The poets leave hell...

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni stod bøjet over en af de mange stjernekikkerter skolens observatorium rådede over. Han havde flyttet den hen til et østvendt vindue, for at få det bedste udsyn over nattehimlen. Han rettede sig op, stillede lidt på kikkertens indstilling og bøjede sig over den igen. Et tilfreds smil trak hans mundvige opefter før han rettede sig helt op igen og tog et skridt tilbage

Han vendte sig halvt mod døren der førte ud på gangen der stod på klem. Der var stille. Komplet stille, efter reglementeret sengetid som det var. Han var dog urokkelig i sin sikkerhed på, at der snart ville være listende skridt, fulgt af det lyse hår og de dragende, blå øjne han ikke helt kunne slå ud af hovedet. Han tog en dyb indånding og strammede grebet om sig selv. Hårdt og stædigt, uvillig til at lade sig distrahere fra den store plan og uden at ville indrømme overfor sig selv, at han allerede var det.

Han rynkede irriteret brynene og rev blikket væk fra døren. Han greb sin taske der stod nogle skridt væk og tog den med sig hen til vindueskarmen. Han satte sig i den med tasken på skødet og benene trukket op mod sig selv. En bog blev trukket op og slået op ved det indlagte bogmærke før han fandt sin tryllestav frem og med et lavmælt "Lumos." begyndte at læse, stadig med det halve af sin opmærksomhed mod døren til gangen.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Emilia havde ikke glemt synet af Gareth, som hun havde fundet ham på gangen. Faktisk, var hun ikke klar over, hvordan hun nogensinde skulle kunne glemme det. Af samme grund var hun splittet mellem den følelse af angst der havde manifesteret sig siden episoden og nysgerrigheden efter at følge den klare opfordring, hun havde fået øjeblikke før den hæslige hændelse.

I sidste ende, var det en blanding af frygt og sjælden sund fornuft, der havde fået hende til at kravle under dynen og gøre et forsøg på at falde til ro. Et par timer senere, lå hun dog stadig og betragtede loftet i sin himmelseng, der var fortryllet til at efterligne nattehimlen. Det var intet i forhold til magien i storsalens loft, men alligevel nok til at det glimtede let og fortryllende over hende.

Et lydløst suk gled ud mellem hendes læber og hun lod i nogle sekunder øjenlågene glide i igen, blot for at se et par helt bestemte mørke øjne i sine tanker, der havde det med at vende tilbage til hende i tide og utide. Denne gang, var det dog netop det, der afgjorde sagen for hende og idet hun lod øjenlågene glide op igen, skubbede hun dynen til side og lod benene glide ud over sengekanten.

I de første sekunder skælvede hun over temperaturskiftet og trippede lydløst hen til sin kiste, for at glide ned på knæ. Snart havde hun fundet sin blå kappe og lukkede den beskyttende omkring sig, som hun rakte ud efter sin tryllestav på natbordet og fortsatte, forsigtig med ikke at vække de andre piger, ud på de kolde stentrapper, der ledte ned til opholdsstuen. Som forventet, var den endnu ikke affolket, men de få der var, lod ikke til at tage videre notits af hende. Der var intet underligt over elever der listede sig igennem, for at besøge badeværelserne.

Det var dog ikke mod dem, Emilia havde sat kursen. Tværtimod kiggede hun sig en ekstra gang over skulderen, da først hun nåede ud igennem åbningen og bevægede sig så med langsomme, forsigtige skridt ned af den snoede vindeltrappe. På vejen løftede hun tryllestaven let, mumlede et lavmælt ”lumos,” og lod sig lede af det hvide, skinnende lys, der sprang til live for enden af den mønstrede stav.

Normalt var der intet bedre for Emilia, end muligheden for at udforske slottet i ly af mørket og fri for de mange mennesker der normalt dominerede korridorerne, men nu fandt hun, at stilheden og mørket var foruroligende og hun måtte flere gange overbevise sig selv om, at følelsen af øjne der fulgte hende, blot stammede fra de mange malerier på gangene.

Da Emilia endelig nåede trappen til observatoriet, var hendes vejrtrækning dog alligevel hurtigere end normalt og hun måtte stoppe et par sekunder for at berolige sig selv, før hun bevægede sig op af trinnene, der føltes lige så velkendte som dem op til Ravenclawtårnet. Da hun nåede toppen slog hun et let slag med staven og fulgte op med et hviskende ”nox” og i nogle sekunder måtte hendes øjne vænne sig til mørket. Emilia trak den korte kappe tættere omkring sig, men lod endnu ikke tryllestaven forsvinde ned i lommen, som hun åbnede døren og gled ind, uden anden lyd end den svage antydning af hængslernes knirken. Ved første øjekast virkede rummet mørkt og forladt, før hun nåede et par skridt frem og kunne se det umiskendelige skær fra en anden tryllestav. Lyset slørede dog netop også hvem der skjulte sig bag og af samme grund, stoppede hun op hvor hun var, missende let med øjnene mod lyset og med fingre der knugede sig lidt tættere omkring stoffet på kappen hun holdt sammen i en ubevidst, nervøs handling.

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni stivnede da en svag hvisken trængte ind gennem dørsprækken og hans blik var straks rettet mod samme. Hvis ikke han i forvejen havde været fokuseret på alle lyde omkring sig, ville han sikkert ikke have hørt noget og selv nu var han ikke helt sikker på det rent faktisk havde været andet end en af de mange lyde der huserede på det gamle slot.

Han blev dog bekræftet da døren øjeblikket efter blev skubbet op og han strammede vagtsomt grebet om sin tryllestav, uden at gøre sig den ulejlighed at slukke den. Han var ikke bange for mørket, eller for at gå alene rundt efter sengetid. Han kendte allerede det værste der lurede i skyggerne, og det skræmte ham ikke.

Han smilede tilfredst da han genkendte den lyshårede skikkelse og lagde roligt bogen fra sig, før han svang benene ned fra vindueskarmen og flyttede lidt på tryllestaven, så lyset fra den ville oplyse ham i stedet for at skjule hans ansigt "Det er efter sengetid.." konstaterede han lettere overflødig og blev siddende med et vurderende blik på hende "Er du ikke bange for at få ballade med professorerne?" det trak igen lidt i hans ene mundvig, mens han så afventende på hende.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]

Der gik ikke mange øjeblikke, før Emilia blev bevidst om, at hun ikke var alene i observatoriet. Af samme grund holdt hun i nogle splitsekunder vejret, mens hun glippede med øjnene imod det skarpe lys, der kunne skjule hvem som helst bag sig. Hun var dog ikke i tvivl om hvem hun egentlig håbede det var og da Giovannis stemme lød, virrede det let i hendes mellemgulv.

Øjeblikket efter blev den andens tryllestav sænket og Emilia var få sekunder efter i stand til at se ham i vindueskarmen. Som direkte effekt af det og hans ord, trak et smil frem over hendes læber og hun trak kåben lidt tættere sammen omkring sig, før hun på bare fødder tog et par skridt i hans retning. ”De er ikke så svære at undgå,” svarede hun og lod tryllestaven forsvinde ned i sin ene lomme, for øjeblikket efter at løfte samme hånd og stryge det løse hår om bag øret i den ene side. ”Desuden...” Genfærdet af et smil hvilede stadig på hendes læber og afslørede lidt af hendes tænder.

”... Havde nogen fortalt mig, at der er stjernestorm i nat,” det trak lidt længere op i hendes mundvige og hun lod sit blik dvæle ved ham i nogle øjeblikke, før hun fortsatte med langsomme, svævende skridt i retning af det store glasparti, der afslørede nattehimlen. Hendes øjne udvidede sig let ved synet og hun fandt, som altid, at synet tog pusten fra hende. ”En mulig eftersidning er en lille pris at betale.” Hun drejede hovedet og så sig over skulderen, imod den lyshårede troldmand, hun havde vendt ryggen til. Emilias læber trak sig igen op i et smil, før hun vendte blikket mod nattehimlen igen.
[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovannis øjenbryn gled lidt op i panden, mere spørgende og underholdt, end overrasket "Virkelig? Du har måske ligefrem erfaring i den henseende?" det sitrede svagt i hans mundvige igen, mens han roligt blev siddende og klart forventede at hun kom nærmere ham og ikke omvendt "Desuden hvad.. Emilia?" han lagde hovedet lidt på sned og betragtende hende uudgrundeligt. Lod blikket glide fra hendes ansigt, ned over kåben hun holdt sammen omkring sig, til den endte lige over hendes knæ og afslørede både bare ben og fødder.

Han løftede det igen til hendes ansigt da hun fortsatte, og med en kort tanke på at hun måtte fryse fødderne, uden at sige det højt "Virkelig?" et skævt smil trak hans mundvige opefter og blottede hans fortænder "Jeg tror måske nogen havde bagtanker, men jeg kan ikke være sikker." han så konspiratorisk på hende og var tavs nogle lange øjeblikke mens han blot betragtede hende som hun så ud af de store vinduer.

Han løftede sin stav lidt mens han på samme tid rejste sig og fik lyset i staven til at gå ud med en lydløs kommando. Den blev stukket tilbage i hans ene lomme, før han gik over til den kikkert han allerede havde indstillet i den rigtige position "Kom.." opfordrede han hende med en fremstrakt hånd og gik et skridt eller to baglæns før han endte stående ved siden af kikkerten så hun kunne komme til "Du er i god tid, men så kan du nå at få det hele med."

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Emilias mundvige trak op i et let hemmelighedsfuldt smil over hans spørgsmål, men hun svarede ikke på det. I stedet fortsatte hun med en ikke særligt diskret hentydning. Det trak let op i hendes mundvige over Giovannis svar og hendes blik svævede i et øjeblik uudgrundeligt ved ham. ”Måske,” kom det let fra hende, i et lavmælt og let dvælende tonefald, før hun øjeblikket efter bevægede sig over imod glaspartiet der udgjorde en stor del af tårnet.

Synet var som altid overvældende og fik hende til at føle sig en anelse åndeløs. Hun bemærkede ikke lyset gå ud bag sig, skønt der ingen tvivl var om at det var væk. Hendes blik blev hængende ved nattehimlen, skønt hun var ulideligt bevidst om den andens tilstedeværelse og den kriblende fornemmelse det satte gang i, i hendes mellemgulv. Det var lige så meget for at styre sin egen lette nervøsitet, at hun tyede til det hun gjorde bedst. At studere stjernerne og månen.

Hans stemme igennem stilheden, lokkede hende dog til at dreje hovedet og finde ham med blikket i skæret fra månen. Den flyvske fornemmelse i hendes mellemgulv tog til i styrke ved hans ord og hendes blik faldt til den hånd han rakte frem imod hende. Efter et kort sekunds tøven, rakte hun dog frem og tog imod den, før hun tog det ene trin op til teleskopet. Emilias hjerte bankede uvilkårligt lidt hurtigere i brystet på hende og hun var overbevist om, at han måtte være i stand til at høre det. Af samme grund havde hendes kinder fået en let rosa kulør, heldigvis skjult af det næsten fuldkomne mørke og hun lod kort blikket møde hans, med et lille smil spillende over læberne. Hans hånd slap hun igen og fulgte i stedet hans opfordring og drejede sig mod kikkerten, for at sætte øjet tæt til. Synet der mødte hende var intet mindre end fantastisk. ”Åh.”
[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovannis lille smil trak uvilkårligt mere op over Emilias næsten drillende svar og hans blik fulgte hende nysgerrigt hen til de store vinduer. Nogle sekunder stod han blot sådan, før han slukkede lyset fra sin stav og selv gik nærmere. Hans opfordring var klar, selv uden den fremstrakte hånd, men det var med tilfredshed han så hende række ud og følge den. Han lukkede fingrene om hendes slanke hånd helt instinktivt og rynkede næsten usynligt brynene over den uvante fornemmelse.

Han dvælede dog ikke ved den, men gik et par skridt tilbage så hun kunne få plads ved teleskopet. Det lille udbrud der undslap hende var intet mindre end han havde forventet, men fik ham alligevel til at smile, mens han, modsat hende, ikke så på nattehimlen, men på hende "Fantastisk, ikke`?" hans blik var om muligt endnu mørkere i den svage belysning og han lod det ugenert glide ned over hendes ansigt.

Hendes hår så næsten sølvfarvet ud i månelyset og han tog sig i at overveje, om det føltes ligeså blødt som det så ud. Før han nåede at overveje nøjere, havde han løftet den ene hånd og fanget en lok mellem to fingre. Han holdt blikket på sine egne fingre, mens han langsomt lod hånden falde og dermed lod det lyse hår glide ud mellem sine fingre, kun for at få bekræftet sin egen tanke og uden at gøre det mindste forsøg på at få sin handling til at se tilfældig ud "Hvorfor kom du, Emilia?" hans hånd faldt helt, og hans blik vandrede tilbage til hendes ansigt med et svagt uforstående glimt i de mørke øjne.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]

Emilias fingerspidser hvilede let mod det nederste af stjernekiggerten, mens hun betaget betragtede det forundelige syn igennem linsen. Normalt ville hun kunne have stået der resten af natten, men den viden om at Giovanni stod lige bag hende, var forfærdeligt distraherende. ”Det er smukt,” svarede hun på hans spørgsmål og rettede sig lidt op igen, med den intention at tilføje mere.

Det nåede hun dog aldrig til, før hun effektivt gik i stå og uden at være klar over det, holdt vejret en lille smule, da han fangede en lok af hendes hår. Hendes blik hvilede på hans ansigt i halvmørket og faldt til hårlokken, som den gled ud i mellem hans fingre igen. Den svirrende fornemmelse i hendes mellemgulv tog kraftigt til i styrke og hun var overbevist om, at han måtte kunne høre hendes hjerte banke hurtigere, da hun igen så op og mødte hans sorte øjne.

Det var hypnotiserende og det virkede alt sammen som en drøm. Tanken fik det til at prikle over hendes hud, som en enkelt kuldegysning løb igennem hende over hans spørgsmål. Det skyldtes dog lige så meget udtrykket hun kunne ane i hans blik og uvilkårligt lod hun hovedet falde lidt til siden. ”Fordi jeg havde lyst,” svarede hun sandfærdigt. Hun holdt en kort pause, med et blik der flakkede lidt, før hun tog mod til sig og lavmælt fortsatte. ”Og fordi jeg havde en anelse om at du ville være her.”
[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni nikkede langsomt i bekræftelse af Emilias udtalelse, men havde stadig ikke vendt blikket mod nattehimlen da et brummende "Mhmm.. meget.." han brugte ikke flere ord, men rakte i stedet op efter en lok af hendes lyse hår og lod den langsomt glide ud mellem sine fingre, mens han fulgte sin egen bevægelse med blikket. Han var sig samtidigt Emilias blik på sit ansigt komplet bevidst, men det var først da spidsen af hårlokken slap ud af hans greb, at han selv drejede hovedet en lille smule, og så hende i øjnene.

Hans spørgsmål hang stadig ubesvaret i luften mellem dem mens han holdt hendes blik fast. Ikke i en egentligt bevidst handling, det var bare sådan han oftest gjorde. Øjenkontakt var noget helt for sig selv og det sagde meget om personen man stod overfor, uanset om de så væk eller besvarede blikket. Det sidste gjorde sig dog gældende lige her og han tog sig i at undre sig momentært før hendes tilføjede svar, fik ham til at smile impulsivt og fremvise hele tandrækken et kort øjeblik. Uden at tænke over det blev det ham der slog blikket ned først. Kun et øjeblik, så så han op igen og fandt hendes lyse øjne i mørket igen "Jeg er glad for du kom." hans stemme var rolig og lavmælt, selvom der egentligt ikke var nogen grund til at sænke den og smilet var igen svundet ind til fordel for et uudgrundeligt udtryk.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]

Emilias hænder gled langsomt fra stjernekiggerten og faldt ned langs hendes side, da hun drejede sig lidt og så på Giovanni. Hendes hjerte slog hurtigere end normalt og det føltes mildest talt som om, det var kravlet helt op i halsen på hende. Mørket, stjernerne, hans stemme og det hun kunne ane af ham i måneskæret... Det var som om, hun var trådt direkte ind i et af de mange eventyr hun over årene havde læst og det tog fuldkommen pusten fra hende.

Den svirrende fornemmelse af sommerfugle i hendes mellemgulv tog til i styrke over hans næste ord og hun så let fortryllet på ham. ”Er du?” kom det lavmælt fra hende, næsten overrasket, men ikke helt alligevel. Noget i hans blik, som hun kun lige kunne ane, fik det til at krible helt ud i hendes fingerspidser og sendte samtidig en behagelig kuldegysning ned over hendes ryg. Der var noget over ham. Et eller andet. Som om der var noget han holdt skjult, nøjagtigt ligesom en uåbnet bog. Det var netop det, der hele tiden drev hende nærmere og gjorde, at hun ikke havde været i stand til bare at lægge sig til at sove.
[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni var på ingen måde blind overfor de reaktioner han fik fra Emilia. De var tydelige, selv i det sparsomme lys og gjorde kun hans nysgerrighed større. Det var ikke en situation han var vant til. Ikke at tale med hunkøn, men mere at de ikke enten hvæsede forsvarsberedt, krøb skræmte sammen eller slet og ret skyndte sig uden for rækkevidde. Emilia var anderledes og han følte sig draget mod hende, uden helt at kune sætte fingeren på hvorfor.

Han smilede igen svagt og nikkede uden at slippe hende med blikket "Ja.." svarede han simpelt og lavmælt, mens han igen lod blikket glide dvælende over hendes ansigt. Hun var køn, mere end køn og han kunne ikke helt se sig mæt. Samtidigt fik han adskillige andre tanker der alle gik med hende som omdrejningspunkt, men for nu forholdt han sig afventende, og overskred ikke den fysiske barriere mellem dem igen.

I stedet drejede han sig halvt mod de store vinduer igen, uden at flytte fødderne, og så op i den mørke himmel, der alligevel ikke var komplet mørk "Man føler sig lille og ubetydelig, ikke?" han drejede hovedet og så uudgrundeligt på hende før han igen vendte blikket opefter "Uden betydning når man står og ser derop." han tav et øjeblik og hans blik blev fjernt "Som et støvkorn.."

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]

Emilia var halvt overbevist om at hun drømmede og ville vågne lige om lidt. Der var noget sælsomt, helt ubeskriveligt over situationen og det gjorde, at hun havde svært ved at løsrive blikket fra Giovanni igen. Hun følte sig stadig åndeløs og den følelse blev ikke mindre, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun sagde dog ikke mere, men betragtede ham blot, indtil han blev den første til at dreje sig væk. Først da, blev Emilia bevidst om at hendes blik havde været fanget og hun drejede selv hovedet, for at se mod stjernehimlen.

Under normale omstændigheder, ville det have været netop dén, hun ikke kunne løsrive sit blik fra. Det var dog ikke tilfældet og selvom hun ikke så på ham, var hun alt for bevidst om, at Giovanni stod lige ved siden af hende. Da han talte igen, trak hun vejret hørligt ind og drejede hovedet igen, med et forundret blik. Det var som om, han var trængt ind i hendes tanker og hun genkendte hans ord, fra den følelse hun selv så ofte stod med. Hendes blik dvælede længe og let forbløffet ved ham, indtil hun blev klar over det og igen vendte blikket bort og rettede det mod stjernerne igen, med et svagt nik som det eneste svar.
[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Det trak svagt i Giovannis mundvige over Emilias hurtige indånding. Selvom han ikke havde haft nogen bagtanke med sine funderende ord, men at han havde ramt plet, var forholdsvis tydeligt, hendes reaktion taget i betragtning. Han holdt dog stadig ansigtet vendt mod nattehimlen lidt endnu "Jeg kan godt lide stjernene.." fortsatte han og lagde hovedet lidt på skrå mens han roligt fortsatte sin tankestrøm "De giver en illusion om bestandighed, tror jeg.." han drejede hovedet og bøjede hagen lidt ned mod brystet for at kunne se ordentligt på hendes opadvendte ansigt "De flammer op, de falder sammen og de brænder ud, men herfra.." han løftede hovedet lidt igen og skævede op mod himlen uden at vende ansigtet væk fra hende "..herfra, kan jeg lade som om." han rynkede brynene lidt og virkede et øjeblik som om han var gledet helt hen i sine egne tanker.

Så tog han han en dyb indånding og rettede så igen blikket mod hende, låste det fast i hendes lyse øjne et sekun eller to og smilede uudgrundeligt "Jeg kan lade som om ting varer ved. Lade som om et liv er mere end et ubetydeligt øjeblik i det store hele." han løftede hånden og fangede igen en af hendes lyse lokker mellem to fingre uden at stoppe med at tale "Guder kommer og forsvinder igen.." hårlokken gled ud mellem hans fingre, men han sænkede ikke hånden "Mennesker flimrer, lyser op et kort sekund og falmer bort.." han lod to fingre stryg over hendes kind, forundret over den bløde fornemmelse, følgende sin egen bevægelse med blikket helt i sin egen verden, kun bestående af det fascinerende væsen der var hende og den lille boble hans egne ord skabte "Verdener er ikke evige. Galakser er forbigående. Flygtige begreber der lyser som ildfluer og svinder ind til kulde og støv.." han tav og et øjeblik var hans mørke øjne næsten sørgmodige før han lod hånden falde "Men jeg kan lade som om.." gentog han lavmælt og blev så blot stående og så hende i øjnene.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]

Emilias blik dvælede ved stjernerne på nattehimlen og hun lyttede intenst til Giovannis stemme, der syntes at slynge sig om hende i halvmørket. Det var som en uvirkelig drøm. En fantastisk og fortryllende drøm, men stadig uvirkelig. Emilia holdt blikket rettet imod de funklende stjerner, lige indtil hans ord, om at han kunne lade som. Det fik hende til at dreje ansigtet imod ham og se op imod ham, med et svagt uforstående ansigtsudtryk.

Som han fortsatte, dannede en lille rynke sig i mellem hendes øjenbryn, men hun afbrød ham ikke. Hun var på samme tid fascineret og uforstående over hans ord. Ubevidst holdt hun vejret, da han rakte frem og endnu engang strøg en lok af hendes hår mellem sine fingre og hun slap et lavmælt, næsten uhørligt suk over hans fingre der strøg let over hendes kind, og fik huden under til at sitre mere end behageligt. Eller sådan føltes det i hvert fald.

”Nej,” kom det åndeløst fra hende, næsten hviskende, lidt til hendes egen overraskelse. ”Ethvert liv er unikt,” fortsatte hun, stadig med det let uforstående udtryk i de klare, blå øjne. ”Alting har en betydning,” Emilia havde uden at tænke over det, nærmet sig ham lidt. ”Alle mennesker, dyr, træer og planter... Selv stjerner, har deres egen historie. Ingen af dem er ubetydelige.” Instinktivt havde Emilia løftet den ene hånd og fulgte en impuls hun ikke helt vidste hvor kom fra, da hun lagde sin hånd blidt imod hans kind. Selvom der var en mærkbar højdeforskel imellem dem, føltes det ikke unaturligt. Tværtimod og hun var bevidst om hvor varm hans hud var under hendes håndflade. ”Der er skønhed i alting. Selv hvis det kun er for et øjeblik.”

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

I saw the beautiful things that the sky holds
and we issued out, from there
to see, again, the stars

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovannis blik var blevet fjernt mens han talte, og selvom han stadig så hende i øjnene, virkede det stadig som om han kun var halvt tilstede. Han blinkede med et let overrasket udtryk da hun brød den anspændte stilhed og rynkede brynene spørgende, uden at sige noget mens hun fortsatte.

Han lod ikke skinne igennem, at han måske ikkevar helt enig med hende. Faktisk overhovedet ikke, men de kommentarer der formede sig i hans tanker, blev alle der og han betragtede hende i stedet stadig fascineret mens hun talte. Han tog sig selv i at nikke, uden at tænke over det før han havde gjort det. Alligevel åbnede han munden for at slå fast, at nogle liv var mere unikke end andre, for at udtrykke sin skepsis på en pænere måde end han ellers normalt ville gøre.

Han nåede det dog aldrig, før Emilias løftede hånd fangede hans opmærksomhed ud af den ene øjenkrog og han helt instinktivt stivnede vagsomt. Før han nåede at træde tilbage eller forhindre hende i at gøre det åbenlyse, lagde hendes hånd sig mod hans kind og han gik lidt i stå. Hans forbehold smuldrede langsomt, men sikkert og hans skuldre faldt fra deres anspændte position. Hans læber var stadig lidt adskilte, men ingen ord kom ud. Hans blik flakkede, først én gang. Så en gang mere før han nikkede langsomt en enkelt gang og samtidigt mærkede sine argumenter glide i baggrunden. De virkede pludseligt underligt sekundære, ligegyldige, så længe Emilias varme hånd hvilede mod hans kind og hans blik var låst fast i hendes.