The day that ended my life

[Joshua Liam Murdoch]

[atrb=border,0,true][atrb=style,background-image:url(http://i52.tinypic.com/otj5sn.jpg); width: 390px; height: auto; -moz-border-radius: 40px 0px 40px 0px; border-radius:40px 0px 40px 0px; opacity: 0.8; border-right: #6A9955 15px solid; border-left: #6A9955 15px solid;] never let me go BECAUSE I THINK I LOVE YOU TAG: HAZEL MAE ABBEY Joshua stod foran spejlet på det fremmede badeværelse. Han var iklædt et helt nyt jakkesæt med en hvid rose i brystlommen. Han åbnede for vandet i hanen, og formede sine hænder i en skål under vandet, for derefter at kaste vandet op i sit ansigt. Han gispede ved vandets berøring, som var kølig mod hans hud. Han havde svært ved at fatte hvad der egentlig foregik. Hvad gjorde man i sådanne situationer her? Han anede det ikke. Han lukkede for vandet og kiggede op på sit spejlbillede igen. Så tog han håndklædet fra krogen og duppede det mod sit ansigt. Han hang det på plads og stod et øjeblik endnu for at stirre på sit eget spejlbillede, mens hans forsøgte at forberede sig selv på at møde hvad der måtte være hans nye familie. Deriblandt Hazel... hans kommende stedsøster. Han låste badeværelsesdøren op og forlod badeværelset. Hans mor skændte på ham for at have brugt så lang tid, fordi hun virkede skulle tisse og generelt var ved at gøre sig klar til ceremonien som gik igang om en halv time. Gæsterne var begyndt at møde op i haven. Hazels familie boede pænt her i London, men det var nok det sidste han kunne tænke på lige nu. "Gider du at finde Hazel? Jonathan siger at hun stadig er på sit værelse, og ceremonien er altså lige om lidt!" Ordren kom fra hans mor Catrina, hvorefter badeværelsesdøren smækkede bag ham, da hun optog badeværelset, garanteret de næste 30 minutter indtil ceremonien ville gå i gang. Joshua åndede tungt ud, og bevægede sig om af trappen til Hazels værelse. Han stoppede foran døren og samlede sig inden han bankede på. "Hazel?" spurgte han, med sin karakteriske dybe stemme. Han ville ikke bare gå ind, i tilfælde af at hun stod og klædte sig på, - ikke at han ville have noget imod synet, men det var vidst ikke en passende opførsel længere.

[/td][/tr][/table][/center]

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] forbidden love is always more desirable [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Hazel havde det, som om hun befandt sig i et af de mareridt, hvor man pludselig ikke længere kan løbe, og alt det onde langsomt kommer tættere og tættere på. Forskellen var bare, at den her morbide drøm ikke havde nogen ende. Et dybt suk undslap hendes lyserøde læber, mens hun prøvede at få styr på det forvirrende inferno af tanker, der fór rundt i hendes trætte hoved. Det havde ikke været nemt at falde i søvn til tanken om Joshua, der næste dag ville blive hendes stedbror. Stedbror. Hun rystede en kuldegysning af sig og rejste sig fra sengen. Hendes hår var sat op i en elegant knold med et net af bitte små skinnende perler. Hun havde endnu ikke fået hendes kjole på, men var stadig kun iført den tynde sorte underkjole. Kjolen hun havde valgt var også sort. Sorgens farve, tænkte hun bittert, da hun trak den af bøjlen. Den var af satin og sad stramt til kroppen. En anelse for udfordrende til bryllup, hvilket var grunden til, at hun havde valgt den. Hun betragtede den stille i nogle sekunder, mens hun kørte hænderne over det glatte stof og til sidst knugede det hårdt mellem hænderne. I starten havde hun kun været vred, nu var hun i en tilstand af chok og havde samtidig dårlig samvittighed over, at hun ikke kunne være bare lidt glad på hendes fars vegne, men det var simpelthen umuligt. Hazel havde lige nået at trække i kjolen, da der blev banket på hendes dør. Hun stivnede ved lyden af Joshuas stemme og stod ubevægelig uden at have lynet kjolen. Der gik flere sekunder, før hun tog sig sammen og bad ham vente to sekunder, mens hun forgæves forsøgte at få lynlåsen lynet. Hun bandede lavmælt og overvejede om hun kunne tillade sig at bede Joshua om hjælp – var det passende? Sikkert ikke. Hun trippede hen til døren og drejede håndtaget med bankende hjerte. ”Murdoch” hilste hun akavet uden at se ham i øjnene. Havde hun lige kaldt ham ved efternavn? – helt ærligt. Det lagde dog en dejlig distance mellem dem. De var ikke i familie med hinanden! Hun rystede let på hovedet af sig selv og drejede hurtigt omkring, så hendes ryg med lynlåsen var mod ham. ”Tror du, at du kunne hjælpe mig med lynlåsen?” spurgte hun lavt med blusende kinder. Forbandede bryllup. tagged Joshua Liam Murdoch wearing this

[/td][/tr][/table][/center]

[Joshua Liam Murdoch]

[atrb=border,0,true][atrb=style,background-image:url(http://i52.tinypic.com/otj5sn.jpg); width: 390px; height: auto; -moz-border-radius: 40px 0px 40px 0px; border-radius:40px 0px 40px 0px; opacity: 0.8; border-right: #6A9955 15px solid; border-left: #6A9955 15px solid;] never let me go BECAUSE I THINK I LOVE YOU TAG: HAZEL MAE ABBEY Joshua antog at Hazels ordre om at vente lidt, skyldtes at han havde ret... hun var ikke fuldt påklædt. Tanken gav ham billeder i hovedet som han distraheret forsøgte at fjerne. Han tog armene om på ryggen og placerede sin venstre hånd rundt om sit højre håndled som om at han ville sikre at han ikke spontant ville åbne døren alligevel, og rømmede sig svagt. Hans hoved dunkede af en stærk hovedpine. Men da døren åbnede sig døde hovedpinen hen og blev erstattet af en sær ør følelse. På en måde føltes det godt at hun kaldte ham Murdoch. Han ville altid være en Murdoch, og hun ville altid være en Abbey, uanset hvilket navn Joshuas mor tog. På den anden side var det som en lussing på siden af hovedet. De havde været venner nærmest siden de startede på skolen. Hazel, Theodor og han selv. Og de havde haft et hemmelig forhold siden jul. Hvordan kunne hun lade som om intet var sket? Og dette var egentlig en hyklerisk tanke, for han gjorde nøjagtig det samme selv. Hvilket andet valg havde de? Deres forældre ville jo få et hjertestop hvis de vidste hvad der havde foregået. Joshua var ved at gå ud af sit gode skind ved Hazels egen anmodning. Han svarede hende ikke til at starte med, men bevægede sig så et skridt tættere på hendes blottede ryg, hvis man så bort fra det hvor underkjolen dækkede. Hans fingre greb fat om låsen, og i et forsøg på ikke at røre hendes varme hud, trak hans stille og forsigtigt lynlåsen op. Han fulgte bevægelsen med øjnene, og bemærkede den stærke feminine duft fra Hazels hår og hals. Han måtte anstrenge sig for ikke at falde ind i gamle vaner og kysse hendes nakke. Så snart lynlåsen var trukket op og ikke kunne komme længere, slap han som om han havde brændt sig på noget, og trak sig hurtigt et par skridt tilbage. Det øjeblik han havde trukket sig væk fra hende, følte han at hun var blevet stjålet fra ham. Han følte sig frustreret og vred, og det kom til udtryk i og med at han løftede den ene arm for at trykke en hånd masserende mod skulderen. Han var alt for anspændt og trippede rastløst et øjeblik på stedet. Han vendte sig om for at lukke døren til Hazels soveværelse til, hvorefter han vendte sig om imod Hazel. "Er det meningen at vi skal glemme det hele? For det er jeg ikke så sikker på at jeg kan!" selvom han kendte til nødvendigheden om at være dæmpet, så råbte han næsten. Hans stemme afspejlede slet ikke den ømhed han følte for Hazel, men var derimod kold, og selvom han ikke bevidst ville være sådan over for Hazel, så var stemmen fulgt af et koldt blik.

[/td][/tr][/table][/center]

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] forbidden love is always more desirable [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Hazel stod som frosset til stedet, mens hun ventede på Joshuas reaktion. I et kort sekund troede hun, at han ville nægte og fortrød med det samme sin anmodning om hjælp. Var hun gået over stregen? Fingerspidserne, der strejfede hendes nøgne hud langs lynlåsen, sendte en formålsløs og rådvild gysen op igennem hende. Berøringen var alt for kort og det gjorde næsten ondt, da han trak sig tilbage. Hun kunne ikke tage sig sammen til at vende sig om mod ham og sank en klump. De efterfølgende sekunder virkede som en evighed og stilheden føltes tung og truende. Det var ikke til at holde ud. Det gav et gib i hende, da døren bag hende smækkede. Hun drejede rundt på hælen med et vemodigt ansigtsudtryk og forventede egentlig, at han havde forladt værelset. Synet af ham gjorde hende næsten endnu mere trist og gav hende en mærkelig fornemmelse i maven. Hun undgik hans blik og betragtede i stedet hans kæbelinje, skuldre, overkrop.. Hendes blik veg dog hurtigt for at flakke formålsløst rundt i værelset i stedet. Det var vel ikke længere acceptabelt at se sådan på ham. Hans ord fik hende dog til at opsøge hans blå øjne, der betragtede hende koldt. Hendes ansigt derimod spejlede modstridende følelser; frustration, sorg og en slags hengivenhed. Hazel åndede langsomt og modstræbende ud. ”Hvad vil du have, at jeg skal sige Joshua?” spurgte hun opgivende og mærkede frustrationen stige. Det var mærkeligt at tænke på, at sidst de havde stået ansigt til ansigt, var det helt ændre følelser hun havde været opslugt af. Hazel bed sig let i underlæben, noget hun altid gjorde, når hun brød hovedet med forvirrende tanker. ”Tror du selv, at den her situation er nem for mig?” spurgte hun koldt og virrede med hovedet for at klare tankerne. Trætheden gjorde hende ekstra irritabel. De sorte rander under øjnene afslørede desuden den manglende nattesøvn, og hendes blege ansigt fik det til at se ud som om, hun havde kvalme. Hvilket hun egentlig også havde. ”Jeg kan i hvert fald ikke bare holde op med at holde af dig”, hvislede hun ud mellem tænderne og fangede hans blik igen. Hendes stemme havde fået en endnu koldere klang nu. Selvfølgelig holdte hun af ham. ’Holdte af’ forekom hende dog at være et temmelig utilstrækkeligt udtryk for det, hun følte. ”Hvis det var det, du troede skulle ske”, tilføjede hun og rynken mellem hendes bryn blev en anelse mere markeret. tagged Joshua Liam Murdoch wearing this

[/td][/tr][/table][/center]

[Joshua Liam Murdoch]

[atrb=border,0,true][atrb=style,background-image:url(http://i52.tinypic.com/otj5sn.jpg); width: 390px; height: auto; -moz-border-radius: 40px 0px 40px 0px; border-radius:40px 0px 40px 0px; opacity: 0.8; border-right: #6A9955 15px solid; border-left: #6A9955 15px solid;] never let me go BECAUSE I THINK I LOVE YOU TAG: HAZEL MAE ABBEY Joshuas blik flakkede nok omtrent ligeså meget som Hazels rundt i rummet, fordi det gjorde for ondt at se på hendes reaktioner. Han hadede at han var vred på hende, samtidig med at have elskede hende og følte en umådelig trang til at beskytte hende fra det angreb han kom med. Det værste var at hun var så smerteligt smuk, at han følte at nogen pressede glasskår mod hans ribben, trykkede på hans bryst. Fremmede en uforklarlig smerte i hans hjerte. Han havde aldrig haft det sådan her før. Han var på nippet til at kunne indrømme at være psykotisk. Men Hazels skønhed gjorde ham også blind for tydelige tegn som eventuelle rander under øjnene, og det bekymrede blik som ikke nødvendigvis klædte alle piger. Men det klædte hende, og af samme grund føltes det på en måde nærmere som et hån, selvom det var svært at forklare. Han stivnede næsten når hun åbnede munden for at tale, og ligheden mellem hvad hun sagde og hvad han følte var slående. Han havde aldrig været så fortvivlet i hele sit liv. Men hendes sidste ord var nok for ham til at tage en, dog skrøbelig, beslutning. "Fint... så lad os fortælle dem det," Så snart ordene var ude af hans mund, vendte han sig om, hev døren op, og var allerede på vej ud. Han tænkte naturligvis ikke klart. Selv hvis de fortalte forældrene hvad der havde foregået det seneste halve år, var det på ingen måde noget der umiddelbart ville stoppe Catrina fra at gifte sig med Jonathan.

[/td][/tr][/table][/center]

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] forbidden love is always more desirable [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Hazel satte sin ene hånd i hoften og betragtede ham. Det var tydeligt, at han var lige så forvirret som hende selv. Et dybt suk forlod hende. Hun havde lyst at slå nogen. Det kløede lige frem i hendes hænder efter at komme til det. Problemet var bare, at hun ikke kunne give nogen skylden for den her situation. Hun slog ud med armene og ville egentlig sige noget mere, men var tom for ord. I stedet gengældte hun tavst hans blik. Til at starte med, så hun bare forvirret ud. Fortælle hvem hvad? Da pointen gik op for hende, forlod al farve hendes ansigt og hun lagde forskrækket en hånd for munden. Det kunne han da ikke mene? ”Er du blevet fuldstændig sindssyg!” udbrød hun skingert og tog et par skridt i hans retning. Da han forsvandt gennem den nu åbne dør, var hun lige ved at gå i panik. ”Joshua!” hvæssede hun lavt og fulgte efter ham. Hun greb hårdt fat i hans overarm, da hun fik indhentet ham, og hev til. Det ville nok ikke hjælpe hende meget. Han var trods alt både højere og stærkere end hende. ”Min far er den eneste, jeg har tilbage”, hviskede hun vredt. Det var jo ikke, fordi hun ikke selv havde overvejet at fortælle sin far det, men så selvisk havde man bare ikke lov til at være. ”Du kan jo bare smutte hjem til farmand, når helvede bryder løs her”, tilføjede hun en anelse hånligt, men blev dog endnu mere bleg bare ved tanken, ”Jeg er nød til at blive uanset hvad”. Det ville blive svært nok, sådan som situationen var nu. Hazel havde stadig hånden om Joshuas overarm, som hun straks slap nærmest forskrækket over, at hun havde rørt ham. Det gjorde ondt inden i, ikke bare at kunne hive ham ind i en omfavnelse. At plante et kys på ham bløde læber, var det eneste hun havde lyst til lige nu. Det kunne man dog ikke se på det kolde blik hun sendte ham. tagged Joshua Liam Murdoch wearing this

[/td][/tr][/table][/center]

[Joshua Liam Murdoch]

[atrb=border,0,true][atrb=style,background-image:url(http://i52.tinypic.com/otj5sn.jpg); width: 390px; height: auto; -moz-border-radius: 40px 0px 40px 0px; border-radius:40px 0px 40px 0px; opacity: 0.8; border-right: #6A9955 15px solid; border-left: #6A9955 15px solid;] never let me go BECAUSE I THINK I LOVE YOU TAG: HAZEL MAE ABBEY Der løb alt for mange tanker gennem hans hoved, som han fik bevæget sig ud på gangen. Nogen af de tanker kom af Hazels udråb, og andre på baggrund af hvad han ville sige til forældrene. Hazels hånd greb om hans arm inden han fik bevæget sig ned ad trappen. Det var egentlig ikke fordi at han ikke nemt kunne vriste sig fri fra hende, men følelsen af hendes fingre om armen fik ham til at standse op og se på hende. Hendes ord var til at starte med fornuftige, selvom Joshua overhovedet ikke kunne sætte sig ind i det. Han havde sin far og sine to yngre brødre, og han brød sig ikke engang synderligt meget om sin mor. I forhold til hans far, så var hans mor blødsøden og mugglervenlig. Men Hazels næste ord var som en spand kold vand over hovedet. Hans blik blev sammenknebet i et iskoldt blik, som ville gøre de fleste bange. "Du har ingen anelse," sagde han koldt og skar næsten sine sammenbidte tænder mod hinanden. Hazel anede faktisk ikke noget om deres forhold til hinanden. Hvor anstrengt deres forhold havde været, og hvor meget han tidligere havde foragtet ham og frygtet ham. Og hvordan han stadig holdte ting fra sin far i form af fremtidsplaner. At han ville gøre noget seriøst ud af quidditch. Hans blik gled koldt ned på hendes arm da hun fjernede den. Hvordan reagerede man på den slags? Han vendte om, og i stedet for at gå ned af trappen, så strøg han forbi Hazel og mod det værelse der fungerede som gæsteværelset for ham og hans to brødre lige for tiden. Han var nået halvvejs hen til værelset før han atter skiftede mening og vendte om igen. Han konverterede sin vrede ind i et hårdt og hidsigt kys, som han pressede mod Hazels læber med sådan et styrke, at hvis hun ikke havde kendt ham på forhånd, ville det nok have skræmt hende. Han placerede sin hånd i hendes nakkehår, som ellers var fint opsat, i et forsøg på at få hende tættere på, og trykkede hende samtidig ind mod gangens væg.

[/td][/tr][/table][/center]

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] forbidden love is always more desirable [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Hazel rystede på hovedet, da han svarede hende. Nej, hun havde ingen anelse, men det ændrede ikke tingene. Det her skulle for alt i verden forblive en hemmelighed. Joshua havde muligvis ikke noget at miste, da han tilsyneladende ikke brød sig særligt om sin mor – det var de så to om, men Hazel elskede sin far inderligt. Han ville blive knust, og den tanke gjorde næsten endnu mere ondt end at se Joshua forsvinde ned af gangen. Hun så en smule fortabt ud, som hun stod og så efter ham. Kysset overrumlede hende fuldstændig. Verden omkring hende forsvandt og hun kunne ikke tænke klart. Følelsen af at have ham nær var altopslugende. Hun pressede sig tættere på, hvilket næsten ikke var muligt, og foldede armene bag hans nakke. Kraften bag kysset føltes skræmmende, på trods af, at hun gengældte den med samme styrke. Længsel og frustration eksploderede imellem dem, og Hazel måtte forpustet trække sig væk fra hans bløde læber. Hun lod den ene hånd glide fra hans nakke om til hans kind, mens hun sendte ham et intenst blik. Den efterhånden sædvanlige bekymringsrynke var tydelig mellem hendes bryn, da hun så ind i hans blå øjne. ”Joshua, jeg..”, begyndte hun, men blev afbrudt af et knirkende trappetrin. Hazel drejede forskrækket hovedet i retningen af lyden og fik øje på en af gæsterne. Det var ikke en hun kendte og måtte derfor være en af Catrinas bekendtskaber. Damen så chokeret på dem, vendte øjeblikkeligt om og forsvandt tilbage ned af trappen. Hazel gispede og slap Joshua så pludseligt, at hun nær havde mistet balancen. Hun var fuldstændig bleg i hovedet, da hun drejede rundt for at komme tilbage til sit værelse. Da hun nåede inden for døren, smækkede hun den hårdt bag sig, og efterlod Joshua alene tilbage på gangen. tagged Joshua Liam Murdoch wearing this

[/td][/tr][/table][/center]

[Joshua Liam Murdoch]

[atrb=border,0,true][atrb=style,background-image:url(http://i52.tinypic.com/otj5sn.jpg); width: 390px; height: auto; -moz-border-radius: 40px 0px 40px 0px; border-radius:40px 0px 40px 0px; opacity: 0.8; border-right: #6A9955 15px solid; border-left: #6A9955 15px solid;] never let me go BECAUSE I THINK I LOVE YOU TAG: HAZEL MAE ABBEY Joshua havde svært ved at fatte hvad der egentlig skete. Han gav sig fuldstændigt hen til hende i deres gengældte kys, og hun måtte være den der afsluttede det igen. Han stod ligeså forpustet og betragtede hende med et blik der var så ømt at han næsten så ud som om at han var i smerte... og det var nok i virkeligheden ikke helt forkert. Hendes hånd mod hans kind, som egentlig var kold mod huden, føltes alligevel som om at den brændte ham, og synet af hendes bekymrede rynke fik hans mave til at føles urolig. Han mistede øjenkontakten med hende ved lyden af trappetrinene samt synet af hvad der lignede Catrinas venindes datter, Beatrice, som var i slutningen af 20'erne. Joshua frøs til stedet, og lod Hazel flygte, selvom det gjorde ondt at høre lyden af hendes dør smække bag ham. Beatrice var forsvundet igen, og han stod alene tilbage på gangen. Han ville have reageret anderledes, hvis ikke det var for Catrinas påmindende råb, om at der kun var 5 minutter til at ceremonien gik igang, og Hazel skulle være brudepige. Joshua strøg ned ad trappen, og kunne ikke tage sig af det blik Beatrice mødte ham med, men strøg derimod også koldt forbi hende. "Hvor bliver Hazel af?" lød det fra den stressede brud. Joshua rettede på hendes slør, og gjorde sit bedste for at manøvre et falsk smil op på læberne. Det lykkedes. "Hun kommer om et øjeblik," forsikrede han hende. Joshua fandt sin plads ved dét, der forestillede deres hjemmelavede alter, ved siden af Jonathan, som han havde lovet at holde ringen for. Ceremonien gik et kvarter for sent i gang, men da den gjorde, var hans øjne udelukkende på pigen bag bruden, og han tog sig et øjeblik i at forestille sig at rollerne var ombyttet. Ceremonien forløb som planlagt. Parret fik sagt ja, og Joshua fastsyede sit bedste glædesmil på læberne. Det ville blive en lang dag. Og det var det. Da de endelig havde spist, var det tid til parrets brudevals, stærkt efterfulgt af alle par til brylluppet. Joshua så til mens hans mor lykkeligt stod i sin nye mands arme. Et eller andet sted var det meget smukt, fordi hun syntes at passe så meget bedre ind i hans arme, end i Diarmads. De havde vidst aldrig været et godt par. Som aftenen skred frem, blev bruden og gommen budt op til dans af diverse gæster og familiemedlemmer. Joshua selv var også næsten konstant på dansegulvet, fordi at han havde udtænkt en mindre plan. En af hans dansepartnere var Beatrice fra tidligere, og da de opløste dansen efter sangen, trådte Joshua hen til Hazel som netop havde danset med Joshuas mindre bror. "Vil du danse?" spurgte han, uden at afsløre noget i sin ansigtsmimik, der kunne virke mistænkeligt.

[/td][/tr][/table][/center]