Endnu en Eftermiddag

[Amanda Byrnes]

(Tag: Paige Segall (+ andre interesserede?))

Det var ikke usædvanligt at se grupper af Ravenclaw-elever i forskellige dele af den runde opholdsstue i færd med at snakke om de sidste politiske begivenheder, læse ugens lektier (ikke bare i morgens lektier, nej) eller øve den sidste nye formular. Amanda havde gjort sidstnævnte til en sport. En kunst endda, hvis hun absolut selv skulle sige det. Hun havde ingen gruppe – det havde hun sjældent – men et stædigt smil på hendes ansigt antydede, at det var egentlig også okay.
”Avis!”, hviskede hun hårdt med et slag af sin stav. Da intet skete, forsøgte hun sig med mere blød stemmeføring. Et andet greb om staven måske.
Det tog nogle forsøg, men til sidst lykkedes det tre små, gul-og-brunspættede fugle, at klemme sig frem i luften oppe over hende.
Amanda kunne have hvinet af fryd, da de små dyr begyndte at kvidre overrasket og baske rundt i rummet. Hun elskede fugle, det havde hun altid gjort, men hvad mere var, var netop denne formular stadig et godt stykke over hendes niveau og det var alligevel lykkedes hende at kaste den!
De små dyr cirklede en gang omkring hendes hovedet, hvorfra den ene brød med gruppen og susede mod vinduet i rummets anden ende. Amanda vred sig i hænderne, da det lille dyr styrede mod og forbi den spinkle, lyshårede pige, der i dag havde taget ophold i vindueskarmen. Begyndende aftensol farvede hendes hår ekstra gyldent, hvis man var til den slags skønhedsbilleder. Amanda var klart mest til at få sin kreation i sikkerhed og efter så hurtigt overvejelse, hun kunne mønstre, rettede hun staven mod vinduet.
”Accio, øh, fugl!”
Men, ak, dyret, der allerede var nået et godt stykke ud i friheden og lidt til højre, blev brutalt revet tilbage direkte i retning af kasteren Amanda. Og Paige Segalls engleansigt.

[/justify]

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige tilbragte meget tid i opholdsstuen, selvom det var et fåtal af mennesker, der sagde hende det fjerneste og selvom der sikkert var en hel del, der betragtede hende som uvelkommen. Det var naturligvis de samme mennesker, der ikke havde det fjerneste at gøre på Hogwarts og der kunne derfor ikke herske nogen tvivl om at følelsen var fuldstændig gensidig.

En af dem var Amanda Byrnes, mudderblodspigen, der i øjeblikket forsøgte at få kontrol over en flok magisk fremkaldte fugle i den anden ende af rummet. Paige tilkastede hende et enkelt blik hen over toppen på sin bog, men var i det store og hele ikke enormt optaget af hende. Det vil sige, at det var hun ikke før hun blev udsat for det, der tenderede et angrebsforsøg. Paige spærrede øjnene direkte op, da et lille, pippende kræ fløj direkte forbi hende. På få sekunder lå den spinkle tryllestav i hendes hånd og hun rettede den imod fuglen. Den ændrede brat retning, men inden den kolliderede med hende var den eksploderet i et mylder af fjer, der forsvandt i luften, som magien aftog. Havde den været ægte ville der naturligvis have været blod dryppende ned af vinduespartiet, nu var det eneste mord det, der var at finde i den lille blondines grå øjne, da hun vendte sig og fandt ophavet til det fjerede bæst. Tryllestaven lå stadig imellem hendes kolde fingre og hun smilede glædesløst, da hun pegede den imod den pippende fugleflok og destruerede en efter en.

Tag: Amanda Byrnes `´ Attire: Here

[Amanda Byrnes]

Nok var Amanda blevet valgt til Ravenclaw-kollegiet - hatten havde knap tøvet før den satte hende der - men var ingen garanti for, at hendes tankegang ikke kortsluttede fra tid til anden. Som for eksempel i en situation som denne, hvor ingenting forløb efter planen og hendes kollegie'kammerat' var gået i offensiven uden varsel.
Amanda åbnede munden for at sige undskyld for sin fejltagelse, men fandt, at ingen ord kom ud. Hun kunne simpelthen ikke få sig selv til det. Paige havde allerede destrueret to af hendes fremmanede fugle og hendes iskolde smil vidnede ikke om, at hun ville vise den tredje nåde.
Amandas logiske side påpegede, at hvis bare hun kunne tage sine ting og gå med det samme, så stoppede det her. Ingen kom til skade - altså udover småfugle, der ikke var ordentligt levende alligevel - og hun ville kunne lave formularen igen senere. På den anden side argumenterede hendes følsomme side meget effektivt for, at enhver der fik små dyr til at eksplodere, bare ikke kunne være et godt menneske.
"Stop det! De gør dig ikke noget!, hun råbte ikke helt, men en skingerhed havde sneget sig ind i hendes stemme.
Amanda havde allerede sin stav i hånden. Hendes hoved kværnede alle de modformularer, hun kendte, igennem så hurtigt hendes synapser tillod det, men i sidste ende var hun bare ikke egnet til at improvisere sig ud af pressede situationer.

[/justify]

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige viste ingen tegn på tvivl eller nervøsitet, men handlede derimod direkte ud fra instinkt og hævngerrighed, da først hun var kommet sig over den første forskrækkelse. En fugl eksploderede og fjerene dalede ned, før de forsvandt. En til, og endnu en ville have stået for skud, hvis ikke den jævnaldrende pige skingres stemme var lydt igennem rummet og havde fanget alle tilstedeværendes opmærksomhed.

Tilfreds med det tydelige signal hun havde sendt hævede Paige begge øjenbryn og så sigende på Amanda. Et blik der for sig selv fortalte den anden tydeligt, at det var hvad der skete, når man generede hende. Så kunne hun undgå at gøre det en anden gang.

Med et sukkersødt smil til klassekammeraten lod den lille blonde engel sin tryllestav forsvinde ud af syne igen og vendte opmærksomheden tilbage på sin bog. Hun havde dog stadig et halvt øje på resten af opholdsstuen, velvidende at der kunne være en eller anden lavere livsform, der valgte at blande sig, men virkede på alle måder som om det lille intermezzo efterlod hende fuldstændig upåvirket.

Tag: Amanda Byrnes `´ Attire: Here

[Amanda Byrnes]

Amanda fandt sig selv komplet målløs, som hun stod der med sin stav i hånden og med halvdelen af kollegiets øjne på sig. Det sidste var ikke helt sandt, de fleste lod faktisk til at kigge efter Paige, der atter havde lukket verden ude, men en god del så på hende og hun kunne ikke påstå at bryde sig om det.

Det varede ikke længe, vidste hun, før en lavmælt summen af af mere eller mindre intellektuelle kommentarer ville tage deres udspring mellem bogreolerne. Når det skete, måtte hun hellere være forduftet og ikke vise sit ansigt igen i en tid, hvis hun gerne ville bibeholde sin neutralitet i kollegiet. Amanda satte en dyd i ikke at lede for meget opmærksomhed på sig selv. Det skete selvfølgelig, men sjældent i denne her skala og hun kunne aldrig finde på at lægge sig ud med folk som Paige Segall med vilje, af grunde der var åbenlyse, hvis man ellers brød sig om løse rygter.

Amanda brød sig egentlig ikke om løse rygter, men det iskolde og aldeles yndige smil, den lyshårede netop havde sendt i hendes retning, havde allerede brændt sig fast på hendes nethinde. Besked modtaget. Med en lille, uværdig lyd, der kunne have lydt lidt som et piv, stuvede hun hurtigt sine sager i sin lærredstaske og forsvandt ud af opholdsstuen netop som den første summen gik igang.

Den sidste fremmanede fugl fulgte hende lystigt kvidrende, indtil magien løb tør og den opløstes i luften et stykke fra tårnets dør.

THE END

[/blockquote]