Ordene der havde lydt fra kællingens mund, svælgede stadig i hendes indre. Ebba lod langsomt lungerne fyldes med luften omkring hende, alt imens hun gennemgik scenariet igen. Det var anden gang hun gennemgik det i sine mest specifikke detaljer. Ebba skar en grimasse. Hun havde glemt kællingens replik allerede, kun meningen var tilbage. De mørkeblå øjne fæstnede sig på græsset, og det røde hår dækkede, i en kærlig gestus, for det smadrede ansigt. Ebba spidsede læberne og tænkte så det knagede, alt imens hendes læder-skosnude jog i græsset foran hende.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess havde ikke nogen kost. Det var sådan cirka det hun allerhelst ville være den heldige ejer af, men selvfølgelig var hun ikke det. Selv hvis hun var, måtte hun ikke have den med sig på første år – og det selvom de snart skulle have deres første flyvetime. På skolens dårlige træningskoste.
Bitterhed ville have præget hende, hvis ellers hun tænkte nok over tingene til at bevare den slags i mere end et sekund. I stedet brugte hun dog sin tid på at lære sin nye verden at kende alene og i andres selskab. Andre talte ikke rigtig Matthew, som selvfølgelig var alt for gammel til at følge sin lillesøster til forskellige ting, selvom deres far havde beordret ham at tage sig lidt af hende. For hendes vedkommende var det bedst sådan, at de ikke skulle ses hele tiden, for hendes trettenårige storebror var lidt af en taber engang imellem og hun var den sejeste førsteårsstuderende på Gryffindor – ud over måske ham Gareth Collins, der også var sådan okay cool.

Lige nu var hun ikke sammen med Collins eller Abbey eller ham der Siôn Llewellyn, der gik på anden årgang. Hun havde heller ikke travlt med at fnise over Alistair Murray, der lige var væltet på snuden, men defilerede i stedet rundt alene nede ved quidditchbanen, spionerende på en enlig flyver, der cirklede rundt nær skyerne indtil det tidspunkt, hvor hendes mave gav sig til at knurre. Det måtte, selvfølgelig, betyde at det snart var tid til aftensmad og hun traskede op imod slottet igen, uden rigtig at se sig for, før hun fik øje på en anden enlig skikkelse på en sten. En rynke indfandt sig på hendes næse og hun stoppede op i et øjeblik, da hun genkendte farverne på uniformen og indså, at det næsten kun kunne være en af Llewellyn-pigerne med flammehår – eller hendes klassekammerat Ebba. ”Hallooo!” råbte hun halventusiastisk, omtrent halvtreds meter væk, før hun satte af og bevægede sig imod stenen. Det var i hvert fald ikke en af de der, som hun fik at vide at hun skulle undgå lidt.

[Ebba-Ellis Maddox]

... Hunt me

Stemmen bag hende fangede Ebbas bevidsthed da den var på sit laveste. Dens greb udløste flakkende øjne, i det hjernen beordrede kroppen til at rejse sig fra stenen, for at finde hvad øjnene måtte se.

Ebba lod sit mistænksomme blik fæstnes på pigen der nærmede sig. De små, hvide hænder rystede uden at Ebba opdagede det. Smerten i knæet fortog for få, men lange øjeblikke.
Ebba hævede vagt det røde, smalle øjenbryn i en skeptisk grimasse inden hun svarede langsomt. ”Hej.” Hendes stemme var lavmælt men klar, til trods for træerne der skreg og vinden der hoverede. Ebba´s blik veg ikke fra pigens. Øjnene afslørede, hvordan chokket havde stadfæstet sig i hendes indre. ”Hvad vil du?”, spurgte Ebba mistænksomt. Hun lagde de magre arme over kors, og hovedet på sned. Vinden fangede det røde hår, men lod hendes hvide ansigt forblive blottet for pigen. Som fremhævede den slesk og med vilje, hendes skarpe kanter for at manipulere Ebba til sejr.

[Jessie Taylor Blythe]

Jessie nærmede sig, men fangede ikke fuldstændig pigens første, lavmælte ord på afstand. Hun noterede sig dog, at der netop var tale om hendes klassekammerat Ebba og var ikke overrasket over at hun sad der alene. Uanset hvilke idéer hun på forhånd havde gjort sig om pigen, der vist var endnu mere fjern fra den magiske verden end hun selv var, stopppede de hende dog ikke fra at udstråle nøjagtig det modsatte af hendes mistænksomhed.

Hun smilede, som et evigt solskin midt i optrækket til stormvejr, afslørede sine tænder i processen og hævede et øjenbryn over spørgsmålet, før hun standsede og begravede hænderne i lommerne på de bukser hun havde på under kappen. ”Sige hallooo...” Hun karikerede det en anelse, men fulgte ikke op med et er du dum eller hvad blik, der kunne have farvet informationen lige dele sarkastisk og nedladende. I stedet kneb hun blot øjnene lidt sammen og vippede lidt fra side til side på stedet for ikke at få kulden. ”Er du ude på at anskaffe en forkølelse, så du kan pjække fra timerne? Min storebror siger, at det ikke virker her, fordi hospitalsfløjen har sådan noget kvik-dig-op-eliksir, der gør dig rask nærmest med det samme på en sådan vildt ubehagelig måde. Så det er en herre dårlig idé, hvis det var det du tænkte du ville. Det er Ebba du hedder, ikk'?” Hun så spørgende på pigen, afsluttende sin ordstrøm med en enkelt rynke i panden, fordi hun virkelig selv havde overvejet hvad mulighederne var for at undgå visse fag, der allerede nu var dræbende.

[Ebba-Ellis Maddox]

Den11 år gamle Ebba Maddox rystede på hovedet. ”Jeg ved det godt”, reklamerede hun. De mørkeblå øjne forlod ikke pigen overfor sig, men de mistænksomme gløder syntes langsomt at forlade dem. De mørkeblå øjne blev tomme.

Ebba fugtede reserveret sine hjerteformede læber, inden hun nikkede. ”Ebba-Ellis”, konstaterede Ebba rettende hvorefter hun trak halvhjertet på den venstre skulder. ”Men alle kalder mig Ebba. Eller Eb, så du må selv bestemme”, tilføjede Ebba i et forsøg på at forlig sig med idéen. Hun tøvede med at fortsatte sin absurde, ikke eksisterende talestrøm. Hendes magre krop trippede bag stenens skjul, som afventede hun at modet fæstnede sig i hendes brystkasse. ”Og jeg ved godt, at det har en eliksir… jeg vil heller ikke pjække fra noget”, fortsatte hun. Hendes stemme var klar til trods for vindens ivrige kamp. Ebba sank en klump. Langsomt bevægede hun sig forbi stenen og frem mod pigen. ”Jeg slog en. Hun gav mig det her”, fortalte Ebba tøvende, hvorefter hun pegede på hudafskrabningen. Dernæst det blå mærke ved det mørkeblå øjne. Igen lod hun tungespidsen fugte underlæben, og et hadsk gnist blottede sig i Ebbas blik. ”Hun kaldte mig noget og så slog jeg hende.”

Ebba lod hånden jage det flammerøde hår om bag øret. Hendes blik fæstnede sig på græsset, og armene fandt atter vej, viklet rundt om hinanden med intention om at beskytte den magre, maskuline brystkasse. ”Så jeg pjækker altså ikke”, konkluderede Ebba igen hvorefter hun kortvarigt lod sit blik fæstne sig i pigens, som for at sikre sig hun forstod.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess hævede begge øjenbryn lidt og forblev tavst stående med hænderne i lommerne, selvom pigens svar faldt dræbende langsomt efter hendes smag. Hun skævede lidt imod slottet, bed sammen om et gab og vippede frem og tilbage på fødderne, imens hele hendes ordstrøm blev dissekeret bid for bid. Det var egentlig ikke så interessant.

Det der var interessant, var den information, der kom bagefter og fik begge de fyldige øjenbryn til at ryge et stykke op. Jessie fæstnede sit blik på Ebba-Ellis og så langt mere imponeret på hende end hun havde gjort før. Pigen havde simpelthen slået en anden. ”Hvorf---” Spørgsmålet blev besvaret inden det nåede at blivet stillet og Jessies øjenbryn røg endnu et par millimeter op i panden. Hun betragtede sin nye klassekammerat folde armene beskyttende foran sig og forsøgte at gennemskue hvad der lige var blevet sagt og hvilken betydning det havde.

Det gik lidt langsomt. Jess havde altid haft rimelig spidse albuer og kendte ikke for alvor til mobning af sin egen person, ligesom hun var rimelig blind overfor det, når det skete for andre. Her var det dog rimelig tydeligt at der var tale om noget ubehageligt, som var blevet sagt, og hun sympatiserede egentlig rimelig meget med Ebba-Ellis' automatiske reaktion – nemlig at slå pigen. Hun så en smule betuttet ud, nikkede en enkelt gang og snøftede ind, fordi kulden og vinden gav hende løbende næse. ”Hvad kaldte hun dig så?” Spørgsmålet var simpelt, måske næsten naivt, fordi det ikke helt var gået op for Jess at der var elementer på skolen, der helst så piger som klassekammeraten langt, langt væk. Hun så spørgende på Ebba-Ellis og tog den ene hånd op fra lommen for at gøre som den anden pige og stryge en hårtot, der havde løsrevet sig fra hestehalen, om bag øret.

[Ebba-Ellis Maddox]

”Mudderblod.” Ebba stirrede på pigen. De mørkeblå øjne var skarpe, som forventede Ebba, at pigen ville kalde hende det samme. Da det ikke skete, hævede Ebba sine røde øjenbryn og lagde armene over kors. I lang tid tillod hun sig, at stå og betragte Jessie mistænksomt.

Ganske langsomt stivnede Ebbas skeptiske grimasse. ”Min storebror fortalte mig hvad det betød. Han blev også kaldt det”, fortalte hun pludseligt, i det hun langsomt og overlegent bevægede sig tættere mod hende. Ebba snøftede. Øjet sved men hun græd ikke. De mørkeblå øjne fæstnede sig ubarmhjertigt i Jessies og hendes stemme var skinger. ”Jeg synes ikke jeg er beskidt, bare så du ved det!”, udbrød hun hårdt alt imens hun gjorde sit bedste for at se hadsk ud. En mimik der absolut lykkedes hende. ”Jeg finder mig ikke i noget! Og hvis du synes jeg ser slem ud, så skulle du se hendes fjæs!”, fortalte Ebba højt. Hendes stemme var skinger og rystede faretruende, som ville den knække hvert øjeblik. Ebba lod sit blik farer fra Jessies, for det gik op for hende, at hun ikke længere havde kontrol over de bidske tårer der sneg sig frem i øjenkrogene. Hun ignorerede dem så godt hun kunne. Armene fandt vej rundt om hende men den sølle gestus hjalp hende ikke. ”Jeg er ligeså god som hende! Hvis ikke bedre, for jeg kunne den besværgelse og det kunne hun ikke! Hun var bare jaloux fordi jeg kunne noget, som hun ikke kunne!”, udbrød Ebba og i det, det sidste ord havde forladt hendes læber, løb den første dråbe fra hendes øje ned langs hendes kind. Irriteret tørrede hun den væk og så hadsk på Jessie. Ebba snøftede ukontrolleret. ”Det var hende der startede! Hun fik fire drenge til at omringe mig, den lede kost! Det var hende der startede!”. Ebbas stemme steg adskillelige aktanter og øjnene kunne ikke længere forhindre tårerne i at falde. ”Jeg kunne ikke gøre for at jeg var bedre end hende og det var det eneste hun var sur over!”

[Jessie Taylor Blythe]

Jessies øjenbryn fløj et stykke op i panden på hende, før de i stedet formede sig efter rynkerne, der fulgte lige efter. Hun åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke, før pigen fortsatte og gjorde alle ting glasklare, men alligevel tilsmudsede. Mistænksomheden med hvilket hun sagde alting, var på så mange niveauer uforståeligt for den lyshårede pige blot et par meter væk og hun nøjedes med at træde et skridt bagud, som den nye klassekammerats stemme blev skinger.
Der lå en halv sætning på hendes tunge om at hun ikke helt forstod hvorfor Ebba-Ellis var så vred på hende – tilsyneladende - og om at hun altså aldrig havde kaldt nogen andet end kollosos-spade eller fnatmide, men det var ligesom om, at hun ikke kunne formulere den helt og desuden ikke vidste hvornår i ordstrømmen hun skulle bryde ind. Pigen talte mere, hurtigere og højere end hun selv gjorde og det overraskede Jess en del, især fordi hun ikke rigtig havde hørt hende sige mere end et par ord i løbet af deres første par dage på skolen.

Da der kom tårer, helt rigtige, våde og salte tårer ud af de hadske øjne, blev den blonde tøs på elleve decideret forvirret og perpleks. Hun svingede lidt mellem at bakke yderligere eller gå frem imod pigen, fordi hendes mor havde lært hende, at man skulle trøste andre mennesker, når de var kede af det. Hendes mangel på forståelse gjorde dog, at hun i stedet blev stående og bare så på pigen i flere, lange øjeblikke. ”Ehm...”

Tavshed. Det var ret akavet, egentlig, men hun havde da ondt af Ebba-Ellis, så meget udstrålede hun uden at tænke over det, inden hun fik taget sig sammen til at sige noget rigtigt. ”Hun lyder som en dum kælling,” medgav hun, lidt tamt, men reelt nok. Det plejede ikke være hendes problem at finde noget at fylde stilheden med. ”Altså. Hende, der kaldte dig det der, ikk'? Led strigle, hvis du spørger mig. Jeg ville have sparket hende i skridtet, tror jeg. Sådan...”
Akavet. Hvad fortalte man ellers en tudende pige? ”I øvrigt er der ikke nogen grund til at være pissesur på mig. Jeg er sgu ikk' en af de der med næsen i sky, at du ved det...” Det var måske ikke så passende, men Jess var en anelse forurettet over at blive kastet i samme kasse som den slags.