Taking chances 2.0

[Kathleen Kennith]

Are we really happy here?
With this lonely game we play
Looking for words to say?

¤ Jacob Arrington ¤ Outfit ¤

Frokostpausen var slut og alle var på vej til deres næste gøremål. Kathleen stod lænet nonchelant op af gelænderets afsluttende hjørne på toppen af trappen og betragtede de andre elever som de strømmede ud af storsalen og væk. Hun havde forladt maden tidligt, for nervøs til rigtig at spise noget og ikke helt i stand til at skjule det så længe hun sad stille. Bedre havde det været at løbe en tur op med sin taske og ned igen, mens hun endnu engang vendte i hovedet om det var klogt at føre udfordringen ud i livet. Som altid var hun kommet frem til at den var uskyldig nok til at det kun ville være sjov og at alle ville have glemt det indenfor få dage, hvis ikke timer. Desuden havde Rhia allerede klaret sin del, så at bakke ud nu føltes også en smule urimeligt. Tanken var nok til at få smilet tilbage på plads på hendes læber. Et lille hemmelighedsfuldt et der passede glimrende til det fandenivoldske glimt i hendes mørke øjne. Det skulle nok gå.

Som kaldte trådte hendes udvalgte ravn i det samme ud i gangen fra storsalen med sin sædvanlige vigtige mine og overlegne blik til omgivelserne. Jacob Arrington, præfekt og pestilens. Hun spildte ikke tiden, men skubbede sig fri fra gelænderet og strøg med lette, næsten lydløse skridt ind i hans bane. Smilet var der stadig, som hun stoppede op lige foran ham og tvang ham i stå ved pludselig at være der. Nu eller aldrig, tænkte hun, løftede sig op på tæer og kyssede ham flygtigt, men så han stadig ikke var i tvivl, før hun trak sig baglæns og væk med et skævt smil, før han kunne nå at gribe fat i hende.

Hurtigt som hun var kommet forsvandt hun hen af gangen og forsvandt i mængden af elever. Overstået, tænkte hun som hun åndede lettet op og forsøgte at få sit hurtigt bankende hjerte til at slå normalt igen. Hun så sig tilbage over skulderen og fandt let Jacob med blikket som funklede let af morskab over det skæve smil. Så blinkede hun drillende til ham og så hurtigt frem igen, hvor hun fandt Rhiannon og drejede om et hjørne med hende. Det var overstået og skulle bestemt ikke gentages. nu skulle hun bare holde sig usynlig til hun atter var en del af omgivelserne for alle. det burde ikke tage lang tid efter hendes erfaring med skolen.

[Jacob Arrington]

the scent of your heartache baby and
the taste of your blood run within me

[/size]

Tag: Kathleen • Outfit: Here[/center]

Jacks blik gled var øjensynligt ikke rettet mod noget bestemt, men formåede stadig at skabe følelsen af, at der ikke var noget han ikke så. Han følte sig hævet over de fleste af de elever der strømmede ud af storsalen og i modsætning til de fleste, bevægede han sig med stoisk ro. Han følte intet behov for at mase sig igennem for at slippe ud, så af samme grund valgte han at træde til side for en stund og lade det værste af kvægflokken passere. Han hankede let op i tasken over den ene skulder og trommede med fingerspidserne mod bogen han holdt mod sin hofte i den anden hånd.

Først da det virkede til at være tyndet ud i mængden, bevægede han sig igen og fortsatte med rolige skridt ud af storsalen, med tanken om at skulle op i tårnet og efterlade det, han ikke længere havde brug for. Lige netop den tanke, blev han dog afbrudt i, da en person stillede sig i vejen for hans fremgang. Han havde ikke bemærket Kathleen nærme sig og han stoppede naturligt nok op. Først troede han, at hun blot var kommet på afveje og ved et uheld på tværs af hans bane, men da han så ned og hendes blik åbenlyst hvilede på ham, ændrede den forestilling sig. Hans blik var beregnende, med et ikke udsædvanligt advarende glimt, og han så indtrængende på hende, mens han afventede, at hun ville bekendtgøre sit ærinde med ham.

... Hvad hun gjorde, havde han dog ikke forventet og for en sjælden gangs skyld, blev han oprigtigt overrasket. Jack stivnede hvor han stod, paralyseret i nogle få øjeblikke, før hans hjerne registrerede hvad der skete og han abrupt trak sig tilbage et skridt. På det tidspunkt var Kate dog allerede på vej væk og hans blik fulgte hende intensivt, mens en dominerende følelse af ikke at have fuldkommen kontrol, sneg sig ind over ham. Tanken var enerverende og det var et spørgsmål om sekunder, før han fik samling på sig selv og rankede ryggen. Hans blik fulgte stadig Kate, hans blik faretruende og blottet for alle former for morskab og han så gennemborende på hende, i det korte øjeblik hendes blik var vendt mod ham, mens han stykkede puslespillet der ville få det hele til at give mening, sammen.

c l o s e d

[/blockquote][/justify]