The poets leave hell...

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]

Emilia var ikke fuldt ud bevidst om den effekt hun havde på Giovanni, så snart hun løftede hånden og hvilede den imod hans kind. Det var nærmere en del af hendes natur og det var rent instinktivt, at hun gjorde det. Det havde alt at gøre med det magiske, umenneskelige blod der løb igennem hendes årer, men for hende, var det blot en del af den hun var. En evne der stadig var skjult for hende selv, så naturlig, at hun ikke skænkede det en tanke og det strømmede langsomt ud igennem hende, styrket af den tiltrækkende effekt han i forvejen havde på hende.

Hans hud var varm under hendes håndflade og hun fandt selv, at samtalen hurtigt gled i baggrunden og hun lod sig fange af hans mørke blik i hendes. Selvom de begge var tavse, var stemningen ikke akavet eller ubehagelig. Derimod føltes luften elektrisk og Emilia glemte i nogle lange øjeblikke helt, hvordan man trak vejret. Da hun blev bevidst om det, trak hun uhørligt vejret dybt ned i lungerne og lod langt om længe hånden mod hans kind falde. Hendes blik veg dog ikke fra hans og hun var overbevist om, at hendes hjerterytme snart ville vække hele slottet. Hun havde ikke flere ord, bange for at øjeblikket ville briste, hvis en eneste lyd slap ud.

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni havde fuldkommen glemt alle sine ellers skudsikre og overbevisende argumenter. Ord og sætninger han havde liret af sig gang på gang, uden at miste passionen eller troen på dem, men i det sekund Emilias hånd lagde sig mod hans kind, forsvandt de alle som dug for solen. Det eneste han kunne koncentrere sig om, var hendes lyse øjne og den stadig meget uvante, fysiske kontakt. Han var vant til at ingen rørte ham. Kun blodforræderen der kaldte sig hans mor forsøgte og han undgik hende såvidt muligt. Men Emilia gjorde det med en ro og selvfølgelighed der fik ham til at tøve.

Først da hun tog en hurtig indånding og lod hånden falde kunne han tænke klart igen, men slap hende ikke med blikket af den grund. Hans blik var om muligt blevet endnu mørkere og det var i den allerede sparsomme belysning umuligt at se, hvor det brune stoppede og hans pupiller startede. Hans hænder løftede sig langsomt og nåede hendes ansigt før han selv bemærkede det bevidst. Han tøvede et splitsekund, men ikke nok til at det reelt blev et ophold, og smøg dem ind under det næsten hvide hår.

Han lagde dem blidt mod hendes hals, mærkede hendes puls og åndedrag tydeligt og stoppede et øjeblik. Ikke fordi han tøvede, men for at dvæle ved den berusende fornemmelse det var. En ny form for magt og alligevel ikke. Han vidste han ville stoppe hvis hun bad ham og det i sig selv slog endnu en lille revne i facaden. I stedet for at tænke nærmere over det bøjede han hovedet, langsomt, og stoppede da hans læber var lige ud for hendes, bare for at se hendes øjne, inden han lukkede afstanden de sidste millimeter og lod sine læber møde hendes ganske let.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Selv da Emilia lod hånden falde, kunne hun ikke løsrive sit blik fra hans mørke øjne. Hun følte sig tryllebundet på en måde, der fik hende til at tvivle på om hun drømte eller om hun var vågen. I et splitsekund føltes det som om hendes hjerte stoppede med at slå, som hans hænder kom nærmere og snart trak et kildrende spor over hendes hals, da de gled ind under hendes hår. Emilias blik flakkede en enkelt gang, men hun trak sig ikke væk.

I stedet var hun fanget af de mørke øjne, som hun forsinket registrerede, kom tættere og tættere på. Hendes læber var let adskilte, ikke fordi hun havde tænkt sig at sige noget og hun var i et urationelt øjeblik bange for at trække vejret, i sikker forvisning om, at det ville få hele illusionen til at fordampe. Hendes puls slog hurtigt og hans tydelige duft, som han kom tættere og tættere på, sneg sig ind i hendes næsebor og fik hende nærmest til at føle sig svimmel.

Alligevel rørte hun sig dog ikke det mindste, men stod musestille på stedet, idet hans læber ramte hendes. Det korte, flygtige kys hun havde fået af Gareth, var ingenting i forhold til dette. Det føltes som om hele hendes hud kriblede og gik ned i hendes knæ, der pludselig føltes som gele. Hvad der dog var mest bemærkelsesværdigt for Emilia, var at for en gangs skyld, dansede tankerne ikke rundt i hendes hoved. Der var intet andet end Giovanni og den altoverskyggende følelse af hans læber imod hende og ganske instinktivt gengældte hun det milde pres.
[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovannis fingerspidser krummede sig helt på egen akkord lidt ind mod Emilias hals mens hans øjne gled i uden at han tænkte over det. Hele scenariet var surrealistisk, for ham i det mindste, men han følte sig mere draget mod pigen foran sig, end han kunne huske at have gjort med nogen andre af det modsatte køn. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre med sin, betagelse og alligevel virkede det ganske klart, da hans læber mødte hendes.

Da hun ikke trak sig væk, lænede han sig lidt mere ind mod hende og lagde dermed mere pres mod hendes mund, mens hans tommelfingre strøg let over siderne af hendes hals. Den hurtige puls der bankede lige under huden fik en iling til at at vandre hele vejen op langs hans rygrad og ende i hans nakke hvor de små hår rejste sig.

Han brød væk med en let skælvende indånding, men trak kun lige hovedet nok tilbage, til at kunne kunne se hele hendes ansigt med fornyet fascination mens han løftede den ene hånd fra hendes hals og i stedet strøg bagsiden af fingrene blidt ned over hendes kind, følgende sin egen bevægelse med blikket før han så hende i øjnene igen med et ulæseligt blik "Er du min.. Emilia?" hans hånd gled igen ned og lagde sig mod siden af hendes hals, og tvang hende diskret til at hold ansigtet løftet mod ham.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Resten af verden var effektivt gledet i baggrunden, idet Giovannis læber ramte hendes og centrerede sig i stedet udelukkende omkring den lille boble de befandt sig i. Rent instinktivt var Emilias øjenlåg gledet i og hun behøvede ikke at tænke for at gengælde det milde pres, men fulgte blot hendes krops tydelige reaktioner. Hendes hjerte hamrede afsted i brystet på hende og idet splitsekund deres læber igen skiltes, måtte hun indrømme overfor sig selv, at det havde været alt, hun nogensinde havde drømt at en kys ville være.

Langsomt gled hendes øjenlåg op igen og hun trak vejret hørligt ned i lungerne, uden på noget tidspunkt at ønske, at han skulle trække sig væk igen. Hun skælvede uvilkårligt lidt under hans fingre mod hendes kind og Emilia kunne ikke hindre sit blik i at flakke den mindste smule, som hun lod det hvile på hans ansigt.

Hans blik der hævede sig til hendes kombineret med det spørgsmål han stillede, startede en hel kaskade af sommerfugle i Emilias mellemgulv og i et splitsekund virkede det hele for godt til at være sandt og hun fortalte sig selv, at det var en drøm hun ville vågne fra om et øjeblik. Da hun indså, at det ikke var tilfældet, multiplicerede sommerfulgebestanden sig effektivt og hun følte sig helt svimmel over det surrealistiske og absolut fantastiske øjeblik, der var bedre end noget hun nogensinde havde drømt om. På samme tid var hun derfor ikke et øjeblik i tvivl om svaret på hans spørgsmål og hun nikkede ganske let med et næsten hviskende ”ja,” som sendte en behagelig illing ned langs hendes rygrad.
[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovannis mundvige trak op i et smil, næsten synkront med Emilias øjenlåg der gled op og igen lod ham se lige ind i hendes intense, lyse øjne. Han tog en langsom, kontrolleret indånding, uden at ville, eller kunne, bryde øjenkontakten med hende igen før han strøg fingrene ned over hendes kind. Da han mødte hendes blik igen var det med et lavmælt spørgsmål og uden at vide den mindste usikkerhed på, at hun ville bekræfte ham i det han lige havde spurgt om.

Da hun gjorde trak hans læber lidt mere tilbage og blottede et øjeblik hans tænder. En lille tænksom rynke sneg sig ind mellem hans øjenbryn. Så nikkede han, på samme langsomme, kontrollerede måde, som han kort forinden havde taget en dyb indånding og løftede igen hånden for at lægge hånden fladt mod hendes kind "Mit månebarn.." blev hans lavmælte svar før han lænede sig lidt frem og plantede et dvælende kys på hendes pande.

Da han trak sig tilbage igen, gik han et halvt skridt bagud og vendte hende med en blid, men bestemt bevægelse om mod teleskopet igen "Du går glip af stjernerne." konstaterede han overflødigt, smilede igen og gjorde et opfordrende kast med hovedet mod kikkerten, uden selv at fjerne hånden fra hendes ryg og uden på noget tidspunkt at tage blikket af hende.

C L O S E D