|
|
Post by Sebastian Constantin on Oct 22, 2012 17:11:07 GMT 1
ONE PUSH IS ALL YOU NEED
- - - - - - - - a fist first philosophy - - - - - - - -
Dedicated to » Hazel Mae Abbey * Word Count » 466
Som så mange gange før, havde Sebastian fundet sin vej op mod fællesrummet, kun kort holdt tilbage af en lille gruppe af enten halvblods magikere, eller mugglerfødte. Han kunne ikke læse hvem der var hvad, men deres udtryk ved synes af ham, fik dem til at træde etskrift tilbage, indtil han havde passeret dem. Alene frygten i deres blik sagde ham, han var en af dem de frygtede. Hvorfor dog? Han havde det jo bare lidt sjovt, og desværre skulle de jo gå ud over en mugglerfød eller to, engang i mellem. Men trods mange fandt ham et kendt sansigt i omkring fællesrummet, synes det alligevel som var det en evighed siden han sidst havde sat foden indendøre. Fællesrummet var det eneste komfortable sted på skolen, hvor han kunne slynge sig ned i en sofa, og stadig føre en samtale på lige basic med dem fra andre kollegier.
Hængslerne på den massive dør knagede idét at døren blev skubbet op til fællesrummet. Solen var endnu ikke på vej ned, men lahde derimod en begahelig stemning over lokalet, der i sin tid blev brugt som klasselokale, før den anden troldmands krig hærgede på Hogwarts. Selvom lokalet var forholdsvis stort, var det alligevel ikke umuligt at få et hurtigt overblik over hvem der befandt sig i lokalet. Nogle Hufflepuff elver befandt sig ved et lille rundbord i bagenden af lokalet, formegentlig i gang med lektier, eller hvad sådan nogle små grævlinger ellers roder rundt i.
Sebastian på den anden side, vendte fronten mod et af lokalets mange vindueskarme. Selvom Gryffindor tårnet tilbød den bedste udsigt over Hogwarts’s udendørsarealer, følte han sig bedre tilpas et sted som fællesrummet, for her var han ikke omringet af de løver, der satte en ære i at have politiske holdninger stik modsat af ham selv. Det var ikke fordi han følte sig truet på nogen måde. Han var bare træt af at høre på deres konstante teorier omkring hvor forkerte fuldblodsslægterne er, hvor psykotiske The Riddlers’s holdninger fortsat var, og hvad de nu ellers kan finde på at sige, blot for at styrke det mod der er så nemt at tage fra dem igen.
Sebastian havde begivet sig dybt ind i sine egne tanker, og et listigt smil var ved at bræde sig ud over hans læber. Han lænte sig ind over de kolde sten der udgjorde en vindueskarm, og lod blot tiden flyve forbi ham. Det var ikke indtil Morgana, den lille snog der havde fulgt ham igenne, de sidste mange år, fandt vejen frem til ham, og da den sandfarvede snog endelig dukkede op blandt bøgerne i en reol ved siden, skævede han et øjeblik til hende. Og først da han mærkede hendes kolde skældede krop snurre sig om hans håndflad, følte han sig helt tilpas i sin egen lille verden.
|
|
|
|
Post by Hazel Mae Abbey on Oct 22, 2012 18:52:03 GMT 1
You, sir, are very attractive Therefore, I shall stare at you
Hazel travede hidsigt ind i opholdsstuen. Under armen havde hun bogen 'Dagligliv og social adfærd hos de britiske Mugglere', hvilket nok ville komme bag på dem, som kendte hende godt nok til at vide, at muggler studier var et af de fag, hun absolut ikke brød sig om eller interesserede sig for. Hun slog sig ned i en af de røde lænestole og smed samtidig bogen på bordet i nærheden. Bogen var ekstra lektielæsning, som følge af hendes manglende interesse for faget og urolige opførsel i timerne som hendes lærer så pænt havde udtrykt sig. Hun sendte bogen et giftigt blik, der ville have skræmt et hvert levende væsen væk, og rettede i stedet blikket mod ilden i pejsen. Hun havde en lille rynke mellem brynene, og armene havde hun krydset over brystet, hvilket fik hende til at ligne en sur treårig, som ikke havde fået sin vilje, utroligt meget.
Det var først da fællesstuen blev forladt af et par unge grævlinger, at rynken mellem Hazels bryn forsvandt til fordel for et nysgerrigt skær i de grønne øjne. Hun kastede et hurtigt blik rundt i stuen, der efterhånden næsten var helt mennesketom. Den forhadte bog var hurtigt glemt, da hun fik øje på en kendt skikkelse.
Sebastian Constantin – lige den slags underholdning hun havde brug for på en dag som denne. Det var efterhånden et stykke tid siden, at de havde snakket sammen, på trods af, at de både delte årgang og kollegium. En ting, de ikke delte, var deres politiske holdninger. Det var sjældent, at deres samtaler blev drejet ind på politik, og Hazel havde da heller ikke tænkt sig at fyre op under ham med kommentarer om hans forskruede holdninger. Det så hun ingen grund til lige i dag.
Et lumsk smil sneg sig derfor til en plads på hendes lyserøde læber, da hun rejste sig fra lænestolen med et lille elegant hop og spankulerede hen mod løven ved vinduet. Da hun var nået helt hen til ham, dækkede hun ham blidt for øjnene med sine bløde pigehænder. ”Gæt hvem,” hviskede hun drilsk tæt ved hans højre øre.
sebastian constantin
|
|
|
|
Post by Sebastian Constantin on Oct 23, 2012 8:41:03 GMT 1
ONE PUSH IS ALL YOU NEED
- - - - - - - - a fist first philosophy - - - - - - - -
Dedicated to » Hazel Mae Abbey * Word Count » 466
Under normale omstændigheder ville det give et sæt i kroppen på enhver muggler, der fra et øjeblik til det andet fik frarøvet synet af et par bløde hænder, men Sebastian fortrak sig ikke en mime. Han kendte kun én person der turde finde på at påbegynde det der under normale omstændigheder ville være en gætteleg for mugglerbørn. Et smil smuglede sig frem på hans læber, og en eftertænksom lyd brummede sig frem fra hans hals. ”Hvis det ikke er hende der den over lækre præfekt som alle ved hvem er, så ved jeg desværre ikke hvem du er”, lød det tirrende fra ham. Selvfølgelig kendte han den lattermilde stemme, der drillende hviskede ham i øret.
Hazel Mae Abbey, den jævnaldrende løve han havde kendt så længe. Godt nok havde de ikke snakket sammen længe, men han husker hende stadig tilbage til juleballet sidste år. Så smuk som hun dog var klædt, og det flirtende smil der havde bredt sig på hendes lyserøde læber. Trods deres så forskellige meninger om magikere, der ofte satte gang i en diskussion eller to, så havde de også ting til fælles. Og netop fordi det rene magikerblod også flød i hendes årer, var det gang på gang en skuffelse, at han endnu ikke havde formået at tale hende til fornuft. Men han måtte dog indrømme at god underholdning, det var hun.
|
|
|
|
Post by Hazel Mae Abbey on Oct 23, 2012 21:22:29 GMT 1
You, sir, are very attractive Therefore, I shall stare at you
Hazel kunne ikke lade vær med at le ved hans ord. ”Jeg vidste ikke, at du havde en ting for Jacob Arrington?” fnes hun og boblede af grin ved tanken om Jack i kjole og endnu mere ved tanken om Sebastian og ham sammen. Jack var præfekt - mærkeligt nok - og en Riddler og derfor bestemt ikke en af hendes yndlingspersoner og da slet ikke efter overfaldet på Gareth – en god ven og kollegianer. Det kunne selvfølgelig ikke bevises endnu, hvem der var indblandet, men Hazel var ikke i tvivl. Hun rystede hurtigt tanken om Gareth af sig. Det var ikke ligefrem et muntert emne.
Hazel slap ham med et skævt smil, så han kunne se igen og hoppede dernæst op i vindueskarmen. Stenene, som udgjorde vindueskarmen, var en anelse kolde mod hendes lår, som kun var dækket af et par sorte nylonstrømper. Hun trak ærmerne på den tykke trøje, hun havde på, ned over hænderne, for at varme dem, men hun betragtede ham. ”Mr. Constantin.” Hun tøvede lidt med et smil på læben og blikket på ved hans øjne. ”Hvordan går det?” spurgte hun da og snoede samtidig en tot af det lyse hår mellem to fingre.
Tanken om sidste års julebal gav hende blandede følelser i maven. Hun havde danses med Sebastian og havde dernæst fortrukket sig til vinterlandskabet udenfor for at dampe de røde kinder lidt af. Udenfor havde hun mødt Joshua. Det gav et sug i maven ved tanken om ham og deres kys. Hendes kinder blev en anelse røde, og hun kastede hurtigt et blik ud af vinduet. Joshua var hendes stedbror, måtte hun huske på, hvilket betød, at tingene ikke var som før. Det kunne de ikke være.
Da hun vendte hovedet i retningen af Sebastian igen, var rødmen forsvundet, og det muntre smil havde igen sin plads på hendes læber.
sebastian constantin
|
|
