just the same

[Theodor Gray Harmon]

i like to keep some things
to myself

Regnen trommede rytmisk mod vinduet og fik eleverne til at døse hen. Alt virkede til at være mere spændende end en time med Magiens Historie og selvom der var mindre end tre minutter til at klokken ringede fri virkede det som en evighed, ikke kun for Theo men også for resten af klassen. Det var få elever der fandt faget spændende og den unge troldmand var absolut ikke en af dem, hvis ikke det ville påvirke hans karaktere var han skredet fra timen for længst. Men Theodor var meget engageret i sit skolearbejde og han ville aldrig forlade en time hvis det betød at han ville dumpe. Bare tanken om et ’T’ fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham.

Opslugt af sine egne tanker, lagde han slet ikke mærke til at de andre blev rastløse; bøger blev fejet lydløst ned i taskerne, der blev sat låg på blækket og fjerpennene blev smidt ned i de dybe afkroge af tasken. Først da klokken gav genklang i hele lokalet vågnede Theodor fra sin fantasi verden og da var størstedelen af klassen allerede smuttet. Med et skævt smil om læberne rejste han sig langsomt op fra sin stol og fik lagt tingene ned i sin taske før han forlod klasseværelset i en hastig fart.

Theodor stoppede i døren der førte ud til gangen for at lade en elev, med en hel stak bøger i favnen, komme forbi hvorefter han hastede midt ud på gangen og fulgte med strømmen. Ikke mange vidste hvad der foregik i hoved på den unge troldmand, og han brød sig ikke om folk der prøvede at finde ud af det. Theodor holdt sig mest for sig selv, dog var der én person han stadig holdt sammen med. Josh. Men selv ikke Josh vidste hvad der skete i Theodors liv.

Endnu engang blev Theodor revet ud af sine tanker, da mængden stoppede foran ham og hans krop kolliderede med en mindre og mere feminin der gik foran ham. Det tog ham flere sekunder, hvor han bare stod og stirrede forbløffet på vivaret af det lyse hår der lagde sig om ryggen på den ukendte person før han åbnede munden; ”Undskyld.” Mere sagde han ikke før han hankede op i sin taske, så den sad bedre på hans skulder. ”Det var ikke min mening.” afsluttede han så med et følelsesløst ansigtsudtryk og et par skinnende grønne øjne, mens han kom op på siden af personen han prøvede at undskylde til. Først da han lagde mærke til hvem der var, lukkede han i som en østers.

Det var længe siden han havde set hende, for ikke at sige snakket med hende. Theodor havde gjort alt i verden for at undgå lige netop hende. Ikke fordi han ikke stadig holdt af hende, for det gjorde han. Drengen mente bare at det ville være mest sikkert for hende hvis hun holdt sig væk fra ham og derfor havde han skubbet hende væk. ”Hazel.” Theodor reagerede kun ved at sige hendes navn og intet andet. Han var glædeligt overrasket, selvom hans hjerne skreg til ham at han skulle se at komme væk.

TAG hazel abbey
OUTFIT skoleuniform

[/justify]

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] IT'S EASIER TO FORGIVE AN ENEMY THAN TO FORGIVE A FRIEND [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Hazel havde siddet og stirret på uret over døren til korridoren udenfor klasselokalet i hundrede år – føltes det som. Da der kun var fem minutter til af timen, smækkede hun bogen hårdt i som den første, hvilket fik deres lærer til at sende hende et ondt blik. Hazel rullede flabet med øjnene og sukkede højlydt, mens hun længselsfuldt kastede et blik mod døren. Den her dag kunne bare ikke gå hurtigt nok. For det første havde hun havde sovet dårligt, for det andet styrtede det ned uden for og for det tredje havde hun stadig en time i Muggler Studier til gode. Ved Merlins skæg, den her dag måtte da snart være ovre, så hun kunne krybe ned under den varme dyne. Da resten af klassen også begyndte at pakke deres ting sammen, gav læreren op og der blev straks trængsel ved døren. Hazel havde siddet bagerst i lokalet og sukkede dybt, da hun måtte stå i kø for at komme ud. Ude på gangen var kaosset af elever endnu værre. Hazel trak op i skulderremmen på hendes taske og foldede armene over brystet. Hendes mund var snerpet sammen til en tynd streg, og hun kunne ikke dy sig for at trampe utålmodigt i gulvet med den ene fod. ”Så se dog og få fut under kapperne, folkens!” mumlede hun irriteret og sukkede for tredje gang. Skubbet bagfra fik hende ud af balance, så skuldertasken gled ned fra hendes skulder og ramte gulvet med et bump. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Hazel overhørte fuldstændig personens undskyldning og vente sig arrigt om. ”Hvad fanden har du gang i?” spyttede hun vredt og kastede et blik på ’skubberen’, da det gik op for hende, at hun kendte ham. Af alle troldmænd på hele Hogwarts skulle det absolut være Theodor. Synet af ham, gav hende et lille stik i hjertet, men hun var alt for gal til at registrere det. Hans følelsesløse ansigtsudtryk gjorde hende bare endnu mere bitter. ”Harmon” hilste hun bistert og foldede armene over brystet ”Hvad skylder man æren?” Hazel sendte ham et vredt blik, men også et blik der tydeligt viste, at hun følte sig forrådt ”Jeg troede, at du var blevet for fin til mit selskab?” tagged Theodor Gray Harmon wearing this

[/td][/tr][/table][/center]

[Theodor Gray Harmon]

i like to keep some things
to myself

Et skævt smil formede sig om den unge troldmands læber, idet Hazels vrede udbrød, nåede hans ører og han var fuldstændig klar over at det var rettet mod ham selvom han ikke svarede. Det skæve smil forblev dog kun på hans læber ganske kortvarig før hans ansigt blev lagt i de samme hårde folder som altid. Han brød sig ikke om at vise for mange positive følelser. ”jeg gik. Men nogen stod i vejen.” svarede han som om det var det mest indlysende i hele verden, mens den ene hånd blev begravet i kappens dybe lommer.

Den bistre tone morrede bare Theodor endnu mere, men han holdt sit ansigt i de rette folder for ikke at afsløre for meget. Han var glad for at se hun stadig udviste en form for følelse når hun så ham, men alligevel gjorde det ondt at han bare ikke kunne fortælle hende det. Hvis han gjorde ville hun bare blive udsat for fare, hvilket han for al i verden ikke ville tillade. Han blev endnu engang trukket tilbage til virkelighede, midt på den elev fyldte gang. ”betragt dig selv som heldig.” Theodor lavede et kort nik med hovedet, før han endnu engang hankede op i skuldertasken og kørte hånden, der før havde været i lommen, gennem sit mærke hår. ”det er jeg skam også, Abbey. Som sagt; du var heldig.” De grønne øjne skinnede køligt, og han rettede ryggen for ikke at stå og hænge.

Theodor fjernede blikket fra Hazel og lod det falde på menneskemængden bag hende. Han brød sig virkelig ikke om at stå her, han følte sig akavet; en unødvendig følelse som han gjorde alt for at undgå. ”Men jeg må videre.” Den sytten årige Slytherin tog sig end ikke tid til at sige farvel til den tidligere barndomsven, der stod foran ham, før han trådte ud til siden og bevægede sig fremad sammen med menneske mængden. Hans blik var højt hævet over de mange hoveder, mens han satte farten en smule op for at undgå muligt trafikpropper.

TAG hazel abbey
OUTFIT skoleuniform

[/justify]

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] IT'S EASIER TO FORGIVE AN ENEMY THAN TO FORGIVE A FRIEND [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Hazel stirrede arrigt på ham, og røde plamager trådte langsomt frem på hendes hals og kinder – et tydeligt tegn på, at hun var gal. ”Så lær dog at se dig for, idiot.” vrissede hun og prøvede at beherske sit temperament, hvilket så ud til at være noget af en indre kamp. Det var sjældent, at der skulle så lidt til, for at få hende op i det røde felt. Havde det været en hvilken som helst anden dag, havde hun nok valgt bare at gå sin vej. Normalt plejede hun at ignorere ham fuldstændigt. Alle andre dage var han som luft for hende, sådan ville hun i hvert fald gerne have det til at se ud. ”Heldig?” fnøs hun og kneb øjnene sammen. På trods af hendes normalt meget imødekommende ansigtsudtryk, kunne hun se virkelig ondskabsfuld ud, hvilket var tilfældet nu. ”Den dag jeg ikke behøver at se dit fjæs igen, vil jeg betragte mig selv som heldig.” Hazel bukkede sig ned efter tasken, som var landet på gulvet, mens hun mumlende bandede. Da hun rettede sig op igen, så hun, at han var på vej væk. Det irriterede hende umådeligt meget, at se ham bevæge sig længere og længere væk. Hun var ikke engang tæt på at være færdig med at skælde ham ud. ”Det så typisk dig!” råbte hun efter ham og krydsede armene stramt over brystet, mens hun holdte så hårdt om sin stav, at hendes knoer blev helt hvide. ”Flygter fra ubehagelige situationer. Man skulle næsten tro, at du var bange for mig, Harmon!” tilføjede hun hånligt og lidt lavere eftersom en del af de omkringstående gloede på hende. Hazel sendte dem et blik, der tydeligt fortalte dem, at de skulle skride, hvilket de fleste så valgte at gøre. Det var næsten fuldstændig sikkert, at Hazel ikke ville nå til næste time, men det bekymrede hende nu ikke så meget. 'Muggler Studier' var alligevel totalt spild af tid. tagged Theodor Gray Harmon wearing this

[/td][/tr][/table][/center]

[Theodor Gray Harmon]

i like to keep some things
to myself

Theodor hævede hånden for at skjule et svagt grin, der dog nåede at glide ud over hans læber. Det var tydeligt at han morede sig gevaldigt over at han kunne pisse den lyshårede Gryffindor elev af på mere end tre sekunder. Det svage grin ebbede dog hurtigt ud og hans læber lagde sig endnu engang tilbage i en lige streg. ”jeg lærer at se mig for når du engang får vasket din mund.”

De grønne øjne hvilede endnu engang på Hazel. Han mindedes de lange dage som de havde brugt på at kaste med havenisser og gemme sig ude i buskadset sammen med Josh. Det var de gode gamle dage, dagene før..- Theodor rev sit blik væk fra hendes for ikke at vise smerten der steg i ham. Han fik tit af vide at man kunne læse ham gennem hans øjne. ”Jamen så vil jeg sørge for at du ikke ser mit fjæs igen.” Hans stemme var kold og hans øjne ligeså. ”Jeg reservere en soveplads til dig ude i skoven, så skal du nok få dig en sjov nat sammen med kentaurerne og du slipper for mig-” eller sådan da. Før Hazel nåede at rette sig op efter at have bukket sig ned efter sin taske, var han nået halvvejs gennem korridoren.

Hendes skarpe stemme nåede hans øregang og hendes konstatering om at det var typisk ham, gjorde ikke andet end at få den unge troldmand til at himle med de grønne øjne. Hendes næste ord ramte dog plet, og Theodor stoppede brat op. Først var hans blik helt følelsesløst før han vendte sig om med sådan en stor hastighed at hans taske dansede mod hans sider og hans kappe blafrede bag ham. Med fem store skridt stod han igen ved Hazel og stirrede på hende med flammende øjne. ”Du skal ikke sige at jeg flygter fra ubehagelige situationer.” Hvæsede han gennem sine sammenbidte tænder,. ”Der er ting som du ikke ved om mig, Hazel.” Theodor så rødt. Han ænsede end ikke at han brugte Hazels fornavn, i stedet for efternavn, hvilket han ikke havde gjort i flere år. ”Så du skal ikke belærer mig om at flygte. Og jeg er ikke bange for dig. Det er dig der burde være bange for mig.” Den unge Slytherin elev tog en dyb indånding før han igen hankede op i tasken og vendte om på hælen for at forlade stedet.

”Næste gang skal du måske have lidt mere styr på dine informationer, Abbey.” Theodor kastede et sidste blik tilbage på Hazel, før han satte gang i benene igen. Han ville bare væk. I håbet om faktisk at få lov til at slippe væk fra de fyldte gange, satte han farten op mens han knugede sine hænder sammen. Neglene gravede sig så dybt ind i hans håndflade at han kunne mærke små bloddråber dryppe ud i hans håndflade.

TAG hazel abbey
OUTFIT skoleuniform

[/justify]

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] IT'S EASIER TO FORGIVE AN ENEMY THAN TO FORGIVE A FRIEND [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Hazel syntes, at hun havde set noget andet end bare kulde i hans øjne, men det var kun et flygtigt øjeblik, så hun rystede synet af sig. Han var ikke længere den Theodor, hun havde kendt, da hun var yngre. ”Med yderste fornøjelse, så længe du holder dig væk” gav hun igen og gengældte hans kolde blik. Hun lignede et trodsigt barn, sådan som hun stod med armene krydset. Skoven skræmte hende ikke. I hvert fald ikke så længe det kun var snak. Hazel blev en anelse forbavset over hans pludselige vrede. Det var tydeligt, at hun havde ramt et ømt punkt. Hvilket det var hun ikke helt præcis klar over. Hun veg en smule tilbage fra hans stirrende blik, men kun et kort øjeblik. ”Det da klart!” gav hun hvæsende igen og lænede sig arrigt frem mod ham. De stod nu kun få centimeter fra hinanden og lignede to, der snart ville gå i kødet på hinanden. ”Du har ikke snakket med mig i flere år, hvordan skulle jeg kunne vide noget som helst om dig?” Den sidste bemærkning lød knapt så fjendtlig og det var tydeligt, at hun følte sig såret. Hans bekendtgørelse om, at hun burde være bange for ham, fik hende blot til at himle hånligt med øjnene. ”Hvor er du latterlig, Harmon” fnøs hun og rystede på hovedet, så gyldne totter fløj om hendes hoved som en glorie. ”Som om du skræmmer mig. Aldrig i livet!” Hun kunne ikke dy sig for at skubbe til hans brystkasse. I sådanne situationer, havde hun svært ved ikke at ty til fysisk vold. ”Du er bare en kujon, en vendekåbe og en ufatteligt dårlig ven!” Hun havde fået tårer i øjnene, hvilket bare gjorde hende endnu mere gal i skralden. Da han vendte sig for at gå for anden gang, løb en enkelt lille tårer ned af Hazels kind. Hun tørrende den arrigt væk med håndryggen og bandede over sig selv. ”Ja, gå endelig din vej” hendes stemme skælvede en anelse, og hun var ikke sikker på, at han kunne høre hende længere. Hun rettede på skulderremmen og trippede lidt på stedet. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig, at tage til time nu. Hun var alt for vred. Ubeslutsomt blev hun stående og så efter ham med et syrligt blik i de grønbrune øjne. tagged Theodor Gray Harmon wearing this

[/td][/tr][/table][/center]

[Theodor Gray Harmon]

i like to keep some things
to myself

Hendes kommentar om at han ikke ville have noget imod at overnatte ude i den forbudte skov, så længe hun fik lov til at være væk fra ham, stikkede let i brystkassen på ham men hans øjne viste ingen tegn på at han følte noget ved hendes ord. Faktisk var det helt modsat. ”Pas på at ulvene ikke kommer efter dig.” Hans stemme var ru og hans toneleje lavt, ligesom når man skulle skræmme børn med gyser historier.

”For dit eget bedste.” Theos stemme var ikke til at høre, da ordene gled ud over hans læber. De syrlig grønne øjne hvilede på den lyshårede piges ansigt og i et split sekund gik hans maske i stykker. Minderne var som en orkan der rev rødder og huse op fra jorden og ødelagde alt godt. Den smerte han følte blev i få sekunder afspejlet i hans øjne, men forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. Orkanen havde lagt sig og minderne var gemt væk i en kasse. ”Der er ting du ikke behøver vide, Abbey.”

Det ene mørke øjenbryn hævede sig en anelse og hans læber forholdt sig som en lige steg. ”Latterlig, siger du?” Han fnøs og en hjerteløs latter gled ud over hans læber. ”Du skulle se dig selv.” Den unge slytherin elev trådte et skridt væk fra den heks han før i tiden havde beundret med store øjne, nu var hun ikke andet end en fjende selvom han inderst inde stadig holdt af hende. Noget han aldrig ville indrømme overfor hende eller nogen anden på skolen. ”Dit temperament har da ikke ændret sig spor.” konstaterede han med et hånligt smil om læberne, hvorefter han kørte en hånd gennem det mørke hår. ”Det kan godt være at du ser mig som en dårlig ven, men du kender mig ikke. Du har aldrig kendt mig. ” Med disse ord kastede han et sidste blik på hende før han igen begyndte at gå, hans ben førte ham væk. Væk fra hende.

”Som du ønsker, Frk. Abbey!” Theodor løftede den ene hånd, i en halvhjertet afsked, mens den anden hånd holdt krampagtigt om remment il hans taske. Hans bryst gjorde ondt og hans blik flakkede fra elev til elev, i frygt for at de havde fået anelser. Han holdt dog ryggen ret og hovedet højt mens han gik, så Hazel ikke ville kunne se hvor skræmt han var for at blive opdaget. Troldmanden kastede et sidste hånligt blik i retningen af den gamle veninde før han forsvandt om et hjørne, hvorefter han satte farten op.

// OUT //

TAG hazel abbey
OUTFIT skoleuniform

[/justify]

[Hazel Mae Abbey]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 420px; border-left: 10px solid #aa3636; background-image:url(http://i49.tinypic.com/2rokmmh.png); padding-left: 20px; padding-bottom: 20px;] IT'S EASIER TO FORGIVE AN ENEMY THAN TO FORGIVE A FRIEND [/style] [style=width: 390px; text-align: justify; font-family: tahoma; font-size: 11px; color: #616161;]Det gik med et op for Hazel, at hun inderst inde havde håbet, at han ville undskylde sin tidligere opførsel. Hun havde nok forestillet sig, at venskabet kunne repareres med tiden og blive som det havde været før. Den forestilling var forduftet fuldstændig nu. Hans ord gjorde ikke ondt mere, men satte blot hendes pis i kog. Theodor var ikke andet end en politisk fjende, som med tiden skulle knuses. Det ville blive en fornøjelse. Hadet skinnede tydeligt i hendes øjne nu. Der var ikke den mindste smule håb eller sorg tilbage at spore. ”Du har fuldstændig ret, Harmon” svarede hun ham koldt og sendte ham et bittert smil. ”Jeg plejer ikke at nedlade mig til at konversere med så usle typer som dig – jeg må virkelige have sunket dybt i dag.” Hendes stemme var til en forandring fuldstændig rolig og kontrolleret. Hun så afklaret ud. ”Og bare rolig,” tilføjede hun med en endnu koldere klang i stemmen, ”Jeg har absolut ingen intentioner om at lærer dig yderligere at kende.” Hazel foldede armene over brystet og gjorde anstalt til at ville gå – i den modsatte retning af ham. Hun vendte sig dog om mod ham en sidste gang. ”For din egen skyld, Harmon, så lad vær med at skub til mig en anden gang,” hvislede hun syrligt og drejede derefter rundt på hælen. Hendes gyldne hår bølgede efter hende, og eleverne på gangen måtte træde til side for ikke at blive tromlet ned. CLOSED tagged Theodor Gray Harmon wearing this

[/td][/tr][/table][/center]