|
|
Post by Hazel Mae Abbey on Oct 13, 2012 16:05:55 GMT 1
dream as if you'll live forever Live as if you'll die today
Regnen havde stået ned i stænger hele dagen indtil nu. Det var stadig overskyet og fugtigt i vejret som man kunne forvente sig det af Skotland, men det passede fint til en løbetur. Hazel prøvede så vidt muligt at holde sig i god form. Hun havde håbet at kunne gøre det via Quidditch, men eftersom hun ikke var på holdet, var det ikke en mulighed. Derfor var hun trukket i sportstøjet og var løbet ned til Quidditchbanen.
Hun kiggede op på målringene, mens hun løb. Hun kunne nemt forestille sig selv klædt i de røde klæder med tromleren under armen på vej hen mod de tre målringe. At det kun var en drøm gjorde næsten ondt. Det var hendes sidste år, og hun havde misset udtrækningen til holdet. Hun kunne ikke engang give skylden til andre end hende selv. Hun rettede blikket mod jorden, og løb videre.
Da hun havde nået femte omgang rundt om banen, lod hun sig forpustet dumpe ned på en bænk i udkanten af banen. Det var begyndt at støvregne, og der sad små perlelignede dråber i Hazels lyse hår. Hun lukkede øjnene lidt og lænede sig tilbage mod tribunes væg, mens hendes vejrtrækning blev rolig igen.
sarah bones
|
|
|
|
Post by Sarah Bones on Oct 14, 2012 15:44:46 GMT 1
...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?
Sarah tog en dyb indånding det sekund hun trådte ud af omklædningsrummet med tromleren under den ene arm, kosten i den frie hånd og sin sportstaske dinglende fra skulderen. Hendes hår var vådt efter badet og hang løst ned af ryggen på hende, forhindret i at dryppe ned af ryggen af det solide tørklæde omkring hendes hals. Hun kastede et enkelt blik på stadion og fangede en skikkelse, der løb rundt i periferien af stadion. Uforstyrret – og uden i øvrigt at bide mærke i hvem det var – fortsatte hun hen til skuret med tromleren.
Hun var nødt til at aflevere den der og det var efterhånden begyndt at blive en vane at måtte udsætte sig selv for den klamme følelse, når hun trådte ind i det lille, trange rum. Alligevel blev hun aldrig helt glad for det og måtte også denne gang hive en stor portion luft ned i lungerne, inden hun trådte indenfor og hurtigt fandt kassen, hvor bolden hørte til. Sekunder efter var hun ude igen, med en ubehagelig kuldegysning, der rejste hele vejen op langs hendes rygrad. Hun åndede skælvende ud, låste døren efter sig og rettede på skuldertasken, hvor hendes svedige træningstøj lå nede. Derpå besluttede hun sig for at finde ud af hvem der var ude at løbe og fortsatte ind på selve stadion med kosten over den anden skulder i et sikkert greb.
I mellemtiden var den jævnaldrende løve kollapset på en bænk og Sarah fandt hende med lukkede øjne, lænet bagud i en temmelig forsvarsløs situation. Hun havde måske heller ikke forventet, at der var andre, der havde vovet sig ud i vejret, men de burde begge vide bedre. ”Nyder du vejret?” Grævlingens drillende stemme skar igennem tavsheden og gav et dæmpet ekko i den afgrænsede ellipse. Hun var standset for en kort bemærkning de første ti meter væk fra veninden, men fortsatte alligevel fremefter med hovedet let på skrå.
|
|
|
|
Post by Hazel Mae Abbey on Oct 21, 2012 11:35:39 GMT 1
dream as if you'll live forever Live as if you'll die today
Det gav et lille gib i Hazel, da stilheden på banen blev brudt af en stemme. Hun lagde instinktivt en hånd på hættetrøjens lomme, hvor hendes stav befandt sig, og kneb øjnene lidt sammen for bedre at kunne se gennem mørket og regnen. Hendes blik blev hurtigt mildt, da hun genkendte veninden. ”Åh, er det bare dig Sarah!” smilede hun og slappede lidt af i de spændte muskler. I disse tider skulle man være på vagt uanset, hvor man befærdede sig. Hendes tanker faldt kort på Gareth og overfaldet. Det var helt uhørt, at man ikke engang kunne føle sig tryg på slottet længere. Hun skød hurtigt de dystre tanker fra sig og lænede sig frem, så hun kunne hvile albuerne på knæene.
”Det er en anelse vådt,” mumlede hun og kastede et blik op på himlen, hvor de efterhånden store dråber kom fra. Heldigvis var der en anelse læ ved bænken, hun sad på. ”Gik træningen godt?” Hazel kiggede på Sarah igen og sendte hende et skævt smil. Hun kunne ikke lade være med at være en anelse misundelig. Sarah fik lov til at spille Quidditch på et dagligt plan, og så var hun endda anfører. Et lavt suk undslap hendes læber sammen med en lille sky af damp.
sarah bones
|
|
|
|
Post by Sarah Bones on Oct 26, 2012 17:33:38 GMT 1
...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?
Sarah standsede et par meter fra veninden og plantede den ene hånd i siden. ”Bare mig,” sagde hun lidt småkarikeret, før hun fnøs fornærmet. Hun uddybede ikke hvorfor der ikke var noget bare over at det var hende, men mente det var temmelig åbenlyst, sådan umiddelbart. Reelt irritabel var hun dog ikke og der gik da hellere ikke mere end et øjeblik eller to, før hun lyste op i et skævt smil. Hun lod hånden falde og rullede lidt med skuldrene, imens hun rettede ryggen.
Gabende en enkelt gang løftede hun blikket til den let dryppende himmel. Hun kneb øjnene lidt sammen, før hun nikkede. ”Den gik fint.” Et drillende smil trak op på hendes læber og hun hævede begge øjenbryn en smule. ”Nu vil jeg jo ikke afsløre for meget til fjenden, hvis du skulle gå hen og sladre til Collins.”
Sarah snøftede ind en enkelt gang og rømmede sig lidt, inden hun kastede med hovedet. ”Skal du med op til skolen igen, eller vil du blive siddende her til du får snue?” Hun smilede til Hazel og rettede lidt på kosten, der stadig hvilede imod hendes ene skulder.
|
|
