Pennen er mægtigere end sværdet

[Shaun Blake Segall]

Stoikeren Shaun var ikke decideret vred. Han var heller ikke sur. Irriteret var måske endda et stort ord at bruge om ham. Han var tændt af en selvretfærdighed, og en politisk overbevisning, der for det utrænede øje, godt kunne minde om vrede. På trods af de lynende øjne, og de knyttede næver, trak Shaun vejret roligt. Det var i hvert fald det han fortalte sig selv.

Han marcherede ind i storsalen, hvor han vidste at Rhiannon sad på det her tidspunkt, i gang med lektier, eller artikler, eller hvad det skulle være. Ganske rigtigt fik han øje på hende og han vandrede med faste skridt hen til hende, og satte sig over for hende ved bordet. Han rømmede sig.

”God aften frøken Maddox,” sagde han høfligt, mens han øjne lynede. ”Undskyld mig mine rene ord, men er de ude på at starte en blodig krig, der ender med at gå ud over samtlige mugglerfødte her på skolen? Også dem der ikke er med i Kings vanvidsskuespil?” spurgte han, og den høflige kolde tone forlod ikke hans stemme et øjeblik.

[Rhiannon Maddox]

love me or hate me
 IT'S STILL AN OBSESSION

[/size]

Tag: Shaun • Outfit: Here[/center][/size]

Rhiannon sad i egne tanker, i færd med at gennemgå det sidste stof hun manglede for at have afsluttet dagens lektie. Hun var nær ved at være færdig og ængstelig efter at kunne skubbe det hele til side og søge udendørs, men netop som hun nåede den sidste, afrundende sætning, blev det personlige rum hun havde skabt omkring sig, effektivt brudt.

Pennen gik i stå mod pergamentet og hun slog blikket op, uden i første omgang at løfte hovedet. En svag rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn, før hun rankede ryggen helt. ”Segall,” gengældte hun hans hilsen med stoisk ro, før den forvoksede flagermus på den anden side af bordet, kastede sig ud i en tydelig anklage.

Som direkte effekt deraf, blev Rhiannons blik hårdt og hun lagde fjerpennen fra sig, samtidig med at hun trak fingrene en enkelt gang igennem det lange hår, for at fjerne det fra ansigtet. Hun lænede sig ind over bordet, med den tydelige hensigt at holde alle andre ude af samtalen. ”For det første,” Rhiannon lænede sig lidt længere frem med hænderne på bordet foran sig. ”Formoder jeg, at du har opsøgt mig i forbindelse med vores arbejde med The Wiz,” Hun kneb øjnene sammen. ”For det andet,” hendes mørke øjne afslørede intet andet end at situationen ikke huede hende. ”Hvem er du, at fortælle mig om konsekvensen ved at være mugglerfødt på den her korrupte undskyldning for en skole?”

[/justify]

[Shaun Blake Segall]

"Den forvoksede flagermus'" ansigtsudtryk ændrede sig ikke betydeligt. Måske blev den høflige facade en ganske lille smule forskubbet, til fordel for endnu mere lynende øjne. Han afventede ophøjet hendes ord, men lod dem prelle af, på trods af den hårde tone. "Du formoder rigtigt," sagde han lavt. Hans stemme var næsten tonløs. Han modstod en refleks, der ellers ville have fået ham til at rode i sit hår.

Mest af alt, var han ramt over hendes ord om mugglerfødte. Han indså kynisk, at det var nemt for ham, at sige mere eller mindre hvad som helst i den forstand. Han rømmede sig.

"Kan hænde, at jeg ikke er halvblodsmagiker. Eller mugglerfødt, for den sags skyld, men mit navn står lige så meget på Prins Giovannis dødsliste som dit gør," svarede han igen, og den kolde, retoriske ro han var startet ud med, havde igen lagt sig over hans ansigt, og hans ord. Kun hans hænder var knuede hårdt - halvt i retfærdig harme, halvt i frustration. "Du har iøvrigt ikke svaret på mit spørgsmål. Al jeres retorik er kun med til at fremme blodhævn fra alt og alle, over alt og alle. Kan du ikke se at jeg ønsker fred ligeså meget som du gør?" sagde han, og kunne ikke kamouflere sine følelser lige så effektivt som han ønskede.

Han så hende i øjnene, og i det gik op for ham, at hun var smuk. Han skød det fra sig, eller forsøgte at gøre det, og glemte fuldstændigt at undlade at rode sig i håret. Han så afventede ud, fortrudte næsten hans følelsesmæssige udbrud. Stilhed.

[Rhiannon Maddox]

love me or hate me
 IT'S STILL AN OBSESSION

[/size]

Tag: Shaun • Outfit: Here[/center][/size]

Rhiannon spændte stædigt kæben og holdt blikket fastlåst på Shaun overfor sig. Hun havde ikke rigtigt behøvet hans bekræftelse og kastede sig blot videre ind på det faktum, at han som fuldblodsmagiker, valgte at belære hende om faren ved at være mugglerfødt. Hendes blik flakkede dog svagt over svaret hun fik og hun måtte modstå trangen til at slå i bordet. ”Krigen er allerede begyndt,” hvæsede hun ud mellem tænderne og rettede sig lidt op igen, efter at have lænet sig længere ind over bordet.

Det var en kamp ikke at lade det hele løbe af med sig (mere end det i forvejen var) og hun tog en dyb indånding. ”Også selvom Status Quo nægter at indse det,” Rhiannon lænede sig frem igen. ”Blod er allerede blevet udgydt!” Hendes øjne lynede faretruende og det var tydeligt, at det var et følsomt emne. ”Hvad godt gør det, at stå og se passivt til, mens eleverne bliver overfaldet, for ikke at mene, at det at gifte sig med sin kusine eller fætter er topmålet med livet? Hvilken slags rygradsløse mænd har den holdning?” Lige nøjagtigt hvem hun mente med det, var der bestemt ikke lagt skjul på og selvom hendes ord var spottende, var der noget i hendes blik der afslørede, at hun desperat forsøgte at opnå en form for forståelse.

[/justify]

[Shaun Blake Segall]

Shauns øjne var så grønne som de nogensinde havde været, og stålkolde i deres svar på hendes. Hans indre kamp blev kun afsløret ved en svag rysten på hænderne, som han ikke engang kunne regne ud hvorvidt var synlig. Han havde lyst til at råbe, men siden en ung alder havde Shaun lært sig selv at være kølig, at tænke køligt, at tale køligt, at se kølig ud. Elektricitet virker bedst ved det absolutte nulpunkt, huskede Shaun fra sine bøger, og samme virkning gjorde sig nok gældende for tanker.

Han lod hendes ord hagle ned over sig, og vendtede kort med at svare, dels for at overveje sine muligheder, dels for at lade stemningen kølne.

"Krig? Det her er ikke krig. Det er eet, sølle, patetisk overfald, som de ansvarlige nok skal bøde for, i det øjeblik der er beviser nok imod dem," sagde han stille, men betydningen af hans ord var hverken skjulte eller hemmelige.

"Er I ikke bedre end dem? Er idéen med Hallows ikke tilliden til individet? I handler som en blodhungrende, rasende flok af fanatikere! Hvorfor ikke vise dem at de har tabt, og har været ved at tabe i hundredevis af år, ved at bevise af systemet kan virke? At vi kan stoppe dem ved hjælp af ord - og ikke macho-handlinger? Hvorfor opsøge en konflikt de ønsker mere end noget andet? Hvorfor spille deres spil?" spurgte han, og hans stemme voksede i styrke. Han rømmede sig, og lod en hånd glide gennem sit hår.

Han blev et kort øjeblik ramt af hendes ord om hans manglende rygrad. Han lod det glide af sig. "Neutralitet er ikke det samme som passivitet," svarede han kort. Han så hende ikke i øjnene, da han sagde det.

[Rhiannon Maddox]

love me or hate me
 IT'S STILL AN OBSESSION

[/size]

Tag: Shaun • Outfit: Here[/center][/size]

Rhiannon kunne ikke begribe, hvordan man kunne være så blind. ”Det ene, sølle, patetiske overfald du snakker om, havde nær kostet en elev livet,” hvæsede hun ud i mellem tænderne, i et forsøg på at holde sin stemme dæmpet. ”Status Quo må være mere naive end jeg troede, hvis I er så overbeviste om, at det her er det første af sin slags. Hvad med opslaget, der stemplede alle fuldblodselever i Burning Day som blodforæddere? Lithgow-tvillingernes suspendering? Mordet på en mugglerfødt professor? Det her er større end en stak græsrodsbevægelser.”

Rhiannon tog en dyb indånding og knyttede hænderne hårdt mod sine lår i ly af bordet, hvor han ikke kunne se dem. Hendes øjne lynede og et eller andet sted, fandt hun den samme gnist i det blik hun mødte. Det fik hende til at røre uroligt på sig. ”Hører du ikke, hvad det er du siger?” Hun modstod trangen til at række over og ruske Shaun grundigt frem og tilbage, skønt det virkede til, at han ellers kunne bruge det. ”Hvad er det lige du tror, at the Wiz er? Det vi gør, er at bruge ord i stedet for vold. Men I er så hellige, at I ikke fatter det, er I ikke?” Alle hendes instinkter bød hende at rejse sig og gå, men alligevel fandt hun at hun blev siddende hvor hun var, med blikket låst fast i Shauns. Hun bemærkede først nu, hvor grønne hans øjne egentlig var. De var ret fængende. Rhiannon skød hurtigt tanken fra sig igen og gav sig selv et mentalt nakkedrag og en håbløs formaning om at holde hovedet koldt.

[/justify]

[Shaun Blake Segall]

Shauns læber blev stramme, og hans øjne lynede. Han stirrede stift ind i hendes blik, fast opsat på ikke at være den første til at blinke, eller kigge væk. Han stod som en stenstøtte og tog imod hendes ord. "Jeg taler ikke om hvorvidt det er farligt!" sagde han, og holdt en kort pause, for ikke at blive for voldsom. Han holdt, med nogen besvær, sig tilbage. "Jeg taler om måden at håndtere det på. I vælger at gribe det an, som om I kan slå det ihjel ved at lege frihedskæmpere og journalister. Som om det er en krig. Det er næsten selvmorderisk. Vi skal nok få dem ned med nakken, tro mig, ingen hader Giovanni mere end jeg, men denne her åbenlyse slagsmarks-taktik kommer til at koste blod," sagde han, og hans øjne var et øjeblik bedende.

Han rømmede sig, og så hende i øjnene. Af uransagelige årsager blev det sekund trukket ud i langdrag, og luften næsten gnistrede, følte han. Han rev sig løs, han rejste sig ihvertfald, hans øjne var stadig fastlåst i hendes.

"Hellige?" sagde han, og anelsen af et arrogant smil viste sig på hans ansigt. Han kvalte det lynhurtigt, og hans stoiske ansigtsflade vendte tilbage, med fornyet styrke. "Jeg betvivler ikke jeres oprigtighed. Ellers jeres mål. Jeg betvivler jeres metoder," sagde han, og opdagede ikke selv at det ikke længere var hans parti han repræsenterede.

[Rhiannon Maddox]

love me or hate me
 IT'S STILL AN OBSESSION

[/size]

Tag: Shaun • Outfit: Here[/center][/size]

En frustreret lyd undslap Rhiannon. ”Hvordan hjælper det nogen, at lade være med at gøre noget som helst?” bed hun af ham og forventede oprigtigt et svar. Hun kunne ikke begribe, hvordan man kunne have den holdning. Men så igen, det var heller ikke ham der var mugglerfødt. Hendes blik låste sig fast i hans og i et øjeblik, slog det gnister i luften i mellem dem. Rhiannon følte sig åndeløs og hun rankede uvilkårligt ryggen lidt, da Shaun rejste sig.

Det arrogante smil på hans læber, fik hende til at knibe øjnene sammen til små sprækker og instinktivt, kom hun også selv på benene. Han var højere end hende, bemærkede hun nu og hun løftede hagen lidt, for at overkomme følelsen af at føle sig som den lille. Det var ikke en følelse hun brød sig om og hendes blik der mødte hans, var hårdt og lynende. ”Ærligt talt, så er jeg skide ligeglad med hvad du synes, Segall. Du føler måske, at du har det hårdt. Men du aner ikke det første om, hvordan det er at være mugglerfødt på det her sted. Så stop med at fortælle mig, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg gør kun hvad der er retfærdigt.”

[/justify]

[Shaun Blake Segall]

Shauns mundvige blev stramme. Han havde inderligt lyst til at slå i bordet, gøre et eller andet fysisk, et eller andet konkret, men han holdt sig for god til den slags. Han nøjedes med at blinke en enkelt gang. Han overvejede i samfulde ti sekunder- Så svarede han, langsomt:

"Der skal gøres noget - men det skal ikke være dumt og selvdestruktivt. Det skal være overvejet, fornuftigt, og forhåbentligvis flå Riddlerne i stykker, uden at have konsekvenser for alle andre." Han så hende ind i øjnene. Han holdt sig kun med store vanskeligheder i ro - hans stoicisme fastholdt, men kun lige.

Hans øjne blev smalle, ved hendes næste ord. Han var et øjeblik tavs.

"Så jeg er "en af dem"? Jeg ved intet om smerte, fordi jeg ikke er som du?" sagde han, og et sarkastisk skær lagde sig over hans stemme, hans øjne og hans ansigt. "Jeres retfærdighed er tankeløs og blodig, og selvom den måske er ædel, så er den tåbelig," fastslog han, og lagde mærke til at han spændte i samtlige muskler. Han trak vejret tungt, og rettede sig op.

"Hav en fortsat god dag, Miss Maddox," sagde han koldt, og noget mere passioneret end han havde forestillet sig. Han gik også noget mere målbevidst og hidsigt igennem storsalen end han havde forestillet sig.

Han forlod storsalen, og gik igennem Hogwarts gange. Han var generelt i et lidt mere kolerisk sindelag end han brød sig om. Han fik udløb for sin frustration, ved at give en reprimande, til en tredjeårselev der havde været i færd med at udføre en uskyldig forhekselse på gangen. Tredjeårseleven bed sig i læben, og fik næsten tårer i øjnene. Shaun fik dårlig samvittighed, og blev mildere stemt. Tredjeårseleven overlevede, Shaun overlevede, og forsvandt ned i krypten, med hidsige tanker, bankende hjerte og travlt optaget med at rode i sit hår.

/out

[Rhiannon Maddox]

love me or hate me
 IT'S STILL AN OBSESSION

[/size]

Tag: Shaun • Outfit: Here[/center][/size]

Rhiannons hænder knyttede sig stramt imod hendes lår og hun bed hårdt sammen, for ikke direkte at give sig til at råbe af Shaun. Impulsen til at ruske ham var stærkere end på noget andet tidspunkt og hun måtte bore neglene ind i sine i forvejen ødelagte håndflader, for at holde sine hænder fast hvor de var. Det var et stadie, hvor hun var dybt splittet mellem frustration og vrede, noget hun normalt kanaliserede gennem sit baskerbat - som i et splitsekund, nærmest virkede fristende, blot med Shauns hoved fremfor den sædvanlige smasher.

Længere nåede den tanke dog ikke, før han brat udvandrede og hun fandt sig selv stående fastfrosset hvor hun var, med en brystkasse der hævede og sænkede sig aggressivt op og ned. Deres forsøg på at være diskrete, var ikke gået videre godt og der var mere end et enkelt blik rettet imod Rhiannon, da hun i en hurtig bevægelse samlede alle sine ting sammen fra bordet og med dem i favnen, forlod storsalen så hurtigt hun kunne. Allerede der havde hun adskillige intentioner om ikke at skænke Segall en tanke mere den dag, men havde allerede tabt på forhånd.

c l o s e d

[/justify]